Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Ellen53 efter 08 November , 2013, 11:37
-
Der var en gang,som alle gode eventyr starter. Da jeg var ca 5 år skulle jeg selv løbe om til mine Bedsteforældre,men dag jeg kom syngende af fuld hals i i gården kom deres hane farende og fløj lige op og hakkede mig i panden så det bløte ,jeg skeg som en vild, Bedstemor kom og redede mig ,jeg kom med ind og fik røræg der blev ikke sparet på sukker, Bedstfar fulte mig hjem ,Far sagde til Bedstefar at den ondskafulde hane da skulle have hovedet hakkat af.Så kom dagen ,hvor hanen skulle have hovet af, det skulle jeg om og se så jeg selv kunne se den døde,men den famøse hane var åvenbart ikke ferdig med mig ,for da Bedstefar fik hovedt skilt fra kroppen og lagde hanen på jorden fløj den op og rendte efter mig ,jeg skrej som en besat ,og havde marerit langt tid efter . <W.Mvh Ellen53
-
Sikke en historie ;D Og så tør du alligevel godt ha høns i dag ;)
-
Da jeg var 3 år gammel havde vi en flot hane (aner ikke hvilken race) den var stor og havde nogle sporer som enhver cowboy ville have misundt ham. Men hanen kunne ikke lide lille Monica i den røde frakke, så hver gang jeg skulle over gårdspladsen til drivhusene måtte de vokse følge mig eller jeg have en kost med til at holde den væk. En dag kom jeg til at gå ud på gårdspladsen uden disse forholdsregler, så da min far hørte mig skrige i rædsel kom han løbende og så hanen som sad på mit hoved og hakkede sporerne ind i panden på mig (i følge min far var det tæt på øjnene) Min mildest talt pylrede far tog fat om halsen på hanen og gav den et enkelt sving.
Det var så historien om den hane.
-
For nogle år siden var jeg lærer på Blåbjerggårdskolen i Esbjerg. Der havde vi en hønsegård med en flok dansk landrace-høns, og hanen var gudesmuk, stor og stolt. Han var den sødeste hanefar, men var meget skeptisk overfor de der små mennesker, der kom og tog 'hans' æg og skulle fodre og skifte vand. Så når børnene kom igennem lågen fór han på dem med sporerne forrest og var grusom.
Børnene turde så ikke gå ind til ham - men vi fandt på at tage en stor balje med, når der skulle ordnes ved hønsene - så blev den lige så stille plopppet ned over Kong Hans, som så sad der, mens børnene ordnede det, som de skulle ordne. Når de var færdige, tog de baljen med igen - de første 4 sekunder efter baljen var fjernet var hanen lidt ør og overrasket - det gav dem tid til at spæne ud ad lågen og få lukket efter sig.
-
Sikke nogle historier. *g
Har også altid troet at haner var nogle farlige bæster, men ved ikke hvorfor, jeg har troet det.
Men efter at jeg selv har haner, så har jeg fundet ud af, at de er de kærligste væsner, søde, kælne og beskyttende.
En dag kom jeg ud i haven med en ny kasket, den var neonrød, hele flokken gik i panik og alt blev væltet. Jeg var helt overbevist om at nogen havde været i haven og forskrække dem, tænkte ikke på at det var kasketten. Hvis de ikke havde været i bur kunne det være jeg var blevet overfaldet. :o
-
Jeg tror haners aggressivitet eller mangel på samme har rigtig meget at gøre med deres hormon-niveau. Min nyligt slagtede faverolles-hane, som jeg selv rugede ud i foråret var jo en lille sød, tam, nysgerrig fyr, som lod sig bære rundt på, lige indtil han for alvor blev kønsmoden. Muligvis har han så betragtet mig som en konkurrerende hane, men det søde gik af ham, de sidste par uger han levede. Da blev jeg også modtaget med sporer og skaberi, og det kostede ham altså halsen. Så er vi ikke venner mere.
Han vejede tre kilo i plukket stand, suppen var fantastisk, og jeg har stadig to lår = 865 gram liggende i fryseren... til en anden god gang.