8. december 2025
Det blev det ihvertfald. De kom hurtigt op i træet og kunne let finde en god plads, med læ for vestenvinden. Træet var nemlig noget helt særligt. For en del år siden spirede et lille elmetræ frem der hvor det store valnøddetræ havde mistet en stor sidegren og med årene voksede elmen til og overtog pladsen. Nu var den gamle stamme - der er det eneste der er tilbage af valdnødden - som et forsvarshegn om en gl borg. Ida og Gitte sad nu mens det sidste dagslys forsvant og krøb helt tæt sammen, tæt inde ved den gl stamme. Det var første nat de begge tilbragte, ikke bare uden deres familie, men også på en helt  fremmed måde.
Der var lyde de ikke kendte, en svag bevægelse i luften og ingen duft af hønsehus. Ville de få lukket et øje den nat ?. De slumrede lidt, men blev så forstyret af en meget gennentrængende lyd - uuuuhuu  uuuuuhuu - lød det. Ikke at de ikke kendte lyden, men den var særdeles kraftig - som om den kom et sted lige over deres hoveder.
De tog ikke fejl, for lige  over hvor de sad, landede uglen. "God aften de damer" sagde den. For den havde godt set dem komme op gennem haven for lidt siden. Den har nemlig sit hjem oppe på loftet af stuehuset, med indgang hvor der mangler en mursten i kippen. Her sidder den hver aften, lige før der bliver mørkt og gør klar til at flyve ud og finde føde til sig og sit afkom.
"nå, det havde I nok ikke regnet med - at skulle sove ude i nat ?". De unge damer var noget forlegen, så de svarede ikke, men nikkede blot. Uglen beroligede dem og mente ikke der var fare for deres liv, så længe de ikke forlod træet, men blot blev siddende.
Det var da altid dejligt, at der var nogen der - sådan indirekte - passede på dem. Så de lukkede øjnene og skulle lige til at sove, da de spærrede øjnene op og så et mystiskt lys. Det var et lys der flyttede sig fra side til side. De kendte ikke lys fra en lygtes skær, så det var meget uhyggeligt at opleve. Det isnede helt ud i de yderste fjer på hovedet af dem. De sad som lammede mens lysskæret kom nærmere og nærmere. Til sidst var det lige under træet - nu flyttede lyskeglen sig op af stammen, fulgte efter tur den ene stamme efter den anden ud til det yderste af de yderste grene.
Ida og Gitte turde ikke rørre sig - hvad var dette for noget. Deres placering - helt tæt inde ved den gamle stamme og at en del var begyndt at knække forover, gjorde, at var skjult, eller ihvertfald så godt som. Da lygtebæren gik højre om træet, opdagede han ikke de to og Ida og Gitte slap med skrækken. De ville nok ikke have været så bange, hvis de havde vist, at det var Fodermesteren der kom - men det kunne de ikke se.
Nu blev der atter ro og de forsøgte igen at sove, men nej, atter blev de forstyret. Det var uglen der kom og mellemlandede i træet, for at advare dem om, at hun havde set en ræv luske rundt oppe ved kostalden og hun mente den havde kurs over gårdspladsen. I guder hvor blev to hønniger, der havde søgt tilflugt i træet bange og denne gang ikke uden grund, en ræv er den værste man kan møde når man er et lille uskyldigt offer, der ikke i tide har søgt i sikkerhed.
Der er jo en grund til, at alle hønseejere gør sig stor umage med at sikre sine dyr, mod især ræven.
Nu sad Ida og Gitte helt uden beskyttelse i et åbent træ i mørke. Ræven har jo den fordel, den ser udmærket i mørke og har en ganske god lugte sans. Ida er som bekendt ikke hvid, men meget broget i sin fjerdragt, så hun falder ligesom ind i det mørke der omslutter dem, men Gitte - den hvide Italiener - Hun nærmest lyser op og siger ganske uforvarende - HER ER JEG - måske især i en mørk nat som denne.

