15. december 2025
Det var altid en stor dag, når en af køerne kom hjem med deres nye lille kalv - og denne gang var ikke en undtagelse. Alle var særdeles nyskerige, hvad var det nu flikken havde fået tilført ?. Kvie eller tyrekalv ? Farven var mere underordnet, for som bekendt er det ikke det ydre der tæller, men det indre :O).
Nu trak koen med det hvide bælte nærmere porten til stalden, med sin nye lille tyrekalv trykkende sig op ag mors bagben. Den første der hilste på den lille fyr var Katrines søn fra sidste år. Den snusede til ham og gav ham et lille kærligt skub. Derefter kom Blackies søn, en 1 1/2 år gamel tyrekalv, rød med hvidt bælte - han følte sig for god til at gå helt tæt på, men kikkede bare fra staldøren - så var det Katrine, hun havde selv fået en kvie 3 uger tideligere, hendes tøs var helt hvid over det hele. Gitte fulgte hende med særlig opmærksomhed, da hun kikkede frem på den lille nye under sin mors mave, Gitte syntes af en eller anden grund, at den hvide kalv var den mest spændende.
katrine hilste på kalven, med et venligt puf.
Nu manglede kun Den helt sorte ko og Mor-Muh at hilse. Den sorte ko blev afbrudt i sin hilsen, da hende egen kalv åbenbart absolut skulle patte hende lige nu.
Mor-Muh derimod, kom og gav tyrekalven et venligt slik. Mor-Muh har altid taget venligt mod de kalve derb blev føt på gården, altid. Ofte var det hende de opsøgte, når de blev større og deres egne mødre begyndte at afvise dem, så var det hende derb trøstede dem.
Isæe tyrekalve var ofte kede af det, når de blev afvist og især hvis de oplevede at se den næste - lillebror eller søster - komme til verdenen, så trådte Mor-Muh til.

I år var der noget trist over Mor-Muh, for hun havde stadig ikke selv fået en lille ny og hendes kalv fra sidste år havde en dag været væk. Det var i foråret en gang. Fodremesteren holder et ekstra øje med hende, for efter hans beregninger burde en lille ny kalv allerede være der. Var Mor-Muh ved at blive for gammel ?. Hun er 11 år, en helt uhørt høj alder i dagens Danmark, hvor køer bliver højest 5 - 6 år.

Mor-Muh havde faktisk for længst hilst på den lille nye, hun havde været forbi nede på engen, der hvor han blev født. Hun havde ikke kunnet vente. Hendes venlige sind, havde gjort, at koen med det hvide bælte havde ladet hende hilse på så tidligt.

Det var meget overvældende for den lille fyr, med alle de fremmede slægtninge og deres hilsen på. Han fulgte med ind i stalden og søgte over i et afsides hjørne for at lægge sig i den tørre og lune halm. Det var første gang i hans liv, at han følte hvordan det er at ligge i tørt varmt halm og han fik straks smag for det og nød det meget og faldt hurtigt i søvn.

At han ville sove syntes de to lidt ældre kviekalve var underligt, men de havde selv - såmen kun for få dage, gjort nøjagtigt som ham. Men man glemmer hurtigt i den alder og skal undersøge alt det spændende der er omkring en. De ville derfor gerne vække ham, men koen med det hvide bælde skærmede ham fra dem og hurtigt glemte de ham for at smutte ud på engen og springe badutspring.

Ida og Gitte kom væk i en fart, da de så køer og de store kalve komme over mod sig. Køer og tyrekalvene ville spise og det betød de stak hovederne gennem fanggitteret.

Nu mørknedes det også, så Ida og Gitte skulle skynde sig hjem, hver til deres hønsehus. Det skiltes og skyndte sig hjem.

