Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Hyggesnak => Emne startet af: Dorthe.c efter 28 Oktober , 2011, 19:54
-
Hej allesammen
Jeg er jo forholdsvis ny hønseejer (fra august i år) og jeg synes lige jeg vil skrive lidt om hvordan det går.
Vi startede i august med at få 7 Australopser i forskellige aldre fra ca 4 uger til 8 uger og det er gået rigtig godt selvom der har været lidt øjenbetændelse og forstoppelse, men det er forlængst ude af verden. De er rigtig hyggelige høns stille og rolige og ikke så meget pjat.
En dag så jeg så et billede her på forum tror det var Marianne Vedel der havde et foto af sin auracana hane - og det var bare kærlighed ved første syn - den den race måtte jeg simpelthen have og så var jeg bare så heldig at Ankerine havde nogle til salg og vi købte fluks 2 af hende, hold da op nogle fine eksemplarer hun har og hvor har de det bare godt hos hende. Nu har min mand sagt - at nu skal vi altså ikke have flere dyr, men jeg synes nu godt at der kunne være plads til lidt flere. De to nye høns blev stå installeret i vores hønsegård og det gik helt fint med dem og "lopserne". De nye høns fik hurtigt navne den ene Finke og den anden Dodo. Finke er bare en finke for hun skal altid drille "lopserne" men på sin helt egen og godmodige måde og jeg tror faktisk at lopserne synes det er rart med lidt mere gang i hønsegården. Dodo er den mere rolige og vil gerne nusses lidt på fjerene hun er også lige begyndt at lægge æg - var med da det første æg blev lagt. Det var ret skægt og egentlig også lidt rørende (det kan da kun være en hønsetosse der kan sige sådan noget). Hver gang jeg gik ned til hønsehuset så fes hun ind i huset og op og skravede i redekasserne, det var som om at hun gerne ville have jeg var der når det skete (endnu en hønsetosset bemærkning) og pludselig donk var der det fineste turkise æg på 42 g ja og nu har hun sørme lagt 4 æg siden i søndags og hver gang er det lige et par gram tungere.
Trutterne som vi kalder Aucarnaere er utrolig hengivne overfor hinanden, om aftenen når de går til ro ligger de tit og piller hinanden lidt i øretufferne (papilotterne som vi kalder dem) og snakker kærligt sammen - ja man bliver helt varm om hjertet når man ser det - tænke at høns bare kan være så søde - det havde jeg da aldrig drømt om.
Hver dag når jeg går ned til hønsegården er det også "trutterne" der spotter mig først - og så kan jeg se dem komme løbende hent til lågen i hønesgården og der står de og trutter og snakker og hopper lige til jeg kommer derhen for så ved de at vi skal have en snak og en lille snacks mælkebøtter eller noget andet. Når jeg så går er det ikke altid at det lige passer Finke så skælder hun ud og bliver ved indtil hun ikke kan se mig mere. Kan man andet end at være forelsket i racen Aucarna ;D En ting er sikkert - når jeg om mange år skal have nye høns, ja så skal det bestemt være Aucarna - og det er ganske vist.
Kærlig hilsen
Dorthe von hønsetosse
-
Hi hi, det glæder mig at de har fået krammet på dig også *f *e *g
-
:D sikken en fin historie :D
-
Dejligt at læse *y
-
Dejlig beretning :)
At være hønsetosset er da fantastisk /o
-
Tillykke med "trutterne", og ja araucana er altså bare en dejlig race med en hel speciel personlighed /o /o /o. Tak for historien, den fik smilet frem her en lørdag formiddag :D.
-
Et rigtigt tantepar, de to, som de sidder i redekassen og sladre om alt det andet. /o