Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

Forum > Hyggesnak

<< < (5/5)

Mette Nygaard:
20. December

Da dagen gryer d.20. december sidder Cornelius utålmodigt på pinden og venter på at konen med de ternede sutsko kommer og åbner smuthullet, så han kan komme ud og hen til køkkendøren hvor hans projekt med Magnus og Nogen og Sigurd skal tage sin begyndelse.
Magnus og Sigurd er allerede klar i stalddøren hvor de også venter på konen med de ternede sutsko, mens Nogen ligger hyggeligt på måsen af den lille hest, der står og hænger med hovedet og også stadig sover, så der er ret stille over det hele, men en vis ulmende uro under overfladen.
Magnus har næsen lige i vejret, og han vil sværge på at han kan vejre lugt af ræv, som han kender alt for godt, så han runder lige hønsehuset, for at se om ræven har været der i nattens løb, men der er ingen spor der tyder på at ræven har været i nærheden af Cornelius og hans høns, så Magnus falder ned igen, og tager opstilling i stalddøren ved siden af Sigurd, og sammen venter de nu alle på at få tingene til at ske.
Ræven er også klar, han sidder lige i skovkanten og overskuer hele det lille sted, og han så også at Magnus tog sig en runde om hønsehuset, men han turde ikke lige på det tidspunkt gå i nærheden, for han ved at Magnus er helt hysterisk omkring sine høns og alle de øvrige dyr på gården, så han synes ikke de lige skal mødes på Cornelius dørtrin.
Cornelius ser også Magnus komme forbi han vindue og tænker, hvad kan det være Magnus søger på denne tid af dagen, men så forsvinder Magnus igen, og Cornelius falder til ro.
Hvis Cornelius havde vidst at Ræven sad lige i nærheden, så ville han have været meget urolig, men nu hvor Magnus har været forbi, så er han helt rolig og venter igen på konen med de ternede sutsko.
Konen er kommet sent op i dag, hun og manden var trætte efter den lange kanetur frem og tilbage i går, og nu ligger gåsemor i kassen ved komfuret og skræpper stille og venter på sit morgenbesøg, så konen skynder sig ned og siger god morgen til den gamle gås, der afventer at konen skal stryge hende over hovedet, og sætte lidt lækkerier ned til hende, og hun afventer også de små damers besøg, der er blevet dagens højdepunkt for hende.
Konen skynder sig over for at lukke Cornelius ud, så han kan komme til køkkendøren og få morgenmad sammen med sine damer, der jo ikke kan gøre for at konen er kommet for sent op. Konen med de ternede sutsko tænker, at noget er i gærde da hun ser Magnus og Sigurd side om side i stald døren, hun ser sig omkring for at se om hun selv kan få øje på noget særligt, og i et kort sekund mener hun at hun ser ræven ovre ved skoven, men i samme øjeblik er den væk, og hun tænker at det må bestemt være synsbedrag, for det ville Magnus aldrig tillade, og så går hun ind i køkkenet igen.
Magnus og Sigurd hjælper den lille Nogen ind i Kattepels fjerdragt, og godt skjult sidder han nu og holder godt fast i en vingefjer, så Kattepels kan røre sig frit, og hun går side om side med den lille Sorte høne ind over dørtrinet til køkkenet igennem lysstrålen fra tagkanten, der stråler lige ned i kassen til gåsemor der ser mildt på dem, da de nærmer sig, og sammen deler de nu alle de lækre ting konen har sat i skålen, mens de taler om ting der ikke kommer andre ved, men i dag må den lille Sorte høne sige at hun har gæster med, og ligeså snart konen har forladt køkkenet, vil Nogen kravle ned i kassen til gåsen, og blive der til dagen efter, for Nogen vil jo tale med gåsen under fire øjne, og det betyder jo at alle andre skal være væk, men Nogen har sagt at de har masser at tale om, så det er en glimrende ide.
Gåsen lyser op ved den besked, har i Nogen med ind til mig spørger hun? ja siger den lille Sorte høne og ser ned,det har vi, jamen jeg kender da Nogen, han er min gode gamle ven, hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen. Den lille Sorte høne undre sig ikke over den oplysning, hun ved at der er mange der ligesom hende selv har været på stedet i så mange år at ingen ved hvor længe, og selvfølgelig kender netop gåsen Nogen, men Kattepels undre sig, og siger ”virkelig” jamen så går tiden nok hurtigt.
De to besøgsvenner forlader hurtigt køkkenet igen, og konen siger, nå det var et kort besøg i dag, og endnu en gang tænker hun at der er noget i gærde.
I det samme kommer Ræven ned fra skoven da han ser Magnus på vej rundt om huset, og han er nødt til at få ham i tale, det haster, og han ved at Magnus kan klare stort set alt, så nu er det nu, Ræven synker en gang, og sætter efter Magnus der straks opdager ham og snurre rundt som en top og fare lig i hovedet på Ræven der ikke når at få fodfæste i sneen men ryger rundt på siden, og Magnus står over ham og snerre, og Ræven ved at dette er alvor, han kan aldrig slippe fra Magnus igen, men han prøver med lille stemme at sige noget, men Magnus klemmer ham om struben, så han ikke kan komme med megen lyd.
Magnus snerre ham højt ned i hovedet, og råber hvad laver du her din Rødhårede hønsetyv, du ved jeg ikke har tænkt mig at lade dig overleve, så hvad tænkte du dog på?
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
D. 21. December

