Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

Forum > Hyggesnak

(1/5) > >>

Mette Nygaard:
Kære alle juleglade fjerkrætosser,

da et Juleeventyr 2017 lader vente på sig, har Ina indvilliget i at genudsende sit Juleeventyr 2 fra 2009, så julestemningen så småt kan begynde at indfinde sig :)
Og hvem ved - måske får vi på denne måde hele TO juleeventyr i år

I alt skrev Ina 4 små julehistorier om hanen Cornelius og hans hønseflok og de andre dyr, der bor på det lille sted højt mod nord hos Konen med de ternede sutsko.

For de af jer der ikke kender forhistorien, så ligger det første Juleeventyr (fra 2006) stadig her på Forum, fra da det blev genudsendt i 2014:
http://fjerkrae.dk/prod/index.php?topic=41056.msg343108#msg343108

Og det vil det gøre en uge fra nu, hvorefter det bliver taget ned.

(NB! Ina er pc-løs pt., så indtil videre er det mig, der lægger afsnittene ind).

Og nu - lader vi gæssene flyve...

Mette Nygaard:
Julen et lille sted på landet 2
Lad gæssene flyve
24 afsnit om livet i en hønsegård og andre vigtige ting, såsom gæssene på trægrænsen

1. December
Højt oppe mod nord hvor nætterne på denne årstid er lange og dagene korte, pga. jordklodens hældning med nordpolen drejet let mod universets uendelige vider, ligger på en flad og vindomsust mark et sted hvor der er langt til købmanden, eller meget langt til købmanden, eller måske ufattelig langt til købmanden, hvilket slet ikke har nogen betydning for stedets beboere, der egentlig er ligeglade med købmanden, bare der er grøn vegetation til at opretholde livet, og udsigt til at komme til varmere steder inden alt for længe, men faktisk er føden ved at blive sparsom, og der skal megen energi til at flyve de mange kilometer over land og hav, for at komme til vinter reservatet på de smukke spanske skråninger med uanede mængder af føde og sol.
På den anden side af trægrænsen godt skjult for vind og vejr, ligger det lille landsted med røgen op ad skorstenen hvor der altid er liv. Hvor der bor mange dyr under tag, og som hver dag bliver fodret.
Gæssene kender alle de hyggelige historier, fra de vilde fugle der hver vinter bliver fodret ved brættet i husets have, og som ind i mellem får en sludder med den tilhørende hønseflok, og gasen selv taler en sjælden gang med stedets plettede gårdhund Magnus der kommer langt omkring, og stort set ved alt hvad der er værd at vide om alle.
Den store og meget årvågne gase Gustav, løfter hovedet, knejser med nakken og vejre morgenluft, selvom der endnu er mørkt omkring hans store flok, så har han for længst opdaget at vejret er ved at skifte, og at det er på tide at trække længere sydover for at få vinteren til at gå under varmere himmelstrøg og få pudset fjerene til bedre tider.
Der er noget der holder ham tilbage, han burde for længst have lettet flokken og draget mod syd, men han ved at han kommer til at tage turen uden sin mage, hun er skadet og kan ikke følge ham og flokken, på den lange tur.
Hun ser på ham med sine runde blå øjne, og han ved at hun mener han skal komme af sted, mens hun og de svageste af de unge bliver og overvintre, så godt de formår, men han er klar over at han vil vende tilbage til de få unge der overlever, og for altid have mistet sin mage, som han har delt sol og skråninger og mange kilometers flyvning med, igennem et ukendt men stort antal år, han er ikke i stand til at tage den beslutning, og hun vil gøre det for ham ved at sige at han skal tage sig godt af deres afkom, og få dem i sikkerhed for vinterstorm og snevejr.
Det blæser op og fjerene bliver løftet på hans vinger mens han stikker næbet op mod vinden og gennemtænker hver eneste mulighed. Han mærker flokkens uro mens de afventer hans signal til afgang.
Han følger hende langsomt i læ bag siv og en lille bakke ved søens bred hvor deres mange unger kom til verden, og hvor de lærte de små at svømme, mens han forsøger at overtale hende til at prøve at komme på vingerne, så hun kan komme bare noget af vejen til varmen, der vil gøre hende godt, men hun sender ham et sørgmodigt blik der fortæller, at hvor gerne hun end vil, så er det ikke muligt at følge ham og flokken, og hun vil sinke dem så ingen når frem, og derfor forringe deres mulighed for at overleve den i forvejen meget strabadserende tur.
Han lægger sig i sivene sammen med hende og de unge gæs der ikke er gamle nok til den lange tur eller skadede af styrt eller overgreb fra rovdyr lægger sig tæt om dem, og for sidste gang lægger han sit kloge hoved over hendes ryg og venter på at daggryet kommer helt igennem, mens hun nyder hans varme og trygge åndedrag, som hun kender så godt.
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:

