10. december 2025
_ lige en orietering - jeg kan ikke som jeg har gjort før - skrive afsnitne dagen før og så kopiere dem ind. Derfor kommer den - når jeg hat tid ! Undskyld!

for der så hun et lodent dyr hun aldtig havde set før, det var lavbenet mørk i pelsen og usædvanlig kvik i sine bevægelser. Gitte sad MEGET stille og fulgte dette underlige væsen i dets lusken forbi. For heldigvis så den ikke den lille nervøse hønnikie der sad i træet op af hønsegården og Gudskelov for det, for det kunne med lethed have entret træet og sluttet Gittes liv -

Solen stod op og sendte sine stråler hen over slugten hvor Gittes hjem er. Stråler som er signalet til at hønselågen skal åbne.
De første hønniker viste sig i døren og steg ned af den hønsestige som fører op til hønsehuset.
Nu kunne de høre Gittes klukken og kikkede op til stedet hvor hun var. Åhh hvor blev de glade, de havde frygtet det værste, da hun ikke kom hjem i går, inden solen gik ned.
Gitte blev klogeligt på sin gren i træet, hun ville vente med at flyve ned til naboen kommer for at give vand og foder.
I mellemtide ville Gittes venner i hønsegården gerne vide hvad hun havde oplevet. Men samtalen ændrede sig hurtigt til noget helt andet. To af de hvide venninner havde set noget  de meget gerne ville dele med de andre og det var noget de havde oplevet under deres tur mellem bøgetræerne på den anden side af vejen.
Som alle - der kom i bøgelundern - ved, så ligger der træer der er segnet for mange år siden og større grene der er brækket af i storme og styrtet til jorden. Alle får lov til at ligge og vende tilbage til naturen igen, som det jo så smukt hedder. Disse trøskede trædele giver liv til mange forskellige insekter, biller og svampe. Især Grøn guldbasse som spiser blomster af fx tidsler, roser, hyld og mjødurt. Dens larven lever i skov- bunden af mørt træ og planteaffald. Man finder den inde i de møre træstubbe og det væltede piletræ, som også ligger i skovbunden. Når den så bliver forvandlet et en smuk Guldbasse, så flyver den ud på eventyr.
Men det var nu ikke den meget smukke Grønne guldbasse - som de alle kender godt - der blev talt om nu, nej det var noget helt andet og noget de to var meget ivrige for at fortælle om. Se I, de havde set noget der vel nærmest kunne sammenlignes med - ja med Fodremesteren - HVAD - hvordan ??
Jov da de havde taget sig et hvil efter at have fyldt sig med bog, så så de at der over ved det ældste bøgetræ - ud mellem de tygge rødder der spreder sig som solstråler ud fra træet - et lille væsen komme spaserende med en lille kurv i hånden, Ja for det var virkelig en kopi af  Fodremesteren, bare mange gange mindre. Og tøjet - det var også noget helt andet. Grønne filtlignende bukser, en bluse af samme stof, bare rød og så en spids tophue.

Alle i hønsegården og Gitte lyttede med åbent næb - nøj hvor spændende - og det virkede ikke som om det var en man skulle være bange for.  Hidentil havde alt - næsten da - været noget de skulle tage sig i agt for eller flygte fra med lynets hast. Derfor var det så meget bedre at opleve, MEN hvad var det ?. Har i forsøgt at tage kontakt ville de andre vide, men det havde de ikke turdet. Dels var de jo opdraget til altid at være forsigtigt når noget nyt skete og dels var de blevet noget paf, Mini ja måske mere rigtigt MICRO Fodremestre - det var da en nyhed der ville noget.

