Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

[Mette Nygaard]

Kære alle juleglade fjerkrætosser,

da et Juleeventyr 2017 lader vente på sig, har Ina indvilliget i at genudsende sit Juleeventyr 2 fra 2009, så julestemningen så småt kan begynde at indfinde sig
Og hvem ved - måske får vi på denne måde hele TO juleeventyr i år

I alt skrev Ina 4 små julehistorier om hanen Cornelius og hans hønseflok og de andre dyr, der bor på det lille sted højt mod nord hos Konen med de ternede sutsko.

For de af jer der ikke kender forhistorien, så ligger det første Juleeventyr (fra 2006) stadig her på Forum, fra da det blev genudsendt i 2014:
http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=41056.msg343108#msg343108

Og det vil det gøre en uge fra nu, hvorefter det bliver taget ned.

(NB! Ina er pc-løs pt., så indtil videre er det mig, der lægger afsnittene ind).

Og nu - lader vi gæssene flyve...

[Mette Nygaard]

Julen et lille sted på landet 2
Lad gæssene flyve
24 afsnit om livet i en hønsegård og andre vigtige ting, såsom gæssene på trægrænsen

1. December
Højt oppe mod nord hvor nætterne på denne årstid er lange og dagene korte, pga. jordklodens hældning med nordpolen drejet let mod universets uendelige vider, ligger på en flad og vindomsust mark et sted hvor der er langt til købmanden, eller meget langt til købmanden, eller måske ufattelig langt til købmanden, hvilket slet ikke har nogen betydning for stedets beboere, der egentlig er ligeglade med købmanden, bare der er grøn vegetation til at opretholde livet, og udsigt til at komme til varmere steder inden alt for længe, men faktisk er føden ved at blive sparsom, og der skal megen energi til at flyve de mange kilometer over land og hav, for at komme til vinter reservatet på de smukke spanske skråninger med uanede mængder af føde og sol.
På den anden side af trægrænsen godt skjult for vind og vejr, ligger det lille landsted med røgen op ad skorstenen hvor der altid er liv. Hvor der bor mange dyr under tag, og som hver dag bliver fodret.
Gæssene kender alle de hyggelige historier, fra de vilde fugle der hver vinter bliver fodret ved brættet i husets have, og som ind i mellem får en sludder med den tilhørende hønseflok, og gasen selv taler en sjælden gang med stedets plettede gårdhund Magnus der kommer langt omkring, og stort set ved alt hvad der er værd at vide om alle.
Den store og meget årvågne gase Gustav, løfter hovedet, knejser med nakken og vejre morgenluft, selvom der endnu er mørkt omkring hans store flok, så har han for længst opdaget at vejret er ved at skifte, og at det er på tide at trække længere sydover for at få vinteren til at gå under varmere himmelstrøg og få pudset fjerene til bedre tider.
Der er noget der holder ham tilbage, han burde for længst have lettet flokken og draget mod syd, men han ved at han kommer til at tage turen uden sin mage, hun er skadet og kan ikke følge ham og flokken, på den lange tur.
Hun ser på ham med sine runde blå øjne, og han ved at hun mener han skal komme af sted, mens hun og de svageste af de unge bliver og overvintre, så godt de formår, men han er klar over at han vil vende tilbage til de få unge der overlever, og for altid have mistet sin mage, som han har delt sol og skråninger og mange kilometers flyvning med, igennem et ukendt men stort antal år, han er ikke i stand til at tage den beslutning, og hun vil gøre det for ham ved at sige at han skal tage sig godt af deres afkom, og få dem i sikkerhed for vinterstorm og snevejr.
Det blæser op og fjerene bliver løftet på hans vinger mens han stikker næbet op mod vinden og gennemtænker hver eneste mulighed. Han mærker flokkens uro mens de afventer hans signal til afgang.
Han følger hende langsomt i læ bag siv og en lille bakke ved søens bred hvor deres mange unger kom til verden, og hvor de lærte de små at svømme, mens han forsøger at overtale hende til at prøve at komme på vingerne, så hun kan komme bare noget af vejen til varmen, der vil gøre hende godt, men hun sender ham et sørgmodigt blik der fortæller, at hvor gerne hun end vil, så er det ikke muligt at følge ham og flokken, og hun vil sinke dem så ingen når frem, og derfor forringe deres mulighed for at overleve den i forvejen meget strabadserende tur.
Han lægger sig i sivene sammen med hende og de unge gæs der ikke er gamle nok til den lange tur eller skadede af styrt eller overgreb fra rovdyr lægger sig tæt om dem, og for sidste gang lægger han sit kloge hoved over hendes ryg og venter på at daggryet kommer helt igennem, mens hun nyder hans varme og trygge åndedrag, som hun kender så godt.
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

2. December.


Da morgenlyset er næsten igennem, og mens himmelen endnu gløder rød og isgrå mod horisonten, og disen ligger i banker tæt over jorden, letter den store flok gæs med vingesus der får trægrænsen til at skælve og græsset til at lægge sig i ærbødighed over det fantastiske syn af de mange store yndefulde fugle, der med strakte halse og kæmpe vingefang drager mod fjerne horisonter.
Den store gase cirkler nogle gange med flokken over sivene, mens han højlydt skriger af sine lungers fulde kraft i vrede over at skulle forlade sin mage for at sikre sit afkom og flokkens beståen.
I sivene ligger hun, og lytter til hans kendte stemme og skriger igen og igen, at engang, engang, igen. Hvorefter hun rejser sig og træder ud af sivene for at se det mageløse syn af den store flok, der nu er på vej. Derefter går hun ud på marken med de unge gæs og græsser, mens vinden hiver lidt i vingefjerene, og suset fra de mange vingeslag fortaber sig i det fjerne. Stilheden sænker sig atter over stedet.


Samtidig på den anden side af trægrænsen -

er det eneste sted der er aktivitet i skorstenen på det lille hus, og nå ja, så måske i køkkenet, hvor konen med de ternede sutsko er i gang med morgenkaffe og brød til sig og manden. Der er allerede skåret gammelt brød og andre rester klar til den lille hønseflok der endnu ikke er helt vågen, for den gamle hane har endnu ikke galet, og det betyder at dagen endnu ikke helt er begyndt.
Først da konen med de ternede sutsko går ud af køkkendøren for at tage flisegangen over til hønsehuset, kommer der liv i alt og alle, katten Sigurd strækker sig efter nattens holden øje med den store flok gæs, og gårdhunden afventer sin morgenmad serveret ved komfuret i køkkenet, velvidende at den store gamle hane Cornelius kommer først med sine damer til resterne fra gårsdagen, før han kan få sin mad i køkkenet.
Da konen lukker smuthullet op til hønsehuset, kommer den stolte hane ud på trinbrættet mens han ryster sine flotte halsfjer, slår et par gange med hovedet og galer, så det kan høres gennem de fire kirkesogne han nu mener han råder over, og så går han ud og lader damerne efter rang komme ud i dagslyset.
Nå, siger konen, er du frisk Cornelius, det er koldt her til morgen, så du må hellere komme i gang med dagens gerninger så i kan holde varmen, men kom nu først til køkkendøren og få jeres morgenmad, der er grønkål og brød fra aftensmaden i går, og det er god energi til dig og pigerne, konen snakker med hønseflokken som hun plejer.
De flokkes om de ternede sutsko, og alle kender reglerne for morgenfodring, den lille sorte høne skal have først og stryges over ryggen af konen, og ve den der overtræder Cornelius regler.
Nu er det jo sådan, at ingen rigtig ved hvor længe Cornelius, Amalie eller den lille sorte høne, hunden og katten har været på gården, det fortaber sig i det uvisse, men er en væsentlig hemmelighed for beboerne selv, og egentlig mener de alle bare at de har været der altid, så det kan vi roligt regne med passer.
Mens konen fodrer hønsene, kommer Gårdhunden Magnus alligevel til døren, og Katten Sigurd kommer ud fra stalden, og ser op. Magnus ser også mod himlen, og konen siger, nå venner, så er vinteren igen på vej for nu trækker gæssene, selvom det er lidt vel sent, og de ser alle den store flok der kredser et par gange over trægrænsen, for så at blive til en kæmpestor pil med den store gase i spidsen, bagud til venstre for gasen er der en tom plads, og konen med de ternede sutsko ser en ekstra gang efter flokken, og kaster så et blik mod trægrænsen, hvor lyden af gæssenes vingesus forsvinder, og også her sænker der sig en sær stilhed over det lille sted på landet. Til aften kommer manden en ekstra gang til hønsehuset, og tjekker at alt er helt som det skal være i den lille flok, og at alle er kommet godt på pind. Cornelius ved at der er noget særligt i gærde, for det sker kun når der er storm eller andet uvejr på vej, han skutter sig lidt i fjerene og taler lidt med Amalie og den sorte høne om, at det er godt alle er velbeholden i sikkerhed, og at de ser frem til at vinden igen lægger sig og de kan komme ud og se hvad vinden har blæst ned til dem, fra trægrænsen.
De to rundtrikkede, Skræk og Rædsel som Cornelius og Amalie kalder dem, når de vel at mærke ikke hører det, kagler om, at de i hvert fald ikke skal ud i blæsevejr og lede efter noget som helst man ikke helt ved hvad er, den lille høne med kattepels sukker højlydt, og de to larmende damer tier med det samme.
Derefter bliver der ro på hjaldet, og alle lukker øjnene.


Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

3. December
Vinden suser i træerne denne morgen, og der er koldt på den store mark så gæssene er trukket op mod trægrænsen for at finde læ, og føde under træerne.
Det er et godt sted at være, for så er de store fugle ikke så synlige for rovdyrene, til gengæld er de tættere på deres jagtrevir, og kan selvfølgelig støde på en ræv mens de opholder sig der.
De unge gæs føler sig trygge for de har den store gamle gås med sig, og hun ser og hører alt, og ræven ved at hun er farlig, for hun kan slå med vingerne og er ikke bange for at gå til angreb, det er svært for ræven at hamle op med en fuldvoksen gås, og så længe han ikke ved hun er skadet, vil han ikke prøve ved højlys dag, men han holder øje med flokken på passende afstand, for han ved at der er noget i gærde når der går en voksen gås i vinterflokken, og han plejer da at kunne nyde godt af at gæssene er unge og uerfarne.
Katten Sigurd er på en af sine runder til yderkanten af sit område, og han har set at flokken af gæs i år har den gamle gås med sig, det tænker han er en ændring af den slags som han vil tale med Magnus om, for når der er ændringer i forholdene er det bedst at de der skal vide det, ved det, og Magnus er den der absolut skal vide alt, selvom Sigurd tit er den der samler oplysningerne ind og tilsammen har de helt styr på deres område, og de holder i særdeleshed øje med ræven og Magnus holder ham på afstand af Cornelius og hans flok, mens Cornelius selv mener at han er den der holder alle fare væk fra hans høns.
Hjemme på det lille landsted er hønsene nu færdige med deres morgen foder ved køkkendøren, og Cornelius har tage dem med ned i æblelunden, hvor de visne blade og nedfaldsæbler ligger, og de skraber og roder efter gode foderemner, mens de skutter sig i fjerene på grund af den tiltagende vind.
Amalie brokker sig over at hendes store fjerdragt ikke er til at holde i ro, og de to rundstrikkede forstyrrede damer skræpper op hver gang der er den mindste lyd pga. vinden, der flytter en lille bunke blade i mellem æbletræerne. Derfor går den lille sorte høne tæt ved dem for at holde dem i ro, med sin sædvanlige sinddrægtighed som Cornelius værdsætter meget højt, da han ellers skulle høre på dem hele tiden, og hvis det ikke er nok, så sætter han Kattepels på opgaven, for hvis der er nogen der kan bringe de to til fornuft, så er det den lille forpjuskede høne med pels i stedet for fjer og hottentot på hovedet, så hun ikke altid ser hvor hun går, og hende har de to stribede damer megen respekt for, hun er jo helt utilregnelig i sin færden, siger de, men bliver omgående stille når hun nærmer sig.
Således går formiddagen i ro, og da det bliver middagstid trækker Cornelius sin flok til middagslur i læ under halvtaget ved huset, hvor konen kan se dem fra sit køkkenvindue, og glæde sig over den hyggelige lille flok med den stolte hane.
Senere på dagen går den sorte høne side om side ad flisegangen med katten Sigurd, og det tænker Cornelius at han høre om senere, for ham, og den sorte høne er fortrolige og orientere hinanden hvis der er uregelmæssigheder, og hvis Cornelius mener at det skal videre, ja så fortæller han det til Amalie, som jo sidder ved siden af ham hver eneste nat, og som han ikke ville undvære for noget i verden, han beskytter hende for ting der kan gøre hende urolig, og han betror sig til hende når der er noget der gælder flokkens ve og vel, og Amalie har helt sikkert også set Katten og den sorte høne følges ad flisegangen.
Gustav er kommet godt men noget stormfuldt af sted med sin flok, og da de mellemlander på nogle store marker i sydtyskland mødes de med en anden velkendt flok fra Sverige, der også er kommet sent af sted, de to store flokke har før fulgtes ad til de sydlige himmelstrøg, og de to gaser har, uden de for gaser sædvanlige uoverensstemmelser, skiftedes til at føre den gigantiske mængde gæs mens den anden har ligget bagest og opmuntret de yngste og trætte, og således kom de meget nemmere frem i god behold.
Gustav fortæller bedrøvet at han har været nødt til at efterlade sin mage ved trægrænsen i nord, med flokken af for unge og skadede gæs, og den anden gase forstår at Gustav har svært ved at føre sin flok alene den lange vej, og de aftaler at følges så de kan støtte hinanden, som de har gjort det før.
Gustav er taknemmelig for sin vens støtte, og sammen genner de alle til ro for natten, mens Gustav sender sin mage en kærlig men bedrøvet tanke, og endnu en gang overvejer hvordan han kunne have gjort det anderledes.
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

4. December
I dag blæser det rigtig meget, og træerne svajer, og det store træ uden for hønsegården hælder faretruende ved hvert vindstød, regnen pisker mod ruden på hønsehuset så Cornelius ikke kan se ud, og det er det værste han ved, Cornelius har det bedst når han fra sin vinduesplads kan se ud i haven og holde øje med det hele, men det trommer på taget, så Cornelius frygter at det bliver en af de forfærdelige dage, hvor det er umuligt at gå ud, og hvor damerne skændes hele dagen, om alt hvad der overhovedet kan diskuteres om, men Amalie og den lille sorte vil forsøge at mægle, til Amalie til sidst taber tålmodigheden og begynder at kagle helt uhæmmet, og Cornelius må op på sporene og mane til besindighed. Han hader de dage, og håber at det kun er en grim byge, og at de kan komme ud senere på dagen og få rystet fjerene og pudset sig.
Konen med de ternede sutsko, har i dagens anledning taget store gummistøvler på for at komme til hønsegården, og da lemmen til smuthullet går op blæser det så voldsomt ind så spånerne flyver, Amalie hidser sig op, over at hendes ellers så perfekte fjerdragt kommer i uorden og bliver fyldt med spåner, og de fine damer skynder sig ind i hver sin redekasse og bestemmer sig for at i dag, er en af de dage hvor det er passende at lægge et af de sjældne æg, så går tiden så hyggeligt med det, mens de andre skændes og kagler.
Konen beslutter at lukke smuthullet igen, og lade sine høns være i sikkerhed i hønsehuset, og hun har taget dagens lækkerier med og sætter den velkendte skål ind på gulvet, og tjekker at der er korn og vand så der er alle fornødenheder til en dag under tag, og så kæmper hun sig tilbage i vinden gennem haven og ind ad køkkendøren.
Cornelius forsøger at holde øje med det store træ, og tænker at det måske var en god ide at tage en lur på pinden mens damerne spiser, men ligesom han har tænk det, kommer der et vindstød der får huset til at ryste, og nu er han helt sikker på at han ikke skal lukke øjnene, så han står på sin pind og stirre ud af vinduet i håb om at han kan stirre vejret til ro, mens de to rundstrikkede skændes om hvem af dem der er mest forskrækket, og hvem der først blev bange, og om nu Cornelius ved hvad han gør, hønen med kattepelsen sender dem et bebrejdende blik, og de tier omgående.
Vinden tager ikke af, og som dagen forsvinder og mørket falder på bliver Cornelius mere og mere urolig, hans hus flytter sig, og hans tag knager og letter i den ene side, og nu suser det ind alle steder, og vandet driver ind, der står vand på gulvet, så hønsene er krøbet på pinden som nu sidder skævt, så de læner sig ind mod hinanden i bekymring, og Cornelius prøver at berolige sin flok, og sige at det jo har været blæsevejr før, men han har aldrig været ude for noget lignende, han er virkelig bange, for alle hans høns er gennemblødt til skindet, og fjerene hænger om dem, mens de klager over kulden og vinden der går lige igennem dem, Cornelius er meget bekymret, og han er virkelig bange for at noget skal gå galt, for han er jo den hønsene har til at passe på, og husker godt at Amalie havde været meget syg af forkølelse en vinter, og det skulle jo nødig ske for nogen af hans høns i denne kulde, men lige nu ser det skidt ud, og faktisk fryser han selv så benene er ved at give efter under ham, han ved at de alle fryser, for selv de to rundstrikkede damer står helt stille i hjørnet og siger absolut ingenting, og det er virkelig usædvanligt, han har prøvet at overtale dem til at sætte sig op på pinden til de andre, men de høre ligesom ingenting mens de står i vand til skørterne.
Kattepels er næsten bekymret for de to fjollede damer, og da hun læner sig ned over hovedet på dem, og kagler højt, lader de vand være vand og letter op på pinden, hvor de så sidder helt stille let hældende til den ene side med Cornelius på den anden side. Cornelius holder skarpt øje med det svajende træ og den buldrende regn.