2. December.

Da morgenlyset er næsten igennem, og mens himmelen endnu gløder rød og isgrå mod horisonten, og disen ligger i banker tæt over jorden, letter den store flok gæs med vingesus der får trægrænsen til at skælve og græsset til at lægge sig i ærbødighed over det fantastiske syn af de mange store yndefulde fugle, der med strakte halse og kæmpe vingefang drager mod fjerne horisonter.
Den store gase cirkler nogle gange med flokken over sivene, mens han højlydt skriger af sine lungers fulde kraft i vrede over at skulle forlade sin mage for at sikre sit afkom og flokkens beståen.
I sivene ligger hun, og lytter til hans kendte stemme og skriger igen og igen, at engang, engang, igen. Hvorefter hun rejser sig og træder ud af sivene for at se det mageløse syn af den store flok, der nu er på vej. Derefter går hun ud på marken med de unge gæs og græsser, mens vinden hiver lidt i vingefjerene, og suset fra de mange vingeslag fortaber sig i det fjerne. Stilheden sænker sig atter over stedet.

Samtidig på den anden side af trægrænsen -

er det eneste sted der er aktivitet i skorstenen på det lille hus, og nå ja, så måske i køkkenet, hvor konen med de ternede sutsko er i gang med morgenkaffe og brød til sig og manden. Der er allerede skåret gammelt brød og andre rester klar til den lille hønseflok der endnu ikke er helt vågen, for den gamle hane har endnu ikke galet, og det betyder at dagen endnu ikke helt er begyndt.
Først da konen med de ternede sutsko går ud af køkkendøren for at tage flisegangen over til hønsehuset, kommer der liv i alt og alle, katten Sigurd strækker sig efter nattens holden øje med den store flok gæs, og gårdhunden afventer sin morgenmad serveret ved komfuret i køkkenet, velvidende at den store gamle hane Cornelius kommer først med sine damer til resterne fra gårsdagen, før han kan få sin mad i køkkenet.
Da konen lukker smuthullet op til hønsehuset, kommer den stolte hane ud på trinbrættet mens han ryster sine flotte halsfjer, slår et par gange med hovedet og galer, så det kan høres gennem de fire kirkesogne han nu mener han råder over, og så går han ud og lader damerne efter rang komme ud i dagslyset.
Nå, siger konen, er du frisk Cornelius, det er koldt her til morgen, så du må hellere komme i gang med dagens gerninger så i kan holde varmen, men kom nu først til køkkendøren og få jeres morgenmad, der er grønkål og brød fra aftensmaden i går, og det er god energi til dig og pigerne, konen snakker med hønseflokken som hun plejer.
De flokkes om de ternede sutsko, og alle kender reglerne for morgenfodring, den lille sorte høne skal have først og stryges over ryggen af konen, og ve den der overtræder Cornelius regler.
Nu er det jo sådan, at ingen rigtig ved hvor længe Cornelius, Amalie eller den lille sorte høne, hunden og katten har været på gården, det fortaber sig i det uvisse, men er en væsentlig hemmelighed for beboerne selv, og egentlig mener de alle bare at de har været der altid, så det kan vi roligt regne med passer.
Mens konen fodrer hønsene, kommer Gårdhunden Magnus alligevel til døren, og Katten Sigurd kommer ud fra stalden, og ser op. Magnus ser også mod himlen, og konen siger, nå venner, så er vinteren igen på vej for nu trækker gæssene, selvom det er lidt vel sent, og de ser alle den store flok der kredser et par gange over trægrænsen, for så at blive til en kæmpestor pil med den store gase i spidsen, bagud til venstre for gasen er der en tom plads, og konen med de ternede sutsko ser en ekstra gang efter flokken, og kaster så et blik mod trægrænsen, hvor lyden af gæssenes vingesus forsvinder, og også her sænker der sig en sær stilhed over det lille sted på landet. Til aften kommer manden en ekstra gang til hønsehuset, og tjekker at alt er helt som det skal være i den lille flok, og at alle er kommet godt på pind. Cornelius ved at der er noget særligt i gærde, for det sker kun når der er storm eller andet uvejr på vej, han skutter sig lidt i fjerene og taler lidt med Amalie og den sorte høne om, at det er godt alle er velbeholden i sikkerhed, og at de ser frem til at vinden igen lægger sig og de kan komme ud og se hvad vinden har blæst ned til dem, fra trægrænsen.
De to rundtrikkede, Skræk og Rædsel som Cornelius og Amalie kalder dem, når de vel at mærke ikke hører det, kagler om, at de i hvert fald ikke skal ud i blæsevejr og lede efter noget som helst man ikke helt ved hvad er, den lille høne med kattepels sukker højlydt, og de to larmende damer tier med det samme.
Derefter bliver der ro på hjaldet, og alle lukker øjnene.

Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
3. December
Vinden suser i træerne denne morgen, og der er koldt på den store mark så gæssene er trukket op mod trægrænsen for at finde læ, og føde under træerne.
Det er et godt sted at være, for så er de store fugle ikke så synlige for rovdyrene, til gengæld er de tættere på deres jagtrevir, og kan selvfølgelig støde på en ræv mens de opholder sig der.
De unge gæs føler sig trygge for de har den store gamle gås med sig, og hun ser og hører alt, og ræven ved at hun er farlig, for hun kan slå med vingerne og er ikke bange for at gå til angreb, det er svært for ræven at hamle op med en fuldvoksen gås, og så længe han ikke ved hun er skadet, vil han ikke prøve ved højlys dag, men han holder øje med flokken på passende afstand, for han ved at der er noget i gærde når der går en voksen gås i vinterflokken, og han plejer da at kunne nyde godt af at gæssene er unge og uerfarne.
Katten Sigurd er på en af sine runder til yderkanten af sit område, og han har set at flokken af gæs i år har den gamle gås med sig, det tænker han er en ændring af den slags som han vil tale med Magnus om, for når der er ændringer i forholdene er det bedst at de der skal vide det, ved det, og Magnus er den der absolut skal vide alt, selvom Sigurd tit er den der samler oplysningerne ind og tilsammen har de helt styr på deres område, og de holder i særdeleshed øje med ræven og Magnus holder ham på afstand af Cornelius og hans flok, mens Cornelius selv mener at han er den der holder alle fare væk fra hans høns.
Hjemme på det lille landsted er hønsene nu færdige med deres morgen foder ved køkkendøren, og Cornelius har tage dem med ned i æblelunden, hvor de visne blade og nedfaldsæbler ligger, og de skraber og roder efter gode foderemner, mens de skutter sig i fjerene på grund af den tiltagende vind.
Amalie brokker sig over at hendes store fjerdragt ikke er til at holde i ro, og de to rundstrikkede forstyrrede damer skræpper op hver gang der er den mindste lyd pga. vinden, der flytter en lille bunke blade i mellem æbletræerne. Derfor går den lille sorte høne tæt ved dem for at holde dem i ro, med sin sædvanlige sinddrægtighed som Cornelius værdsætter meget højt, da han ellers skulle høre på dem hele tiden, og hvis det ikke er nok, så sætter han Kattepels på opgaven, for hvis der er nogen der kan bringe de to til fornuft, så er det den lille forpjuskede høne med pels i stedet for fjer og hottentot på hovedet, så hun ikke altid ser hvor hun går, og hende har de to stribede damer megen respekt for, hun er jo helt utilregnelig i sin færden, siger de, men bliver omgående stille når hun nærmer sig.
Således går formiddagen i ro, og da det bliver middagstid trækker Cornelius sin flok til middagslur i læ under halvtaget ved huset, hvor konen kan se dem fra sit køkkenvindue, og glæde sig over den hyggelige lille flok med den stolte hane.
Senere på dagen går den sorte høne side om side ad flisegangen med katten Sigurd, og det tænker Cornelius at han høre om senere, for ham, og den sorte høne er fortrolige og orientere hinanden hvis der er uregelmæssigheder, og hvis Cornelius mener at det skal videre, ja så fortæller han det til Amalie, som jo sidder ved siden af ham hver eneste nat, og som han ikke ville undvære for noget i verden, han beskytter hende for ting der kan gøre hende urolig, og han betror sig til hende når der er noget der gælder flokkens ve og vel, og Amalie har helt sikkert også set Katten og den sorte høne følges ad flisegangen.
Gustav er kommet godt men noget stormfuldt af sted med sin flok, og da de mellemlander på nogle store marker i sydtyskland mødes de med en anden velkendt flok fra Sverige, der også er kommet sent af sted, de to store flokke har før fulgtes ad til de sydlige himmelstrøg, og de to gaser har, uden de for gaser sædvanlige uoverensstemmelser, skiftedes til at føre den gigantiske mængde gæs mens den anden har ligget bagest og opmuntret de yngste og trætte, og således kom de meget nemmere frem i god behold.
Gustav fortæller bedrøvet at han har været nødt til at efterlade sin mage ved trægrænsen i nord, med flokken af for unge og skadede gæs, og den anden gase forstår at Gustav har svært ved at føre sin flok alene den lange vej, og de aftaler at følges så de kan støtte hinanden, som de har gjort det før.
Gustav er taknemmelig for sin vens støtte, og sammen genner de alle til ro for natten, mens Gustav sender sin mage en kærlig men bedrøvet tanke, og endnu en gang overvejer hvordan han kunne have gjort det anderledes.
Fortsættelse følger:

