Forum > Hyggesnak
Hans-Kurts julefortælling 2020
Hans-Kurt:
Her skal i præsenteres for Brunhilde, hun har i måneder dagligt forsøgt at komme i kontakt med Fodermesteren. Dels ved at springe op på sålbænken ved køkkenet og også sneget sig ind i køkkenet, når døren stod åben. Hun følte sig ikke helt velkommen, heller ikke den dag hun sneg sig op af trappen til stuerne. Fodermesteren kom altid og gennede hende ud igen.
Men han var dog så flink, at servere havregryn eller madrester for hende – udendørs altså
Brunhilde er også anderledes end de andre, hun er brun med grå aftegninger i halefjer og brune prikker rund på manken ved hovedet.
Når Fodermesteren tager hende op protestere hun, men kun lidt
Hans-Kurt:
6. december 2020
Nu var det væk, mærkeligt hvad det kunne være, måske kan det undersøges i morgen. Brunhilde puttede hoved under vingen og sov hurtigt derefter.
Næste dag fortsatte hun med at undersøge muligheden for at komme ud af hønsegården, men der var altså ikke nogen smutvej. Mens hun således går rundt og leder ser hun pludselig en af de store hvide høner tage et afsæt fra opgangsbroen fra selve hønsegården og til indgangshullet til hønsehuset, og flyve direkte mod hegnets top og vups lander hun, på den anden side af hegnet – altså udenfor.
Der er løsningen tænker Brunhilde. Men opgangsbroen er ikke sådan at indtage, den benyttes jo af alle, der skal ud og ind af hønsehuset og med 12 æglæggende høner, er det som Holbæk motorvejen i morgenmyldretiden og måske er hun ikke den eneste der har fået samme gode ide.
Der går flere timer, før Brunhilde kan foretage sig første forsøg – og da har andre 5 hvide høner allerede forladt hønsegården over hegnet. Men da det bliver hendes tur, går det ikke helt som hun kunne ønske, hun rammer i første omgang det nye opsatte kyllingehegn, som Fodermesteren mente kunne holde alle inde.
Så hun endte igen i hønsegården. Men på med vanten – vi prøver igen. I 3 forsøg lykkedes det og stor var glæden over atter at være i frihedens rum. Brunhilde skyndte sig rundt om hjørnet og over gårdspladsen og hen til brobelægningen foran døren ind til køkkenet – denne skønne plads, der hele sommeren og ind i efteråret daglig bød på mange godbidder fra forrige aftens aftensmad, tilberedt i fodermesterens køkken.
Men nu – tom – tom som en skål der var blevet ryddet af hønsene når den blev placeret i hønsehuset. Ja ja, så kendte Brunhilde et andet sted, hvor hun viste der kunne falde lidt mundgodt af. Hun fortsatte rundt om køkkenafdelingen forbi lindetræet hvor Knold viste sine gymnastiske evner for måneder siden, men ikke glemt.
Hen langs muren via bedet med Georginer – her fik hun et par store fede orm, som var på vej fra et hul til et andet. Og så hen til den lille betonplads foran køkkendøren – døren med vinduer helt ned til jorden – øv, osse tomt, underligt der plejer da at være bare lidt at spise. Men Brunhilde kendte endnu en måde at skaffe lidt mundgodt – vinduet ind til køkkenet. Hun havde ofte set Knold benytte sig af den taktik. Han springer op på vinduesgesimsen og kikker udfordrende ind i køkkenet, hvor Fodermesteren jævnligt tilbringer tid ved køkkenbordet indtagende sin føde. Knold kender næsten tiderne og sørger derfor for at komme når han ved sandsynligheden for at komme ind og få mad og en lille tår mælk, er størst.
Nu ville Brunhilde forsøge samme metode og håbe på sammen gode udbytte – vips springer hun op på gesimsen og kikker ind. Hun kender godt køkkenet både fra gårdsiden og fra havesiden, dels fra – som før fortalt – sine ture ind når døren stod åben eller gennem vinduerne i døren.
Hvilket hel, der sidder Fodermesteren ved bordet ved vinduet mod haven. Endelig kan hun forvente lidt godbidder. Men ak nej, Fodermesteren opfører sig ikke som han plejer, af hans ansigtsudtryk kan man se, at han ikke er særlig glad for at se hende og nu åbner han døren og taler til Brunhilde. ”For pokker da, du må ikke gå udenfor hønsegården. Hvordan er du dog kommet ud ??.
