Herhjemme fik vi i løbet af vinteren den fikse idé, at vi da skulle have moskusænder. Har haft sådan nogle før og da jeg nu har fået lært at slagte, så skulle vi da også være selvforsynende med ænder.
Jeg fik foræret et hundehus, som vi satte dør i, så de kan være i fred for ræven om natten. Jeg har ikke lavet gård endnu, men vores have er hegnet ind med trådhegn på 120 cm. Tænkte, at hvis jeg stækkede ænderne, så blev de her nok...yeah right!!!
I går hentede jeg så 3 stk ænder, som blev lukket ud i en lille separat indhegnet del af haven, efter at jeg havde klippet noget af svingfjerene på den ene vinge af dem hver. Efter mørkets frembrud ville jeg genne dem i huset, men det lykkedes ikke, så jeg endte med at måtte fange dem og putte dem i huset.
I morges lukkede jeg dem ud og ret hurtigt fløj de over hegnet og hunnerne fløj op på taget af børnenes legehus!
Senere ville jeg vise hundene, at der var kommet nye beboere, som var mine og ikke måtte jages.Nu ænderne havde indtaget hele haven, kunne de jo ikke undgå at møde hundene, så hellere under kontrollerede forhold end ved at uheld når børnene kom hjem senere på dagen. Hundene er vant til at færdes sammen med hønsene, så det ville vel gå glat! Det gjorde det såmænd også, indtil den ene hund ikke kunne dy sig for at komme med et enkelt højlydt "VOV". Så satte den ene and af og lettede og er ikke set siden!!! Jeg har været ude at lede, men kan ikke hitte hende. Så nu holder menneske og hunde sig indendøre og håber at hun kryber frem af sit skjul og kommer tilbage. Og så skal jeg da vist ud og finde ud at om jeg har materialer til at lave andegård. Har ikke lige budgeteret med at skulle købe mig fattig i pæle og tråd lige nu!!!
Stakkels ænder. Jeg tør knap nok prøve at genne dem i huset i aften. Tænk hvis de sidste 2 også beslutter sig for at smutte.