Forum > Hyggesnak
Juleeventyr 2016 - alle må skrive med :)
Hans-Kurt:
6. december
Alle sov i hønsehusene på den egn, hvor Tinnitus´ flok boede - alle ? - nej - der var to, som ikke kunne sove, Tinnitus, kunne ikke lukke et øje. Han havde i de sidste uger oplevet den værste tid i sit liv. Hvad var det da der skete for tiden?. Alle omkring ham var ved at forandre sig til noget dårligt. Se nu Hulda - hun havde altid stået øverst på hans liste over smukke og dejlige høner, hun havde altid kunnet se det bedste i alting, altid kunnet finde en god løsning på de problemer, som en hverdag i en hønsegård kunne skabe. Altid et klap på vingen og et godt ord med på vejen til flokkens medlemmer, hvis de havde brug for det.
Men nu - han havde aldrig set hende sådan før. Faktisk var han blevet helt bange for hende, som hun opførte sig nu.
Det var som om kulden - som han viste var udenfor - krøb ind alle vejene. Alle gik og skuttede sig, som om kulden også trængte ind under den enkeltes fjer. Men var det nu også kulde sådan i normal forstand ? Nej det er den kulde, som kan ende med at fryse selv et varmt hjerte. Og Tinnitus viste godt, hvad et frossent hjerte i et hønsebryst kunne føre til. Han gyste ved tanken. Hvad skulle han dog stille op - der var jo ikke noget han heller ville end sørge for sin floks trivsel - men hvad kunne han gøre mod det store kræfter der nu styrede hele fjerkræ branchen ?
Måske skulle han overgive sin fører plads til unge Gert - var det tid til et regeringsskifte ?, Men det gik jo heller ikke. Gert var slet ikke voksen nok til at indtage en så høj post. Han ville bare give los for sine ungdomsdrømme og ikke tænke på konsekvensen af sine handlinger. Men kunne han hjælpe han på vej, hvad med et regeringsgrundlag - var tiden inde til at diskutere dette. Tinnitus var i 1000-sind.
Han kunne svagt huske, de fortællinger han havde hørt om en lignende situation, som var blevet fortalt gennem generationer af høns, hvor 2006 vist var året, hvor noget lignede - med udgangsforbud var blevet indført.
Han forsøgte at huske tilbage til da han fik det fortalt. Men han kunne ikke rigtig huske detaljerne fra den fortælling. Bare han dog kunne komme i tanke om hvor længe indelukningen varede, for den var jo da heldigvis stoppet på et tidspunkt. Hulda måtte da kunne huske noget og Den evige Skruk Maude - hun havde da også været i hans flok da fortællingen blev fortalt. Men turde han spørge dem om de huskede noget. Nej ikke lige i denne tid, for de var alt for påvirket af det som sket lige nu.
Ja Maude kunne han måske forsøge at spørge, for nu hvor hun havde fået rugeæg under sig, var det som om hun var blevet mere sig selv igen. Åh nej det gik jo ikke for om 3 uger ville der komme små nye medlemmer af flokken, og dem tænkte hun nok mere på nu, end at lemmen ikke gik op hver morgen. Åh - hvad skulle han dog gøre - han ville ikke lukke et øje i nat.
Hans hørelse havde også lit den sidste tid. Hans tinnitus var vel ikke ved at bryde ud i lys luge igen ?.
Lille Gerda havde igen sat sig til rette på lysarmaturet, for at sove der for natten. Også hun havde besvær med at falde i søvn. Hun syntes at luften i hønsehuset var blevet være og være, alt den støv som luften indeholdt nu. Hendes øjne løb oftere og oftere i vand. Det var også som om hun hostede mere end normalt. Var der overhoved nogen der tænkte på hvordan det er at leve i et hønsehus dag ind og dag ud, uden at komme ud og få frisk luft ?
