Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Høns => Emne startet af: Christina efter 15 Maj , 2009, 23:11
-
Jamen, altså ikke et ondt ord om hybrider, og håber ikke jeg træder på nogen, men jeg synes altså bare det er lidt synd *r Min søster var meget åben over for racehøns, da jeg fortalte hende hvad en hybrid var (jeg læste bare op fra leksikonet herinde fra ;)).
Nå, men hendes mand er vokset op med Isa Brown, og kan huske at han kunne kæle med dem, tage dem op og tage dem med ud på græsplænen, hvor de så blev hvor han var osv., så han vil rigtig gerne have nogen der var så rolige og tamme, at deres børn kunne tage dem op osv. Så deres ønsker til en race er:
* God æglægger
* Rolig høne, som er nem at gøre tam og kan kæles med af børnene
* Ikke dværghæns, men gerne en med en god/almindelig størrelse
Så kære hønsevenner, kan I mon hjælpe mig? Det håber jeg I kan, for det har jeg lovet! :D
Knus Christina
-
Hej
Prøv at foreslå hende nogle New Hampshire eller Australorps og så få den fra kyllinger så kan de blive tamme, alle racer kan for den sags skyld blive håndtamme, men de to nævnte er gode æglæggere
-
Hej Christina
Du får selvfølgelig ca. 15 forskellige racer at vælge imellem fra os her, men jeg vil alligevel starte med sussex, de er alt det, din søster søger.
Jeg må nu sige, at jo mere jeg læser om araucanaer, jo mere interessante lyder de. Hjæææælp! :P Jeg skal altså ikke have flere høns. :-X
Mvh Lise
-
Jeg vil både tale varmt for racehøns og hybrider. Har prøvet begge dele.
Af de høns jeg har haft og har, har jeg haft flest tamme Isa Brown.
Ved godt det med, at de er udtjent efter relativt kort tid i forhold til racehøns, men både hybrider og racehøns har altså begge fordele.
-
Du får selvfølgelig ca. 15 forskellige racer at vælge imellem fra os her, men jeg vil alligevel starte med sussex, de er alt det, din søster søger.
Ja lyt du rolig til Liski/Lise *e
Jeg nærmest falder over dem når jeg træder ud af døren ;D.....
-
Jeg tror det er rigtigt, at man nemmest får rigtig tamme høns, hvis man har dem fra små. Når det så er sagt kan jeg fortælle at de to voksne dværgaraucana, som jeg fik midt i marts, var utrolig tillidsfulde fra dag et. Den ene sidder gerne på min hånd og spiser. De findes jo også i stor. Jeg har også wyandotter, og om alle mine høns gælder, at de kommer dundrende, hver gang jeg viser mig i haven, og de render efter mig som små hundehvalpe, når jeg går rundt. Hvis vi er i haven, er de der, hvor vi er.
Araucana lægger pænt med æg, og så er de jo turkisfarvede *y
Men hvis de får dem fra små, tror jeg næsten at racen er ret ligegyldig, så skal de nok blive tamme.
Hils hende og ønsk hende held og lykke og velkommen til en meget hyggelig verden. Hun skal da også være medlem her ;)
-
Ja som Marianne skriver er araucaner en meget let høne at få tam, jeg har et vrimel af kyllinger, og de var ikke ret gammel da de opdagede at når jeg kom så var det = guf af den ene eller anden art, så kommer de stormende for at få først *h
-
Christina, du må fortælle din søster at det med at have hybrider egentlig handler om at man malker æggene ud af dyrene og så er de mere eller mindre færdige som popsangere. Det er en type høne, der er avlet i en grad, så den mere er en æglægningsmaskine end en naturlig høne.
Dette er skrevet med al respekt for de der har hybrider, skal det lige siges. :)
Det der er bl.a. er spændende ved høns er jo at se deres adfærd i huset/gården/haven og hvordan de finder sig tilrette indbyrdes. Denne adfærd er i avlsarbejdet for nogle hybriders vedkommende gået fløjten.
Der er jo racers nok at vælge mellem, så hvorfor ikke vælge en af dem. Her er hønsene mere naturlige i adfærd og hvis det er æggenes antal, der tiltrækker ved hybrider, må man jo have sig en ekstra høne eller to. Det er jo ikke sværere at passe 6 høns end 4. Får de hønsene fra små og sakker med dem og håndfodrer dem bliver alle racer tamme. Så længe der er godter i farvandet skal de nok blive tamme. ;)
-
Efter alt hvad jeg har læst og hørt her på forum, vil jeg også sige at det skulle være sussex. Har jo selv hybrid høns, og de er dejlige....men den dårlige samvitighed over at de er levende æglægnings"maskiner" den nager. Held og lykke med valget ;)
-
Der er utroligt mange forslag til, hvilke høns der matcher kravene.