Ida og Gitte stirre det bedste de har lært imod gårdspladsen for at se om ræven kommer deres vej. Og det gør den. Med listige skridt kommer den bare nærmere og nærmere, snusende og atter snusende, til alt den møder på sin vej.
Vil den opdage de to i træet ? Er fodermesteren gået ind ? eller sker der noget helt tredie - det får vi se i morgen

6. december 2025
De hvide piger er kommet til verden på en æglægningsfabrik. Her sorteres det stærke køn fra lige så snart klægningen er overstået. Kun meget få haner slipper gennem nåleøjet, ja tænk hvad vi mennesker gør os til Herre over !!.
Men som tiden gik, og Ida og Gitte fik talt mere og mere sammen, ja så fik de begge mere indsigt i den andens problemer og for den sags skyld også glæder. Om de helt inde in deres indereste sjæl forstod hinandens livsmysterie, ja lad det være et åbent spørgsmål.

Hen på efteråret havde Ida fået lov til - sammen med sine søskene og de mange andre nytilkomne på Foderemesterens gård, at få mere frie tøjler, mødrene havde ligesom fået anfre ting at se til. Fodremesteren var glad for at æglægningen blev øget efter kyllingesesionen, for det gav et lille bidrag til - ved salget af æg - indkøbet af korn.

Ida og den hvide hønnige Gitte knyttede venskabsbånd der nok ville vare livet ud, men de havde ikke rigtig mulighed for at være så meget sammen som de egentlig gerne ville. Gitte var jo lukket inde det meste af tiden. For det var kunn kortvarigt hende og de andre beboere i hønsehuset hos naboen til Ida, fik mulighed for at komme udenfor hønsegården.
Men næsten hver dag kom deres ejer og åbnede ind til høndegården og allerede inden han kom over tll lågen, stod de hvide damer klar til at smutte ud.
Ida gik som det første, når hun kunne forlade sit hønsehus, ned af vejen til naboen og stillede sig på skrænten ned til hønsegården hvor Gitte stod klar. Så snart lågen blev åbnet løb de hinanden imod og mødtes på vejen ud for hønsegården Bøgetræslunden på sydsiden af vejen Nu kunne de rigtig få hygget sig, selv om dagene var blevet meget kortere end da de første gang mødtes.

De havde for vane at liste væk fra de andre  i deres respektive hønseflokke, den følte at de havde nok i hinanden og ville så gerne nå så meget i den korte tid de havde, inden mørket kom og de begge skulle til hvert sit hønsehus.

Denne dag, hvor de første efterårs farver viste sig - især på bøgetræernes blade, var de så optaget af at rode i de nedfaldne blade efter godbider, at de slet ikke lagde mærke til, at de blev iagttaget meget nøje af to øjne, der fra sit skjul under et af de gamle bøgetræers rødder fulgte dem meget intens. Det var bestemt ikke første gang de blev iagttaget fra bøgetræets gamle rod. De seneste uger, hvor bøgens frugt var begyndt af falde til jorden, var den lille lund blevet meget besøgt. Ikke blot de to hønseflokke kom hver dag, nej også områdets mange fasaner slog vejen forbi - og det havde vagt indehaveren af øjnene der fulgte slagets gang mellem træerne, store interesse. Måske det var i dag vedkommende skulle slå til, for.......

4. december 2025
måtte de hver især lige tage sig sammen. Oda var helt oppe på dubberne - øjblikkelig - og klar til at forsvare sine små med næb og klør. Tot - der er en nervøs kat af sind - sprang i en stor buge væk fra hønen med kyllinger, han havde smertelige errindringer fra tideligere møde med høner med afkom. det ønskede han bestemt ikke at opleve igen. Kyllingerne - ja de fik deres første erfaring med at der kan opstå noget farligt i livet som de skal lære at håndtere. Lige her og nu hørte de den advarselslyd en høne give fra sig, når noget meget farligt er ved at opstå. Hvad det er der gør, at en lille kylling reagere som den skal når noget sådant sker, ja det må siges at være noget af livets små hemligheder. Men mangen en kylling har i 100-tusind vis af år, redet livet ved at "gøre som mor siger".
Lille Ida er ikke en undtagelse. Hun smuttede så hurtigt hendes små ben kunne, ud til siden og ind under en lille brændelællebusk, der stod lige ved siden af hende. 5 andre af hendes søskene havde ligeledes søgt skjul der. De gispede noget, efter den kraftanstrengelse de just havde præsteret.
Nu hørte de så atter en ny lyd fra deres mor, lyden der betyder "fare over, kom". Og det gjorde de så og fulgte med hen til underskålene og fik deres livs første tår vand. Det er så visseligt tilrettelagt, at de små "har det i sig", de ved uden besvær, hvordan man drikker, eller måske snare, når de bøjer sig ned og derved kommer til at få næbet under vand, så fyldes der vand i mellem over- og nedre næbdel og naturligt sluges det og vubs - man kan drikke.

