Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Høns => Emne startet af: Lene71 efter 01 Februar , 2016, 11:06
-
Jeg har en høne, som gennem lang tid (flere måneder) har svinget mellem at være frisk og aktiv, og stille og passiv. Og det har ændret sig fra dag til dag.
De sidste par dage, har hun dog absolut været mest til den passive side.
- I lørdags sad hun bare, og flyttede sig kun når jeg gik ud i hønsegården. Og jeg tror ikke at hun hverken spiste eller drak. Da jeg serverede hønseguf kom hun gående, men spiste ikke noget. Hun strakte hals hele tiden med åbent næb (som en hane der galer, men uden lyd). Jeg ved ikke om det er et tegn på at hun ikke rigtig kan få luft? Jeg frygtede faktisk, at jeg ville finde hende død næste morgen.
I søndags stod hun meget tit stille med halen nedad, men bevægede sig dog lidt rundt ind imellem, og nippede også lidt i jorden. En enkelt gang så jeg hende også drikke.
I dag bruger hun også mest tid på bare at stå eller sidde med lukkede øjne og nedhængt hale. Hun har dog taget del i frikadellerne til morgenmaden, og er ind imellem ude og prikke i jorden samme med de andre.
Hun ligner stadig "den store tykke" i flokken, som tidligere har haft en meget stor og hård kro som jeg har gået og masseret. Hun er stadig meget stor fortil (som jeg før har beskrevet det, går hun rundt med en stor gravid mave), men i lørdags var hendes kro helst bestemt blød og lille når jeg mærkede efter.
Jeg har selvfølgelig ledt efter sygdomme her på forum. Men har ikke fundet et svar.
Hun er tilsyneladende en overlever, som ikke sådan frivilligt opgiver livet. Ind imellem virker hun da også ganske frisk. Men jeg har også rigtig tit medlidenhed med hende, når hun bare står der med nedhængende hale.....
Hun er købt som hønnike i august måned, så det er ikke alderen der trykker. Og hun bliver heller ikke mobbet af resten af flokken. Faktisk synes jeg ind imellem det virker som om de drager omsorg for hende. Når hun står eller sidder alene, kommer der ind imellem én hen og holder hende lidt med selskab.
Er hun bedst tjent med, at få lov at leve med hendes gode og dårlige dage?
Eller tjener jeg hende bedre, ved at finde øksen frem?
-
Jeg havde en hanekylling, som blev helt ualmindelig tam. Han var altid til en tur i mine arme, for at få lidt kæl. Han knyttede sig til mig allerede som en måned gammel.
I de måneder han levede svingede han også meget mht helbredet. Han havde flest kedelige dage, hvor han ikke fik særligt meget ud af sit liv.
Jeg var MEGET i tvivl om jeg skulle aflive ham eller ej. Han skal have et godt liv. Et godt liv indeholder IKKE mange dage med hængende hoved og indaktivitet.
Men jeg fandt hele tiden tegn på bedringer - bare små - for at han kunne fortsætte livet. Så kom den store mængde af sne og som gjorde at alle blev inde i hønsehuset. Da jeg så kom der ud - åbnede døren - og han straks søgte mig - med det ene ben krøllet op under sig.
Så var det slut. Det blev jo ikke bedre - det var ikke svært at aflive ham, da beslutningen endelig var taget.
Nu kan mit omsorgsgen beskæftige sig med alle de andre og ikke kun på et enkelt dyr. Og han har fået fred og ligger ved en af mine rosenbuske. ::)
Så mit råd til dig er: Stop med at kæmpe med din samvittighed omkring hønen. Giv hende fred og lad dit omsorgsgen tilfalde de andre. Det vil være godt for hende og du skal ikke længere have et dyr, som du hele tiden skal tage hensyn til. Du får mere glæde af raske dyr end dem der skranter.
-
Tak for rådet Hans-Kurt.