Men, det i skal gøre er følgende:
Sæt de høns på en liste, som kan matche kravene, og vælg så ud fra hvad øjet kan lide at kikke på, for alle høns der bliver håndpasset fra kylling af, bliver tamme.
Krav kan være:
Gode æglæggere, størrelse, gode slagtehøns, adfærd, om racen er rugende, gode kyllingeførere, hvis man vil have kyllinger og en fryd for øjet.
Har jeg glemt noget?
-
Hejsa. Jeg har stadig 6 Rød Amrikaner og har været rigtig glad for dem. MEN har nu solgt dem for at gå over til racehøns. Har købt 1 Orpington hane og 9 kyllinger. For at hansen ikke skal blive ensom når amrikanerne rejser, henter jeg i morgen 3 Blomsterhøns. Der ud over har jeg lagt billet ind på evt sussex eller australorp, det bliver afklaret på næste søndag :D Så er det slut med hybrid her. Det andet er bare mere spændende. Det må du forklare din søster ;)
-
Tusind tak for jeres forslag, jeg har forelagt dem for min søster og svoger, samt fundet lidt info til dem fra leksikon, og det ser ud til at de hælder mest til wyandotter, så det bliver rigtig spændende :)
Jeg ved ikke hvor lang tid der går, før de beslutter sig, men vil da lige prøve at finde ud af om der skulle være nogen på (Vest)Sjælland, som skulle opdrætte wyandotter :)
-
Noget, der ikke står i leksikonet under "hybrid" er, at ordets egentlige betydning er "bastard" eller "krydsning."
Det er nemlig lige hvad de er. De er så ufatteligt indavlede at de egentlig er værdiløse. Den eneste grund til at de ikke lider under det, er fordi de er krydsninger.
Det er en nem måde at slippe udenom indavlsdepression på, og samtidig en smart måde at få folk til at købe nye fra rugeriet hver gang man er færdig med de gamle. For hvis man avler med dem, vil afkommet ikke blive andet end halvt så stærkt eller produktivt.
Fra racerene høns kan man derimod sagtens tage kyllinger. Undertiden er kyllingerne ligefrem bedre end forældredyrene. ;)
-
Magnus, nu tror jeg, du skal passe lidt på med at udtale dig om indavl her.
Jeg kender flere der laver diverse kyllinger til industrien, og ved, at de har et godt avlsprogram. Det er jo sådan, at hvis man vil beholde nogle særlige egenskaber, så laver man linieavl, og ved et godt linieavlsprogram kan man køre uendeligt, uden at der opstår indavl.
Måske det i den sidste ende er mange af racehønsene der er i indavl, det er da ihvertfald en påstand jeg med lethed kan fremsætte, for sålænge der ikke hentes nyt blod fra udlandet, så er der i mange af de racerene tæt slægsskab her i Danmark.
-
Nu vil jeg nødig træde nogen alt for meget over tæerne ved at virke skråsikker, så i stedet fortæller jeg hvad jeg ved. Eller nærmere, hvad jeg kan huske at have læst. Jeg er bange for, at det går hen og bliver lidt tørt.
Der er to gode grunde til normalt at undgå indavl.
Den ene, og væsentligste, er at forskellige genetiske sygdomme, man normalt ikke ser, pludselig kan komme til udtryk. Mekanismen er som hos chabo'er og luttehøns:
Individet har to udgaver af et gen; et fra sin far og et fra sin mor. Hvisen høne har ét gen for korte ben, får hønen korte ben. Hvis hønen har to gen for korte ben, dør den indeni ægget.
Mange gener virker på samme måde, men har ingen effekt med kun én udgave. Den eneste effekt de har, er altså at slå dyret ihjel ved dobbelt dosis. Den slags gener er sjældne, men hvis de er der, har de desto større chancer for at dukke op ved stærk indavl.
Den anden grund er mere indviklet. Man forestiller sig, at en bestemt udgave af et gen (en allel) kan kode for opbygningen af et enzym. Den anden allel koder for et andet enzym.
Hvis individet har begge alleler, producerer den altså begge enzymer; ellers kun det ene af dem.
Det kan være nogle vigtige enzymer, men også bare nogle, der - billedligt talt - får hele maskineriet til at køre mere flydende.
Sidstnævnte er også baggrunden for krydsningsfrodigheden (heterosis). Ved at krydse to fuldkommen ubeslægtede dyr, kan man opnå en masse gener med begge alleler, som alle sammen bidrager en smule til at få kroppen til at fungere. Resultat: et mere velsmurt maskineri.