Den næste Ida og hendes søskene mødte, var Fodermesteren. Han var på vej over i stalden, for at se om der var æg. Han blev ikke så lidt overrasket. Han troede ræven havde taget Oda og nogle af de andre høner, da han ikke havde set dem længe. Så glæden var MEGET stor ved at gense Oda og ikke mindst alle de kyllinger. Han syntes der myldrede med dem, alle vejne. Han havde aldrig været ude for, at en høne var kommet med så mange kyllinger på en gang. I ugerne der kom, skulle han blive mere og mere overrasket, for Katrine og yderligere en høne kom med hhv 19 og 16 små efterkommere - helt fantastisk.

Så der var virkelig liv på gården den sommer. Men tilbage til historiens lille heltinde, Ida.
Ida voksede godt til, som alle de andre, Fodermesteren var hurtig til at anskaffe voksefoder til de mange nyankomne, men det blev der nu ikke spist ret meget af, ikke af kyllingerne ihvertfald. Måske af de andre voksne, som gerne tog et let måltid. Men hønerne med kyllingerne ville heller deres små fik den mere naturlige kost, som naturen så rigeligt tilbyder.
Ida husker især første gan hun blev præsenteret for myrer ad livitum. Hendes moder havde forberedt hende og hendes søskene på måltidet, men da de stod midt i myretuen og den ene efter den anden myre kravlede dels hen over hendes ben og op på hende, må hun indrømme, at hun fandt det noget underligt. hun spjættede og rystede sig, det bedste hun kunne og så at det samme gjorde de andre. Men da hun først fik lært at fange myrer og spise den i et snuptag, så gik der sport i at fange så mange som muligt så hurtigt som muligt. Hun glemte heller ikke den sensommerdag, hvor det pludseligt myldrede med myre med vinger - det var en fest uden lige. Hun åd og åd og endte med at få undt i krogen, så udspilet blev den. Nå men den slags oplevelser lærer man jo bare af, så man måske handler anderledes næste gang.
Tiden går hurtigt for lille Ida, hun lærer noget nyt hver dag og hun er en lille kvik kylling. Hun vokser også hurtigt til, hendes mor siger det skyldes alt det gode hun spiser af hvad haven og frugtplantagen byder på. Oda er ikke meget for færdiglavet kyllingfoder og heller ikke kunstfoder til hende selv. Der er hun heldig, for det bliver hun heller ikke fodren med. Fodremesteren køber kun korn og majs, resten skal hønsene selv finde.
Hvorfra kender Oda da til kunstfoder, jo se, på nabogrunden er der ved at blive istandsat et gl hus, og de nye kommende beboere han anlagt hønsegård med høns. Her åbner sig en helt anden verden som Fodremesterens høns aldrig har set.
Især var der en temmelig mærkelig oplevelse den dag den nye hønsegård fik sine nye beboere.
Ida og hendes familie havde længe fulgt med i bygningen af hønsehus og hønsegård og fulgt med, når Fodremesteren og naboen talte om den kommende besætning til dette nybygeri.
Og dagen oprandt og Ida og de andre gik spændt på behørig afstand af indhegningen, da naboen åbnede bagsmækken på sin bil og tog en stor papkasse ud og stillede den ind i hønsegården og åbnede papkassen og . . . .