Magnus har et fast tag i struben på Ræven.
Ræven prøver igen, og det eneste han kan få frem er – gæssene – gæssene - Magnus holder inde et sekund og siger hvad er der med gæssene? Ræven siger ghrrhg, og hans øjne lyser og er røde af presset fra Magnus skarpe tænder,,, Magnus slækker en meget lille anelse på trykket på Rævens strube, og Ræven får fremstammet, jeg ved hvor de er ghrrghrr, Magnus rusker ham og siger ”gentag” og ræven prøver igen, jeg ved hvor de er, Nu er Magnus kommet til besindelse da beskeden er kommet frem til hans hidsige og rødglødende hjerne, og han slipper næsten sit tag i Ræven, Magnus vil ikke risikerer at ræven narre ham, så han venter lige med at slippe helt, og spørger, hvor er de, hvor har du gjort af dem?
Larmen har hidkaldt Sigurd der står lige ved Rævens hoved og er klar med alle klør til at springe frem og hjælpe Magnus, og Cornelius stikker hovedet frem ved hushjørnet og genner øjeblikkeligt alle damerne tilbage under halvtaget ved køkkendøren, selvom der er lang tid til middagslur, og hønerne kagler og brokker sig over hans kosten og jagen, men han hakker og skubber og de gør som han siger, for det har de aldrig nogensinde været ude for før.
Da de alle er under halvtaget står Cornelius med store øjne og hans hjerte banker så alle kan høre det, hans næb står åbent og Amalie spørger om han er blevet vanvittig, hvordan er det du opføre dig, hvad er det for manerer, og hun er meget fornærmet, og slår med hovedet, de andre høns kagler og slår med hovedet ligesom hun, for de er alle forarget over at blive behandlet sådan af Cornelius som de ellers stoler fuldt og fast på.
Cornelius tænker briste eller bære, og han fortæller dem at Magnus og Sigurd har nedlagt Ræven lige rundt om deres eget hushjørne, og der bliver øjeblikkeligt dødlignende stilhed, faktisk tør de end ikke trække vejret, og de klemmer sig sammen i en lille bunke med hovedet helt nede i hjørnet under halvtaget, og ligner en gammel trøje.
Magnus har nu sluppet Ræven, men Sigurd er klar til at springe på ryggen af ham igen, hvis det skulle være nødvendigt, men Ræven der nu har fået hostet færdig og har fået vejret, ved at Magnus vil lytte til ham, og har roligt sat sig ned, og Magnus der kender reglerne for god samtale sætter sig også, men Sigurd minder dem om at de faktisk sidder lige ved vinduet til konen med de ternede sutskos stue, og at det måske ikke er den bedste ide, så de to traver side om side med Sigurd som bagstopper op mod skillevejen hvor de kan se alle der kommer til og fra Gården, skoven og trægrænsen, eller næsten alle, for de ser ikke den store fugl der kredser mange gange over trægrænsen og skoven, de tre sætter sig ved skovkanten og Magnus siger nå! kratlusker, kom så med det, hvor er de unge gæs?
Ræven siger, jeg var på jagt et stykke fra jeres domæne, da jeg hørte lyde fra den gamle mergelgrav, og jeg måtte jo se hvad det var, og der sad alle de unge gæs, fast i sneen, og jeg tænkte at ville hjælpe dem op, men de blev rædselsslagne ved synet af mig, og flaksede endnu mere, så de kom dybere ned i sneen, så jeg måtte opgive, og siden har jeg forsøgt at komme i kontakt med dig, for jeg kan ikke tale med Kraka, Magnus øjne bliver mørke, og han siger, nej hende bør du holde dig fra, men det undre mig at hun ikke har opdaget dem, for hun kommer da tættere på Mergelgraven end jeg nogensinde har været, jamen ikke tæt nok, og vinden har været i den anden retning, men hvad med de fremmede hunde, ligeså snart sneen bliver farbar, kommer de længere ud på reviret, og så ryger dine gæs Magnus, og for øvrigt er de halvdøde af kulde og sult.
Magnus er klar over at der skal handles meget hurtigt, og han og Sigurd tænker på hvordan de evt. kan få manden til at hjælpe, men der er langt til mergelgraven fra alle sider, og ikke nogen vej, der kan gøre det lettere at komme frem. Magnus må tale med Nogen, måske han har en ide, og hvis der er nogen der kender alle, så er det Nogen.
De aftaler hvor svært det end er for Magnus, og hvor tåbelig ideen er grundlæggende, at Ræven holder øje med de unge gæs, mens han og Sigurd finder en løsning, og Magnus lover ræven at han straks vil søge langs åen og få Kraka i tale, så hun ikke overfalder ræven og gør det af med ham.
Sigurd skal gå hjem og fortælle Cornelius og Nogen, når han kommer ud af køkkenet, hvordan sagerne står, og så må Sigurd og Cornelius holde øje med alt og alle og få den gamle gås på benene igen, mens Magnus og Ræven og Kraka finder ud af at få de unge gæs ud af deres knibe.
De skilles, og ræven går ad vejen til skoven og trægrænsen, Sigurd går mod gården, og Magnus fortsætter af vejen mod åen. Han ryster hovedet, og kan slet ikke se sig ud af problemerne og tænker at det nok ikke bliver jul i år det lille sted på landet.
Magnus slider sig igennem sneen langs med åen, og står på den gale side da han er ud for krakas gård, men hun ser ham og kommer tøffende som en tromle gennem sneen, hun er stor nok til ikke at have problemer med sneen som den ligger nu, så hun siger, jamen Magnus dog, hvorfor strider du dig gennem sneen når jeg har lovet dig at passe trægrænsen til du kan komme igennem selv.
Det siger du nok, men ræven har fundet de unge gæs, helt ude i den gamle mergelgrav, og der sidder de fast i sneen, og er ved at dø af kulde og sult, så det haster med at få dem op, og i ly, jeg ved ikke hvordan endnu, men jeg vil bede dig om at lade ræven passere, han har faktisk fundet dem, og i stedet for at æde dem, har han vovet sig hjem til mig, og jeg havde nær slået ham ihjel, men han nåede at fortælle mig hvorfor og han turde jo ikke komme til dig selvom du er den nærmeste..... Kraka gør store øjne og siger, det var meget, og jeg havde da også gjort det af med ham uden at spørge først, du er en klog hund Magnus, og det misunder jeg dig, jeg lader ræven være, og du kan sige ham, at han kan komme til mig hvis han trænger til min hjælp.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
D. 22. December

