Det kræver et godt overskud

[Laila]

At få sig en arbejdsskade....

Forhistorien kort:   For snart 4,5 år siden , blev jeg overfaldet  på mit daværende job, og fik en "mystisk" arm.... Den kan ikke "tænke selvstændigt", jeg taber ting, følelsesforstyrrelser, og smerter 24/7.....

Det har været et tovtrækkeri af den anden verden, idet de ikke har kunne finde ud af hvad der var i vejen med den, om der var noget i vejen med den, det skyldtes ikke arbejdsskaden HVIS der var noget osv... Og 2-3 gange har jeg så fået fejlagtige diagnoser, som jeg faktisk 2 gange har været ved at ende i en operation for....

Nå, i onsdags var jeg inde ved min "nye" neurolog på Riget, der har taget "sagen" fuldstændig forfra, og i onsdags satte hun så sin diagnose på... Den er på fint latin, og består egentlig bare af bogstaver hehe Men den går ud på at jeg har et komplekst nervetraume, svarende til hele højre arm og 45 % af torso både for og bag.... Det kan ikke behandles, medmindre jeg vil i livslang medicinsk behandling, der så vil kunne tage nogle af smerterne... Så skal jeg så tage psykofarmica 4 gange om dagen.... Dét vil jeg ikke! Desuden har de præparater hyggelige bivirkninger som risiko for hjerte/kar sygdomme, organsvigt og andre spændende ting...

For at gøre komikken nærmest komplet havde det slet ikke behøvet at ende her... Allerede få dage efter overfaldet, var jeg hos egen læge, der da spredte sig en rødmen op af min arm, men fik at vide at det ikke betød noget, dels var jeg i antibiotika behandling, og dels var det bare en reaktion på biddet... _I virkeligheden var det så en infektion, der var gået i min nerve, og som var ved at sprede sig op igennem den... Den er nu nået hele vejen til rygraden, hvor den forhåbentligt stander!
Er sgu lidt ærgerligt at tænke på, at jeg måske kunne have "nøjedes" med en berørt tommelfinger/hånd - i heldigste fald ingenting, og nu har en smadret arm...

På den positive side, er det selvfølgelig at jeg nu kan fortælle alle dem, der har haft travlt med at fortælle mig at jeg var lidt hypokonder og skabagtig at jeg rent faktisk HAR en ødelagt nerve... Om ikke andet slipper jeg da selv for at spekulere i om det er mig , der er fuldstændig tosset, når jeg synes den gør ondt...

Har skulle sluge, og prøver vist stadig at synke, at jeg rent faktisk nu har et "handicap/Funktionsnedsættelse" , der er varigt.... Omvendt gør den jo ikke mere ondt end før, eller det gør den faktisk, fordi jeg tænker en del over det, og så lægger mærke til den gør naller...  :oehm

Er nu igang med at kontakte forsikringsselskaber, arbejdsskadestyrelsen, igen igen, min fagforening osv... Har sågar ringet på kommunen, fordi min læge nævnte at der måske var nogle hjælpemidler, jeg kunne få til at hjælpe og aflaste i dagligdagen... Er fuldstændig skævt jo! Jeg er 33, og igang med at søge ting og sager hos hjælpemiddelcentralen... Det håb, der trods alt, hele tiden har været om vupti, de stiller diagnose, og drejer lidt her og der, så funker arm er væk....

Det er sgu lidt æv......

[Marianne Vedel]

Jeg føler med dig, Laila
Jeg er selv lidt i samme situation, ikke pga. af overfald, men bare et uheldigt fald for ni år siden, hvor jeg ødelagde mine skuldre og har haft alvorlige kroniske smerter siden.
Hvis det kan være nogen trøst, er det faktisk en hjælp, at man kommer ud af den del, hvor man stadig håber og bliver skuffet igen og igen. Når man så ved at "this is as good as it gets", kan man bedre komme videre, sådan har det i hvert fald været for mig.
Til dig =>

[lisbethpilkjær]

Tror vi er mange der er lidt i samme situation eller har været der.