Så længe der er fugleinfluenza er der udgangsforbud. Jeg er klar over du ikke er særlig glad for indespærringen, men sådan er det lige nu. Jeg skal også overholde visse regler – mundbind ved indkøb i butikker”. osv
Nu måtte Fodermesteren sluge det sidste kaffe og ud og se hvordan hønsene, for nu så han 2 hvide høner længere nede på plænen spise græs, kommer ud. Han er lidt træt af at dyrene ikke kan overholde de ting der gældende for dem.
De 5 køer og kalve der er tilbage efter slagtningen af 3 tyrekalve blev for nogen tid siden taget i, at være rømmet fra folden. De gik stille og roligt og græssede på et dejligt stykke græsmark med højt græs ved offentlig vej ind mod byen. Det var ikke godt, og de kom da også tilbage på egen fold, men til stor ærgrelse for Fodermesteren.
Men han KAN ikke finde huller i hønsehegnet, så – ja så ved man jo hvad der er galt. De nuværende høns er meget mere atletiske end de gumpetunge han havde før rævebesøget. Så man må ty til et gammelt huskeråd, når høns flyver over hegnet. Da det blev mørkt indfangede han de undslupne høns – en af gangen – og bar dem ind via laden til hønsehuset og greb en saks og klippede svingfjer af, på den ene vinge, sådan nu har jeg Jer tænkte Han.
7 høner deriblandt Brunhilde måtte gennemgå klipningen. Men hjalp det ?. Nej
Næste dag skulle det vise sig, at 2 hvide høner OG Brunhilde atter kom ud. Ved aftenfangningen viste det sig at også de to hvide høns HAVDE FÅET KLIPPET DEN ENE VINGE ??? På den igen……….
Hans-Kurt:
7. december 2020
Dagen begyndte som så mange andre i Brunhildes korte liv. Hun vågnede tidligt, det havde hun næsten altid gjort. Det var faktisk nødvendigt, for hun skulle hver dag være beredt på at blive hakket på og jaget – også på sovepinden. Der var ellers god plads – masser af pinde, men pladsen blev selvfølgelig mindre efter hånden som den nye hønseflok voksede til. Alle blev større og krævede mere plads.
Hun hoppede som den første ned fra pinden og gik i gang med at spise lidt korn, i dag var der stadig korn fra aftenfodringen i går, så hun fik hurtigt fyldt maven. Så lidt vand og hun var klar tildagens udfordringer. Nu vågnede de andre, eller retter de begyndte at komme ned og spise og så fløj hun op på pinden igen, men hov, hun kunne IKKE flyve direkte, hun nærmest vældede ud til højre fra hvor hun stod – nå ja vingen havde jo ikke længer fjerene i orden, der manglede de yderste 10 cm på flere af vingens svingfjer.
Nu måtte hun til at finde en ny måde at undgå hak på. Hun skulle – så snart der ikke var andre på stigen fragulvet og op til pindene var fri – skynde sig at hoppe fra trin til trin. Det gik, nu kunne hun sidde i fred. Da så hun ud af vinduet – hvad var det, nu var der igen noget hun ikke kendte der rørte sig – hun koncentrerede sig om hvad det kunne være – hvad nu havde hun aldrig set noget lignende en mini mini fodermester med grøn trøje og en lille rød spids hue, var det virkelig rigtigt – men den lille person havde nu ikke alle Fodermesterens træk – maven – feks – var ikke så stor og …..nu forsvandt den lille fyr bag ved et af de store træer på skrænten.
Brunhilde stirrede på træet for at være sikker på at se den lille fyr når han kom frem igen, men så kom hun tilbage til hønsehuset ved at en af de hvide høner var kommet op af stigen uden hun havde set det og nu fik hun et hak i hoved – av for …..
Hun sprang omgående ned fra pinden og måtte opgive at følge seneriet udenfor hønsehuset. Nu var lågen åben og hun smuttede hurtigt ud, men i gården og hen til det træ hun havde se den lille fyr smutte om bag. Nu stirrede hun igen meget koncentreret på området med træet, men der skete ikke mere og efter nogen tid opgav hun.
Nu tog hun så en meget afgørende handling, hun forsøgte men megen omhu at komme over hegnet, det var meget vanskeligt og mislykkedes flere gange – det er svært når man er påført et handicap på sin førlighed – de manglende svingfjer gav hende virkelig problemer, men hvor der er en vilje er der så bekendt en vej og ENDELIG lykkedes det hende at komme over hegnet.
Det føltes virkelig dejligt befriende af være på den side af hegnet og nu besluttede hun sig for, at hun IKKE vil vende tilbage til hønsehuset og hønsegården, hun måtte kunne få en anden tilværelse en de daglige hakken og revselse hun var i nu.