Sikkert ikke, de havde nok ikke selv prøvet at være spærret inde 24/7, var det idet hele taget lovligt at fratage en retten til frisk luft ? Hun mente da at kunne huske, at selv om man var sat i et fængsel - som hun viste Konen i Termokedeldragten´s fætter havde været, så havde der været "gårdture" - dagligt. Det ville hun foreligge Tinnitus i morgen, for det måtte der da kunne åbnes op for. Tænk bare en enkelt lille tur ud i det fri, åh hvor ville det være dejligt. Tanken fik Lille Gerda til at drømme om tiden der var gået og hvor hun kunne være helt fri og gå hvorhen hun ville - når hun huskede at tage højde for tråden omkring hønsegården. Hun fandt ro og faldt i søvn.
Fortsættes
Lene71:
7. december
Solen er kun lige stået op denne morgen, da overhanen Tinnitus hører konen i termokedeldragten nynne fornøjet. Mon hun har fundet ud af, hvad der er galt med lemmen? Har hun fundet ud af at fixe den, så den igen kan glide op hver morgen? Åhhh – han håber så inderligt – noget så inderligt. Bare tanken om friheden, den friske luft, middagsbadet i jordhullet langs væggen, regndråbernes prellen-af på fjerdragten, blæstens tag i halefjerene, mudder mellem tæerne. Tinnitus står helt stille og dagdrømmer, nærmest med et smil om næbet. Han er faktisk ved at have lidt ondt i benene af at gå på det hårde betongulv hver dag, hele dagen. Ganske vist er laget med strøelse blevet usædvanligt tykt her i de indelukkede tider, men en gruppe af hønerne sparker og skraber i det konstant, så der altid er huller ned til den rå beton. Det bliver ikke bedre af, at unghanen Stig hele tiden skal gøre sig til overfor damerne på sin egen flyvske og ubetænksomme måde, nærmest som et ADHD-barn.
Med ét bliver Tinnitus vækket af sine dagdrømmerier. Det er Hulda som igen skræpper højlydt op over den lukkede lem. Selvom han godt kan lide Hulda, synes Tinnitus, at hun er ved at blive for meget, når hun nærmest går i selvsving og virkelig skræpper op med sin utilfredshed. Ind imellem tager han sig selv i at tænke, at hun måske kan blive til en god suppe. Men hver gang skubber han, med et gys, tanken fra sig igen - for måske mener konen i termokedeldragten, at HAN også kan blive til en god suppe. Og den tanke kan hans lille hane-hjerne slet, slet ikke rumme.
Lille Gerda sidder på sit lysarmatur og betragter, hvordan den tidligere så store og stolte hane Tinnitus, hele tiden falder i staver i sit dagdrømmeri. Hun tager en modig beslutning, og flakser ned og stiller sig lige så stille ved siden af Tinnitus. Han er nu en god flokleder. Alle kan komme og betro sig til ham. Længe står de og klukker lavmælt sammen. Gerda fortæller ham, hvordan menneske-fangerne i et menneske-fængsel kommer på gårdtur hver dag, og sammen udtænker de en plan for, hvordan det også snart kan blive virkelighed for hidsige Hulda, unge Stig, overhanen Tinnitus, lille Gerda, den evigt skrukkende Maude og resten af flokken.
Den aften går Gerda til hvile på pinden, næsten gemt under den beskyttende vinge fra Tinnitus. Men lige inde hun falder i søvn, husker hun sig selv på, at det kun skal være den her ene nat. Hun må ikke glemme sin hemmelige kærlighed Hubert.
Fortsætte……
Hans-Kurt:
8. december
Førerhønen Hulda sad sløvt og stirrede ud i luften. Hendes krop værkede i alle led. Hun havde svært ved at løfte vingerne og strække ben, nej det kunne hun ikke. Hvad var nu det for noget ?. Så gammel var hun da heller ikke, at hendes ellers velfungerende krop burde sådan svigte hende.
Hende som normalt var på stikkerne fra solen stod op og til den gik ned, hvad var nu dette.