13. december 2025
Nisserne havde boet på Gården i over 200 år. Ikke altid i bøgelunden, men på loftet over kostalden. Det havde været et dejligt sted. Hver sommer kom der nyt hø i store mængder til vinterfodringen af malkekørerne i stalden. Loftet fik den helt særlige duft af tørret græs og engurter, som kun enge kan give, når de oversvømmes når åen går over sine breder om vinteren. Vandet indeholder kvælstof, som især græsset har glæde af. Desværre øges kvælstof gennem tiderne. Menneskene på gården var af den opfattelse, at det kun var til gavn. Men det er ikke tilfældet. Engkabeleje og majgøeurt begyndte at forsvinde. Ikke at disse to planter indgår i høproduktionen, faktisk er engkapelejen giftig - især i frisk tilstand - men de insigter der lever af og på planterne, indgår i den evige livscyklus der er så vigtig for balancen i naturen.
Mens mængden af forskellige urter på engen langsomt men sikkert blev færre og færre, så ophørte mælkeproduktionen og blev erstattet af svinedrift. Svin fordre ikke hø, nu blev det i stedet halm der blev lagt på loftet. Det var nu også ok - set med nisseøjne - men også grisene forsvandt. Nu skulle grisene gå på tremmegulv, for der var ikke folk til at passe dyrene. Heldigvis - for grisene - var fet ikke muligt at etablere tremmegulv, så stalden stod til sidst tom.
Det gjorde den i mannge årtier, men så kom Fodermesteren til. Han genindførte køer, men ikke i denne stald. Stalden blev reduceret til det halve og det gamle loft fik ny tagkonstruktion. Det kostede nisserne deres hjem og de flyttede til bøgelunden.
Det blev en helt ny måde at leve på - for nisserne - boligen var såmen ok. Den blev skabt i en af de sidste oversvømmelser åen gav. Her underminerede oversvømmelsen den gamle bøgs rod, så der skabtes en meget stor hule med flere gange ud fra denne til mindre huler, som kunne benyttes til soverum af hulens beboere. Nu blev det så ikke velduftende enghø men bøgeblade der dækkede gulvene. Det kunne nu godt gå, men lyder af køer der drøvtykker og går rundt i beboelsen under nisseboet, ja den var gået tabt for evigt.

Den nye løsdriftstald Fodremesteren etablerede kunne ikke rumme en nissebolig. Her var der ikke et høloft, kun "åben til kip" som man siger. Til nød kunne gårdens ugler overnatte der og solsorte bygge deres reder på trækonstruktionen.

Kvæget der nu tilhører gården er heller ikke længere malkekvæg, det er kødkvæg, men det var nu også noget hønsene havde glæde af. feks når de .....

12. december 2025
Åh nej det er da også rigtigt - det må jeg lige tænke over, spis nu - sagde Oda.
Mens hønsene spiste blev de kikket på af beboerne under træroden. Det var nissefar der stod og kikkede ud. Han vendte sig og spurgte nissemutter om hvilke planer hun havde for julen i år. Hun trak lidt på skuldrene - fortsatte med forberedelserne til aftenens måltid - og langt om længe svarede hun, at hun da forventede at holde julegilde som vanligt og at alle nisser i familien hjælper til med at samle bog og ageren ind - det er jo hønsene og fasanernes ynglingsspise på denne årstid. Hun havde også set, at der ligger æbler i frugthaven, dem skal hun også bruge og i haven der er anlagt på stedet hvor en stald er fjernet, har hun set flotte fersken kvæder ligge, dem ville hun meget gerne have nogle af. For endelig kan man igen lave "flæsk" til jul, som i de gode gamle dage. Der er også kålstubbe og jordskogger i urtehaven. Så der er ingen tid at spille, meget skal gøres for at julemiddagen kan blive god.
Vil nissefar sørge for at invitere ??
Ude i bøgelunden gik høns og fasaner side om side og åd - pludselig hørtes en lyd fra tjørnetræerne langs åen der løber vest for bøgene. Tjørnen har usædvanlig mange frugter i år. Det lover godt for vinterens fugle og ja hønsene spisde da også disse. Her for et par dage siden, havde de unge hanekyllinger faktisk ikke spist meget anden end tjørnens frugter og det havde udløst en rigtig god stemning blandt dem. Måske det var for støjende syntes de lidt ældre høner i gårdens hønsehus.
Men hvorfor nu denne opstemthed blandt de unge haner ?. Det skyldtes såmen frosten der havde fået alkoholden i frugten til at blive udskilt. Så ved indtag af mange bær var de faktisk blevet lidt berusede. Havde de ældre damer gjort det samme, ville de selv have været lid snalleret, men de viste jo godt fra da de var unge, at der er alkohold i frugten. Det gælder for resten også nedfaldsæblerne oppe i frugthaven. Her havde damerne svære ved ikke at spise lidt æble. Æbler smager jo dejligt. Men så må man jo begrænse indtaget og det gjorde de så.