Men krydsningsfrodigheden er meget varierende. Nogle krydsninger giver kun lidt resultat, andre giver meget. De krydsninger, der giver bedst, er faktisk dem hvor begge stammer er stærkt indavlede, og naturligvis så ubeslægtede som muligt.
Altså er indavl et vigtigt led i hybridavlen. Derfor mener jeg, at hybriderne er indavlede.
-
magnus du kan ikke kalde hybrider for indavl
da du krydser 2 racer med hinanden
men de to racer der bruges til hybrider er stærkt indavlet
hybrider er krydsninger
-
Ja, sådan kan man også formulere det.
-
Magnus, nu skal du da ikke tro, at indavl kun forekommer hos hybriderne.
Jeg vil tro, at de der laver hybrider kører et ret stramt avlsprogram, ellers vil deres virksomhed hurtigt få ben at gå på.
Indavl / linieavl forekommer i vid udstrækning hos racehøns opdrættere også.
Hvis man har fremavlet nogle meget gode typer, kaster man jo sjældent dette overbord ved at hente noget totalt ukendt ind.
Til gengæld kan man så sige, at indavl er godt, for der får man bevis for, om man har skadelige defekter i sin stamme, dette vil jo ofte komme til udtryk ved indavl.
Hvad jeg mener med alt dette er, at hvis man altid parrer ud til nyt og ukendt blod, får man aldrig typen lagt fast.
-
Det er rigtigt nok, men er det ikke også et problem? Får man ikke nogle langsomme og stille - omend ganske flotte - dyr uden det store gåpåmod?
Grunden til at jeg spørger sådan er, at vores dværghøns er baseret på en krydsning mellem den gamle stamme (hanen var gold) og en stamme udefra, hvor de havde kørt uden blodfornyelse i ca. 10 år. Vi forsøgte også at vedligeholde en stamme udelukkende med dem udefra, men de andres kyllinger var simpelthen både sundere og flottere.
Desuden havde vi et stort, lovende kuld på 8 eller 10, der døde af tørst...
Den anden stamme, fra de høner vi startede med, strutter simpelthen af sundhed.
-
Indavl giver ikke nødvendigvis langsomme eller stille dyr.
Indavl giver øget risiko for at arveanlæg, der er ressecive (altså ikke-dominerende og som regel bæres skjult) nedarves fra begge forældredyr. Det betyder at risikoen for at afkommet har alvorlige arvelige sygdomme eller defekter øges. Fra mennesker kendes f.eks. en øget grad af retarderede børn i fætter-kusine ægteskaber. (og derfor er de som hovedregel ikke tilladt).
Mennesker er ikke så forskellige fra andre dyr, så ved andre dyr gælder det samme.
I al avl vil du møde fortalere for "linjeavl" - det pæne ord for indavl- og folk, der religiøst bekæmper det - og alle dem indimellem.
Som Børge skriver kan en vis grad af indavl næppe undgås, og slet ikke på de sjældne racer, hvis man ønsker at bevare eller hurtigt opnå bestemte træk.
Omvendt mindsker indavl den genetiske variation i bestanden, fordi det vil være de samme gener, der byttes gang på gang, og det øger hyppigheden af diverse defekter.
-
Hvis man har opnået en rigtig god standard, så kan man køre det vi kalde to ind, en ud.
Dette er godt nok ikke hentet fra erfaring med høns, men med katte, som vi har opdrættet siden 2001.
Når man som sagt har opnået, og slået en god standard fast, så skal man jo ikke kaste det hele over styr ved at parre ud igen og igen.
En fasthed i standarden bibeholdes, når man laver linieavl to gange, og så parrer ud en gang, og så forfra. Samtidigt opnår man lige tilpas med blodfornyelse, så indavlsprocenten ikke bliver for høj.
Jeg mener, at når man har fastlåst en rigtig god standard, så kan man parre ud med næsten hvadsomhelst, som bare er rimeligt, og ikke indavlet, uden at man mister den gode standard, men man skal huske at køre tilbage i linien igen næste gang for at beholde standarden.
Håber ikke det er volapyk, det jeg har skrevet.
Vil da også gerne høre, om ikke det samme gør sig gældende med høns? Regner ikke med, at der er forskel her.
Det er rigtigt, at recessive gen kommer ofte til overfladen ved indavl, men dette kan jo også være en rigtig god ting, for det fortæller jo en om man skal fortsætte med den arvemasse man har, eller skifte ud til noget andet.
-
Indavl giver ikke nødvendigvis langsomme eller stille dyr.
Indavl giver øget risiko for at arveanlæg, der er ressecive (altså ikke-dominerende og som regel bæres skjult) nedarves fra begge forældredyr. Det betyder at risikoen for at afkommet har alvorlige arvelige sygdomme eller defekter øges. Fra mennesker kendes f.eks. en øget grad af retarderede børn i fætter-kusine ægteskaber. (og derfor er de som hovedregel ikke tilladt).