Hun forsøgte at løfte vingerne for at ryste dem, men nej, det kunne hun ikke. Der begyndte at gå panik i hende - var det denne indespærring, som påvirkede hende så meget. Hun forsøgte at strække venstre ben bagud og vingen med, men i hast fik hun benet tilbage på pinden, hvor hun nu havde siddet fra i går da det blev mørkt og til nu, hvor solen - trods årstiden - dog var stået op for flere timer siden.
Hun mærkede efter på sin kam - nej den var ikke varm - altså ingen feber. Så lyttede hun til sit hjerte og om det slog unormalt - det gjorde det, så nej, heller ikke der var der noget galt - hvad kunne det så være.
Pludselig kom den tanke til hende - hvad nu hvis hun skulle til dyrlæge - hvis hun nu fejlede noget alvorligt - for måtte konen i termokedeldragten i det hele taget putte hende i en transportkasse og køre hende de 2 km der var til dyrlægen ? I disse tider, for det var vist ikke kun lemmen, der ikke kunne åbne. Hulda var ved at være overbevist om, at der var noget langt være under opsejling. Konen i termokedeldragten, kunne man sige meget om - og det blev der - men hun fik nu altid løst de problemer der opstod, på den ene eller anden måde. At lemmen ikke fungerede nu, og ikke havde gjort det længe, måtte skyldes noget andet en selve installationen, som bl a bestod af den mærkelige kasse der snurrede lystigt, når lågen gik enten op eller ned. Den lille røde lampe - som sad på en klodslignende tingest i elstik kontakten og som via et elkabel forbandt den mærkelige kasse med strømgiveren - lyste den ikke hele døgnet rundt - normalt altså ?- det gjorde den ikke nu. Mærkeligt..... mærkeligt.
Strømafbrydelse kunne der ikke være tale om, for lyset ude i laden kunne jo tændes uden problemer. Hulda gled længer ind i sig selv, hun lukkede øjnene. Hvad var det dog for en verden hun nu levede i.
Gamle Oda var på vej ned fra sovepinden, da hun så ud af vinduet og fik øje på Konen i termokedeldragtens mand. Hvad havde han nu for ? og hvad havde han i den papkasse han bar på. Oda stoppede op og fortsatte med at kikke på ham, for at se, hvad der skulle ske. Åh - ih - ejjj - manden stoppede ved det nyplantede grantræ over ved drivhuset og ud af papkassen tog han lyskæden - lyskæden det var jo også rigtigt - i al den postyr, om ikke at kunne komme ud i hønsegården og alt det det indtil nu havde medført af problemer, havde alle i hønsehuset glem, at det jo faktisk var ved at stunde mod jul og den Guds velsignede dag, hvor solen vender og det bliver lyser dag for dag.
Oda kikkede sig rundt i hønsehuset og så på de andre indvåner, hvad var der ved at ske med dem alle sammen ?, hvordan kunne alle glemme, at det snart var jul. Hendes øjne fandt fører hønen Hulda - der gik et gys igennem hende, hvordan var det dog Hulda så ud ?. Hulda som altid var først med næsten alt - sad hun ikke der og så ud som om hun slet ikke var i denne verden mere. Hendes blik var så fjernt, så ......Det løb gamle Oda koldt ned ad nakken, mellem de få fjer hun efterhånden havde tilbage - der.
Lille Gerda skulle lige til at......
Fortsættes
Hans-Kurt:
9. december
....forlade den lune plads under Tinnitus´s vinge, hvor hun havde tilbragt natten, da der lød et mægtigt brag udenfor hønsehuset - hvis ikke alle var vågen på det tidspunkt, kan det nok være at alle pludselig blev lysvågne og lyttende intens efter hvad det var for et brag. Alle sad helt stille, uden at sige en lyd - men der kom ikke mere larm - Så - der var noget som rørte sig uden for vinduet.
Alle kikkede angst på det som bevægede sig forbi hønsehuset, var det ikke sønnen af - nej, det var han for stor til at være, men var det så naboen - måske, men hvad lavede han inde i deres hønsegård og hvad var det som havde givet dette mægtige brag ?