Hvis jeg først tager beslutningen om øksen, stoler jeg på min beslutning, og vil ikke have dårlig samvittighed bagefter. Lige nu er jeg bare glad for at jeg valgte at starte med 4 høner i stedet for de planlagte 2, for det betyder at hun ikke skal erstattes med en ny.
Men jeg tror min høne mestrer tankelæsningens kunst, for lige nu står hun og æder, og har i øvrigt haft hævet hale hele eftermiddagen ::)
Ud over at tage den svære beslutning, har jeg et endnu større problem. Jeg har aldrig aflivet et levende væsen ud over fluer, hvepse og ørentviste.....
Jeg har læst alt om hvordan man gør - men fra teoretisk viden til praktisk udførsel :-\ Jeg er så bange for at gøre det forkert, så dyret lider.
Hvad nu hvis jeg rammer forkert eller for blødt når jeg slår hende i hovedet, og hun ikke bliver bevidstløs? Og hvad hvis øksen ikke vil hakke gennem halsen? Eller jeg ikke kan ramme fordi hun ikke ligger stille? Eller jeg besvimer når jeg har slået hende i hovedet? (og det er ikke mig jeg er bekymret for, men min evne til at færdiggøre (u)gerningen :'().
Og rent praktisk: Jeg har ingen huggeblok, så hvad lægger jeg halsen på, når jeg skal til at hugge? Jeg har læst, at jeg skal have en spand eller pose klar for at begrænse svineriet, men hvor meget sviner det? og hvor meget blod vil der løbe ud af sådan en 2-3 kg. høne?
Da det er en hybrid uden noget spiseligt på, skal jeg ikke bruge kødet. Så findes der en sikker aflivnings-teknik, hvor hovedet ikke skal af. Jeg tænker på noget med at vride halsen over eller lignende (det var en jæger, der engang foreslog mig det).
Mange bekymringer og problemer - men jeg har fra starten været fast besluttet på, at som hønseejer er jeg nødt til også at lærer at mestre afslutningen....
-
Jeg er absolut ikke god til at tage den slags beslutninger - og slet ikke når h*nen selv viser livsvilje…
Har derimod også stået med dyr, der bare stirrede blindt frem for sig, formodentligt i smerte, og så var der kun én vej, og det ud til huggeblokken.
Når det så er sagt, synes jeg Hans-Kurt's tanker omkring fordeling af omsorg er meget fine og rammende - dem vil jeg tage med mig på min videre hønsefærd :)
Og for så at svare på dit spørgsmål: "Hvordan gør man - sådan helt konkret?"
Da vil jeg helt klart råde dig til at finde en ven, nabo, kollega, nogen med erfaring, som vil foretage den første aflivning sammen med dig. Både så du kan blive vist tilrette omkring de praktiske ting som egnet huggeblok, om øksen er skarp osv. Men også så denne nogen kan udføre dette første 'drab' for dig - sammen med dig.
Og så lige et spørgsmål: Er det den samme høne med den hårde kro, der nu hænger med halen?
-
Hvis jeg skal aflive, så nøjes jeg bare med at slå baghovedet hårdt ned på et hårdt underlag mange gange. Det slår dem ihjel. Det har altid undret mig hvorfor folk hugger hovedet af, når man ikke skal bruge kræene til mad. Når vi afliver andre smådyr (kaniner, marsvin, mus mm) så får de da ikke skåret hovedet af. De får bare et par ordentlige gok af en jernstang for de større dyrs vedkommende, og for musenes vedkommende slået baghovedet ned i en bordkant.
-
Hej Mette
Ja, det er samme høne som den med den hårde kro. Hun har været sådan on/off lige siden.
-
Hmm, så kunne det jo lyde som om hendes kro er ude af balance på en eller anden måde.
Eller noget andet underliggende sygdom/dysfunktion (tænker jeg, fordi jeg desværre måtte sige farvel til min søde hane for en uge siden, formentligt pga. dårligt hjerte. Og hans kro ville ligesom ikke rigtigt tømme sig i dagene op til han døde).