På den anden side af trægrænsen ser det heller ikke godt ud, den gamle gås har gennet den lille flok ind i skoven, men der er mange træer der vælter og det hele knager og brager, hun er træt og har ondt, mens de unge gæs er skræmte og går tæt ved hende, til hun mener at de skal falde til ro ved en brændestabel der kan give lidt læ, og de lægger sig tæt og lægger hovedet under vingen, og lader himlen rase
Gustav står på marken i sydtyskland med næbet op mod vinden, og fornemmer vejret og føler en frygtelig uro.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

5 December.

Gårdhunden Magnus står pludselig i mørket ved vinduet og ser ind gennem regnen, og spørger Cornelius, om han har brug for hjælp, og Cornelius siger taknemmeligt at det ville være rart hvis han kunne få hønsene i sikkerhed, og Magnus lover at få fat i manden, og et øjeblik efter høre Cornelius Magnus gø mellem vindstødene, og tænker at der måske også er noget galt i huset, og han bliver for alvor helt ude af den. Magnus står i stormen ved køkkendøren og kalder, han og Sigurd var ellers i sikkerhed i stalden, men Magnus har hørt at det larmer i hønsehuset og han undersøger altid ting der er anderledes, så nu kalder han på manden og konen med sin gøen, og det tager sin tid før de hører ham fordi vinden støjer.
Døren går op og en skarp lygte rammer de skræmte høns, der en efter en bliver hentet af manden og konen, der kan have en under hver arm, men de er nødt til at gå flere gange, og det er ikke ufarligt at gå gennem haven i stormvejr, men konen kan ikke lade sine høns i stikken, så nu kommer de ned i fadeburet og konen putter dem med et håndklæde som manden har lagt på ovnen.

I fadeburet er der hyggeligt og gjort klar med vand og korn og ekstra guf fra køkkenet, og frem for alt ikke vand på gulvet, Cornelius er den sidste der bliver hentet, og det har gjort ham urolig at det har taget lang tid, men han ved at når konen tager affære så er der orden og der bliver holdt mandtal.
Konen med de ternede sutsko, tager resolut sine høns en ad gangen med op i køkkenet og tørre dem grundigt, Amalie er helt stille, og hun husker tydeligt sine mange dage i kassen ved komfuret da det var rigtig slemt med hendes forkølelse forrige år, og hvor forfærdeligt hendes fjerdragt kom til at se ud, nu bliver hun frotteret med et håndklæde, og selvom hun ikke gerne indrømmer det, og er bekymret for sine fjer, ja så er det dejligt at blive varmet med håndklædet.
Magnus får tilbudt at ligge i køkkenet, men han går tilbage til stalden, hvor Sigurd og den lille hest, der også er lidt urolig ved alle de mange lyde der følger med de store vindsstød, har fundet sig til rette ved at Sigurd har lagt sig som et garnnøgle på dens rumpe, og spinder beroligende, og endelig falder alle til ro, det lille sted på landet.

Den store brændestabel hvor gæssene søgte ly giver midt på natten op over for de stærke vindstød der farer gennem skoven, og lader de første træstammer trille, og pludselig ramler det og det meste af stabelen suser ned mod søen og den åbne eng hvor de lægger sig spredt som et pindespil.
Gæssene der bliver vækket af den pludselige larm, kommer på benene og løber skræppende i alle retninger, men den gamle gås kommer på grund af sin skade ikke så hurtigt på benene, og hun bliver ramt af en af stammerne idet den glider ned, og hun bliver lukket inde i mellem nogle stammer der står og læner sig op af den sidste del af bunken der nu kun er halvt så høj som en oprejst gås, og den gamle gås må holde hovedet nede. Henad morgenstund lægger et stort træ sig knagene ned over den nu flade brændestabel og grene og bladrester lægger sig tæt om det sted hvor den gamle gås er lukket inde mellem stammerne, så nu kan hun ikke se ud og de unge gæs går søgende omkring og finder små steder hvor de kan komme ind under grenene og lægger dig i ly for vind og regn, men hun siger beroligende lyde til dem så de falder også til ro efterhånden.
Stormen raser i et par dage, og de unge gæs holder sig tæt til brændestablen og det væltede træ, men den gamle gås ved at de snart skal finde lidt mad og gerne skulle ned til søen og finde vand, men hun er lukket inde og de unge tør ikke gå uden hende, så de ligger lidt fortabt og ser til mens hun afsøger alle muligheder for at slippe ud.

Sigurd er den første der går ud og tilser området, og da han når yderkanten ved trægrænsen og krydser igennem skoven, ser han hvor mange træer der er væltet og hvor anderledes det hele ser ud.
Han træder ud i lyset på den anden side, og undrer sig over at han ikke kan se flokken af unggæs med den gamle gås, nogen steder.
Han ser efter ved søen, hvor der er vand helt op til de nærmeste træer, men ingen gæs, han krydser tilbage gennem skoven, og tænker at ræven vel ikke kan have taget dem alle, især da han ved at ræven også søger ly i stormvejr, så det er meget underligt, men trægrænsen er lang og skoven er bred, så han må se nærmere efter, når han kommer igen, og han vil spørge Magnus om han ved noget, eller vil undersøge det, når han kommer ud på yderkanten.

Gustav er sammen med den enorme gåseflok og sin ven fra Sverige kommet et godt stykke ned gennem Østrig da uvejret i Skandinavien sender en udløber ind over, og de to gaser lander deres kæmpe flok i en lavning i ly for vinden, hvor de finder lidt føde og hviler ud, så de kan samle kræfter til at fortsætte. De unge gæs er trætte og de gamle kan kun holde trit fordi de kender både vejen og målet, Gustav traver lidt omkring og bidrager til selvopholdesesdriften ved at vise føde emner og formane alle om at hvile, at der er god tid og ingen behøver være bekymret.
Svenskeren ser at Gustav er træt, de to ældre gaser ved godt at det vilde uvejr har været på deres marker nordpå, og Svenskeren ved at Gustavs træthed skyldes hans bekymring for den lille flok og hans mage som han efterlod ved trægrænsen, og han overtager kommandoen over hele flokken så Gustav kan hvile og være i fred.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

6. December
Hønsehuset er i en sørgelig forfatning efter det voldsomme stormvejr, og konen er noget rystet over at hendes elskede høns kunne have mistet livet i det forfærdelige uvejr, hvis ikke det var for Magnus, der tappert havde stået ude i regnen og den voldsomme vind og gøet højt og længe for at få manden til at komme til døren.
Nu var manden i gang med at få huset rettet op, og lagt taget fast, så huset igen kan stå på sin plads i hønsegården foran det store grantræ der holdt stand, skønt det svajede voldsomt mens det stod på.
Cornelius og hans høns går rundt i fadeburet hvor der står krukker med syltetøj og kurve med æbler, og konen har givet dem nogle af æblerne og havregryn med syltetøj, nu hvor de ikke har, kunne komme i haven og finde deres egne lækkerier.
Amalie er blevet træt af at holde de rundstrikkede i ro, og har overladt det til Kattepels at styre uden om de værste skænderier, og de fine damer taler meget om at der ikke er nogen redekasser hvor man kan lægge sine sjældne æg, og har fundet en tom æblekurv til erstatning.
Cornelius traver rastløst op og ned ad gulvet, han er ved at eksploderer af indestængt energi, og trænger til at komme ud i sin have og inspicerer sine steder, men han kan ud af det lille vindue højt oppe se mandens træsko gå frem og tilbage, og gætter at det har noget med stormen at gøre, og siden han endnu ikke er blevet lukket ud, så har det nok noget med hønsehuset at gøre, og igen kan han se for sig, at taget er blæst af og gulvet sejler i vand, så han slår sig gysene til tåls med omstændighederne og lægger sig til middagslur i hjørnet med sine høns omkring sig, og så er alt vel egentlig i orden.
Udenfor er der uro, Magnus har lyttet til Sigurds beretning om de manglende gæs, og også han undre sig over at de bare er forsvundet, da han ikke mener de ville forsøge at undslippe stormen ad luftvejen, men ville søge ly til stormen var drevet over, så han følges et stykke med Sigurd for at tilse sit område fra ydergrænsen ved trægrænsen til ydergrænsen ved åen, der er grænsen op til naboens ejendom hvor den store blandingshund Kraka regerer, hun er en lidt tungsindig hund, der ikke blander sig i andres sager, men hun er klogere end man lige regner hende for, så Magnus beslutter at starte sit tilsyn ved åen, så han kan spørge Kraka om hun har set den lille gåseflok fra marken ved trægrænsen. Magnus hader uorden på sine enemærker og han er irriteret over at Cornelius går rundt i fadeburet, når han har brug for en til at holde øje, og tale med de vilde fugle mens han selv og Sigurd afsøger det store område, og for øvrigt er det vel den tid på året hvor Nogen skal til at tage sig af juleforberedelserne det lille sted på landet.
Konen har nu besluttet at hønsene skal ud af hendes fadebur, så hun løfter dem kærligt op i køkkenet, en efter en, ser dem efter i sømmene, åbner køkkendøren og lader Cornelius gå ud.
Det medfører omgående en vældig ballade bagfra, fra Skræk og Rædsel, der er nødt til at diskuterer om det nu er sikkert, og hvem af dem der først vidste at de skulle ud i dag, og hvor de mon skal sove, og om Cornelius har styr på det osv. osv.
Det får Amalie til at eksploderer, hun har fået nok, først storm og vand der ødelagde deres hus, og så mange dage i fadeburet uden haven og lyset, hvor hun har hørt på de to og deres evige brok, så nu kagler og skælder hun ud, mens hun lige for en sikkerheds skyld hakker dem begge en på skallen, hvorefter hun hanker op i sin prægtige fjerdragt, knejser med nakken og følger efter Cornelius der vælger ikke at sige noget. Selvom han ikke bryder sig om ballade så er han ligeså træt som Amalie og havde selv lyst til at hakke til ro og orden.
Kattepels tager tilfældigvis et flyvespring i den retning, og så er der ikke mere brok den dag.

