Jeg fandt et stort indkøbsnet fra Jysk, som fungerede en tid. Men Keld er jo blevet enorm - og har sin egen mening om, hvordan han vil transporteres. Nu sidder han for det meste i indkøbsvognen, når jeg handler. Men hvis der ikke er så mange mennesker, går han ved siden af mig.
Jeg har heldigvis et par fantastiske gåsesittere i nærheden, så han leger tit i deres haver, mens jeg køber ind.
Han har været med på familiebesøg i Nordjylland, hvor vi mødte et par andre gæs. Dem var han ikke synderligt interesseret i. Til gengæld var han helt vild for at deltage, da genboen holdt havefest. Han prøvede at gå gennem hækken over til dem - han elsker, når der er mange mennesker forsamlet.
Han er stadig venlig over for alle, vi møder; hilser dem højlydt og længe. Dog bliver han nervøs, hvis fremmede kommer for tæt på for hurtigt. Endnu har han hverken hvæset ad eller bidt efter nogen. Jeg krydser fingre for, at det fortsætter sådan.
Han genkender sine gåsesittere og stormer dem begejstret i møde.
Sommetider vil han ikke med hjem, og så må han enten bæres eller lokkes med godbidder (kattemad).
De oprindelige planer vedrørende gåsesteg på julebordet er revideret en anelse. Han kommer snarere til at sidde med ved bordet... Så nu er jeg ved at grave ud til en stor svømmepøl til ham - 2 x 2 meter, og 60 cm. dyb. Han var i sommerhus ved Limfjorden, og selv om han blev lidt skræmt af brændingen, var han helt vild med at svømme. Jeg glæder mig til at se ham i poolen!
Han sover stadig i sengen - lige nu står han og råber på mig, så jeg kan løfte ham derop.
Jeg vedlægger et par billeder.