Forum > Hyggesnak
Hans-Kurts julefortælling 2020
Hans-Kurt:
10. december 2020
Der lød atter et skud og forvirringen var total. Alle havde rædslen stående i hovedet – men så blev der ro. Efter adskillige minutter var det som om fasanerne og for den sags skyld også Brunhilde kom til sig selv. Der var heldigvis ikke sket noget – med nogen. Og fasanerne samledes igen. Nu tog Brunhilde mod til sig og gik hen til en af de største fasanhaner og spurgte til hvad der dog skete og hvorfor de var så mange.
Fasanhanen var ikke uvillig til at snakke, han havde som de andre fasaner brug for at fortælle om det forfærdelige de havde oplevet. De skud der havde lyt, var en næsten daglig oplevelse de havde – hver dag efter de var vokset til, fortalte han. De var vokset op i fangenskab på en gård ikke så langt fra, hvor vi er nu. Det havde så men ikke været den værste barndom de havde haft – der var altid varme og mad nok, kun var det meget uroligt omkring dem, for der var fasankyllinger alle vejene. Det havde været helt umuligt at få bare lidt ro omkring sig, kun i de mørkeste timer om natten, var der ro, men det hjalp jo ingen vejene, for da kunne man ikke foretage sig noget – ud over at sove.
Så en dag blev vi sat ud i en skov nogle kilometer her fra og hvilken lettelse, nu kunne vi endelig gå frit og få lidt ro på tilværelsen og dog. For ikke så snart vi var sat fri, før der begyndte andre problemer at dukke op. I de første dage blev flere af os taget af rovfugle – noget vi ikke havde kendskab til, ingen havde lært os at være bange for noget som helst. Havde vi nu haft en mor, ville hun kunne have fortalt os om alle de farer vi skulle tage os i agt for, men hun manglede i vores barndom.
Vi var blevet tildelt en barnepige – hvis man kan kalde den hanekylling det – som til en hvis grad lærte os om livet som hønsefugl, men han – de – for der var flere hanekyllinger i flokken – var jo selv et barn og havde ikke et voksent dyrs viden og erfaring.
Og så her for nogen tid siden, begyndte mennesker at forfølge os – alle dagens lyse timer – og hver dag blev vi færre og færre – vi flygtede det bedste vi kendte og nu er vi altså endt her i denne lille skov og med den store have. Her er der ikke nogen der jager os, her bliver vi ikke skudt på. Men lige op til skovbrynet går der jævnligt mænd med jagtgevær og efterstræber os. Hvad med dig – spurgte Fasanen – Brunhilde hvor er dine artsfælder, ?for du er vel en del af en flok. Det var hun så ikke, hvilket undrede ham. Jamen hvad laver du så her ? du må da være den del af en flok – mente fasanen. Rigtig -det er jeg også, men jeg føler mig ikke rigtig som en del af den flok jeg er født ind i, jeg bliver hele tiden hakket efter og jaget væk fra maden.
Åh, ja så sagde fasanen. Han kikkede sig rundt og så, at der atter var faldet ro over hans flok, for han havde påtaget sig ansvaret for de andre fasaner. Jeg heder for resten Frederik – sagde han til Brunhilde – Brunhilde sagde hun.
Frederik bød Brunhilde med på en tur ind i bøgeskoven, for nu var han blevet sulten – det samme var Brunhilde. De vinkede til Musse og gik igen gennem bøgehækken og ind i bøgeskoven, som består af 20 store flotte bøgetræer. Her er der mad til fasaner og andre der kan spise bøgens frugter – bog. Og nu kunne man så nyde synet af alle fasanerne og Brunhilde spise af hjertets lyst. Brunhilde skrabede i skovbunden hvilket undrede fasanerne, for det ligger ikke i deres natur at skrabe – men de kunne godt se fordelen ved det, da der dukkede flere krible krabler frem, som hurtigt forsvandt i Brunhildes mave.