Den lille gåseflok under det væltede træ ved trægrænsen er ved at være meget sultne og de tør ikke gå ud i det fri, for ræven har set at de ikke flytter sig, og at den store hun tilsyneladende ikke kan beskytte dem, så han kredser tæt omring.
Gåsen er afkræftet og har opgivet at komme ud, og afventer at hendes liv er ved at få en ende, så hun sender Gustav en kærlig tanke og håber han er kommet godt frem til de dejlige skråninger de kender så godt, hun fortæller de unge gæs at ræven kun er farlig hvis man er alene, at de skal holde sammen, og hvis han kommer for tæt på skal de gå til angreb i stedet for at flygte, hun bruger sin sidste energi på at berette om de gange hun selv har givet ræven kamp og at de sagtens kan klare ham hvis de hjælpes ad.
De unge gæs er nu klar over at de skal stå på egne ben, og bevæger sig langsomt ud under træerne, mens den gamle gås sender dem et sidste blik og lægger sit hoved under vingen for at hvile mens hun tænker på, deres store flok og Gustav.
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

7. December

På et højdedrag et sted i Europa står der en stor gase og vejre mod vinden, han er sørgmodig og vender sig først mod syd, hvor varme vinde mødes med nordlige køligere vinde, for at fornemme hvordan vejret bliver, og da han har stået der et stykke tid, sætter han af, går på vingerne med et sus, og sætter kurs mod nord.
I lavningen under ham, går en meget stor flok gæs, føre gasen i flokken ser mod himlen efter den ensomme fugl, og giver tegn til flokken om at gøre klar til at fortsætte turen mod syd, for at gå 3 måneder på de spanske Skråninger og græsse og samle energi vinteren over. Gustav er klar over at det blive en lang tur, han er i fare hver gang han lander fordi han er alene, og han spejder efter steder hvor han kan komme i ly for vejret og finde lidt føde, uden at komme for tæt på rovdyr der kan udgøre en fare for ham når han hviler, og ikke har nogen til at lytte efter eventuelle fare, han har altid holdt sig på afstand af mennesker og gjort meget ud af at fortælle sine unger at mennesker skal man tage sig i agt for, men nu overvejer han, om han mon ikke er bedre stillet ved at lande tæt på menneskenes gårde, en ensom gås er et nemt bytte, og han kan måske øge sin sikkerhed ved at lande på steder hvor der er en hund der vogter gården, for den holder som regel ræven og andre rovdyr væk fra gårdens høns, og det kunne øge hans egen sikkerhed, men han vil helst lande på åbne marker hvor han selv kan se vidt omkring, og tage sine egne beslutninger, i stedet for at stole på fremmede.

På det lille sted på landet er tingenes tilstand efterhånden ved at være tilbage til normalen, og i hønsegården ved siden af det store gran træ står hønsehuset igen på sin vante plads, med vinduet vendt så Cornelius kan se det store træ, og den store have, med stalden til den ene side, og huset hvor konen med de ternede sutsko bor til den anden side, det er nok det vigtigste at vide når man ser til stedet udefra, hvor hunden strejfer omkring i egne tanker og katten ligger i stalddøren og holder øje med alle de andre.
Under overfladen er der alt det man ikke lige ser, for eksempel at hunden taler med katten, der taler med den sorte høne, der underretter den store hane, der igen fortæller det der skal videre, videre til den store høne med den fantastiske fjerdragt, og således kommer de vigtigste nyheder videre til de vilde fugle, der bringer nyt til andre haver og hønsegårde.
I øjeblikket bliver der talt rigtig meget om en flok gæs der mangler på den anden side af trægrænsen, og især fordi der netop i år gik en stor gammel gås i flokken, selvom hun sædvanligvis på denne årstid er fløjet sydpå med gasen og resten af den store flok. Det er så usædvanligt at det optager alle områdets beboere så alle har en opgave i opklaringen af mysteriet om de forsvundne gæs.
Manden der er gift med konen med de ternede sutsko, har færdig gjort reparationen af det lille hønsehus, og Cornelius og hans høns er tilfredse tilbage på deres pind efter stormen, der foruden at vælte Cornelius bolig, også har væltet en masse træer i skoven ved trægrænsen, og i dag har manden spændt den lille hest for vogn, for at køre ud og se til det hele og hente fornødenheder til konen der skal i gang med julebagningen.
Den lille hest traver glad ud ad vejen, og Magnus følger den ved siden, mens de ser sig om efter tegn på at der har været gæs ved vejen, men der er ikke skyggen af en fjer, og de fortsætter side om side ad vejen som de har gjort så mange gange før. Manden på vognen er glad for at vinden har lagt sig så han og hesten kan komme på tur, og han nynner en gammel julemelodi.
Sigurd har været på farten siden sidste nat, og har været omkring de steder han kender, hvor der kunne være plads at en flok gæs kunne komme i skjul, men uden held, og nu er han på vej gennem skoven ved trægrænsen for at skyde genvej hjem, og da han passerer stedet i skoven der ligger tættest på søen, ja så ser han de unge gæs komme ud under et væltet træ, og det havde han overset, han har faktisk passeret flere gange, men uden at høre eller fornemme at der lå en hel flok gæs under alle grenene, og hvem har dog nogensinde hørt om gæs der ikke siger noget som helst.
Sigurd sætter sig tænksomt og overvejer sit næste træk, mens han ser efter hvor mange gæs det drejer sig om, og han venter på at alle er kommet ud under træet, og undre sig over at den store gamle gås han så i begyndelsen tilsyneladende ikke er der.
Da gæssene er gået stille ned mod søen, tjekker Sigurd den skjulte gåserede, og bliver meget overrasket over at finde den store gås under træstammer der ligger som et alt for lille bur omkring den store fugl, og han ser med det samme at det ikke er et problem han kan løse hverken alene eller sammen med Magnus.
Han har ikke talt meget med gæssene, og denne ser ikke ud til at kunne tale. Sigurd prøver forsigtigt at spørge om hun har siddet under træstammerne siden stormen, men hun svarer ikke, og Sigurd ved at han skal skaffe hjælp på en eller anden måde, hun er meget svag og det kræver mange kræfter at flytte på alt det tunge træ, og måske er det allerede for sent
Sigurd ser mod dagslyset over trægrænsen og tænker at han måske kan nå at fange manden og den lille hest på tilbagevejen, og få Magnus i tale, så de kan aftale hvordan de skal bære sig ad, med at få gåsen ud af buret.
Magnus har været hos Kraka ved åen, der siger at hun fra de vilde fugle har hørt, at der er et gemmested i skoven hvor der er gæs, men hun ved ikke nærmere om det er den flok gæs og om den gamle gås er mellem dem, men fuglene har lovet at holde øje når de søger føde i skoven og langs trægrænsen, de ved alle at ræven er på jagt efter bytte til at stå vinteren igennem.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