Så hørtes en stemme - den var god nok det var bestemt naboen, der stod der ude. Hvad var det han sagde ? "Sat...s, det lykkedes ikke". Der skulle have været mere sprængstof i den sprængning.
Tinnitus kikkede forvirret på de andre - sprængstof, jamen hvad var det der skete - så - nu kunne de høre damen i termokedeldragten komme farende. Hun rundede lige hjørnet af hønsehuset, da naboen sprang over hegnet og ind til sig selv. Men hun nåede at se, hvem det var der forlod hendes matrikel. "Holdt - råbte hun - men ordren blev ikke adlydt. Naboen var allerede forsvundet ind i sit skur og smækket døren efter sig.
Hønsene kunne se, at damen i termokedeldragten havde en lygte med og lyste på hønsehuset, lige der hvor det store brag var kommet fra. Nu hørtes der en skraldlatter og ordene: " Nej nu har jeg aldrig set magen, der er forsøgt sprængt hul ind til mine høns. Jamen det er da forfærdeligt, hvad skal det betyde ? Hun fik pludselig et Flach Back, det her havde hun oplevet en gang før, på det selv samme sted, men det var i en helt anden situation, det var dengang hun havde lejet, arealet, hvor der nu var hønsegård, ud til selvsamme nabo.
Han havde brugt pladsen til sin bil under 2. verdenskrig. Og bilen var påmonteret en brænde fyret gasgenerator.
Der var længe blevet stjålet af damen med termokedeldragten´s brændestabel og for at finde tyven, havde hun boret et hul i et stykke brænde, fyldt krudt i hullet og sat en prop i. Få dage efter, hen under aften, havde der lydt et brag da gasgeneratoren på naboens bil sprang i luften - Naboen sagde aldrig noget om det skete og der blev derefter ikke mere stjålet træ.
Var dette en hævn aktion fra den gang - eller ........
Damen i termokedeldragten kom ind i hønsehuset, tændte lyset for at se, hvordan hønsene havde taget det. Der var faktisk ikke den uro, hun havde forventet.
Grunden til den manglende uro er, at Tinnitus, Hulda og de andre er meget trykke, når hun er hos dem. Hvis ikke hun viser frygt, så ved de, at det skal de heller ikke føle.
Nu, hvor solen var stået op, havde alle mere ro og tid til at kikke rundt i hønsehuset, og lyset atter var slukket, da så de: Over i det ene hjørne, der hvor redekasserne er. Der inden under dem, var muren revnet og de første solstråler lyste ind. Havde naboen forsøgt at befri os, tænkte Tinnitus, var det hans måde at vise solidaritet med hønsebesætningen på, på den anden side af hegnet. Var han en mand der tog problemerne alvorligt og ville udfri os fra det fangenskab det havde udviklet sig til, med den forb....de lem, som ikke blev åbnet mere. Var det ikke lige en lidt for dramatisk måde at åbne op for hønsehuset på.
Nej, det var vist for usandsynligt, alt for urealistisk, at noget sådant kunne ske. Men man ved jo aldrig, hvad indespærring af dyr kan påvirke en ejer af høns med. Alle på egnen viste, at også naboen var særdeles glad for høns og gik op i deres trivsel med liv og sjæl. Men hvorfor så ikke åbne op for egne høns først, hvorfor naboens og så ved at sprænge sig vej genne muren ind i hønsehuset. Det var bare alt for mærkeligt, men der må være en god forklaring - men hvilken ?
Nu kikkede alle på damen med termokedeldragten, havde hun set sprækkerne, nej - heldigvis ikke, hun var mere interesseret i at samle æg og kikke til den evigt skrukkende Maude. Bare hun snart ville gå op til sig selv. ALLE tænkte den samme tanke, ALLE. For hvor der er en sprække er der måske en udvej. Ved fælles hjælp og mange skrabende klør, så........
Fortsættes
Mette Nygaard:
Lille Gerda vågnede tidligt i skumringen næste morgen, helt tummelumsk oven på gårdagens begivenheder.