Da alle var mætte og havde fyldt krogen med bog som skulle fordøjes de næste par timer. Det var ved at mørkne, så det var tid til at finde et sted at sove den nat. Brunhilde var meget i tvivl, om hvad hun skulle – skulle hun alligevel gå hjem og sove i hønsehuset eller skulle hun finde et sted her i skoven, sammen med sine nye venner, det var et meget svært valg, hun havde jo hele dit liv sovet i hønsehuset – så trods problemer med de andre høns, så var det jo det eneste hun kendte til. Nu stod hun overfor et af sit livs store spørgsmål, hvor skulle hun - måske - sove resten af livet ??.
Hun var meget fristen af at gå med fasanerne, for de hakkede ikke på hende – de var kun venlige – så hun valgte at gå med dem, lod sig altså friste.
Frederik ledte flokken ud af området med bøgetræerne og hen til et område med gamle rødgrantræer og blommetræer. Grantræer er mægtig gode til at sove i – fortalte han, grangrene er gode til at bære en vis vægt af fasaner uden at knække og så hænger selve de små grangrene ned som en form for mur og giver læ for vinden.
Nu begyndte alle fasanerne at flyve op i grantræerne, det gav nogen larm, for selv om fasaner er venlige individer, så er visse sovepladser bedre end andre og det giver nogen skubben og roden rundt på de enkelte grene. Også larm fra enkelte fasaner med deres gokken.
Det kender Fodermesteren alt til, for han havde ofte hørt til fasanerne når de søger ly for natten. Selv om natte kunne det ske, at der kom høje lyde fra deres natlogi.
Nu fløj Brunhilde også op i granen for at finde en god plads. Det var ikke helt let, for hun manglede jo fjer på den ene vinge. Fodermesteren havde dog misforstået det med klipning af hønsevinger, han skulle have klippet de yderste svingfjer og ikke dem længer inde på vingen, men nu kom det Brunhilde til gode, for hun kom nogenlunde let op til en god plads. Frederik havde faktisk reserveret en ved hans side. Det er helt dejligt at have dig i flokken – sagde han til hende.
Når man er vokset op med nogen af din slags – ja så føler man sig tryk. Vi har mistet vores gode ven for noget siden, han kom ikke tids nok over vejen ude ved tankstationen, den dag hvor vi flygtede fra den skov vi var sat ud i.
Her hvor vi er nu, mødte vi en ældre fasan, som havde boet her i skoven og den tilliggende have i over et år. Han kunne fortælle, at han også var flygtet fra skyderiet og fundet denne have, som han havde fundet ud af, der IKKE bliver skudt. Han havde fundet en god måde af tikke føde på, og at ham der bor i det store hus for enden af haven, ikke er så slem endda, for han havde fundet ud af, hvordan han kunne lokke godbidder ud af Fodermesteren. Han gik op til huset og kikkede ind i køkkenet og det udløste mad. Det havde han benytte sig af i flere uger – indtil han her i foråret forelskede sig i en dejlig fasanhøne og fulgte hende - og nogle af hendes veninder - ud af skoven over marken og op til et hegn, der går langs hovedvejen. En dag gik det galt, i sine følelsers vold gik han direkte ud foran en bil og endte sit liv.
Fodermesteren savnede ham længe, men slog sig til tås md, at sådan er det med forelskede fasaner – smil.
Nu tilbage til granerne. Alle var kommet på plads og begyndte nat ritualerne – dvs rense fjerdragten og få smurt gumpefedt ud over dragten, så den kan modstå regnbyger.
Brunhilde puttede hoved ind under vingen og faldt i søvn, godt træt efter en dag med mange nye indtryk. Pludseligt – da det var blevet helt mørkt – og hun havde sovet nogle timer – blev hun vækket ved et rædselslagende højt skrig – hendes blod frøs til is – hvad var dog det ?..........