8.December
Konen med de ternede sutsko har efter stormen bedt manden om at køre gennem skoven ved trægrænsen og se efter den flok gæs der i år er blevet hjemme, ikke at der er noget usædvanligt i at der er en lille flok der bliver tilbage og overvintre på markerne på den anden side af trægrænsen, men konen ved at der lige netop i år er forandringer der skal holdes øje med, og når der har været uvejr plejer manden at tage foder med til alle der overvintre ved trægrænsen.
Hun er sikker på at den store gase der fløj mod syd med flokken var den samme som plejer at flyve mod syd, men hun så at der manglede en fugl lige til venstre for gasen, og tænker at det kan være at den gamle gås af en eller anden grund ikke har, kunne følge med i år, og det kan der jo være mange forklaringer på, men nu har det været forfærdeligt uvejr, og konen har flere gange set Sigurd og Magnus søge mod trægrænsen, hun ved, at de nok ved hvad der foregår, og hun tænker at den lille flok måske har brug for ekstra føde og tilsyn, så manden skal den vej forbi på hjemvejen med sin hestevogn.
Sigurd sidder i kanten af skoven da hestevognen vender tilbage, og Magnus sidder på vognen ved siden af manden, der har fået ild på piben og nynner en stille melodi.
Da vognen nærmer sig skillevejen mellem vejen til gården og vejen mod skoven og trægrænsen, er det ved at blive mørkt, og Magnus hopper af for at se efter det sted hvor fuglene har sagt der er et gemmested som gåseflokken bruger, og han løber lige ind i Sigurd der bliver sur og sprutter og hvæser af ham, ja ja rolig nu Sigurd det er jo ikke med vilje, hvem kan se en grå kat i tusmørke i en skovkant, undskyld da,,,,, Da Sigurd er kommet sig over fornærmelsen siger han at det var godt du kom Magnus, jeg har fundet flokkens gemmested, og den gamle gås er spærret inde under væltede træer, og måske er hun død, de unge gæs har det nogenlunde ,men har ikke fået føde under stormen, så de har ikke mange kræfter i denne kulde.
Sigurd taler hurtigt mens Magnus og han løber side om side mod brændestablen og det væltede træ.
Da de når frem, kan de begge se at noget er galt. De unge gæs står helt stille uden at reagerer på at Magnus og Sigurd kommer nærmere, og Sigurd kan se at der er rodet omkring det væltede træ.
Der ligger store hvide fjer spredt ud over det hele, og da Sigurd kryber ind under grenene, kan han se at buret er væltet fra hinanden og TOMT !!!!!
Sigurd er rystet og farer ud til Magnus og fortæller hvad der er sket, ingen gås, ræven har taget hende.
Magnus ser skarpt på Sigurd, og råber, hvorfor forlod du hende? Sigurd bliver rigtig fornærmet nu, og siger mens hans hale står lige i vejret og sitre af vrede, jeg gik for at hente dig, jeg kunne jo ikke vide at Kraka havde fortalt dig om skjulestedet så du kom af dig selv, og du og jeg kunne ikke flytte træet alene.
Magnus giver ordre til at Sigurd skal tage gæssene med til gården, og så er han allerede videre, han sætter snuden i jorden og forfølger en fært, mens Sigurd prøver at overtale de unge gæs til at følge ham til gården. Gæssene vil ikke i nærheden af menneskene, det har de lært af Gustav samtidig med de lærte at svømme, så det kan der ikke rokkes på.
Sigurd er ved at gå i panik, Magnus bliver tosset, så han tænker at han må finde en løsning med de stædige fugle, og han siger til dem at der ikke er mere føde ved trægrænsen, og at ræven vil komme tilbage og hente dem en efter en, og så vil der ikke blive nogen tilbage når Gustav kommer tilbage til foråret med flokken, og Sigurd bilder dem ind at Gustav ville have søgt ly hos menneskene, men lige meget hjælper det.
I det samme kommer manden med vognen og den lille hest, han ser på de unge gæs, og kan godt se at der ikke er nogen gammel gås, og han ser også fjerene og regner ud at stormen og naturen har krævet sine ofre.
Han lægger foder til de unge gæs, en god balle hø bliver byttet ud med brænde til konens komfur, og en god portion hvede til at klare de kolde nætter. Manden sikrer deres hule, så der ikke er fare for at nogen kommer til skade når de søger ly for natten og vejret.
Manden tænker at nu ved han hvor de holder til, og han vil køre op til dem jævnligt og sikre at de har foder og læ, men han er ked af at han skal fortælle konen om gåsen der ikke mere går med flokken.

Fortsættelse Følger:

[Mette Nygaard]

9. December.

Gustav er på vingerne mange timer ad gangen, han er meget træt, og finder ikke megen føde når han lander, det er blevet rigtig koldt og det tære på ham at flyve alene, uden nogen støtte og kun ham selv til at holde vagt mens han hviler, og nu er han nødt til at blive på jorden pga. vejret hvor kulde og regn er blevet til sne og frost. Frosten skære i hans lunger når han flyver og han kommer ikke langt. Han har tabt sig, og trænger til at hvile længe uden fare han skal holde øje med, men der er igen steder hvor han kan føle sig sikker.

Den sorte høne går på flisegangen for at træffe Sigurd og få en forklaring på den aktivitet der tilsyneladende er i skoven ved trægrænsen, de vilde fugle siger at gæssene er forsvundet, og nu svirre rygterne i hønseflokken, hvor der bliver talt om at ræven er blevet tosset og begår lystmord, og nu truer Cornelius hønseflok, så nu sover de ikke af bare angst for at ræven skal komme og tage dem, og de vil ikke ud om morgenen, for så kommer han nok for at snuppe dem ved højlys dag mens de skraber i æblelunden.
Cornelius er ved at gå ud af sit gode skind for han kan slet ikke tale sine høns til orden, og han er sikker på at det er noget sludder, og at ræven slet ikke tør komme i nærheden af ham og hans høns, men prøv at forklare damerne det.

Magnus har forfulgt fært efter ræven et stykke tid, og da en gås er en tung fugl, ja så kan han altså ikke løbe så hurtigt, det kan til gengæld Magnus, og han ved hvor ræven har sin hule, så da Ræven kommer luskende hjem med den store gås i flaben, sidder Magnus og venter på ham, og han ser at ræven lægger gåsen fra sig, for at forsvare sig mod Magnus der ikke så meget som glipper med øjnene, de to har taget en tørn eller to, siden ræven kom til området, og Magnus er både hurtigere og klogere end ræven der til gengæld er snu, men ræven er bange for den hurtige gårdhund, der både kan være foran ham og bagved ham på en gang, eller sådan føles det i hvert fald.
Nu giver Magnus sig til at gø gevaldigt og ræven bakker for at få afstand til Magnus, men Magnus følger med, og blotter sine tænder, for at true ræven så han opgiver sit bytte.
Du kan vælge at opgive med det samme, eller du kan tro på at du kan klare mig, resultatet bliver det samme, du kan aldrig vinde over mig. snerre Magnus og så gør’ han igen.
Ræven snerre af Magnus der nu står lige foran, men han ved at det er dumt at rage uklar med hunden der har venner alle vegne, så det er bedst at lade nogle sejre gå til Magnus der så lader ræven være i fred for det meste.
Hvad er det med den gås, hvæser ræven, den er jo så godt som død, hvad vil du med den? Det er Gustavs mage, og hvis han har efterladt hende her, er det meningen vi skal passe på hende, og du vover ikke at snuppe så meget som en fjer fra hende.
Nå! siger ræven overasket, ja det er jo en anden sag, og med gru kommer han i tanke om at han en gang gik i clinch med Gustav, og det både brækkede et par ribben og gav ham et knæk på halen, så han måtte blive meget længe i sin hule for at komme sig, bare fordi han snuppede en af Gustavs unger.
Jamen så tag du hende bare, hvis du mener du kan få liv i hende, jeg henter da bare en anden.
Ja det tror du siger Magnus, men der tager du fejl, for resten af den lille flok er gået med Sigurd hjem til gården på den anden side af trægrænsen, og det er mine enemærker og der kommer du ikke hvis du har dit liv kært, og på den anden side af åen bor Kraka, og hende kan du jo se om du kan komme til rette med, det er lige meget skuler ræven.
Magnus ved endnu ikke at Sigurd ikke kunne lokke de unge gæs med hjem, og at Manden har lagt foder ud, det er egentlig også uden betydning for Ræven er slukøret og tror på at gæssene nu er på vej til gården.
Nu knager det i skovbunden og manden og den lille hest kommer frem mellem træerne, manden har hørt at Magnus har gøet voldsomt, og han ser nu på afstand at ræven stikker af, mens Magnus står ved den store gås der ligger helt stille på jorden med vingerne ud til siden. Nå da siger manden du har fundet den gamle gås, men hun er godt nok i en sløj forfatning, og vi må hellere skynde os hjem til morlil så hun kan forsøge at redde hende her, og Magnus springer på vognen ved siden af gåsen der nu ligger under et tæppe der kan holde hende varm på hjemvejen.

Hjemme på gården på den anden side af trægrænsen har Sigurd talt med den lille sorte høne, der nu står og hvisker til Cornelius, at ræven har taget gåsen. Cornelius bliver bekymret, kan vi undgå at den oplysning kommer videre til resten af hønseflokken så er det nok bedst, bliver de enige om, og går videre som om intet er hændt.
Amalie er nu ikke så nem at narre, så hun går i hælene på Cornelius for at få at vide hvad der foregår, men han tænker at det vil bekymre hende unødigt, så han går bare videre mod smuthullet for at gå til ro på sin pind, og håber at hans damer falder hurtigt til ro.
De hører alle at vognen kommer sent tilbage, og undre sig, manden og hesten kommer ellers altid tilbage inden mørkets frembrud, og nu er det næsten sort nat.
Meget usædvanligt tænker Amalie og så sover hun.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

10. December.

Konen har set på Gåsemor, der ikke tør åbne øjnene, hun er rædselslagen da hun opdager hun er kommet i menneskehænder, for hun og Gustav har altid ment at mennesker var det farligste man kunne komme i nærheden af, og selvom hun ved, at manden hvert år i den koldeste tid kommer med foder til trægrænsen, til de der ikke kunne trække sydpå, så mente Gustav alligevel at man skulle holde sig væk fra mennesket selv.
Nu lå den gamle gås og så døden i øjnene på konens køkkenbord, og hun kom i tanke om at hun havde hørt om julegås og svesker og æbler fra de vilde fugle, og nu kneb hun øjnene i, og ventede på kniven.
Konen løfter forsigtigt på den ene vinge og kan se at den gamle gås har nogle store huller i skindet efter at ræven har slæbt hende af sted mellem tænderne, og da konen får set hende nærmere efter, kan hun se årsagen til at Gustav har efterladt hende på markerne ved trægrænsen. Hendes ene ben har en splint siddende dybt i kødet, så foden og benet er hævet helt op under fjerene og der er voldsom infektion i hele benet, og måske er det den der har svækket hende så voldsomt og slet ikke mangel på føde, men hun er kun skind og ben, og end ikke ræven ville have fået meget mad ud af den store ellers så stolte fugl.
Nå min pige, siger konen kærligt, vi må jo starte et sted, så hun pakker det dårlige ben ind i et varmt vådt håndklæde der er skyllet op i meget varmt sæbevand, og så renser hun sårene under vingerne med desinficerende skyllevæske og lader det tørre, og drysser det med penicillinpudder.
Konen har bedt manden om at fyre godt op i komfuret i køkkenet, og nu er der varmt og hyggeligt i køkkenet, der står sukkervand i en skål på bordet, og nu tager konen en lille ske med tud og hælder forsigtigt lidt sukkervand i næbet på gåsen der stadig er bange for hvad der skal ske med hende, men synker og mærker den lune søde væske ned gennem halsen, hun tager imod nogle gange, men kan ikke selv holde sit hoved oppe, og må lade konen støtte sig.
Efter et stykke tid tager konen det varme sæbehåndklæde af, og ser igen på benet, Gåsemor er igen bange for det gør meget ondt, og hun lukker igen øjnene og lader tankerne fare, mens konen tager den store splint ud af benet. Da den slipper benet løber der store mængder tyk betændelse ud og trykket på benet letter med det samme, Gåsemor sukker og sover.