Men nu kom den hvide bil, som er naboens, så måtte de heller koncentrere sig om ham. Han stoppede bilen, åbnede bagsmækken og tog vandkanden og skålen med korn og gik over til sin hønsegård. I første omgang så han ikke Gitte, men det sørgede hun for at han ikke kunne undgå, for hun sprang ned og for over til ham. Nu ville hun i sikkehed - basta

Tak, gør mit bedste :O)

Lige en kort opdatering fra mig til dig Anna:

Vores "gode" æglægger araucanere ser nu normale (og meget flotte) ud, og har endelig fået deres fulde fjerpragt tilbage selvom nogle hylstre endnu ikke har foldet sig 100% ud. Så du er ikke alene, men forhåbentligt kan du også selv se fremgang hos dine damer

9. december 2025
Ræven var ikke helt tryk ved at liste ind på gårdspladsen, men sulten og errindringen om fede høns fra en anden gang der lagde vejen forbi, overtrumfede. Den listede langs staldlængen og kom op til stuehuset. Dens næse fortalte den, at længere fremme - ved indgangen til køkkenet - måtte der være noget spiseligt. Det er ikke første gang den havde redet noget spiseligt der. Fodremesteren havde det med at lægge kødrester ud til omstrejfende katte og måske pindsvin. Hvis fodremesteren havde vist, at ræven også spiste af det udlagte, havde han nok stoppet den form for fodring.
Det duftede af andesteg, men ræven blev snydt, for det var kun græsset der duftede, kødet var fundet af andre.
Ræven stoppede op, lyttede intenst - nogen eller noget bevægede sig over græsplænen på den anden side af køkkenet. Skulle den stikke af, eller fortsætte ?
Det er rigtigt, det er Fodremesteren der er på vej tilbage til køkkenet. Han lyser op med lygten, så han kan se elmetræet og køkkendøren, den dør der vender ud mod haven og ikke den, som ræven sidder  ud for på gårdspladsen. Lyset fra lygten rammer IKKE Ida og Gitte - de sidder på den modsatte side af der hvor lygten rammer. Hvis lygtens lys havde bare strejfet dem, ville Gittes hvidhed have afsløret dem.
Fodremesteren havde åbenbart set hvad han ville, for han låste sig ind af køkkendøren og forlod derfor haven og de to i træet. Han ville jo have skræmt ræven væk, hvis han havde valgt at benytte døren fra gårdspladsen.

Nu rejste ræven sig og skyndte sig rundt om hjørnet og tog retning mod græsplænen med elmetræet. Lyset der nu blev tændt i køkkenet, ramte således også elmen og ikke nok med det. Gittes hvide fjerdragt sås tydeligt i lysets skær og nu nærmede ræven sig. Lyset fra køkkenet gjorde også at Ida og Gitte tydeligt så ræven komme om hjørnet. De rystede af skræk, mon ikke deres rystelser kunne høres ?

Lige i det øjeblik hvor ræven vendte hovedet mod elmen og ville kunne se den hvide hønnike side i nåhøjde for den, gled skyen væk fra månen, så månens lys spredte sin hvide skær over hele haven og dermed også som baggrund for elmen. Dette gjorde at måneskindet blændede ræven, så den ikke kunne se de to rystende piger i træet.
Ræven luskede videre på sin søgen efter noget spiseligt.

Det gjorde at Ida og Gitte kunne falde til ro, for faren var over, men det varede længe før de slappede så meget adf og følte sig så sikker, at kunne falde i søvn.

Årstide gjorde, at solen først stod sent op, men godt det samme, for så kunne vores to piger i elmetræet få lidt mere søvn ovenpå den uhyggelige nat. Nu havde de kun en tanke i hovedet. Hjem, Hjem - det var det eneste de begge ville, hjem til trykhed. De skildes ved foden af træet og løb det bedste de kunne hver til sit hønsehus.
Ida var heldig, for hønsehuslågen var styret af det naturlige dagslys, så da hun kom styrtende var lågen åben og hun kom hurtigt ind til alle sine kære - hun havde en dyb taknemlighed for atter at være i familiens skød. Hendes moder kom hen til hende og lagde en beskyttende vinge om hende og udtrykte sin glæde over hun var kommet helskindet gennen en lang nat uden for det trykke hønsehus. Flere af hendes søskende var meget intereseret i at høre hvad hun havde oplevet, men hun havde ikke lyst til at rippe op i hvad hun havde gennemgået.
Gitte derimod kom til en lukket hønselåge. Lågen ind til hønsegården blev jo kun betjent af ejeren af nabogrunden. lågen til hønsehuset derimod var der opså automatik på, så få minutter efter Gitte kom hjem, gik den op og ud kom hendes familie. De skyndte sig hen til tråden, hvor hun stod på ydersiden. "Hvor har du dog været henne" det ville de meget gerne vide, for de havde været meget bekymrede for hende. De havde nemlig - i lyset fra månen - set ræven snuse rundt ved hønsegården.
Gitte var ikke i humør til at fortælle hvad hun havde oplevet og hvor hun havde tilbragt natten. Det eneste hun ville nu, var at komme i sikkerhed i hønsegården. Hun gik med bestemthed langs tråden med håb om at finde et hul. Men inderst inde viste hun godt at der ikke er hul i tråden, men håbet, hun ville ikke opgive at finde bare et lille hul.
Men det var der ikke - så hun måtte vente til ejeren kommer for at morgenfodre - for at sikre sig mod en ræv der måske var på morgentur, fløj hun op i et af træerne der står op af hønsegården - og det var MEGET fornuftigt - for da hun kikkede ned -------