Hun satte straks næbet i retning af gårdspladsen med den hensigt at afsøge de kendte steder for godbidder, men da hun var halvvejs over gårdspladsen stoppede hun op og begyndte at tænke på hvad der var sket de sidste par dage – havde hun fået godbidder – nej – var hun velkommen ved vinduerne eller for den sag ved Fodermesterens køkken – også dette måtte hun besvare med et NEJ. Hvad så – hvad kunne hun så gøre ??.
Hun vendte om og gik ikke tilbage til hønsegården, nej hun drejede til højre forbi glashuset – og hvad var du det – døren stod åben, ikke meget men – det måtte undersøges. Hun gik resolut over til døren – den var god nok døren var åben, det var for fristende hun måtte der ind og som tænkt så gjort – vups var hun der inde.
Det var godt nok en anden verden end den hun kendte. Nu forsøgte hun at huske hvad det var Fru Larsen havde fortalt omkring hvad der var i dette glas hus.
Lige inden for døren var en afsats med tre trind ned til selve bunden i huset og da hun forsigtigt gik ned af trinene kunne hun ikke undgå af røre ved en plante som stod ved trappen og havde lagt sine grene ind over trappen – og hvad var nu det –
Hun snusede forsigtigt til planten og sikke en ny og dejlig lugt hun fik i næsen, ah var det mon det Fru Larsen havde fortalt at Storken havde mødt i landet langt mod syd. Uanset hvad så duftede det dejligt og nu hun kikke bedre efter så hun små lyseblå ja næsten himmelblå blomster – hun smagte på en af dem – uh hvor var det en ny og stærk smag. Ikke dårligt, men nok ikke noget man skulle fylde sig med.
Hun fortsatte ned af det sidste trin. Gik lidt vider af den stenbelagte sti. På højre side var en mur bare lidt højre end hun var, derefter var der glasvægge. På den anden side var der – ja hvad var det mon – hun fortsatte op til enden af huset og gik forsigtigt på den murstenbelagte siddeplads – for enden af denne siddeplads såhun noget – ja hvad var det – hun gik nærmere – åh det var en mini sø – hun gik nærmere og – hvad var det – på et blad der ligger i vandet sider en lille – ja hvad var det…………..
Hans-Kurt:
8. december 2020
Hej hvem er du sagde Brunhilde – Hej jeg er Drivhusets frø -svarede den lille grønne fyr med et stort smil om munden – Frø ?, dig har jeg da aldrig mødt før, ”nej det har du ikke, for jeg bor her i glashuset og det har jeg gjort i – ja det bliver vel 3 år nu – og jeg er meget tilfreds med min bolig og her er nok at spise – så jeg forlader ikke stedet, selvom jeg godt har set døren stå åben og ikke, at jeg har været friste af at gå ud, det har jeg, men hver gang har jeg undladt det.
Især om foråret har jeg været friste, for man kan godt være ensom, når man er den eneste frø her i huset og om foråret drømmer man jo om en lille kone. Jeg har forsøgt at synge i timevis her i vandet for at lokke en til, men det er ikke lykkedes endnu.
Nå pyt, ”vil du ikke med i vandet” spurgte frøen og sprang i med et stort plask. Brunhilde trådte nogle skridt tilbage og afviste forslaget - vandbad – najj det kendte hun ikke noget til, skulle hun vaskes blev det på hønsemaner, det vil sige hun stillede sig ud i en regnbyge – det var vand nok for hende. Jamen vil du da ikke med ned til bunden og hilse på min venner der nede – Venner på bunden af vandet – nej nu havde Brunhilde aldrig hørt magen – det var virkelig en underlig verden hun her var kommet ind i, da hun gik ind i glashuset.
Hun så frøen dykkede og hun gik tætter på bassinet og kikkede ned i vandet og så – ud over frøen flere slanke dyr svømme frøen i møde – hun kunne se, at frøen pegede op på hende og så kom alle op til overfladen. ”Hej” sagde de – og det var guldfiskene som havde denne mini dam som hjem.
Brunhilde hilste igen og kikkede måbende på disse flotte små fisk. En var helt rød, en anden orange og atter andre helt lyse med orange plettet. De kom helt hen til kanten hvor hun stod og de kikkede ligeledes nysgerrige på hende, de havde nemlig heller aldrig set en skabning som hende før. Nu slog det hende – der var røde fisk, måske de kendte noget til den lille grønne fyr med den røde hue.