Nogen besøgte gåsemor fra den ene dag til den anden og Kattepels bar ham ud igen efter besøget, Nogen var glad og fornøjet, og konen gik smilende omkring i sit køkken og tænkte over hvad der mon havde skabt den gode stemning ved komfuret, for den gamle gås var blevet gladere, skønt hun stadig sukkede dybt, mange gange om dagen, men hun var til at lokke ud af kassen for at spise og hun gik rundt på køkkengulvet, og stak hovedet ud af køkkendøren når konen åbnede døren til gårdspladsen, så stod hun badet i det lille lys fra tagkanten og strålede så hønsene helt tabte pusten, selv Amalie blev misundelig på den smukke fugl og tænkte, bare det var mine fjer der strålede sådan.
Hvad Nogen og gåsen havde talt om, ved ingen, og selvom Sigurd og Cornelius spurgte, så fik de intet svar, Nogen sagde bare, Nisser er hvad Nisser er og jeg har bare talt med gåsen, og sovet trygt under hendes vinge. Konen med de ternede sutsko, har sat gåsemor i fadeburet, for der er køligt, og hvis hun skal ud i vinterkulden skal hun vendes til kulde, og ikke side i den lune kasse ved komfuret, så nu kan alle gå omkring rosenbedet og hen til vinduet der sidder højt i fadeburet og se til hende, og i dagtimerne står vinduet lidt åbent, og de to små høns, Kattepels og Den lille Sorte høne går hen og taler om det de nu taler om.

