Svenske myndigheder har fundet en stigende mængde af dioxin i nogle prøver af æg fra svenske, økologiske høns. Mængderne er IKKE over grænseværdien, men de er stigende, og det har fået de svenske myndigheder til at være opmærksomme. Kilden til stigningen er ikke kendt, nogle peger på, at det skyldes at økologisk foder til høns indeholder fiskemel. I Sverige kommer fiskemelet fra Østersøen, og derfor er det nærliggende at antage, at det kan stamme derfra. Men der er ikke konstateret store eller stigende mængder i prøver fra det svenske fiskemel. I Danmark bruges ikke fiskemel fra Østersøen til foder til høns. En anden årsag til dioxin kan være det lokale miljø, hvor hønsene har adgang og kan optage dioxin derfra. Det er tilsyneladende nogle få prøver, hvor der er konstateret en øget dioxinmængde i. De svenske myndigheder og “Svenska Ägg” har derfor sat gang i en større undersøgelse af flere besætninger for at finde frem til kilden.
I Danmark var der i 2012/2013 en undersøgelse af dioxin og PCB i æg fra fritgående høns. Her blev der fundet 4 tilfælde, hvor indholdet var over grænseværdien og 6 tilfælde der var under grænseværdien, men som var på “indgrebsniveau”, altså hvor der, ligesom svenskerne er i gang med nu, skulle gøres noget for at bringe det ned.
Af de 4 overskridelser var den ene meget høj på dioxin og den anden på PCB. De 2 andre lå lige over grænseværdierne.
Går man ind i undersøgelsen og kigger på bemærkningerne, så skiller den, der ligger højt på dioxin sig ud fra alle de andre. Som de eneste, så putter de aske fra fastbrændselsfyr ind i hønsegården. De oplyser også, at de fyrer med spånplader. En klar kilde til dioxin er her. Den der ligger højt på PCB skiller sig også ud ved at underlaget i hønsegården er jord/beton. Det tyder på, at det er forurening med byggematerialer i jorden, som giver anledning til det forhøjede PCB indhold, noget som er kendt fra eksempelvis Holland.
En anden observation af undersøgelsen er, at der er en klar overvægt af dem, der har højere værdier af dioxin/PCB kun har jord i hønsegården. De der har græs og/eller træer+buske i hønsegården har et lavere indhold af dioxin/PCB.
Den største kilde til dioxin i danskernes kost er fede fisk som sild og laks fra Østersøen, mejeriprodukter og fedt fra kød. Det er slet ikke æg fra høns. Hvis der tages enkle forholdsregler, så er der ingen risiko fra dioxin i at spise æg fra fritgående høns.
For at undgå dioxin/PCB i æg fra fritgående høns er der nogle enkle råd.
Smid ikke aske i hønsegården
Lad ikke hønsene gå på gammelt bygningsaffald, som kan indeholde PCB
Lad hønsene gå på græs, under træer eller buske.
http://www.atl.nu/lantbruk/lokal-miljo-mojlig-bakom-gift-i-ekoagg/