Hej Tanja,
jeg ringede til hende, vi havde købt dem hos. Hun er bare super. I forvejen havde vi jo en, der døde af noget, vi gik ud fra var spagatben el. lign. for få uger siden, og dér fortalte hun, at hun havde oplevet det samme blandt sine, og derfor havde sendt en til obduktion.
I Danmark kunne man ikke se, hvad der var galt, og den blev sendt videre til Tyskland, hvorfra svaret var Mareks/hønselammelse. Det er KUN hendes rheinlændere, der har det, ikke de andre racer. Faktisk fik hun at vide, at der er Mareks i stort set alle hønsebestande, det er bare ikke sikkert, at det bryder ud. Om Rheinlændere så er blandt dem, der "let" rammes af udbrud ved jeg faktisk ikke.
Vi har fået virkelig god information fra første sekund vi kontaktede sælgeren omkring vores interesse for høns og hele vejen igennem. Vi har fået flere valgmuligheder for hvad vi gør nu (aflevere tilbage, afvente og få erstattet de døde, skifte race). Vi har fået super vejledning i rengøring, og selvom jeg er rigtig ked af det og synes at det er træls og sørgeligt og irriterende og alt muligt andet, så er jeg GLAD for at vi valgte at købe hvor vi gjorde.
Hvis jeg kan spå om fremtiden for de sidste 6, så tror jeg, at der ryger 1 mere, 2 overlever og 3 kan gå begge veje. Det er kun baseret på deres størrelse og udstråling og uden at have "markesbrillerne" på. Jeg VIL have at den hane, der galede i går morges (den nåede kun til Kykke eller Kykkeli, men det var flot og kraftfuldt), overlever.
De har endelig fået den flotte skinnende fjerdragt med grønt skær og er SÅ flotte, og de står og hopper på række langs indhegningen, når jeg kommer ud på gårdspladsen, bare for at jeg ikke må glemme at komme med godbider. Jeg elsker bare de høns! Så flotte dyr har fortjent så meget bedre.