Cornelius er stolt af sine høns, han har ærbødigt været omme og hilse på den gamle gås, og Amalie bruger megen tid med at stå ved vinduet og være misundelig, mens Skræk og Rædsel ikke synes gåsen er noget at snakke om.
Gustav har overfløjet trægrænsen og søen og sivene mindst hundrede gange, og han har ikke set skyggen af sin lille flok, han vender igen og igen, og kalder og kalder, men ingen svare ham, og han er ulykkelig over at være alene, han savner sine artsfæller, men han er mest bekymret over at se ræven krydse frem og tilbage mellem trægrænsen og skoven og sivene, og helt ud til den gamle mergelgrav.
Gustav er landet tæt ved skoven, og har fundet stedet hvor manden har lagt foder til de unge gæs, så Gustav spiser alt hvad han kan, og er glad for at finde både korn og hø, og han kan se at der også er ly under sne og grenene fra det væltede træ, men han er nødt til at finde ud af hvad der er hændt med hans lille flok.
Ræven har set at Gustav er kommet, og han ville gerne fortælle ham om både gåsemor og de unge gæs, men han kan naturligvis ikke komme i nærheden af Gustav, det er for farligt, så han må finde en anden løsning, han har hørt fra Magnus at han roligt kan kontakte Kraka, men han er på vagt da han går ned langs med åen, for at få kontakt med den store hund, og hun ligger i sneen på sin gårdsplads og tygger på et ben hun har fået af sine mennesker efter de for et stykke tid siden slagtede en tyrekalv, så hun hygger sig, og løfter hovedet med et ryk da hun får fært af ræven.
Først rejser hun børster hele vejen ned af ryggen, men så kommer hun i tanke om sin aftale med Magnus, og går ræven i møde, de går langs åen på hver sin side, og Kraka høre hvad Magnus siger om Gustav der er landet på trægrænsen,,,,, er du nu sikker på at det er Gustav siger Kraka, for han er da fløjet sydpå med hele flokken, og hvis han er tilbage hvor i al verden er så hele den store flok han har??? Kraka er mistænksom, og har mest lyst til at kaste sig over Ræven, han ved det, og trækker lidt op ad å kanten, og han bedyre for Kraka at han taler sandt, og at hun skal skynde sig at gøre noget for de unge gæs.
Kraka tænker at Ræven bør belønnes for at være ærlig og hjælpe gæssene i stedet for at æde dem, så hun springer hjem efter det dejlige store kødben hun lige har fået, og smider det foran Ræven, tag det og nyd det, og så kommer du vel hvis vi kalder på dig? ræven snupper benet og løber stærkt langs åen ned mod trægrænsen igen, mens Kraka sætter kurs mod skillevejen for at løbe mod det lille sted på landet, men inden hun når skillevejen kommer den store flok vilde fugle over hende på vej til foderbrættet i haven hos konen med de ternede sutsko.
Kraka råber dem an, og fortæller at Magnus hurtigt skal møde hende ved skillevejen, for Gustav er tilbage og han leder efter sin mage og sine unge gæs. De vilde fugle forstår og sejler af sted mod foderbrættet, og da de lander i haven ser de Sigurd lege med en løssluppen fjer og de kvidre for at få kontakt med den lille Sorte høne, der straks kommer under foderbrættet for at høre hvad de har at berette, og hun løfter straks hovedet og ser efter Sigurd, der også har set at der er stor aktivitet under fuglebrættet, så han og den lille Sorte høne mødes på flisegangen mellem snedriverne, og Sigurd tror ikke sine egne øre og spørger, er du sikker på de sagde den store gase, altså Gustav?? Den lille Sorte høne ser fornærmet på ham, tror du jeg har hørt forkert spørger hun skarpt, og Sigurd skynder sig at hale i land, for han kender reglerne i Cornelius hønseflok, man stiller ikke spørgsmål til troværdigheden i Cornelius hønseflok, så han undskylder mange gange, og ser sig om efter Magnus.