Har du prøvet de forskellige 'heksekunstner' med hvidløg/hønseguf og æblecidereddike?
Hvis det det er bakteriefloraen, den er gal med, kan hvidløg, a-38 (eller Zoolac fra apotek eller dyrlæge) og æblecidereddike hjælpe med at stive de gode bakterier af.
-
Hvordan går det med hønemor?
-
Jeg har haft høns i næsten 20 år sammenlagt over et par afbrudte perioder, men jeg har aldrig haft en høne med sur kro.
Jeg har haft en (1) hane med fodbyld, et par høner som havde æggelederprolaps, den ene nåede at blive ædt halvvejs af de andre (ISA-)høner, den anden var en hellevadhøne, som jeg bare aflivede. En enkelt høne fik en rift i kammen - måske fra en torn, eller et stykke ståltråd på et forkert sted - hvorefter hendes medsøstre hakkede hende i hovedet til jeg ikke kunne være bekendt andet end at aflive hende.
En misdannet høne med saksenæb blev aflivet.
Sidste patient på intensiv var min store gul-røde sussex, som var blevet onduleret af en skruk barnevelder, hun var sort af sår i hovedet, men kom sig efter at have boet på enestue i garagen en lille uges tid.
Det er 5 tilfælde af sygdom på 20 år, og en af dem overlevede (sussex-hønen) og er stadig i vigør.
Høns bliver ikke ret tit syge!
Hvorfor nu det? Jeg tror at mit løsen er: De skal bare ikke blive for gamle. Med alderen kommer skavankerne, og hvis man slagter før de bliver syge - ja så oplever man ikke megen sygdom. Lige nu har jeg høns, der er 3, 2 og ½ år gamle. Sussex'en er den ældste, og hvis hun ikke snart lægger æg, så er det af med knoppen.
De kan have en dag eller to med tynd mave, fordi de har fået noget usædvanligt at spise. Som regel kan de selv komme sig og gøre sig rene bagefter, kun en enkelt gang har jeg grebet til at vaske en høne, der var griset bagi - en faverolles. De er så bløde i det, så hun kunne ikke helt selv få det gjort ordentligt.
Men altså - i hvert fald nogle af dårligdommene kan undgås ved rettidig omhu med øksen....
-
Du har garanteret ret Bente E. Man skal nok heller ikke tolerere syge dyr - men aflive med det samme. Men det er jo nemmere, vis man har mange, har man kun relativt få, så får man jo et forholdt til dyret, som gør det sværrer at gribe øksen.
Jeg vil prøve at vende pilen fra mig selv og til at pege på dyret - "Er det værdigt for det at fortsætte med livet - skal det lægge krop til mine forsøg på at rede det"
Det er alt for ofte mine ønsker, der kommer i første række. Ikke dyrets velfærd.
-
R.I.P. Røde :'(
I skrivende stund, ligger den endnu varme krop i skraldespanden, i en pose med aviser der kan suge blodet.
Selvom hun var begyndt at spise lidt igen, stod hun stadig alt for ofte for sig selv med halen nedad. Selv min, på ingen måde hønsekyndige, søster synes hun havde en unormal hønseadfærd.
Mine seje niece på 19 år - der heller aldrig har beskæftiget sig med høns - mente da seriøst godt at hun kunne hakke et hoved af :) Men hun skulle godt nok ikke nyde noget af at holde på en høne ;) Så da familien nu sad bænket hjemme hos mig, og hønerne var gået i seng, blev der gjort kort proces.
Øksen blev fundet frem, og en spand med en skraldepose og aviser blev gjort klar. Jeg måtte i hønehuset og hente patienten. Min far lyste med en lommelygte på min lille dekorationsstykke af en stamme, som nu er blevet til huggeblok, Jeg holdt hønen med to hænder i vinger og fødder, og min niece svang øksen.