Hun spurgte om de kendte noget til den lille fyr – nej, det sagde dem ikke noget, de havde godt nok set en stor udgave af det hun fortalt, men det havde de fundet ud af var Fodermesteren, sidste år – 1. søndag i advent var han kommet ind for at fodre dem og der var hans påklædning absolut ikke som den plejede. Fiskene havde kikket noget, da de så ham mere rund en han plejede at være og at han bar en rød hue, ja det plejede han ikke at have.
Men andre kendte de ikke til, med den påklædning.
Brunhilde vendte sig nu rundt og begav sig ind i beplantningen der fyldte langt det meste af glashuset. Hun hørte en plasken fra vandhullet og så den lille grønne frø komme hen mod hende. ”Skal jeg ikke vise dig rundt ? jeg kender jo alt som min egen bukselomme” sagde frøen ”jov tak, det må du da gerne – jeg er faktisk lidt sulten, så vist….” sagde Brunhilde.
Lad mig nu se – sagde frøen, først skal jeg vel præsentere mig – jeg er Carl – det er i hvert fald det Fodermesteren kalder mig og det er da ok. Og jeg har boet her længe, nu skal jeg vise dig rundt. Mad ? ja det kommer jo an på hvad du spiser – men hvad med Husfred det er den grønne bunddækkende plante du ser lige her ved siden af dig. Brunhilde smagte på Husfreden – den smager da godt sagde hun og guffede i sig. Carl snuppede lige et par bænkebider der søgte skjul da de blev forstyrret af Brunhildes spisen.
Her, se det er Oliventræer, og det der er en appelsin og det en grapefrugt – Brunhilde kikkede interesseret på træerne, sådanne nogle havde hun aldrig set før.
Den der – det er en palme – ah ha – den mente hun hun havde set før. Ved indgangen til den nyanlagte have ved siden af hønsegården stod en magen til, bare MEGET mindre og der var også en omme ved køkkenvinduet mod haven. Den var bare gemt under Georginerne, som var vokset den over hoved.
Brunhilde spurgte Carl om hvor fra han dog viste alt det og så nøje kende de enkelte planter fra hinanden. Forklaringen er, at når Fodermesteren får lokket en eller anden med ind i huset, så bruger han megen tid på at fortælle den besøgende helt ned i den mindste detalje, om hvilke træer og planter der er i glashuset – og det har jeg Carl hørt på igen og igen.
Det med at du har set en palme ude i haven – frit udplantet, skal nok passe, for den palme der gror her i glashuset er af en art der kan tåle ned til -5 C frost og skulle den sætte bananer så er de uspiselige – i hvert fald for mennesker.
For resten har jeg noget du skal smage sagde Carl – se her – han hoppede hen til et sted hvor der lå mange blade på jorden og viftede bladene væk, til syne kom en stor overmoden figen – den skal du smage – prøv. Brunhilde smagte – uhm den er god syntes hun.
Så hørte de begge lyden af et par træsko mod brosten, komme nærmere og nærmere. Det er Fodermesteren blev de hurtigt enige om, Så er jeg skredet sagde Brunhilde, Tak for omvisningen – jeg kommer gerne igen, men nu løber jeg.
Hun sprang op på stensætningen ved døren og skulle lige til at……………..
Hans-Kurt:
9. december 2020
Der lige midt i døråbningen sad Knold og tronede. Hvad nu, Brunhilde viste, at hun skulle handle hurtigt – men Knold, hvordan skulle hun komme forbi ham ? Hun tog mod til sig og gik lige på ham, hakkede ud efter ham og hvad skete – Knold blev åbenbart så overrasket over angrebet, at gjorde et hop til siden – og forbi smuttede Brunhilde – løb alt hvad tøj og remmer kunne holde til ned langs stengærdet med de mange georginer, ind til venstre ved det store beton rør der indeholder gårdens vandforsyning. Hun stoppede faktisk først da hun var skjult under buskene der står langs åén.
Hun var både forpustet og stolt, stolt fordi hun havde givet Knold en lærestreg – fremover viste hun, at hun ikke skulle være bange for at gå imod ham, når hun syntes han kom for tæt på.
Men nu var hun så kommet ned til ´åen hvor hun jo normalt ikke kom. Det var lidt skræmmende at være der, for hun kendte jo ikke til, hvor man kunne komme i skjul eller hvor og hvilken vej hun kunne flygte, hvis hun mødte ubehageligheder. Hun begyndte derfor at undersøge området, gik langs åen og spiste lidt af de frø og urter hun mødte på sin vej. Efter nogen til slog åen et knæk og hun fulgte den vider frem. I knækket lå der store sten ude i de strømmende masser og det gav en beroligende kluggen og små vandsprøjt ind på bredden – en ny oplevelse, som hun ikke havde kendt til før.