Nu har hønsene hørt den rigtige historie og er blevet rolige igen, da de erfarer at Magnus og Sigurd er dem, der har redet Gåsemor der nu kæmper for sit liv i konens køkken, og Magnus og Sigurd går hver dag til køkkendøren for at høre nyt om den gamle gås, der ikke ser ud til at få det bedre i nævneværdig grad.
Cornelius har hørt fra de vilde fugle at ræven endnu ikke har opdaget at de unge gæs stadig er i skoven ved det væltede træ, og manden kører derop med foder når han og den lille hest er på farten, som regel er Magnus med, og han benytter lejligheden til at markerer sit territorium så ræven ikke glemmer det, hvis han skulle komme forbi.
Magnus og Sigurd er ikke så gode venner for tiden, for Magnus håner Sigurd for ikke at kunne overtale en lille flok unge og uerfarne gæs til at følge sig, men han er godt tilfreds med at gæssene lever deres naturlige liv ved trægrænsen, i stedet for at blive passet som kæledyr i haven, så han går gerne med og ser til de unge fugle og er kommet på talefod med dem, han giver dem gode råd, og han eller Sigurd fortæller dem om plejen af den gamle gås i køkkenet. Selvom de ikke har den ringeste ide om hvad et køkken er, så stoler de på at hun er i gode hænder.

Som dagen skrider frem begynder det at sne, og efterhånden bliver sneen liggende på jorden i et lag der kommer fodspor i hvis man træder på det.
Cornelius elsker at hade sneen, for det første skal han hele dagen høre på Amalies brokkerier over hendes fjer bliver grimme i skørtekanten, og på Skræk og Rædsel der ikke kan finde rundt, mens Kattepels helst holder sig i ro for hun får våd top og kommer til at ligne et vådt egern, og hvis ikke Skræk og Rædsel i forvejen er bange for Kattepels, ja så er de når hun er våd rædselsslagne, og så kan ingen trænge igennem til dem,, ja det skulle da lige være Amalie, når hun helt mister flippen og farer på dem, og så glemmer hun, at hun bliver endnu mere våd i skørterne.
Cornelius selv er for højbenet til at blive våd af sneen endnu, og han er heller ikke så forfængelig at det går ham på hvis det skulle ske, men han er glad for at kunne se alle fodspor i hans have, så han kan holde øje med hvem der kommer og går, og især hvornår.
Og i dag opdagede Cornelius at Nogen havde været over græsplænen og ad flisegangen og rundt om hans hus, og tilbage til stuehuset, og så ud til grantræet, og det kan Cornelius så sidde på sin pind og holde øje med. Cornelius og Nogen var blevet gode venner den jul hvor Cornelius uden at vide det, havde gemt den lille røde hue fordi den havde skræmt livet af hønsene, og det var lige ved at der slet ikke blev jul på landet det år, så nu glæder det Cornelius at se de små fodspor alle vegne, for det betyder at der er gang i juleforberedelserne.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

11. December.

Gustav ser da han vågner i en gammel lade næste morgen at det har sneet, det er hundekoldt, så han bliver enig med sig selv om at han vil søge føde nogle timer og så lette hvis vejret holder, men han tænker at det nok bliver meget værre, så måske burde han flyve først og spise senere, men her har han ly og kan gemme sig i en kæmpe bunke hø der ser ud til at have ligget i laden i årevis. Han har sovet godt, men ikke nok, og hans krop mangler føde.
Han er gået ind mellem brædderne i porten, og der er støv og spindelvæv alle vegne, han regner med at det er et helt forladt sted, og det er jo sikkert for ham, men han er nødt til at spise, hvis han vil kunne flyve videre, bare han dog ikke var så træt.
Gustav tager en runde om laden og spiser det grønne der gror helt tæt til brædderne, det er stadig friskt og saftigt, så det er god morgenmad for en gås.
Således fornyet både i krop og sjæl går Gustav på vingerne i klart frostvejr d. 11 December for at komme nordpå til trægrænsen hvor han har sit hjem og sin mage.
I køkkenet hos konen med de ternede sutsko, ligger Gåsemor stadig afkræftet og syg ved komfuret, og konen passer og plejer hendes sår med alt hvad hun kan komme i tanke om af gode ting, den gamle gås kan nu selv drikke sit sukkervand, og hendes sår er ikke så betændte mere, men hun er stadig rigtig dårlig og egentlig venter konen at hun dør for der er ingen gnist i de runde blå øjne.
Konen fortæller hende hver dag om de unge gæs ved trægrænsen, så hun har noget at tænke på, og glæde sig over at de klare sig, og ikke mangler føde, men hun kommer sig ikke, og konen tænker om hun mon ikke VIL komme sig, for der er egentlig ingen god grund til at hun ikke skulle få det bedre lidt hurtigere.
Nu skal du ikke give op gamle pige siger konen med de ternede sutsko bekymret, Du kan blive her ligeså længe du vil, og når Gustav kommer til foråret, kan i gå på trægrænsen hele sommeren og så kan både han og du komme til gården når vinteren falder på, det er vist på tide at lade de unge stærke gæs komme til.
Den gamle gås skæver op til konen med sine runde blå øjne, som om hun forstår hvert eneste ord, men alligevel lukker hun sørgmodigt øjnene og sover, mens hun tænker på trægrænsen i sommerklæder, og lader minderne passere forbi.

Sneen har lagt sig i et tykt lag, så hele haven er pakket ind, i hvidt fint pudder, Manden må ud med kosten, for han ved at Cornelius aldrig får sine høns ud i det, så han fejer en sti fra smuthullet og hele vejen af flisegangen til køkkendøren og over til halvtaget, og så må hønsene nøjes med at gå frem og tilbage af den vej de kender så godt.
Amalie sukker og kommandere alle ud i hælene på Cornelius, der går forrest mod morgenmaden ved køkkendøren, og her kommer konen med de ternede sutsko for at snakke med sine høns og give dem deres morgenguf der i dag består af brød og kogte grøntsager fra aftensmaden.
Når Cornelius, så kom i alligevel ud i dag, det er godt at se dig i godt humør, og jeg kan se, at i kan holde jer tørre når bare i går på stien. Jeg skal love for der er kommet noget sne, mon ikke manden og den lille hest tager kanen i dag, i stedet for at køre med vognen, det er vist bedst.
Magnus aftaler med Sigurd at så længe der er så meget sne, så må han hellere være den der tager sig af de unge gæs ved det væltede træ ved trægrænsen og han skal nu også lige holde øje med om ræven har været på spil. Manden spænder den lille hest for kanen med bjælder på så man kan høre dem komme på lang afstand, og det får de vilde fugle til at samles for at høre hvad der er på færde, de flokkes om fuglebrættet for at se om der er kommet dejlige ting fra konens køkken, og hun har bagt klejner og kølet palminen ned og hældt mange forskellige slags korn i så der er dejlig nærende vintermad nu hvor frost og sne dækker landskabet.
Konen med de ternede sutsko og manden forkæler alle de dyr, der har valgt at bo på og ved det lille sted på landet.

Gustav flyver det meste af dagen, og da han lander på en mark sent på dagen for at finde ly er han så træt at han knap kan holde balancen. Han har set at det er en stor gård, hvor der er mange dyr, så han håber at kunne finde ly for natten og lidt at spise, men da han kommer i nærheden af bygningerne, kommer der store uhyggelige hunde farende efter ham, han flygter over stok og sten, men en af hundene får fat i hans hale og vælter ham så han mister balancen, han snubler og falder og hunden er over ham, men får kun fat i hans ene vinge, Gustav mærker smerten, og får fornyede kræfter, slår med vingerne og bider fra sig.
Hunden bliver så overasket, over at blive ramt lige på snuden af den store gåsevinge, så den slipper sit tag, og Gustav er ikke sen, han går til angreb på hunden der er slået ud af kurs et øjeblik, men ligesom der kommer andre hunde løbene til, kommer Gustav på vingerne, og er væk.
Gustav ved ikke hvor han skal lande for natten og det er meget mørkt nu, han er træt og nu mærker han smerten i sin vinge.
Under ham er der marker, og atter marker, så Gustav tager chancen og lander midt på en stor mark hvor jorden er frossen og hård, han bliver stående hvor han står, og lukker øjnene og sover.