Magnus har taget Nogen med sig til den høje bakke i skoven hvor man kan se langt omkring, og længere end den gamle mergelgrav, men de har endnu ikke nået toppen, så det kan vare længe før Magnus kommer tilbage, Sigurd går helt i panik og han og den Sorte høne skynder sig til vinduet i fadeburet hvor den gamle gås der har set alle de vilde fugle kredse om fuglebrættet og den Sorte høne som hun jo kender gå og snakke med dem, og nu ser hun de kommer til vinduet.
De taler næsten i munden på hinanden Sigurd og den Sorte høne, Gustav er hjemme, Gustav er hjemme på trægrænsen, den gamle gås løfter hovedet og hendes runde blå øjne stråler om kap med hendes fjerdragt, og Sigurd håber helt ind i hjertet at der ikke er nogen der har taget fejl af den store fugl.
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
D. 23. December

Den gamle gås letter de tre trin fra fadeburet op i køkkenet, og stiller sig og skræpper foran køkkendøren, så konen med de ternede sutsko kommer ilende til, jamen du store siger hun, nu vil du ud, det må du jo godt, men du må helst ikke forsvinde for så dør du af kulde, du er ikke stærk nok til at være ude hele dagen, og du skal være i ly og varme om natten.
Gåsemor tager opstilling ude i haven midt i sneen, og skræpper op, alt hvad hun kan, og så venter hun lidt og starter forfra, Cornelius trækker sin hønseflok ned i den anden ende af flisegangen og lader hønsene gå og pille i sneen, og lige udenfor hønsegården, mens han årvågent holder øje med luften, for at se om hun kan hidkalde Gustav til det lille sted på landet.