Skovområdet hun gik i, er nok ikke særlig stor, for et menneske kunne overskue den største del af området, næsten uden at bevæge sig. Men om sommeren – når alt var grønt – var det ikke muligt, men nu – i december var der udsyn til alle sider og man kunne se de grønne marker der lå udenfor trægrænsen. Området havde ligget hen uberørt i årtier, så der var både nye små træer og gamle der var faldet om af alderdom og som nu var ved at vende tilbage til naturen, som man sige.
Disse træer i forrådnelse var grobund for et utal af insekter, kryb og svampe, man kan godt betegne det som et meget velassorteret køleskab, men noget spiseligt af en hver art – for dyr naturligvis. Og dog, det skete, at der kom svampe, som mennesker godt kan spise. Fodermesteren havde i hvert fald et godt øje, til hvad der groede på træstammerne. Især det gamle piletræ, som resterne af, vældede for snart 16 år siden, det var nu næsten helt opløst og han kunne se, at dyrene var meget ivrige med at rode i resterne og derved sørge for at udslette sporene af træet.
Nu, som Brunhilde gik der i sine egne tanker, kom hun tætter og tætter på et gammelt, kæmpe piletræ, der stadig stod mægtig og flot – hun havde fejlagtig troet det var en eg – og her skulle hun tilbringe mange dage – og nætter – fremover, det viste hun bare ikke.
Da hun nærmede sig Hængepilen – for det var et imponerende nok 80 år gammelt hængepiletræ der stod foran hende– så hun, ved dets fod en stor klynge smukke svampe – grå og med en bred vifte af lameller – og lige under dem var der et hul ind under en af trærødderne, som stak op af jorden – i åbningen ind til hulrummet under roden stod Fru Halsbåndmus – hun kikkede nysgerrigt på den fremmede og hilste. Brunhilde stoppede op og hilste igen. ”Velkommen” sagde Musse, for det hed hun ”velkommen” til denne del af skoven, du er da ny her – ikke ”. Det kunne Brunhilde bekræfte. Her bor vi altså, sagde Musse, vi fandt stedet for nogle uger siden og det er det helt rigtige sted for os her i vinter. Som du ser giver svampen en god afskærmning for regnen og så er vi så heldig, at de tidligere beboere har efterladt en mægtig bunke nødder der inde og vi har da også selv samlet mange den sidste tid, så vi har mad nok til hele vinteren. Musse bød Brunhilde ind – men – og det kunne hun også godt se, ikke kunne lade sig gøre, Brunhilde er alt for stor til at komme gennem et lille musehul.
Men du kan da godt kikke ind – foreslog Musse – Brunhilde lagde sig ned foran hullet og stak hovedet ind – resultatet – hun kunne ingen ting se, for hendes fjerdragt lukkede helt og fuldstændigt for lyset. Hun trak hovedet ud igen og rettede sig op – så kom Musse ud – smågrinende. Ja sådan er det så, når man er for stor sagde hun smilende til Brunhilde, men noget gjorde dit forsøg da, for du vækkede mine unger og ud kom først en, så en til og atter en og igen en – det blev til 8 i alt, små nuttede mussebørn. De kikkede lidt på den nyankomne og smuttede så ind igen. I deres alder skal man nemlig være MEGET påpasseligt med af gå rundt i skoven, havde deres mor lært dem, for der er mange lurende fare især for musse børn.
Brunhilde skulle lige til at sige noget, da hun og Musse blev forstyrret af en raslen i skovbunden, af – ja det lød som om der komme et kompagni soldater marcherende.
Og ud af et hul i bøgehæggen, som adskiller skovområdet fra græsplænen og som Hængepilen står for enden af – kom en fasan og så en til og en til og en til – det blev ved i en uendelighed – da den sidste fasan var kommen gennem hæggen stod der siger og skriver 10 haner og 10 høner – du milde himmel, hvor kom dog alle disse fasaner fra ??
Brunhilde var fuldstændig målløs – aldrig havde hun set så mange fasaner på en gang.
Fasanerne virkede meget skræmte og kikkede i det uendelige fra side til side og op og ned, som om de var forfulgt af nogen. ”Hvad sker der dog – siden I er så bange” spurgte Brunhilde den fasan der stod nærmest hende. ”Åh ja, eller nej eller hvad skal jeg sige” svarede fasanen, ser du vi er fuldstændig rundt på gulvet – for …..og nu lød der et vældigt brag fra et jagtgevær – lige i nærheden – alle fasaner for til alle sider og ………………
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side
[*] Forrige side