7. december 2025
Men, nej - modet svigtede - det var ikke i dag. Der var også alt for mange der søgte føde i skovbunden. Hvis ---- ja hvem er det der bor under det gamle bøgetræ ??. Det vil vi finde ud af en af de nærmeste dage.
Ida og Gitte talte om hvor dejligt bogén smagte - Ida ville gerne have Gitte med op til gårdens stuehus og om på gårdspladsen, for der havde hun fundet et andet godt emne til at indgå i hønsenes menu.
For snart mange år siden havde fodremesteren været på en skovtur i Hareskoven i nærheden af Ballerup noget udenfor København. I den skov står der stadig en meget gammel eg, ja den er langt over 900 år - Skræderen er dens rette navn - og det efterår hvor han var der, havde den sadt agern og nogle af dem tog han med hjem. Såede dem i små potter - enkeltvis - og stillede dem op på vandrørene i Malkerummet. Her skulle de stå hele vinteren. Han havde dårlig erfaring med placering af potter med frø/kærner i drivhusets jord. Alt for ofte havde mus haft et festmåltid i løbet af vinteren. Men i Malkerummet, som er et forrum til selve stalden hvor kattene bor - retter sover om natten - der forventede han at de ville overleve til foråret. Og det gjorde de og spirrede villigt det efterfølgende forår. Det er nu snart 20 år siden og de træer der blev plantet ud i haven ved gårdens bygninger, de bærer nu agern. Træerne kalder Foderemesteren for øvrigt "Skræderrollingerne" efter deres familiebånd :O).

Det var disse frugter Ida ville præssentere Ida for, så nu nødede hun hende til at gå med hende til træerne på gårdspladsen. Men tiden er knap. I dag var naboen først kommet ret sent og derfor var mørket nær forestående, så Gitte var betænkelig, kunne hun nå tilbage inden det var for sent ?. For resten havde hun heller aldrig været så langt hjemme fra før.
Ida lokkede igen og Gitte gav efter, de forlod bøgelunden - mens to øjne fulgte dem - de gik forbi den gamle Magnolie og fulgte staudiebedet langs græsplænen - forbi det runde bed hvor flagstangen står.
Lige før stuehuset passerede de den døende elm, som ellers var bestemt til at erstatte Valnøddetræet der væltede i en storm for mange år siden. Nu skulle de blot gå syd om stuehuset, så var de på gårdspladsen.
Gitte var ved at blive urolig, for mørket - syntes hun - kom nærmere og nærmere. Men det glemte de begge, da de først var gået igang med at smage på alle de dejlige agern der lå for deres føder.
Og som unge piger kan finde på at glemme sted og tid, når noget spændende optager dem, så opdagede de for sent, at mørket lagde sig over gården. Da de opdagede deres fejl, var det for sent. Ingen af dem kunne nå hjem. Hvad nu ?, gode råd var dyre - de kikkede sig omkring, de viste instenktivt at de skulle op i et eller andet for natten. At blive på jorden, kunne de ikke. Den døde elm - var det deres redning ??...