På lang afstand lidt inde i skoven høre Magnus og Nogen Gåsemor kalde, og de står lidt og lytter, og så høre de hende igen. Magnus siger til Nogen at de må hjem, der er noget der ikke stemmer, og hvorfor står den gamle gås og kalder, Nogen ser forlegen ned i jorden, Magnus ser det, og spørger, har du noget med det at gøre?? Det tror jeg ikke siger Nogen, men han rødmer, og Magnus tænker sit, mens han løber alt hvad han kan ned mod skillevejen med Nogen siddende godt fast ved hans halsbånd, de to har været på tur sammen mange gange gennem tiden, så de ved hvordan det skal være for at Nogen ikke drysser af på vejen.
Da Magnus drejer ved skillevejen står Kraka i vejen og han stopper brat op, hvor blev du af jeg har ventet en evighed, har du siger Magnus og ser spørgende ud, vi, jeg og Nogen har været i skoven for at se ud over viderne, men vi nåede ikke frem før vi hørte den gamle gås kalde.
Kraka taler hurtigt om Ræven og Gustav, og at hun ved at det kun er Magnus der kan få den store gase i tale, så han skal skynde sig ind i skoven igen og forsøge at finde Gustav ved trægrænsen.
Gustav cirkler endnu en gang over trægrænsen da han høre den kendte gårdhund gø, og han ser ned og kan se to hunde, og lander på passende afstand. Magnus går gasen i møde og lader Kraka vente, og han fortæller hurtigt Gustav hvordan det hele er gået skidt, siden han forlod trægrænsen med den store flok, og at de nu har den unge flok gæs siddende fast i kummerlig nød i mergelgraven og gåsemor i fadeburet hos menneskene det lille sted på landet.
Gustav ser mistænksomt på Magnus, har du taget min mage med til menneskene spørger han tvivlende og hvæser truende af Magnus, Nogen titter frem ved Magnus halsbånd, og siger, Gustav du skal være glad for at Magnus og hele hans flok har taget sig af din familie, for ellers havde ingen af dem været her nu, de var døde af kulde og sult, og ræven ville have taget sin del, inklusiv din gamle mage, så nu må du være venlig at lytte, det er juleaften i morgen og hvis du vil hjælper til, bliver det jul og hvis ikke, så er det første gang Nogensinde at det ikke er lykkedes for mig, så lad os nu få tingene på det rene.
Gustav ser ærbødigt på Nogen, og siger god dag Nogen, hvis du siger det så tror jeg det, og undskyld Magnus, jeg mistænkte dig, jeg har bare været så bekymret for Gåsemor og de unge gæs, og hvor er det så I siger de er, for jeg kan forstå at Gåsemor er i gode hænder hos konen med de ternede sutsko. Alle er i de bedste hænder hos konen med de ternede sutsko, siger Magnus, mens han lige sluger den mistænksomhed gåsen gav udtryk for.
I den gamle Mergelgrav du garanteret kender, der er de faret vild og sidder fast i sneen, og de er i en skidt forfatning pga. kulden og sult, men vi ved ikke hvordan vi skal få dem op, det er Ræven der har fundet dem og givet os besked. Ræven? siger Gustav igen mistænksom. Ja ræven har fundet dem, og han rører ikke dine gæs, vi har indgået en aftale. Du er en bemærkelsesværdig hund, Magnus, siger Gustav, og så letter han og flyver ud over mergelgraven og kalder og kalder, de unge gæs svare svagt, og Gustav beroliger dem og forklare at de bliver hjulpet op af sneen, ikke fordi han ved hvordan, men det hjælper på humøret nede i sneen, hvor de unge gæs har været fanget siden 13. december, og det er frygtelig længe i den forfærdelige kulde.
Kraka der nu er kommet frem siger at hvis vi nu laver et spor, og alle går i det samme spor, så kan vi komme derud, og tilbage af samme vej, hvis bare det ikke begynder at sne. Gustav der er fristet til at springe efter den store hund besinder sig, og tænker at hvis Magnus ikke reagerer så gør han heller ikke, det er bedst ikke at fornærme hundene, så de ikke går deres vej, men da Ræven også kommer til, bliver det Gustav for meget. Magnus siger han, er du nu helt sikker på det her? Rolig siger Kraka, ræven gør ikke nogen noget, det lover jeg dig, og Magnus siger hun har ret, Gustav, rolig, og Nogen nikker til den bekymrede gås, og så går de med Kraka forrest til at rydde vejen.
Hvis man på denne dag kom til trægrænsen højt mod nord ville man se det særeste syn, og ikke tro sine egne øjne, og man ville slet ikke fortælle nogen om det for ikke at blive til grin. Forrest igennem den høje sne går en meget stor hund som en plov og rydder vejen, for en ræv, en gårdhund med en gammel nisse i halsbåndet og en meget stor gase bagest, men man ser det ikke for man kommer slet ikke så yderligt på denne årstid.
De vilde fugle får besked på at give Sigurd og Cornelius besked om udflugten og berolige Gåsemor med at alt er i orden og at hun skal blive hos konen med de ternede sutsko.
Det sære selskab når endelig frem til den gamle mergelgrav, men Gustav har alligevel fløjet det meste af vejen frem og tilbage, han er ikke så god til at gå hurtigt, så han flyver for at tale de unge gæs til ro, og for at holde retning for de to hunde, Ræven og den gamle nisse Nogen