Men tilbage til træerne langs åen. Det var jo her lyden kom fra og det var en meget smuk lyd. Næsten som om der var små sølvklokker der ringede. Hvad har det så. Silkehaler - mange silkehaler der kom forbi på deres vintertræk i Danmark. Denne smukke og med et lidt udsæsvanligt udseende - kort hale med gule kanter og en flot top af fjer på hovedet - som kan optræde i meget store flokke - er faktisk en yderst sjælden gæst på disse egne. Det er nok 40 - 50 år siden sidst de var på besøg. Så ingen af de til stede værende havde hilst  på silkehaler før.
Nu nød man synet og lyden af disse flotte vintergæster - også fra boet under bøgetæet nød man synet og lyden. Men her havde man jo set disse fugle mange gange . for nisser lever meget længe og ser meget her i verden af både godt og skit.

10. december 2025
_ lige en orietering - jeg kan ikke som jeg har gjort før - skrive afsnitne dagen før og så kopiere dem ind. Derfor kommer den - når jeg hat tid ! Undskyld!

for der så hun et lodent dyr hun aldtig havde set før, det var lavbenet mørk i pelsen og usædvanlig kvik i sine bevægelser. Gitte sad MEGET stille og fulgte dette underlige væsen i dets lusken forbi. For heldigvis så den ikke den lille nervøse hønnikie der sad i træet op af hønsegården og Gudskelov for det, for det kunne med lethed have entret træet og sluttet Gittes liv -

Solen stod op og sendte sine stråler hen over slugten hvor Gittes hjem er. Stråler som er signalet til at hønselågen skal åbne.
De første hønniker viste sig i døren og steg ned af den hønsestige som fører op til hønsehuset.
Nu kunne de høre Gittes klukken og kikkede op til stedet hvor hun var. Åhh hvor blev de glade, de havde frygtet det værste, da hun ikke kom hjem i går, inden solen gik ned.
Gitte blev klogeligt på sin gren i træet, hun ville vente med at flyve ned til naboen kommer for at give vand og foder.
I mellemtide ville Gittes venner i hønsegården gerne vide hvad hun havde oplevet. Men samtalen ændrede sig hurtigt til noget helt andet. To af de hvide venninner havde set noget  de meget gerne ville dele med de andre og det var noget de havde oplevet under deres tur mellem bøgetræerne på den anden side af vejen.
Som alle - der kom i bøgelundern - ved, så ligger der træer der er segnet for mange år siden og større grene der er brækket af i storme og styrtet til jorden. Alle får lov til at ligge og vende tilbage til naturen igen, som det jo så smukt hedder. Disse trøskede trædele giver liv til mange forskellige insekter, biller og svampe. Især Grøn guldbasse som spiser blomster af fx tidsler, roser, hyld og mjødurt. Dens larven lever i skov- bunden af mørt træ og planteaffald. Man finder den inde i de møre træstubbe og det væltede piletræ, som også ligger i skovbunden. Når den så bliver forvandlet et en smuk Guldbasse, så flyver den ud på eventyr.
Men det var nu ikke den meget smukke Grønne guldbasse - som de alle kender godt - der blev talt om nu, nej det var noget helt andet og noget de to var meget ivrige for at fortælle om. Se I, de havde set noget der vel nærmest kunne sammenlignes med - ja med Fodremesteren - HVAD - hvordan ??
Jov da de havde taget sig et hvil efter at have fyldt sig med bog, så så de at der over ved det ældste bøgetræ - ud mellem de tygge rødder der spreder sig som solstråler ud fra træet - et lille væsen komme spaserende med en lille kurv i hånden, Ja for det var virkelig en kopi af  Fodremesteren, bare mange gange mindre. Og tøjet - det var også noget helt andet. Grønne filtlignende bukser, en bluse af samme stof, bare rød og så en spids tophue.

Alle i hønsegården og Gitte lyttede med åbent næb - nøj hvor spændende - og det virkede ikke som om det var en man skulle være bange for.  Hidentil havde alt - næsten da - været noget de skulle tage sig i agt for eller flygte fra med lynets hast. Derfor var det så meget bedre at opleve, MEN hvad var det ?. Har i forsøgt at tage kontakt ville de andre vide, men det havde de ikke turdet. Dels var de jo opdraget til altid at være forsigtigt når noget nyt skete og dels var de blevet noget paf, Mini ja måske mere rigtigt MICRO Fodremestre - det var da en nyhed der ville noget.

Men nu kom den hvide bil, som er naboens, så måtte de heller koncentrere sig om ham. Han stoppede bilen, åbnede bagsmækken og tog vandkanden og skålen med korn og gik over til sin hønsegård. I første omgang så han ikke Gitte, men det sørgede hun for at han ikke kunne undgå, for hun sprang ned og for over til ham. Nu ville hun i sikkehed - basta

Tak, gør mit bedste :O)