Forum > Pressemeddelelser

Er fugle til større gene end kamphunde

(1/9) > >>

Finn Jensen:
Som hønse- og fugleholder så er det en underlig fornemmelse at se på den debat der er omkring kamphunde og de betænkeligheder som politikerne har ved at indføre begrænsninger. Hvis bare der blev taget halvt så meget hensyn til os der holder høns, ænder og fugle, så ville vi være glade. Men (kamp)hundeejere har åbenbart en fortrinsstilling i Danmark i forhold til andre dyreejere, i hvert fald i forhold til fugle- og fjerkræejere

Specielt en meget omtalt hanesag i Roskilde, hvor en enkelt naboklage var årsag til at der næsten blev indført et totalt forbud mod at holde haner i by-zone i Roskilde vækker forundring når man sammenligner med kamphunde. Der var ingen som helst tvivl fra ministre og politikere om at Roskilde kommune kunne indføre et totalt forbud mod hold af haner i Roskilde, hvis byrådet ville. Ud fra en betragtning om at haner kan være generende for naboer. Men der er masser af betænkeligheder og forhindringer når det gælder om at begrænse kamphunde, herunder et forbud mod dem. Her mener flere politikere at der skal tænkes på hundeejernes retssikkerhed. Hvorfor skal fjerkræ- og fugleholdere ikke have de samme rettigheder som hundeejerne?

Der er flere af den slags eksempler, ikke bare fra Roskilde, men også fra mange andre steder. I flere kommuner er det forbudt at holde ænder i by-zone, herunder også i landsbyer. Kommunerne har indført dette ud fra et miljøhensyn under påskud om at ænder larmer. Men det er forkert. Moskusænder er stumme og de fleste prydænder har en meget sagte lyd, som knap kan høres 3 m væk.  Moskusænder har endvidere den gevinst, at de holder dræbersnegle nede, så på den måde er de en miljøgevinst. Det er faktisk sådan at Hans Erik Svart, biolog hos Skov- og Naturstyrelsen anbefaler at holde moskusænder netop for at bekæmpe snegle. Det er derfor både forkert og også ulovligt når kommuner generelt forbyder hold af ænder.

København og Frederiksberg kommune har en regel om at stærkt skrigende fugle ikke må holdes og i tvivlstilfælde er det kommunen der suverænt afgør om en fugl er ”stærkt skrigende” og derfor skal væk. Men når det drejer sig om kamphunde, så kræver det åbenbart et helt særligt udvalg nedsat af justistministeren for at bestemme hvilke hunde der er farlige.  Når det gælder fuglehold, så skal der heller ikke en uvildig instans for at afgøre om et fuglehold er til gene, her er det igen kommunen der afgør det uden indblanding eller klagemulighed. Her skal der ingen ”hundepsykolog” til som der skal ved
kamphunde.

Lejre, Esbjerg og Varde kommune har et forbud mod at høns går frit i ens egen have.  Selvfølgelig skal man holde sine dyr på egen grund, men hvorfor i alverden kan kommunerne kræve at høns skal holdes i hønsegård? Det kan på ingen måde være til gene for nogen at lade høns gå frit i sin egen have, hvis denne er indhegnet og hønsene derfor ikke kan komme udenfor ens egen have. Der er ingen kommuner der har påbudt at hunde ikke må gå løs i ens egen have og derfor skal holdes i hundegård. Tværtimod så synes justitsministeren at det er synd for hunde at de skal holdes i snor. Må vi bede om samme hensyntagen til høns, så kommunerne ikke kan kræve at hønsene ikke må gå frit i ens egen have.

Rigtig mange kommuner har også en regel om at fugle generelt skal holdes i mørke fra solnedgang til 7.00 eller 8.00 om morgenen. Det er et stort dyreetisk problem at nogle fugle kræves indelukket i mørklagte huse i op til 16-17 timer om vinteren, hvor fuglene på grund af kulde har et større behov for foder end i den varme periode. Specielt for tropiske fugle  bevirker det at mange fugle direkte sulter i denne periode, da disse har en noget hurtigere omsætning af føde end andre fugle fra andre kontinenter. Der er heller ingen grund til at at fugle der støjer så lidt, at de kun kan høres få meter væk også er omfattet af mørklægnings kravet. Mange af de ting der er nævnt i reglerne har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Den bekendtgørelse som kommunerne bruger til at pålægge fugleholdere restriktioner er Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, nr 1517 af 14/12/2006 og den udløber til efteråret og skal revideres af miljøministeren.  Vi forventer at der sker en grundlæggende ændring af den bekendtgørelse, så der tages samme hensyn til fjerkræ- og fugleholdere og deres retssikkerhed, som der tages til kamphundeejere. Ovenstående eksempler på (mis)brug af bekendtgørelsen og regler der forhindrer god dyrevelfærd må
ikke kunne forekomme.