Gåsemor er slet ikke sig selv, hun vil ikke have noget som helst, vådt eller tørt, og hun åbner ikke øjnene mens konen ordner hendes sår der heler pænt, hun venter kun på at blive sat tilbage i sin kasse ved komfuret og sove langt væk fra tid og sted.
Konen er meget bekymret og ser ud mod haven og det store grantræ.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

12 december

Sneen falder stadig tungt over trægrænsen ved det lille sted på landet, da det igen bliver morgen.
Manden har fyret op i komfuret og konen har sludret med gåsen mens hun laver morgenmad til sig og manden, gåsemor lytter men reagerer ikke synligt, og om lidt kommer Magnus for at få sin morgenmad og se til hende, og så skal han med manden og hesten til trægrænsen og se til de unge gæs. Magnus har aftalt med hesten at hun skal stoppe ved åen så han kan snakke med Kraka, og manden skal alligevel holde pause og have ild på piben, og han plejer at lade den lille hest bestemme hvornår det er tid.
Magnus ved at når det sner så voldsomt bliver ræven mere sulten fordi det bliver sværere at finde fødeemner, og så vil han helt sikkert opdage at den lille flok stadig er i skoven, og så har han ikke svært ved at finde sig en god middag mellem de ungfugle der efterhånden har godt huld pga. det gode foder manden lægger ud.
Nå! den glæde skal han nu ikke ha’ tænker Magnus, og vil lave en aftale med Kraka og de vilde fugle, så de er flere til at holde øje.
Det er rigtig koldt i dag, og der er isblomster på ruden i hønsehuset så Cornelius dårligt kan se ud til sit grantræ og det er netop lige på denne tid meget vigtigt, for Nogen burde have travlt med julen og alle forberedelserne, men Cornelius har ikke set Nogen endnu, eller talt med Nogen, kun set de små fodspor i sneen, men nu er sneen for dyb så Nogen har svært ved at komme rundt til alle sine gøremål, og Cornelius har ellers tænkt sig at høre, hvad Nogen har lagt af planer så han kan berolige hønsene med at det også bliver jul i år, det lille sted på landet, så han bruger tid på at kæmpe sig vej gennem sneen til roden af det store træ hvor han ved at Nogen har sin bolig.
Amalie tror Cornelius er blevet vanvittig i det snehvide, for hvad i alverden har han dog tænkt sig med at slæbe dem alle gennem det tykke snelag, der hurtigt bliver til vand med frostklumper i fjerene, hun brokker sig højlydt, og får omgående medhold af Skræk og Rædsel, der ikke kan finde vej. Kattepels er blevet hjemme i huset, for hun synes slet ikke det er ude vejr, og da slet ikke da hun ser de alle går mod det store træ, hvor hun en gang sad fast ved roden med det ene ben i Nogens hule, så hun går for en gang skyld på reden for at lægge et æg, selvom det måske er lidt vel sent på året,eller tidligt som man nu ser det, men hun er ligeglad, hun skal ikke med på nogen udflugt i den retning midt i vinterkulden.
Cornelius er ikke i humør til brok, han har mange bekymringer, for Nogen og julen, for vejret og gåsen, og han er ikke helt kommet sig over at både han og hans hus lod sig ryste i stormen, så han sover dårligt om natten, og den lille sorte høne har ikke talt med Sigurd i nogle dage, og det er helt usædvanligt.
Det er faktisk et hårdt og opslidende job at være hane i egen hønsegård, og Cornelius har i flere år end han kan huske, holdt orden på det lille sted på landet, men han ved at konen med de ternede sutsko værdsætter hans arbejde og belønner ham rigeligt, ved at løse de største problemer for ham, især når der sker noget med hans høns, så kan han altid komme til konen eller manden med sine bekymringer, og han er glad for at gåsen som han har hørt meget godt om fra de vilde fugle er kommet ind i køkkenet, for ingen er nogensinde kommet galt af sted i konens køkken.
NU står han og glor ned under roden på det store grantræ, hvor Nogen bor, men det ser ud til at Nogen er taget af sted, for der er friske spor i sneen, og Cornelius kan se at han ikke har grund til at blive urolig for Nogen, for Magnus fodspor er der også, så Nogen er taget med Magnus som så ofte før, måske er de begge med på kanen i dag, så han genner hønsene tilbage gennem sneen til køkkendøren hvor konen med de ternede sutsko står og venter, mens Sigurd går tæt om hendes fødder for at komme ind og se til gåsemor.
Da Sigurd kommer ud fra sit sygebesøg, søger han ud på flisegangen for at mødes med den sorte høne, hun har ventet ham og de følges hen under stuevinduet ved rosenbedet, der skilles de, og den sorte høne går med flokken til hyggetid under halvtaget ved køkkendøren, mens Sigurd sniger sig af sted på mussejagt, den gamle kat synes det er den bedste vintersyssel at fange mus under sneen, han gider ikke slå dem ihjel, men lader dem altid slippe til sidst, undtagen dem han fanger i konens køkken, for det er jo det han får føden for at holde i orden,, og som sådan har de hver i sær deres job det lille sted på landet.
Den lille sorte høne fortæller nu Cornelius og Amalie om gåsen der ikke vil komme sig, og konens bekymring, og om Magnus der tog Nogen med til trægrænsen i kanen for at se til de unge gæs og besøge Kraka.
Nogen har fornemmet at der er problemer med at få julen startet på den rigtige måde, og han søger sine venner, for at høre hvilke forhindringer de mener der er, på det lille sted bag skoven, på den anden side af trægrænsen, og han vil gerne med egne øjne se til den lille flok gæs.
Nogen kender udmærket Gustav og hans mage, og er ked af at Gåsemor nu er i så elendig forfatning, at selv konen er ved at give op, det er helt sikkert aldrig sket, så da de kommer til skillevejen ved åen, holder hesten an og de to gamle venner Magnus og Nogen tager den korteste vej ned mod Krakas gård hvor hun venter, de vilde fugle er kommet i forvejen med budskabet om deres komme, og den store hund står nu klar til at modtage dem. Kraka lover at lægge sin formiddags tur ad trægrænsen til, så hun lige kan se til den lille flok unge gæs, og lade de vilde fugle vide hvis noget er i gærde. Kraka har absolut ingen problemer med at komme omkring i den dybe sne, og hun runder gerne omkring det væltede træ så der bliver nedtrådt ud til de åbne vider, så gæssene frit kan komme omkring, men de ved også at det er tegn til ræven om at der foregår noget, men lugten af Kraka har han stor respekt for, og han ved at hun ikke strejfer omkring om natten, han ved også at det gør til gengæld Magnus, så han kan aldrig vide sig sikker.
Da Magnus og Nogen igen er tilbage på Kanen sætter den lille hest fart på igen, og de køre op til det væltede træ, hvor manden fodre og sludre med gæssene der ikke mere er så frygtsomme, men lægger hovedet på skrå og ser på ham for at forstå.
Da de vender tilbage mod skillevejen mod åen, kan de se Kraka gennemsøge skellet mellem de store marker, mens de vilde fugle krydser over den grå vinterhimmel over markerne på den anden side af trægrænsen.
Nogen og Magnus snakker om hvorfor den store gamle gås ikke kommer sig i konens køkken, for det plejer altid at lykkes for konen at få dyrene på benene igen.
Nogen ved godt at gåsemor tænker på Gustav, og sidder denne aften et øjeblik på sin rod på grantræet og tænker over hvordan det kan gå, hvis ikke juleglæden kan komme til orde dette år, det lille sted på landet.
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

