Velkommen på forum, Søren.
Jeg tror, du har misforstået avisen lidt. Her på forum er vi alle interesserede i at holde vores høns incl. haner på en måde, der er til mindst mulig gene for andre.
Vi synes naturligvis, at høns skal holdes i deres hønsehuse til f.eks. kl. 7 på hverdage og kl. 8 på weekenddage og helligdage. Men vi synes ikke, nogen kan forlange at hønsene ikke må gå frit i vores have i dagtimerne. Vi synes heller ikke, det er ok at forlange, at hønsene skal være lukket inde i deres hønsehus fra solnedgang i vinterhalvåret, for når solen går ned midt om eftermiddagen, er det ikke rimeligt overfor dyrene, men nærmer sig dyremishandling.
Der er nu en gang lyde, når man bor i et fællesskab, jeg synes da heller ikke altid, det er lige skønt at lytte til naboernes motoriserede haveredskaber på mange tider af døgnet, eller teenage-ungernes høje musik gennem åbne vinduer.
Prøv at tænke på hanen som et lille glad dyr, der jublende forkynder, at her er han går han stolt med sine dejlige høns. Har du nogen sinde talt med din nabo, om muligheden for at reducere haneholdet til en enkelt hane?
Hvis du nogen sinde skulle få en chance for at opleve et hønsehold med hane, vil du se, at hanen har en vigtig social rolle i gruppen, det handler ikke bare om befrugtede æg (som vi evt. også kunne købe, hvis vi gerne selv ville ruge kyllinger ud).
Hvis du gerne vil opleve et hønsehold, er jeg sikker på, at der er nogen på forum i nærheden af dig, som hjertens gerne vil vise dig deres.
Venlig hilsen
Marianne, som elsker sine havehøns incl. en lille glad hane.