Hans-Kurt:
Her ser du Fasanen som i foråret tog kontakt med Fodermesteren for at få lidt mundgodt. Han mistede livet i en rus af forelskelse i nogle fasandamer han havde opvartet i måneder og som ledte ham op til den store landevej, hvor et bildæk blev hans skæbne :O( ''
De snavsede ruder nederst på døren er Knolds måde at komme enten ind eller ud af døren, ved at krasse på ruden ;O)
Hans-Kurt:
11. december 2020
Brunhilde forsøgte at kikke rund for at se, hvorfra lyden kom. Månen var stået op, så det var muligt at se lidt – hun var rædselsslagende og forventede at alle de andre hun sov sammen med, ville være det samme, men det var ikke tilfældet – underligt.
Hun puffede forsigtigt til Frederik, som hun sov ved siden af. Han vågnede ikke ved det første puf, så hun prøvede igen. Nu trak han hovedet ud fra vingen og kikkede forvirret på Brunhilde. ”Hvad er der” spurgte han søvndrukkent – ”Lyden – denne skrækkelige skrigen, hvad er det”.
Nu kom lyden igen, Brunhilde for atter sammen, Frederik så på hende og sagde beroligende – den lyd skal man ikke være bange for, det er Hr Ugle der er gået i aktion. Han er ikke farlig, for sådan nogle som os -sagde Frederik, faktisk er han blevet en god ven af min flok og jeg bruger ham ofte til at løse spørgsmål jeg har, til det der sker omkring os. Han er meget vidende, meget klog og særdeles venlig.
Han har levet her i flere år, kender hvert træ, hver en busk i hele skoven og haven og holder øje med alt hvad der sker. Normalt er han nataktiv og sover om dagen, men han sover ikke mere, end at han åbner øjnene hver gang der sket et eller andet omkring ham. Vi bliver ofte advaret om farer han ser før os. Han sidder jo i et af bøgetræerne hele dagen og har – især på denne årstid – et rigtigt godt udsyn over vores område. Hans kone er også venlig, men mere reserveret, hun deltager ikke rigtig i samtalerne med os, siger Frederik. Hun er vist meget udaset efter to hold unger her i sommers. Det første hold kom allerede i februar, men forsvandt pludseligt en dag, hvor hun – mod sædvane – havde forladt redekassen. Det blev aldrig opklaret hvad der egentlig skete, men en mistanke om, at det var Musvågen der havde været på spil, gik der rygter om. Musvågen er nok den farligste beboer i det her område, da den har slået sig ned i et af de store træer i den østlige del af skoven. Det har bl a gjort, at den rågekoloni, der i flere år havde etableret sig med adskillige reder, er opgivet, det var simpelthen for farligt at bo der.
Nu – i december – har Musvågen dog forladt sin rede og skoven og kommer ikke på besøg, heldigvis sagde Frederik, for selv en fasan kan blive taget af ham, er man lidt svag – og det er der flere af mine fasanhøner der er, efter den omtumlede tilværelse vi har være igennem. Det er Uglen der har fortalt mig det – derfor er han så vigtig for os. Brunhilde faldt langsomt til ro, efter Frederik havde fortalt hende om uglen og at lyden altså ikke varslede noget farligt.
Nu hun tænker sig om, kan hun godt huske, hun har hørt lyden før, dengang hun sov i hønsehuset. Det var bare en meget svagere lyd dengang.
Hun skuttede sig, dels pga oplevelsen og dels fordi der var en svag vind der indimellem kom ind imellem grangrenene – hun var ikke vant til, at det kunne blæse på hende om natten. I hønsehuset var der altid lunt og rart – hele natten, det kom hun til at tænke på, nu hvor hun skulle tilbringe natten i et grantræ.
Brunhilde fandt ro igen og sov atter. Hun vågnede ved at hun kunne fornemme at der bredte sig en vis uro blandt dem hun sov med. Lyset var også ved at vende tilbage. Hun kikkede rund – der var nu alligevel meget mere ro nu, end i hønsehuset, det nød hun. Så hoppede den første fasan ned fra træet og snart fulgte de andre også Brunhilde. Hun og de andre blev ført ind i bøgeskoven for at indtage morgenmad. Frederike kom hen til hende og spurgte til, hvad hun normalt spiste om morgenen.