Jeg har været der. Mit var bare ikke fysisk, men derimod psykisk.

Af flere omgange er jeg blevet undersøgt med samtaler og diverse prøver og analyser, men langt om længe fik jeg min pension.

Den dag jeg fik den var også en svær en at sluge. På den ene side var jeg glad for at slippe for at blive jagtet ud på arbejdsmarkedet, som jeg ikke kunne/kan klare mere, men på den anden side var det sgu også en sej en at læse at lidelsen for mig er varig og at "jeg med den rette medicinske behandling, kan få et tåleligt liv" ET TÅLELIGT LIV......

Hold ud Laila, som du skriver så gør armen stadig ondt, men nu har du en professionels ord for at der er en meget god grund til at den gør ondt. Det er første skridt på vejen frem... 

[Laila]

Jeg er meget enig med jer begge! En diagnose, og så lige at få fordøjet det rent psykisk er et stort skridt på vejen Men skal stadig lige synke

[lisbethpilkjær]

Det er nemlig det Laila. Det psykiske kan ingen heller se eller måle, ligesom når du har holdt fast i at du altså har smerter selvom de ikke har kunne finde ud af hvad det skulle være der gav dem.

Man føler at alle har kigget på en som om man er idiot der bare leger hypokonder, så jeg forstår fuldt ud dine følelser.

[Marianne Vedel]

Ja, sommetider kunne jeg også ønske at smerter var lidt mere synlige.
Når jeg er nogen steder, tror jeg ikke, at andre kan mærke, at jeg har ondt, de ser så heller ikke, at jeg klapper sammen, når jeg kommer hjem og bare kravler i seng, så stakkels Søren selv må klare sig med mad osv.
Men jeg gider altså ikke være sådan en patetisk person, der bare kan sidde og ynke i stil med Maude Varnæs fra Matador.
Jeg vil være hende, der er glad, så det er jeg
Pas godt på dig selv, Laila.

[Linda Andreasen]

uha hvor ville jeg gerne skrive noget til dig---- men det er skrevet.
Samtidigt ved du det jo godt selv, den skal------- sluges.
Og ja, det er altid nemmere at sige at man har ondt hvis folk kan se blodet løbe.
Men som de andre to skriver så kommer du igennem det, lærer at smile trods alt, skønt smerterne nok vil være der for livet. Øv Øv

Mange tanker og  herfra

[karina dj]

Ja vi er nogle stykker...  

Og jeg gider heller ikke være den der får de medlidende ord med på vejen, og der er ingen der skal se på mig hvordan "skallen" har det. Samtidig har jeg været dybt ramt af "skalogvilselv" syndromet... og er det stadig!
Man skal bare lige huske at det medfører at alle tror man bare kan det hele! og det kan være svært for folk at forstå når filmen så knækker nu og da.

Det er vigtigt at øve sig i at bede om hjælp   det er mit råd med på vejen... Jeg er blevet bedre   det hjælper med en tømrermand, så man ikke selv behøver rende og bygge alt altid  

[Laila]

Lige netop! Vil sgu også selv hehe Og som enlig mor i årevis, har det altså også været nødvendigt jo Og nej, folk skal også kende mig godt, for at kunne se jeg har ondt, og mine gamle venner ved at hvis jeg siger av, så er den gal

Har heldigvis fået tilføjet fantastisk kæreste til min lille familie, og han er guld værd... Og som den eneste "udefrakommende" har han aldrig én gang sat spørgsmålstegn ved om jeg nu også har ondt...  Og han hjælper alt hvad han kan, helt af sig selv

Jeg øver mig også i at sige fra, og bede om hjælp, jeg er bare ikke skidegod til det, og hjælper ikke at være barn af hypokonder-mor 

[karina dj]

Laila... din sidste sætning kunne jeg ha sagt... så jeg forstår præcis hvor du er 

[Laila]

Karina -> Ja, det gør sgu nok man bliver lidt speciel ang sig selv og "piveri"