Da de kommer til kanten af mergelgraven aftaler de, at Gustav skal fortælle dem, at de to hunde og Ræven vil komme ned til dem, at de ikke skal være bange og at de vil blive trukket op ved vingerne, og at de skal hjælpe til med deres store fødder, Gustav gentager hundenes navne, så gæssene ved hvem de er, men de kender alle Magnus og de fleste af dem har set Kraka, men det de kender til Ræven er at han tog Gåsemor, så det er ikke nemt at overbevise dem om at han er en ven. Redningsaktionen går godt men langsomt, og alle de unge trætte og udmarvede gæs kan næsten ikke gå den lange vej til trægrænsen og så videre til det lille sted på landet, så Magnus siger de skal gå til det væltede træ, og spise det foder der har ventet på dem, og så gå til ro under træet og lade Kraka og Ræven holde vagt, så kommer han efter dem næste morgen.
Magnus løber den lange vej hjem, og ved lige hvad han har tænkt sig.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
D. 24. December

Magnus fortæller Sigurd at han skal have den lille hest ud til kanen, og at manden skal lokkes til at komme og spænde for. Sigurd snurre lige et par gange rundt om sig selv, og så går han på flisegangen for at få fat i den lille Sorte høne, hun får besked på at gå til køkkendøren og kalde på konen som hun plejer, og når konen lukker døren op, så skal hun og Kattepels smutte ind til Gåsemor, der skal skynde sig ud og skræppe op, og Cornelius skal gale alt hvad han kan, for det er helt sikkert en af de ting konen lægger mærke til, det skal nok få manden og konen med de ternede sutsko ud på gårdspladsen.
Denne julemorgen på landet står nu i løbet af få minutter alle ude på gårdspladsen, og den lille hest vrinsker ved sin kane og Magnus sidder på kanen og gør’ helt afsindigt, så manden kommer farende og spørger hvad der er los, Magnus hopper på kanen og ser direkte på manden med sine brune øjne, manden tøver, men kender sin hund godt, så han spænder den lille hest for kanen og så løber Magnus i forvejen og manden og den lille hest følger efter ham.
Ved skillevejen drejer de mod skoven, og manden tænker at han måske skulle have haft foder med, men nu vil han lige se hvad Magnus egentlig vil.
Da de kommer til det væltede træ sidder Kraka og Ræven og ser efter de unge gæs der ikke går meget omkring, men mest ligger og sover med hovedet under vingen, og man kan på lang afstand se at de er tynde og nogle af dem har mistet mange fjer, manden skuler til ræven, men Magnus går roligt hen til ræven og Kraka som manden kender som naboens store hund, så han lader Ræven være, der må være mere end han lige kan se.
Han løfter alle de unge gæs op på kanen, og er virkelig bekymret for nogle af dem, så han skynder sig, mens han roser både hunde og Ræven, han pakker dem tæt under tæpper og sække, og så sætter han sig på kanen og er klar til hjemturen til konen med de ternede sutsko der vist får en travl jul.
Ligesom han tænker det Kommer Gustav frem bag det væltede træ, og ser at manden er på vej med hans lille flok, han er meget taknemmelig for alt den hjælp hundene og Ræven og alle de andre han har hørt om, har givet ham, så han bøjer sin lange hals og ser med hovedet på skrå på manden med sine runde øjne, og der opstår en usynlig aftale imellem dem.
Magnus takker Kraka der lover Ræven at han snart skal få et stort ben igen, og Ræven takker Magnus og siger tak fordi du stolede på mig, og så går de hver til sit. Gustav letter over trægrænsen og skoven, og flyver hurtigt mod det lille sted på landet hvor røgen stille siver op af skorstenen på den anden side af skoven.
Da han lander, bliver der lidt uro i haven, Gustav er ikke vant til at være så tæt på menneskene, men i det samme kommer konen med de ternede sutsko ud af køkkendøren, og der falder straks ro over alt og alle, og Gustav kan se at lige omkring de ternede sutsko går hans elskede mage med ud af døren og han kalder stille på hende, og går lidt tættere på og får et stykke brød lagt på jorden som han tager, og konen fodre sine høns og siger til dem, det er vel nok en stor flot fyr der er kommet der, han er næsten ligeså flot som dig Cornelius, og Cornelius ryster sin halskrave for at se lidt større ud, mens han hilser på den store gase, der takker for at måtte komme til det lille sted på landet med sin familie. I det samme kommer kanen med ringlende bjælder ind på gårdspladsen og de unge gæs bliver sat i boksen ved siden af den lille hest, i en masse halm, der kan holde dem varme, der er masser af foder og lunkent vand og de falder straks til ro i den hyggelige lune stald, et par stykker af dem må være nogle dage i konens køkken, men det skal nok gå, og Gåsemor bliver glad for at se de unge gæs igen, men allermest bliver hun glad for at Gustav er kommet tilbage for at overvintre med hende på det lille sted på landet, de slynger hals og siger små lyde, og som på et aftalt sekund letter de fra haven, og overflyver skoven og trægrænsen, konen siger smilene til manden ” LAD GÆSSENE FLYVE ” og tænker med stor glæde at den gamle gås nu endelig er kommet sig helt, i det samme runder de side om side ind over haven og lander igen.
Gåsemor takker Nogen mange gange for at hjælpe hende, Magnus ser på Nogen, der igen ser ned mens han rødmer, og Magnus ved at han aldrig får at vide hvad det var Nogen kunne der fik Gustav hjem, for de ved alle at det lige var det der skulle til for at det kunne blive jul.

Inde i stalden har Gåsemor og Gustav fået deres egen boks og Gustav lægger igen hovedet over ryggen på sin mage og hun mærker hans varme og høre lyden af hans vejrtrækning som hun kender så godt.
På trægrænsen ved skoven har Nogen lusket sig op sammen med Magnus, og tændt julelys på grenene på det væltede træ, og Kraka har været der med et kæmpestort kødben, så nu ligger Ræven i sin egen julefred med god samvittighed og nyder sit ben og de fantastiske lys.
Hvis man kommer til det lille sted på landet, på den anden side af skoven ved trægrænsen, på denne juleaftens dag, vil man se at alt er som det plejer, ved stald døren sidder en gammel selvsikker kat, manden køre med kanen hvor bjælderne ringler, og alle de glade børn taber æbleskiver som den smukke hønseflok med den store stolte hane spiser sammen med de vilde fugle, mens børnene synger og griner, og nyder lyset i alle de mange kæder der er sat op i buske og træer og tagrender, så det hele er oplyst af glæde og dejlig julestemning, på kanen sidder også den gamle gårdhund med sin gode ven Nogen der holder i halsbåndet, og hvis man ser efter, men det gør man ikke, så vil man se at nissen Nogen vinker med sin hue mod alle de fine lys. Og således blev det atter jul det lille sted på landet.

God jul til alle

Navigering

[0] Emneindeks

[*] Forrige side