Hun fortalte, at det mest var korn og når det passede Fodermesteren majs. Den kost kendt Frederik godt. For det var også det de blev fodre med i det fangenskab de kom fra. Det var også det han og hans mange venner havde fundet på markerne de havde passeret under deres flugt. I det her område var der ikke kornmarker med spildkort, men en frøgræsmark stødte op til den sydlige del af området. Det er det man kalder en monokultur, der ikke giver noget særligt set i spisehenseende. Derimod – fortalte Frederik – at i dag skulle de en tur nord på, til området med æbletræer. Det var et meget yndet sted for områdets dyr.
Men desværre var æblehøsten ikke stor i år, så det var svært af blive mæt – men rundt om frugthaven var der – især på den nordligeste del – masser af tjørn, fyldt med bær.
Området kendte Brunhilde ganske godt, for det var også et område hønseflokken kom meget i – så hun fulgte glad med. Turen der hen, gik over den store græsplæne ved stuehuset og i den kunne man også finde føde, græsplænen blev slået jævnligt hele sommeren, men aldrig sprøjtet for ukrudt, så den var et sted hvor mange små planter kunne finde en plads og leve og sætte frø, alt sammen til glæde for fuglelivet i haven. Nu gik fasanflokken og Brunhilde også og spiste på plænen.
Oppe i køkkenet var Fodermesteren i gang med morgenmaden og var i december flyttet over til bordet ved vinduet ud mod haven. Det gjorde han, fordi han havde fuglefoderbrætter og fedtkugler hængt om i træerne på den side af huset. Nu sad han så og kikkede ud og nød mejserne og især spætmejsernes kamp om fodret – det undrede han meget, at de ikke kan enes om at spise i fordragelighed – men sådan havde det altid været. Nu tog han en ekstra kop kaffe og kikkede ud – og der helt nede i enden af haven så han fasanflokken komme frem og hvad var nu det – der kom Brunhilde, den lille labant.
Så var hun altså ikke taget af ræven, det havde han ellers troet var tilfældet, da han ikke havde set hende siden forleden. Selv om hun ikke må gå frit, varmede det hans hjerte, at se hende igen. Men hvad nu, for det er et farligt projekt hun nu deltog i. Et liv i den fri natur uden et skærmende hus om natten kan meget nemt ende galt. Men måske hun nu vender tilbage til hønsegården og det trygge hønsehus ……
Hans-Kurt:
12. december 2020
For at komme over i frugthaven, med de nyeste æbletræer – for der var nemlig også en frugthave der er anlagt i 1930érne – skulle flokken af fasaner og Brunhilde gå gennem en mindre dal – set med hønseøjne – hvor der ligger vældede grantræer, som godt kan blokere for gennemgang, men ikke være end, at de er til forcerer – især hvis man kan flyve. Men fasaner flyver som bekendt kun, når det er meget nødvendigt, så nu gik de uden om de væltede træer.
Det betød, at de skulle ud over græsplænen og der ved blive set fra alle vinkler, både fra luften og jorden. Det er ikke altid godt, når man er et middagsemne for andre. Under granerne – de vældede – kan gemme sig en ræv. Fra luften kan en Musvåge angribe. Og det var lige det der skete nu – da de fleste af flokken var ude idet fri, slog Musvågen til – men uglen så Musvågen og advarede straks – det gjorde, at alle kom i sikkerhed under buske og de væltede træer – i tide.
Heldigvis var der ikke en ræv i haven den dag og på det her tidspunkt. Så alle slap med skrækken.
Nu gik turen op ad skrænten mod tilkørselsvejen til gården. En skrænt der i forårstiden er fyldt med vintergækker og mini påskeliljer. Hvis man kikker meget godt efter, kan man allerede her i midt december skimte de spæde spirer titte frem. Det er dem Fodermesteren også leder efter og graver op og planter i urtepotter – som så sættes koldt, for at kunne vokse langsomt til og gerne kunne bruges til bordpynt 1. juledag. Det har nok ikke vores fasaners interesse – lige nu, for de skal over i frugthaven.