Mette Nygaard:
4. December
I dag blæser det rigtig meget, og træerne svajer, og det store træ uden for hønsegården hælder faretruende ved hvert vindstød, regnen pisker mod ruden på hønsehuset så Cornelius ikke kan se ud, og det er det værste han ved, Cornelius har det bedst når han fra sin vinduesplads kan se ud i haven og holde øje med det hele, men det trommer på taget, så Cornelius frygter at det bliver en af de forfærdelige dage, hvor det er umuligt at gå ud, og hvor damerne skændes hele dagen, om alt hvad der overhovedet kan diskuteres om, men Amalie og den lille sorte vil forsøge at mægle, til Amalie til sidst taber tålmodigheden og begynder at kagle helt uhæmmet, og Cornelius må op på sporene og mane til besindighed. Han hader de dage, og håber at det kun er en grim byge, og at de kan komme ud senere på dagen og få rystet fjerene og pudset sig.
Konen med de ternede sutsko, har i dagens anledning taget store gummistøvler på for at komme til hønsegården, og da lemmen til smuthullet går op blæser det så voldsomt ind så spånerne flyver, Amalie hidser sig op, over at hendes ellers så perfekte fjerdragt kommer i uorden og bliver fyldt med spåner, og de fine damer skynder sig ind i hver sin redekasse og bestemmer sig for at i dag, er en af de dage hvor det er passende at lægge et af de sjældne æg, så går tiden så hyggeligt med det, mens de andre skændes og kagler.
Konen beslutter at lukke smuthullet igen, og lade sine høns være i sikkerhed i hønsehuset, og hun har taget dagens lækkerier med og sætter den velkendte skål ind på gulvet, og tjekker at der er korn og vand så der er alle fornødenheder til en dag under tag, og så kæmper hun sig tilbage i vinden gennem haven og ind ad køkkendøren.
Cornelius forsøger at holde øje med det store træ, og tænker at det måske var en god ide at tage en lur på pinden mens damerne spiser, men ligesom han har tænk det, kommer der et vindstød der får huset til at ryste, og nu er han helt sikker på at han ikke skal lukke øjnene, så han står på sin pind og stirre ud af vinduet i håb om at han kan stirre vejret til ro, mens de to rundstrikkede skændes om hvem af dem der er mest forskrækket, og hvem der først blev bange, og om nu Cornelius ved hvad han gør, hønen med kattepelsen sender dem et bebrejdende blik, og de tier omgående.
Vinden tager ikke af, og som dagen forsvinder og mørket falder på bliver Cornelius mere og mere urolig, hans hus flytter sig, og hans tag knager og letter i den ene side, og nu suser det ind alle steder, og vandet driver ind, der står vand på gulvet, så hønsene er krøbet på pinden som nu sidder skævt, så de læner sig ind mod hinanden i bekymring, og Cornelius prøver at berolige sin flok, og sige at det jo har været blæsevejr før, men han har aldrig været ude for noget lignende, han er virkelig bange, for alle hans høns er gennemblødt til skindet, og fjerene hænger om dem, mens de klager over kulden og vinden der går lige igennem dem, Cornelius er meget bekymret, og han er virkelig bange for at noget skal gå galt, for han er jo den hønsene har til at passe på, og husker godt at Amalie havde været meget syg af forkølelse en vinter, og det skulle jo nødig ske for nogen af hans høns i denne kulde, men lige nu ser det skidt ud, og faktisk fryser han selv så benene er ved at give efter under ham, han ved at de alle fryser, for selv de to rundstrikkede damer står helt stille i hjørnet og siger absolut ingenting, og det er virkelig usædvanligt, han har prøvet at overtale dem til at sætte sig op på pinden til de andre, men de høre ligesom ingenting mens de står i vand til skørterne.
Kattepels er næsten bekymret for de to fjollede damer, og da hun læner sig ned over hovedet på dem, og kagler højt, lader de vand være vand og letter op på pinden, hvor de så sidder helt stille let hældende til den ene side med Cornelius på den anden side. Cornelius holder skarpt øje med det svajende træ og den buldrende regn.

På den anden side af trægrænsen ser det heller ikke godt ud, den gamle gås har gennet den lille flok ind i skoven, men der er mange træer der vælter og det hele knager og brager, hun er træt og har ondt, mens de unge gæs er skræmte og går tæt ved hende, til hun mener at de skal falde til ro ved en brændestabel der kan give lidt læ, og de lægger sig tæt og lægger hovedet under vingen, og lader himlen rase
Gustav står på marken i sydtyskland med næbet op mod vinden, og fornemmer vejret og føler en frygtelig uro.

Fortsættelse følger:

Navigering

[0] Emneindeks

[#] Næste side