Jeg er godt klar over fænomenet med de recessive arveanlæg, men som jeg skrev tidligere er det kun en del af ulempen ved indavl. En anden ting er nemlig, at den mindre genetiske variation meget nemt skaber ringere livskraft. Derfor er krydsninger som regel stærkere og sundere.
Grunden til at krydsninger mellem underarter indenfor samme art er sjældne i naturen, skulle vistnok være, at to underarter gerne er indrettet til at leve på to vidt forskellige måder. Afkommet vil være en mellemting, hvilket vil sige ingen af delene.
-
Nu begynder forvirringen at brede sig, Magnus. ???
Der er stor forskel på arter og racer. Racer findes principielt ikke i naturen. De er menneskeskabte blandt de dyr, vi holder som husdyr - hunde, katte, høns osv. Arter og underarter er forskellige dyr, der overordnet hører til den samme familie. Mennesker og chimpanser er for eksempel to arter af primater, hunde og ræve er to arter af familien Canis, heste og æsler to arter af familien Equinus osv. Når de ikke kan formere sig naturen, er det fordi, de er ens nok til at de kan befrugte osv. men så forskellige, at afkommet er sterilt. - jf. muldyr, krydsninger mellem moskusænder og andre ænder osv.
Selv har jeg ikke den store viden om genetik og arvelighed hos fugle. Jeg har forstået, at det er noget anerledes end hos pattedyr, og at indavl derfor ikek er helt så risikabelt hos fugle? (Her må klogere hoveder tage over).
Hos vores hunde og katte, som er det jeg arbejder med til hverdag, er jeg meget lidt begejstret for indavl, for jeg har ejet lidt for mange af spild-produkterne :(
Du vil sikkert møde mange, der er enige med dig i, at bastarder er mere levedygtige og sundere - simpelthen fordi deres gener er bedre blandet og risikoen for, at uheldige ressecive gener slår igennem der med mindre. Jeg er delvist enig. Med ansvarlig raceavl ved man, hvad man får og kan også komme uden om indavlsproblemet. Med bastarder kan man ikke styre avlen. Man ved aldrig, hvad man vil få for et dyr - hverken af ydre, af temperament eller mht. sundhed. Blandinger kan sagtens være usunde dyr, eller bærere af dårlige gener.
Men gosh, den her tråd er godt nok kommer til at handle om noget andet end den gjorde en gang. Vi bør måske flytte dne over i forummet om arvelighed og avl? ;D
-
Jeg tænkte netop på det samme, hehe ;D Men altså...jeg har jo fået svar på mine spørgsmål, så for mig ingen alarm :D
Men måske vil det for interesserede i jeres emne, være rart at få den delt? :)
-
Har din søster og svoger besluttet sig for Wyandotterne?
Og er hun ved at være smittet med "hønsefeberen"? ;)
-
Der er stor forskel på arter og racer. Racer findes principielt ikke i naturen. De er menneskeskabte blandt de dyr, vi holder som husdyr - hunde, katte, høns osv. Arter og underarter er forskellige dyr, der overordnet hører til den samme familie. Mennesker og chimpanser er for eksempel to arter af primater, hunde og ræve er to arter af familien Canis, heste og æsler to arter af familien Equinus osv. Når de ikke kan formere sig naturen, er det fordi, de er ens nok til at de kan befrugte osv. men så forskellige, at afkommet er sterilt. - jf. muldyr, krydsninger mellem moskusænder og andre ænder osv.
Arter kan ikke - uden i ekstreme tilfælde, oftest på grund af menneskelig indgriben - parre sig. Underarter af samme art kan derimod sagtens og de gør det også jævnligt.
Der findes f.eks. fire "arter" af junglehøns (som dog angiveligt ligger så tæt, at de sagtens kan krydses): Gallus Gallus; Gallus Sonnerati; Gallus Lafayetti; og Gallus Varius.
Den røde Junglehøne (Gallus Gallus) har tre eller fire underarter, som lever lidt forskellige steder med en anelse forskellige forhold. Nogle mener, at de ofte parrer sig indbyrdes, men ikke desto mindre er der altså nogle underarter.
Ofte kan to underarter dog leve det samme sted og alligevel ikke parre sig med hinanden. De lever på lidt forskellige måder, og afkommet ville være langt mindre specialliseret, derfor ville det være dumt.
Det er i øvrigt samme grund, som at man ikke krydser en jagthund med en hyrdehund. Det er ligeså dumt med en hyrdehund der dræber fårene, som en jagthund, der kun jager rundt med byttet.
PS: Jeg sagde aldrig, at bastarder var bedre, kun at de var kraftigere: