Forum > Høns
Hvad gør din race til noget særligt?
Susanne Ebbe:
Jeg er så småt begyndt at samle op på en masse gamle guldkorn, udsagn og gode idéer til et af vores næste store projekter; leksikon.
Til det mangler jeg alle jeres erfaringer og oplevelser med lige netop jeres racer. Også jer der har æglæggere (hybrider) i haven.
Jeg vil også gerne høre om fasaner, vagtler, duer, ænder og alle de andre fjerkræ der gemmer sig rundt om i haverne.
Så skriv gerne så meget du vil, så sammenfatter jeg det til vores leksikon :D
Christian Ernstsen:
Lad da mig lægge ud, så!
Gul Orpington, stor: En meget flot høne med "skørter" om benene, og meget rolig og børnevenlig. ELSKER mad, så det er nødvendigt at holde igen med energirig mad og lade havre indgå som en relativt stor del af kornfoderet. Tung, flyver nødigt, om overhovedet, men kan godt baske op på hegn og andre gode siddepladser. Lægger store/mellemstore brune æg, cirka 4-6 æg om ugen. Holder gerne pause om vinteren med æglægningen.
Bliver skruk for et godt ord, og er en meget ihærdig, men desværre klodset ruger. Max antal æg under en orpingtonskruk: 8-10, jeg har aldrig haft held med flere, for den træder dem i stykker, hvis der er for mange æg. Super kyllingefører, og jeg har oplevet flere haner hjælpe med i pasningen af kyllingerne. Jeg har oplevet lidt problemer med fjerpilning, men i begge tilfælde var det relateret til et enkelt individ, der til gengæld formåede at pille 5 andre høner helt bare, inden jeg fik stoppet uvæsenet. Har oplevet en enkelt hane, der havde aggressive tendenser, men stik imod al genetik fik den blide og dygtige hanekyllinger som afkom. Det er dog vigtigt at lade børn og ægtefælle deltage i fodringen så ofte som muligt, da det er min erfaring at hanen lærer menneskene at kende.
Lidt blandet fra posen ovenfor, objektivt og subjektivt i én pærevælling...
Orpington er i øvrigt min "første kærlighed", og derfor den bedste race jeg har prøvet, uanset fakta og andres holdninger! ;D
Hanne Lottrup:
Kommentar til Christians.
Jeg har haft flere orpingtonshaner og aldrig haft en der var agressiv - tværtimod. Det er de haner jeg har haft som var aller mest tålmodige, også over for børn.
Som rugere har de heller ikke været klodsede, tvært imod - men det handler måske om held ;)
Så vil jeg gerne fortsætte med silker :)
Silker er en meget smuk, charmerende og nem race som fås i stor og dværg. Jeg kender kun til den store.
Hanen er en super leder og har øje for alt. Følger sine høns til reden, lægger sig og laver små lokkelyde til hun overtager. Drøner tilbage til sine andre høner og passer hele flokken perfekt. Også god som hjælper når der er en skruk der går med kyllinger. tager solbær ned fra buske til kyllingerne og kalder.
Den store silke har bevaret alle de gode gængse hønseegenskaber og er super skrukker. Starter ofte i januar/februar måned. Dette kan være en ren pestilens hvis alle ens høner ligger og er punkterede i flere måneder og man således ingen æg får!
Hønen er en god kyllingefører og kan fint udruge omkring 10 - 12 æg under sig (af egen herkomst). Kan ruge og have kyllinger sammen med resten af flokken.
Trods sit noget sarte udseende er silker utrolig robuste og sunde - nogen hævder enddog at de er sundere at spise, end andet fjerkræ :)
Huden er sort og kødet blåligt, hvilket man skal kunne abstrahere fra hvis de skal spises.
På trods af de lange fjer på fødderne, er de absolut ikke mere beskidte i pløret vejr end andre racer.
Har man ikke ræve eller hunde i nærheden, er silker perfekte i haven. De kan gå bag et 50 cm højt hegn, uden at flyve over - de kan sagtens, men de gør det ikke.
Det var lige det jeg kunne ryste ud af ærmet!
Hvem fortsætter, så Susanne kan få alle de vigtige detaljer med i vores racebeskrivelser i det nye leksikon???
Lone:
Araucana! Efter et par år med lyse sussex, blandede dværghøns, welsumere og barnevelder fik jeg min første araucanahane. Han var gratis, men jeg var solgt! Ad flere omveje og med et par tacklinger undervejs har jeg nu haft araucanaer i 6-7 år.
Det helt særlige ved araucana er de blågrønskalllede æg, oven i købet af pæn størrelse, i betragtning af, at hønsene egentlig ikke er ret store. Og der kommer pænt med æg, lige bortset fra november-januar.
Det gav lidt tiltrængt respekt i familien, at mine dumme høns ikke bare lagde æg, men æg med farve. Og når jeg fortæller om mine høns til andre, spidser de lige ørene en ekstra gang, når jeg henkastet fortæller, at jeg har påskeæg - året rundt!
Et andet særpræg ved racen som gumphøns er den manglende hale. Når man slagter, er der ingen gump at fjerne. Nogen mener, det får dyrene til at se amputerede ud, jeg synes mere, at hanerne får en særlig stolt, oprejst holdning. Og så bør dyrene have som minimum kraftige dun på siden af hovedet, helst rigtige fjer, der stritter vandret ud fra området omkring ørene og gerne bøjer smukt op over issen.
Racens væsen er sit eget, man fornemmer stadig urhønens instinkter, og de ruger først, når temperaturen er til det, men gør det så også gerne og er gode til at passe kyllinger. De er gode flyvere og skal holdes i en gård med net over, hvis man ikke vil have dem i hele haven - og naboens! Tamme bliver de nemt, så man må skubbe dem ind af døren for at komme til at fodre. Men dumme er de bestemt ikke, sammen med kyllinger af andre racer, er det hurtigt araucanerne, der tager føringen.
Susanne Ebbe:
Dejligt, bliv endelig ved. Det er de personlige erfaringer der tæller når vi skal vælge race <E
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side