13. December

Denne morgen er det lyst og klart i luften, det sner ikke, luften er iskold og lydene er skarpe og skingre i den isklare luft.
Gustav er vågnet af sin overtrætte tilstand på den frosne mark, han fryser og hans ene vinge smerter så han slet ikke kan tænke, det eneste der falder ham ind, er at han skal flyve for at komme hjem til trægrænsen, men han har ingen ide om, hvordan han skal komme på vingerne med den skade hunden fik givet ham, og sulten nager ham og gør ham svag, så han lukker øjnene lidt endnu, indtil han høre menneskelyde tæt på, og den lyd giver ham gåsehud i ordets bogstaveligste forstand, det er jægere.
Jægere med en stor hønsehund i snor.
Gustav er for træt, og han kan ikke se klart, men kan fornemme at de kommer nærmere, så han gør et sidste forsøg, på at sætte fart på de store fødder og komme op, og det lykkedes, men nu har jægerne fået øje på ham, og de hæver deres våben og skyder efter ham, det har Gustav prøvet før, og bruger sine kræfter på at lægge sig med siden til, og så vippe over og dykke lidt, og så op op op , og endelig er han fri af kuglerne, det var tæt på, og nu skal han sætte kurs og gå nordover.
Gustav sætter autopiloten til og flyver ud langs kysten hvor det er koldere men mere sikkert at lande for en svømmefugl, så da han ikke kan se nogen fare i omgivelserne og formiddagen er gået, lander han udenfor en lille by hvor der er mange små huse, og han lander lige ved en lille men frossen sø, hvor der holder en flok grågæs til.
Gæssene i den fremmede flok ser på Gustav, med nogen mistro, men da han forklarer sit ærinde, er han velkommen og han bliver vist til fodertrug og vand, Gustav spiser godt og det er dejligt at få vand der ikke er frosset, men da dagen går på hæld, går der panik i ham, for da bliver flokken gennet ind i et lille hus, og DET har Gustav aldrig prøvet før, han ved at det ikke er som det skal være, og han ved han vil blive opdaget, for han ser jo bemærkelsesværdigt anderledes ud en de andre, også Gustav har hørt om julegås og svesker, og nu er han helt sikker på, at han skal sætte alt ind på at komme væk, ligeså snart det bliver lyst, og døren går op. Gustav er mæt, og han bestemmer sig for at få en hel nats søvn i det sikre hus, ingen udefra kommende fare, bare sove, så det gør han selvom hans vinge føles stiv og smerter så han ikke kan holde den ind til kroppen, og så må den hænge Gustav er ligeglad han sover.
På den anden side af trægrænsen går Kraka sin morgentur langs markskellet nogle timer senere, og hun kan udmærket lugte at ræven har været samme sted for kort tid siden, så hun runder om den lille sø der nu er frosset, og går langs med grænsen et stykke og så vender hun ind i skoven, hun vil søge efter den lille flok unggæs, så hun kan rapporterer til Magnus om alt er i orden.
Da hun kommer til det væltede træ, kan hun ikke se nogen gæs, men heller ingen ræv, og hun så dem jo heller ikke ude på åben mark, men sneen er meget hvid og det er svært at skelne de forskellige konturer ud over marken.
Kraka undersøger meget nøje forholdene omkring det væltede træ, og mener ikke det ser ud som om der har været nogen ræv efter de unge gæs, så hun vender igen ud på den anden side af trægrænsen og skuer ud over det store område, men ser intet usædvanligt, så hun traver hjem for at se om der er morgenmad.
Sigurd er meget hjemme i øjeblikket for han har lidt svært ved at komme rundt i den høje sne, og kan kun komme der hvor der er fejet eller hvor sneen er føget op langs hegnene, det samme gælder for Nogen, så de to mødes tit på deres runde, og i dag taler de om at det er lykkedes for Nogen at få rigtig gang i julen, for netop i dag stråler de små lamper i lange rækker fra hønsehusets tag, og fra stalden og huset, hvor konen med de ternede sutsko står ved morgenmaden, og sludre med gåsemor, der med hovedet på skrå ser hvad hun laver, men hun rejser sig ikke, og konen er meget bekymret for den gamle gås, da hun lukker Sigurd ind på morgenbesøg,,,, Det hyggelige lys fra de mange lamper om døren stråler ind i køkkenet over gulvet og hen til den gamle gås der nu alligevel lige skal se hvad det er.
Cornelius er lykkelig, der er igen kommet lys på hans hus, så han og hønsene kan se at komme ind og ud, og selv når de sidder på pinden om natten kan Cornelius se over til det store grantræ, og holde øje med Nogens gøren og laden, og da de mødes på flisegangen takker Cornelius Nogen for det flotte lys der oplyser en del af hans have.
Nogen vinker til ham med huen, og de går hver til sit.
Fortsættelse Følger:

[Mette Nygaard]

14. december

Magnus er på vej til den anden side af trægrænsen for at se til sine unggæs, som han ved fra Kraka ikke lige er til at finde på deres sædvanlige område. Han støver omkring og kan heller ikke finde dem, så han lægger vejen om ad rævens hule for at sikre sig at de ikke er blevet ædt, så nu ønsker han at få ræven i tale, så de en gang for alle kan få afgjort ejerskabet til de gæs, som jo gerne skulle gå i Gustavs flok og vokse godt til over den næste sommer, så Magnus føler at det er hans ansvar at holde øje med dem, når nu Sigurd er forhindret i at komme omkring.
Da Magnus når frem til rævens hule, er det svært at være helt lydløs for sneen der stadig falder i hyggelige julemængder knager i den hårde frost. Magnus lure lidt, og så gør’ han, ikke truende bare almindelig gøen.
Der går lidt tid inden ræven kommer gabene til syne ved hulens indgang, han sænker hovedet, og hans øjne lyser i en blanding af foragt og frygt, hvad vil du Magnus, mangler du en gås eller måske to, han snerre hoverende, og Magnus har rejst alle børster på ryggen, og løftet overlæben truende af ræven, hvor er de din kratlusker, hvis du ved det, så vil jeg vide det, de skal have foder så de kan klare sig, og hvis der ikke svinder i foderet, så holder manden op med at kommer med mere, og hvis de dør, kommer både jeg og Gustav og gør regnskabet op. Ræven ser tvivlende på Magnus, og Magnus prøver at læse i rævens ansigt, og det går op for dem begge, at ingen af dem helt præcist ved hvor den lille flok gæs er blevet af.
Cornelius går stolt omkring på den nyfejede flisegang og nyder synet af sit hus med julelys på, og det er hyggeligt at gå rundt i det dystre vinterlys og se at der er oplyst på alle hans ynglings steder.
Gustav har forsøgt at komme fri af den fremmede flok i den lille by ved kysten, men det er ikke lykkedes for ham, de er nu sat bag hegn, og der bliver fodret godt op til flere gange om dagen. Det er Gustav jo glad for, for han trænger meget til at få sul på kroppen, hans vinge piner ham, så det gør ham godt at hvile, men han kan mærke at han skal væk i en fart fra de ellers så hyggelige grågæs, der vist ikke kender deres skæbne og Gustav tager ingen chancer, han vil hjem til trægrænsen inden han ender som julegås langt hjemmefra, men hegnet er højt og det siger lyde, som Gustav har hørt ved Krakas marker hvor kørerne går bag hegn, han har en gang prøvet at nappe i sådan et, og det skal han ikke prøve igen, men vingen kan ikke bære ham over, så han må vente på sin mulighed for at slippe ud når menneskene kommer med foder.
Cornelius er godt tilfreds med tingenes tilstand i øjeblikket, men han kan godt se at der er bekymring omkring den gamle gås ved komfuret, Sigurd er derinde flere gange om dagen, og konen kommer kun ud et øjeblik hver morgen for at sørge for sine høns og så går hun igen ind for at holde øje med gåsemor, der nu har fået helet sit ben, der ikke mere er hævet og ømt, hullerne under vingerne hvor ræven havde fat er også dækket af rene tynde sår, så der er heller ikke noget der, der skulle gøre at gåsen ikke kommer sig, og konen med de ternede sutsko tænker om ræven mon har klemt hende så hun har skadede ribben, for det kan virkelig gøre ondt meget længe, det ved hun fra en jul hvor hun faldt ned fra stigen da hun pudsede vinduerne i stuen så hun og manden kunne sidde ved deres bord og se ud på de gode høns i haven, konen prøvede at trykke lidt på siderne af gåsen, der ikke reagerede på det overhoved. Gåsemor er ikke bange for konen og manden mere, men har åbenbart forstået at konen med de ternede sutsko og hendes mand ville hende det bedste, og hun vidste fra katten Sigurd, at her på gården var alle dyr velkomne til at spise og få ly, og de der var kommet til skade blev passet af de kærligste hænder Sigurd kendte til, og det kunne selv Cornelius tale med om, for han var jo netop som lille kylling blevet passet i kassen ved komfuret, da hans mor var bukket under for kulden på det kolde staldgulv i kampen for at holde sine vinterkyllinger varme, så han er førstehåndsvidne til konens varme kærlige hænder.
Men uanset hvad de siger og gør, så er gåsemor stadig i dårlig forfatning, og selvom hun får den bedste mikstur, som konen koger på komfuret, ja så hjælper det ikke. Sigurd står ved kassen og spørger gåsemor, om der da ikke er lidt bedring, og den gamle gås ser på ham, men det eneste hun siger er, ”hvad skal det nytte, hvad skal det nytte”, og så lukker hun igen sine runde blå øjne. Hov Hov siger Sigurd til hende, da han nu er ved at miste tålmodigheden, hvad med de unge gæs på den anden side af trægrænsen, hvem skal nu lære dem om de fremmede steder, og hvad med Gustav når han kommer tilbage til foråret, han vil da regne med at du er der, nej nej siger gåsen, Gustav ved jeg ikke er der,,,,,, Jamen siger katten mens den stikker halen i vejret i irritation , hvor skulle han vide det fra, han er jo for længst taget afsted fra trægrænsen på den anden side af skoven, ja ja siger gåsen men han og jeg har taget afsked, så han ved jeg ikke er der, og han vil aldrig se efter mig her, for Gustav kommer ikke til menneskene.
Næhh tænker katten, det gør han vel ikke, mens han tænker på at han ikke kunne overtale de unge gæs til komme med ham til gården, netop fordi Gustav havde sagt det, og at han og Magnus blev uvenner over det. Sigurd går ad flisegangen for at tale med den sorte høne, for han mener jo at de alle må gøre deres indsats for at der an blive glæde på gården, og det er en stor forhindring at den gamle gås ikke kommer sig, han må have Cornelius og Nogen og Magnus med på råd, hvad enten Magnus vil eller ej.
Fortsættelse følger: