Forum > Pressemeddelelser

Grotesk sag om hanegal i Roskilde

(1/1)

Finn Jensen:
Sendt til byrådsmedlemmer i Roskilde byråd, og pressenSkal en eneste klagesag virkelig ødelægge muligheden for at holde høns under ordnede forhold i Roskilde kommune??

Dansk Fjerkræ Forum og Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl er dybt foruroliget over at Teknik- og Miljøudvalget i Roskilde har besluttet totalt at forbyde haner i byzone i Roskilde.

Heldigvis bliver denne beslutning taget op i byrådet og forhåbentlig indser politikerne i Roskilde at beslutningen i udvalget er forkert og igen tillader at holde hane i Roskilde.

Dansk Fjerkræ Forum og Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl har fået aktindsigt i den sag som ligger til grund for beslutningen i udvalget.

Hvis det er på så spinkelt et grundlag at haner skal forbydes i Roskilde, så er det helt grotesk og udemokratisk. Det giver anledning til at spørge om politikerne i udvalget overhovedet har læst sagen og sat sig ind i tingene?

Det drejer sig om en eneste person der har klaget over en nabos hønsehold. Vel at mærke et hønsehold, hvor teknisk forvaltning har været på både anmeldte og uanmeldte besøg og kan konstatere at reglerne er overholdt og betragter sagen som afsluttet. Endvidere så kommer klageren gentagne gange med forkerte
oplysninger om naboens hønsehold, oplysninger som teknisk forvaltning i deres dokumentation bekræfter, er forkerte. Klageren kommer også med oplysninger som enhver med bare et lille kendskab til haners natur kan se er åbenlyst forkerte. Eksempelvis så hævder klageren at naboens hane er udenfor efter
mørkets frembrud i november måned og galer. For det første så vil haner ikke være udenfor efter mørkets frembrud, de vil på dette tidspunkt helt naturligt være gået inden døre og ikke gale. Endvidere så er det meget svært at se hvordan dette kunne genere nogen, medmindre at man decideret ønsker at blive
generet. Ejeren af hønseholdet har taget vidtgående hensyn til den klagende nabo og indrettet sig, så hønsene ikke går op ad den klagende nabos have, overholdt påbud og samarbejdet med teknisk forvaltning, men intet har hjulpet.  

Det sætter tingene yderligere i relief, at andre naboer ikke har noget problem med hønseholdet, de er endda villige til at passe hønsene og lukke dem ind når ejeren er på ferie.

Der er helt åbenlyst tale om at den klagende nabo har set sig gal på ejeren af hønseholdet og med alle midler vil prøve at genere denne og udelukkende bruger haneholdet som påskud i denne nabostrid.

Det kan på ingen måde være rimeligt overfor de mange i Roskilde kommune der holder høns under ordnede forhold i fred og fordragelighed med deres naboer, at politikerne i Roskilde byråd bliver brugt som skakbrikker i en nabostrid. Skal en eneste urimelig klagesag virkelig ødelægge mulighederne for at holde
haner i Roskilde.

I stedet bør politikerne i Roskilde besinde sig, kigge på den sag som ligger grund for alt dette og lave Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om. Politikerne i Roskilde byråd bør være deres ansvar bevidst overfor de mange mennesker i Roskilde som ønsker at holde og avle høns under ordnede forhold og igen tillade haner i Roskilde kommune. Alt andet vil være udemokratisk.

Det er en menneskeret at holde fjerkræ under ordnede forhold.

Med venlig hilsen

Willy Littau
Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl
http://www.racefjerkrae.dk/

Finn Jensen
Dansk Fjerkræ Forum
http://fjerkrae.dk

Navigering

[0] Emneindeks

Skift til fuld version