Selv tak, du skal være så velkommen 

3. december 2025
Katrine vågnede med et spjæt - og blev glædelig overrasket -"Oda, hvordan fandt du mig ?".
Det fik de to en lille sluder om og så blev de enige om, at de skulle passe hver sit indtil de små kom.
Tiden gik og dagen oprand, da de første små nye medlemmer af hønseflokken brød ud af ægget og meddelte deres ankomst.
Oda var den første der kunne forlade stedet og starte opdragelsen af næste generation. Vi går lige et par dage tilbage, nemlig da den første kontakt mellem mor og unger blev virkeligjort. I et af æggene lå lille Ida, hun havde et stykke tid kunnet høre sin mors beroligende lyd, en lyd hun ville huske hele sit liv. Ida skal vi lægge særligt mærke til, for det bliver hende vi skal følge i denne historie.
Det er svært at beskrive lyden, men fodermesteren kendte den også godt. Han havde hørt den utallige gange hos de høns han havde lagt til udrugning af kyllinger. Det var nærmest en "Brrr brrr" lyden faldt stille og roligt fra start til slut og er en mors signal til sit afkom "Rolig, rolig - alt ok".
Denne lyd var Idas første kontakt med moderen hendes og indgangen til livet på gården.
Den første morgen hun kom til verdenen var der en vældig muløren under de varme dun på hendes mor. Vi skal jo forestille os, at der er over 20 kyllinger der er ved at gøre sin entre i livet. Så Oda forlod ikke reden i hele den tid klækningen stod på. På andendagen da alle var ude og var kommet sig efter anstrængelserne, var der endelig mere ro. Og morgnen før de alle skulle forlade deres fødested, var der et syn som kan glæde en hver hønseavler.
Næsten alle små poder lå i kanten af deres mors brede fjerdragt som har form af en cirkel og nu kikkede de små hoveder ud på Nøkketungens grønne blade. Hoved ved hoved.
Havde Fodermesteren set dette, ville hans tanker være gået tilbage, til da han som lille knægt havde en hvid Italiener rugende på sort Bantam dværgæg og han om morgnen - før han skulle i skole - var ude for at se til sin høne og synet af mange små sorte hoveder - side om side - havde ligget og stukket - kun lige hovedet - frem. Et syn han aldrig vil glemme.
Oda viste instinktivt lige nøjagtigt hvornår hendes flok af nyklækkede skulle forlade reden og det var nu. Hun rejste sig forsigtigt og rystede sig - også forsigtigt - for at få de kyllinger der havde puttet sig særligt tæt ind til hendes dejlige varme krop, fri af fjerne og ned i reden til de andre. Der blev en pippen og leben uden videre, da den store flok satte sig i bevægelse og forlod udrugningsstedet og langsomt - MEGET langsomt bevægede sig ud på stien og om på gårdspladsen, hvor Oda viste at alle kunne få deres tørst stillet, af vand der stod i underskålene under sommerblomsterne der var stillet op på linie langs tagskæget hvor regnen sørger for vandingen, når den kom (regnen altså).

Det er noget af en opgave at få over 20 små nye væsner til at følge trop, men naturen er så visselig indrettet, at en hønemoder med sine lyde - klukkende om du vil - når vi mennesker høre det - kan styre det hele - vise hvor vandet er, fortælle hvordan man drikker, hvad man spiser og hvad der er godt og hvad man skal holde sig fra.
Alt dette var nu hvad Odas flok skulle til at lære. De var endelig kommet til vandet - det havde taget sin tid, det kunne ikke andet, når selv et græsstrå kunne være en stor forhindring at forcere, når man først skal lære at stå på egne ben og ikke har set en græstot før, oven i købet en tot man også kan spise.
Tot, ja se det indikere hvad de små nu for første gang skal udsættes for, for bedst som de står ved vandet kommer gårdens ene kat springende ud af kattelemen i døren ind til malkerummet. Hans navn er - rigtig gættet - TOT. Behøver jeg at sige hvorfor han har det navn ? nej vel.
Mødet mellem de små, moderen og katte kom som en stor overraskelse for alle og derfor.....