Det store brag og revnerne i muren, som Tinnitus resten af dagen havde patruljeret foran og inspiceret i alle krinkelkroge for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kunne få flere solstråler ind i hønsehuset ad den vej.
Men Tinnitus var ikke en handlingens hane. Han var en modig og stolt flokfører, men beslutninger var ikke hans stærke side. Dem plejede Hulda jo at tage sig af. Men hvad var det dog med Hulda? Fra at have været fyr og flamme og næsten lidt irriterende sad hun nu bare der på sin pind med lukkede øjne og oppustet fjerdragt og lagde våde klatter, og Konen i Termokedeldragten havde slet ikke opdaget det endnu, sikkert på grund af chokket over det pludselige brag.
Men det havde Gamle Oda, havde Gerda set. Gamle Oda, der ellers mest passede sig selv og sin fjerdragt eller fortalte historier fra gamle dage, blandt andet om Den Onde Tid for længe siden som nu så ud til at være vendt tilbage; Gamle Oda der som regel gik sine egne veje og tilbragte meget tid i stille væren under bærbuskene i hønsegården, det eneste sted hun mente hun kunne være lidt i fred for ungdommen nu til dags og deres pjank med æg og kyllinger... Den Gamle Oda havde Gerda set flere gange stirre bekymret på Hulda og endda sætte sig hen siden af Hulda og forsigtigt trække hende i halsfjererne. Men hver gang havde Hulda bare vendt hovedet væk og pustet sig endnu mere op.
Gerda hoppede ned fra fra sit lysarmatur og op på den pind, hvor Oda sad og sov helt alene.
"Du, Oda..." hviskede hun. Oda kiggede morgengnavent ud af øjenkrogen.
"Hvis det er ham Hubert igen, så gider jeg ikke høre mere - jeg har jo fortalt, hvordan du skal lægge dig på knæ med rumpen til ham, hvis du vil have hans opmærksomhed", snerrede Oda.
"Nej, det er ikke det, Oda - det er Hulda. Hvad er det med Hulda? Er hun syg? Er det Det Onde der er ved at gøre det af med hende? Bliver vi så alle syge???? Og hvorfor gør Konen med Termokedeldragten ikke noget", gøs Lille Gerda.
"...åh Hulda, ja... det er ikke så godt med hende. Jeg har set det før, faktisk flere gange, når der har været uro i flokken", svarede Oda nu mere venlig ved synet af den lille bekymrede Gerda, "og bare rolig, det er ikke alvorligt, men vi skal have Konen i Termokedeldragten til at tage sig af Hulda - vil du hjælpe mig?"
DET ville Lille Gerda gerne! Oh, at stå i lære hos den gamle høne og suge til sig af hendes erfaringer, det var lige noget for et kvikt hovede som Gerdas.
Da Konen i Termokedeldragten lidt senere kantede sig ind i hønsehuset, fik hun et chok. Under den ene siddepind lå Gamle Oda og unge Gerda helt stille i hver dagens underlige, kæntrede stilling. "Årh nej, Oda - så gammel var du da heller ikke! Og så Gerda... Pokker tage Fødevarestyrelsen og deres dumme regler, det tager livet af mine høns!!!" Hun for hen for at tage dem begge i sine arme, men netop som hun bukkede sig ned, rullede de begge om på den anden side og gnubbede de beskidte spåner godt ind fjerdragten. "Ej, der fik i mig", grinede Konen i Termekedeldragten, "jeg troede lige... Og så er I bare igang med weekend-badet. Men piger, det er da ikke stedet at gøre det - I plejer jo at gå ud under... Nå nej...", Konen i Termokedeldragten standsede midt i sætningen, da det gik op for hende, at hendes høns ikke længere kunne gå ud og støvbade under solbærbusken i hønsegården. Hun rettede sig op og kløede sig i panden - hvorpå hendes blik faldt på Hulda, de oppustede fjer og den våde plet under hende: "Åhr for pokker! Det burde jeg have forudset..."
Hun tog Hulda under armen og gik hen til det lille skab ved døren. Gerda strakte hals og gjorde store øjne: Hun havde hørt om HønseApoteket, men havde endnu til gode at se det i brug - Gamle Oda sagde altid, at hvis HønseApoteket blev åbnet før Kyndelmisse blev det en lang vinter. Og der var jo endnu laaaang tid til Kyndelmisse, efter hvad Gerda havde forstået.
De andre høns var nu også stoppet op midt i deres morgenritualer og stirrede nu alle på Konen i Termokedeldragten, der åbnede en lille dåse og tog noget der lignede to grønne larver og smed ned i næbbet på Hulda, der nu var vågnet lidt op til dåd og brokkede sig. "Brok er godt", hviskede Gamle Oda til Gerda. Hulda blev sat ned på gulvet igen og gik straks hen til vandtårnet for at skylle efter. Men Konen i Termokedeldragten kom først, tog vandtårnet op og bunden af og hældte en afmålt portion gylden væske i vandet. "Sådan", sagde Gamle Oda, "nu skal det nok gå alt sammen. Hvis bare hun så også vil..."
Konen i Termokedeldragten forlod hønsehuset med hastige skridt og kom tilbage lidt efter med en stor skål, som hun stadig rørte i, mens en hørm af - ja, Gerda vidste ikke af hvad - stod omkring den.
"Hønseguf!!!", ivrede Oda og puffede til Gerda, der forundret så, hvordan alle de andrea (pånær Den Evige Skruk Maude) kom på benene og flokkedes omkring benene på Konen, "skynd dig, Gerda - det går stærkt nu!" Gamle Oda sprang afsted, og Lille Gerda efter hende, undervejs puffede hun til Stig der stod og gloede uforstående, så også han kom med.
"HOV!!!", lød det pludselig fra Hulda, der ellers havde stået og sløvt dyppet sit næb i vandet, der nu havde fået den let syrlige smag, lidt hen ad æbler, som hun genkendte fra forrige vinter. Hulda hankede op i fjerdragten og flyttede sine trætte ben, så hurtigt hun kunne hen til skålen. Der var en skubben og masen uden lige, og i løbet af to minutter var skålen tom, og Hulda sukkede tilfreds.
Konen i Termokedeldragten smilede: "Se så skal det nok gå alt sammen. Men hvor kom jeg egentligt fra... Nå ja, plantesækken". Hun gik atter ud af døren, rumsterede lidt rundt derude og kom ind igen med en murerbalje i den ene hånd og en tyk plastiksæk i den anden. Murerspanden stillede hun i hjørnet under Hønseapoteket, længst væk fra redekasser og mad og vand, og fyldte den med indholdet fra sækken. En duft af forår spredte sig i hønsehuset og blandede sig med hørmen fra hønseguffen. Gerda strakte hals og stirrede. Det lignede grangiveligt... Kunne det være? Det lignede og så alligevel ikke. Jo den var god nok - det var dejlig, tør jord!!!! Hun sprang afsted og tog hovedspring lige ned i baljen og begyndte at vride sig og gnubbe sig så det var en fryd.
En gnist blev tændt i de andre hønsehjerner, der jo ikke var helt så kvikke som Gerda, og alle (pånær Den Evige Skruk Maude og Hulda, der slog kro på sin pind og lod hønseguf, grønne larver og de gyldne dråber i vandet gøre deres virkning) flokkedes omkring murerbaljen og skubbede og masede. Tinnitus tog et spring over hovedet af dem alle og fra kanten af murerbaljen strakte han sig på tå og galede: "Iiiind på rææææækkke!!!".
Konen med Termokedeldragten havde for længst forladt hønsehuset igen, mens hun fortravlet havde mumlet noget om lægter og pressening og den fordømte blæst (- der var det ord igen, pressening, tænkte Lille Gerda, inden hun atter dykkede ned i pottemulden i murerbaljen). Og godt det samme - høns der stiller op på række og kagler løs om, hvem der kom først, havde nok været for meget af det gode for den hårdt prøvede Kone.
Den dag glemte hønsene alt om revnerne i muren.
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side
[*] Forrige side