Godt oppe på vejen fortsætter de ind under ligusterhækken og ind til æbletræerne. Her begynder de en eftersøgning af nedfalds æblerne – men desværre – de kommer for sent, for de sidste er lige blevet spist af en af de rådyr der også kender til dette spisekammer. Hun står netop og gnasker det sidste æble i sig, da fasanerne og Brunhilde kommer.
Øv, nu havde de glædet sig til æblerne – men så var der jo det andet der også var spiseligt her – larverne i ko gødningen som ligger i et tykt lag mellem træerne. Her kom Brunhildes evne til at skrabe virkelig til sin ret. Hun havde også en vis erfaring fra tidligere, hvor hun sammen med sine artsfælder havde afsøgt området, for hvad der kunne spises her, mellem æbletræerne. Nu så Fasanerne, hvor effektivt det er at kunne bruge sine ben til at skrabe med og forsøgte at efterligne Brunhilde. Fedt nok, det gav et fint resultat – masser af fluelarver, der gemte sig i bunden af den udlagte ko gødning.
Men det var jo æbler de var kommet efter. Brunhilde kikkede på Rådyret – også et tidligere bekendtskab – og indledte en samtale med hende. ”Det er ærgerligt der ikke er flere æbler – hva”. ”Ikke flere æbler” svarede Fru Rå, ”Ja, så men, men det er jo kun her der ikke er flere, i den gamle frugthave nede ved åén, ligger der stadig mange Fillipaæbler – så jeg i går” svarede hun. Den gamle frugthave var Fodermesteren ikke helt så god til at få plukket æblerne i, træerne er meget høje – efter mange års forsømmelse – hvad beskæring angår.
Så især træet med Fillipa gav meget nedfaldsfrugt. Filippa æblet skal som bekendt plukkes meget betids, da de ellers falder ned - ved den mindste storm – men i dette tilfælde gav det så mad til mange dyr. Fodermesteren kunne også i visse år, finde på at fodre sine køér og kalve med nedfaldsfrugten, men i år havde han ikke samlet dem op.
Så hvis der skulle æbler på menuén i dag, så måtte alle tilbage til den gamle æblehave ved åen.
Den gamle æblehave kunne nås på to måder, enten retur over skrænten og græsplænen, eller man kan følge indkørslen forbi stalden – med hønsegården – og vider ind over gårdspladsen, forbi glashuset, langs åén og så er man der. Det er dog en noget længer tur, men giver også flere muligheder for at finde føde.
Flokken valgte den lidt længere tur. Da de var kommet ud på vejen kom der en bil kørende imod dem – en bil som kørte som om vejbanen var dens og fasaner og Brunhilde vor Herres. De fløj til alle sider for at undgå bilens dæk og dermed døden, og hu hej for det gik, fjer og blade føg om hovederne på dem, men alle kom i sikkerhed – eller gjorde de ……..
Hans-Kurt:
13. december 2020
For en af fasanerne løb den forkerte vej, den skulle være løbet til højre og ikke venstre – som den gjorde. Den forsvandt ind under bilen og det så Brunhilde – å gud nej, tænkte hun – det går da galt.
Da bilen – som kørte alt for hurtigt på strækning langs frugthaven – var væk, kikkede Brunhilde tilbage i retningen af hvor bilen forsvandt, og hun frygtede det værste – og der midt på vejen lå den uheldige fasan – alle løb hen til den for at se hvad der var sket. Den lå helt stille – men så blinkede den og virrede med hovedet – å hvor godt – så var den da i det mindste ikke død. Nu rejste den sig – noget fortumlet og kikkede sig omkring – De andre så nu, at den manglede sin halefjer og en del på den ene side af kroppen. Men redet livet havde den – det var alle glade for, for med alle de dødsfald der havde været i den seneste tid, så kunne de snart ikke holde til mere. De fik hanket op i den forulykkede og fortsatte turen.
Se nu kan det ikke lade sig gøre at gå på vejen ved æblehaven uden at komme forbi hønsegården og det skete naturligvis også nu. Her så de indespærrede høns med længselsfulde øjne efter fasanerne er frit kunne bevæge sig mellem træer og buske. Brunhilde skulede til hønsegårdens indbyggere og håbede ikke de henvendte sig til hende, men det gjorde de.
