Hvordan mon det er for syns-dyr, som høns jo er, ikke at kunne se tilstrækkeligt godt, fordi nogen finder det nuttet at avle noget, der ligner en støvekost? Mon ikke det er en stressfaktor i forhold til ikke at kunne spotte evt. rovdyr?
Der burde i det hele taget diskuteres mere etik i forhold til hobbydyrsavl, istedet for det blot er landmænd, der altid bliver skudt efter, når det gælder husdyretik og velfærd.
Jeg deltog engang i forelæsninger med en professor i husdyrgenetik. Han kaldte alle de outrerede kæle- og hobbydyr, inkl høns, for "genetiske skraldespande".
Er det iorden at fremavle dyr, som sandynligvis lider på grund af det udseende vi påfører dem? Det være sig alt fra høns, til slørhaler med udpoppede øjne og hovedet nedad, når de svømmer, til hunde, som Bull dogs, der dårligt kan trække vejret, ofte har læbe-ganespalte, kun kan føde ved kejsersnit og ikke længere kan finde ud af at parre sig på naturlig vis.
Man kan mene meget kritisk om etik og velfærd i landbruget, når køer efterhånden giver så meget mælk, at de er slidt op på fire år, hvor de førhen holdt i 20 år. Man kan mene, det er forkasteligt, at industrihøns, som Isa brown bliver så ødelagt af at lægge alt for mange æg, så de er slidt op på et år. Jeg har overtaget nogle 'færdige' eksemplarer af slagsen. Det gør ondt at se på, de slidskader, de ofte får, selvom de kun er et år gammel. Men de er immervæk avlet til producenter som skal leve af det, og som producerer, hvad vi er villige til at betale for.
Men når det gælder vores hobby-hygge-halløj, har jeg svært ved at finde på holdbare undskyldninger for at tingsliggøre dyr, hvilket er tilfældet, når de bliver avlet som "sjove møbler", der skal passe ind i vores luner og trang til præmier, uden skelen til, hvad et outrereet udseende gør ved deres trivsel.