Derfor ser vi meget gerne at fjerkræ- og fugleforeninger tages med på råd når de nye regler laves, så vi får et regelsæt som både fugleholdere og deres naboer kan leve med, samt at det tilgodeser fuglenes velfærd på bedst mulige måde.

Justitsministeriet har for nylig afsat midler til oplysning om god etik i forbindelse med hold af fugle. Samtidig er der forhandlinger med det dyreetiske råd om samme emne. Disse seriøse tiltag falder på ingen måde i tråd med mange af de kommunale regler.

Vi ønsker at kommunernes mulighed for generelt at forbyde hold af høns, haner og andre fugle fjernes i den kommende revidering af Bek. nr 1517 af 14/12/2006. Det kan kun være acceptabelt ud fra en konkret vurdering i det helt enkelte tilfælde at forbyde hold af visse dyrearter.

Men denne konkrete vurdering skal også være fulgt op ad en reel klagemulighed for fugleholderen. Det er ikke i overensstemmelse med et retssamfund at der ikke er nogen klageinstans som idag.

Derudover bør det heller ikke være muligt for kommunerne at forlange fuglene indespærret i mørkelagte huse i så mange timer at det ikke er dyreetisk forsvarligt. I stedet bør der være mulighed for at anvende et isoleret hus med dobbelt ruder, hvis støjen i enkelte tilfælde generer.

Vi stiller os meget gerne til disposition for et samarbejde, både med kommunerne og ved revideringen af bekendtgørelsen.

Pressemeddelelse fra Dansk Fjerkræ Forum, Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl samt Landsorganisationen Danske Fugleforeninger.


Finn Jensen
Dansk Fjerkræ Forum
http://fjerkrae.dk

Willy Littau
Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl
http://racefjerkrae.dk/

Bjarne Andersen
Miljøkonsulent, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger
http://www.ldf-net.dk/

Bent Skaarup Pedersen:
Fin artikel, men det nok ikke nemt at blive hørt !

Samtidig har vi en debat kørende i den lokale avis (agurketid ?) fordi kommunen (forgæves ?) prøver at begrænse generne fra rågekolonierne ved at lade den lokale jagtforening regulere et antal unger hvert år ved denne tid.

Og netop rågen er jo både en stærkt skrigende fugl, og i den grad ligeglad med, om klokken er blevet 07.00, før den starter koncerten !

Men en lille gruppe "hobbymennesker" er altså også meget nemmere at holde nede !

med venlig hilsen - Bent Skaarup Pedersen

Kate:
Ja god artikel. Jeg troede et eller andet sted at det er et frit land vi bor i. ???

Wanda:
Finn, Bjarne og Willy

Det er beundringsværdigt så meget I kæmper for denne sag.  Det er vi jo mange fugle/fjerkræ ejere der nyder godt af (forhåbentlig).
Hvor har I postet denne meddelse henne?
Jeg vil da gerne hjælpe med at få den ud, jeg har Jyske Vestkysten som lokalavis her???OG der er også alle de lokale ugeaviser, Haderslev, Kolding, Budstikken (Vojens) Så vidt jeg husker så var der i gamle Christiansfeld kommune også forbud om hanehold, men er ikke sikker på den nye storkommunes holdning. Men jeg syntes egentlig godt at debatten kan komme op i dette område, da der faktisk ikke er ret mange der ved den er der.... man passer jo mest sin egen andedam ;)
Så sig endelig til om jeg på nogen måder kan hjælpe.

Wanda

Stinne:
Virkelig flot arbejde. Saglig og præcis som altid.

Især sammenligningen med kamphunde og deres "leveregler" synes jeg er meget tankevækkende. Tænk at man gerne må have en potentiel fare for omgivelserne, men harmløse fjerkræ er bandlyst pga deres lyd. Den er da ikke helt bullet proff.

Navigering

[0] Emneindeks

[#] Næste side

Skift til fuld version