Hanen – den store flotte hvide hane, med den gigantiske hanekam – så hende og kaldte ”Brunhilde hvor har du dog været ? vi har været så bekymret for dig og hvad gør du blandt alle de fasaner ?” Brunhilde ville helst undgå at tale med hanen, men kunne jo dårligt være det bekendt og især når så mange lyttede med. ”Jeg har sluttet mig til fasanerne – de er blevet mine venner – og , og – ” hun viste ikke hvad hun skulle sige mere, for hvad var der at sige hun ville ikke ribbe op i de problemer hun havde, når hun var i hønseflokken, for det var jo ikke aktuelt længere.
Det undrede hende dog, at hanen sagde de havde været bekymret for hende – underligt.
Men for en hane er det ikke underligt at savne en høne, han mener hører til sit harem. Hanen – en god hane altså – vil altid sørge for at holde sammen på alle høner og for den sags skyld også de kyllinger der kommer til. Kun konkurrenter – selv egne sønner – vil han ikke tolerere – ikke når de er kønsmodne i hvert fald. Fodermesteren havde fulgt den nye hane i hønsegården, meget nøje, for en hane vil han absolut have – gården ligger så langt fra anden beboelse, at hanegal ikke er et problem og han er fra sin pure ungdom ja helt fra barnsben vant til at høre hanegal.
Men han stiller visse krav til en hane. Den skal passe sine høns – forstået på den måde, at han skal lede dem rundt i området de bor i og anvise spiselige ting. Han skal sørge for at stridende høner ophører med at slås. Ikke forfølger kyllinger og i et vist omfang accepterer andre haner. En meget vigtig ting er også, at han ikke betragter Fodermesteren som en konkurrent og derfor angriber ham, når han viser sig i hanens domæne. En hane der har en sådan adfærd, bliver omgående til Smeltende mør unghane med den lækreste kraftige rødvinssauce. Også kaldt Coq eu vin.
Vores hane her, tegner til at blive en god hønseføre, for han har alle de gode egenskaber. Han er blot meget ung og mangler at sætte sig i respekt for nogle af de mest dominerende høner. Hans autoritet steg dog kraftigt, da opdagede, at en af hans pligter som hane er, at betræde damerne, hvilket han nu dagligt øver sig i :O).
Heldigvis gik fasanerne godt til, så Brunhilde slap for yderligere at tale med hanen. Hun kunne dog se, at flere af hendes plageånder kikkede misundelig på hende. En følelse hun nød.
Da de nåede glashuset, så de, at døren stod åben og Brunhilde stoppede op og kikkede ind. Da hun ikke kunne se frøen, trådte hun ind i huset og kikkede bedre efter og der længst inde, kunne hun ane ham. Hun var ikke den eneste der gik ind i glashuset, et par stykker af de mest modige fasaner gik efter hende. De fulgte hende ned af trappen og hen til siddepladsen ved dammen. Her så de frøen, den blev noget skræmt over at se så mange ukendte i sit hus. Han sprang på hovedet i vandet og forsvandt.
Nu inviterede Brunhilde på Husfred, en spise som også fasanerne værdsatte. Hertil kom, at hun også begyndte at skrabe Husfreden til side og bød på krible krable. Denne aktivitet stod på i nogen tid, men så hørtes træsko på brostensbelægningen og det kan nok være Brunhilde fik fart på – ud af glashuset, men se – fasanerne var ikke ops på hvad der skete, så de kom først for sent i gang med at komme ud og da de ikke kendte huset særlig godt – ikke indefra i hvert fald, ja så måtte det jo ende galt!.
Brunhilde var ude så betids, at hun kunne nå at smutte væk, før Fodermesteren kom, men i Guder hvad der ikke skete da han kom frem til Orangeriet, for det kalder han det og ikke glashuset.
Han for hen til døren til Orangeriet og det skulle han aldrig have gjort for så gik det først rigtig galt . NU-------------
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side
[*] Forrige side