Det gik. Om det gik helt humant efter bogen er jeg ikke sikker på :( Min niece startede med at give hende hende et slag i hovedet med bagsiden af øksen. Burde hun så ikke blive helt stille og lukke øjnene? Hun lå med åbne øjne, og jeg synes hun sprællede lidt, så jeg ved ikke om det er fordi vi ikke har slået hård nok, eller vi i virkeligheden slog hende ihjel der? Der skulle desværre mere en ét hug til, før hovedet var helt skilt fra kroppen. Jeg er overrasket over, hvor lang tid der egentlig gik, før kroppen blev helt stille.
Jeg er overbevist om at jeg har gjort det rigtige, trods det lange tilløb.
Selvom jeg kiggede godt efter, sidder jeg bagefter og bliver helt bange for, om det er den rigtige høne, jeg har taget i mørket. Det får jeg svar på i morgen - men jeg håber og tror da .....
Vil de tre resterende høner savne den forsvundende? Eller har de ren ude af syne ude af sind mentalitet?
-
At hun sprællede kan meget vel betyde at hun døde ved slaget. Hvis de bare er bedøvede, så spræller de ikke.
Det er sjældent at vi får hugget hovedet af i ét hug, så det skal du ikke være ked af. Jeg plejer at holde i vinger og fødder og så slå hovedet hårdt 3 gange i huggeblokken, så er de allerede døde der, og min mand hugger så hovedet af.
Jeg har aldrig oplevet at mine høns virker til at savne deres venner, der er slagtet eller solgt.
-
Sejt! Og rigtig flot klaret - af både dig og din niece 8)
Selvom hovedet ikke bliver skilt fra kroppen i første hug, så er halsen jo 'brækket', og hønemor har ikke mærket mere - hvis hun ikke allerede døde ved slaget, for det kan også meget vel ske, som Pia skriver.
Og jeg er sikker på, at du har taget den rigtige høne - lige nu har du bare 'efterveer' oven på den stressende oplevelse. Jeg kender det godt, både når jeg vælger fjerkræ ud til slagt, men også fra da jeg fik aflivet min gamle kat: Da jeg stortudende havde gravet ham en fin grav og lagt ham i og dækket ham til og sat en knold vintergækker øverst, fik jeg paniktanker om han nu også var død? Om jeg havde begravet ham levende?!? Og nu var det jo altså en dyrlæge, der havde aflivet ham med både bedøvende og aflivende sprøjte og tjekket at han var død - men alligevel fik jeg altså den tanke.
Nu håber jeg, der kan falde lidt ro over dig og de resterende høner. Og at du i morgen vil opdage, at det bedste ved de her kedelige situationer er, at man bagefter atter kan nyde sine høns uden konstant bekymring. Som Hans-Kurt jo også var inde på tidligere :)
-
Det var godt det fik en rigtig ende. Jeg kan sagtens genkende kvalerne bagefter. Og at hønen spræller meget længe, før den ligesom er HELT død. I den fase plejer jeg at holde dem ret fast, for jeg vil ikke have dem til at løbe hovedløse rundt, det synes jeg er uværdigt og hvis nogen så det, ville det virke frygtelig makabert.Jeg vil så sige at når man har prøvet det nogle gange får man mere ro på og er mere sikker i sin sag.
-
Det var naturligvis den rigtige høne der mistede hovedet 8)
Og i har helt ret. Det er en lettelse ikke at skulle gå og bekymre sig om en enkelt høne, og have ondt af den hver anden dag.
Og næste gang, kan det være jeg har mod på at gøre det alene ;) Når hønen først er bedøvet, må den næsten være muligt at hold vinger og fødder i venstre hånd, og hugge med højre hånd.
-
Problemet med det er bare at det er bedre at være sikker på at slå hårdt nok, og så dør kræet jo og så begynder musklerne at trække sig sammen, men som jeg skrev oven over, så er det altså ikke nødvendigt at hugge hovedet, hvis det bare er en aflivning.
Hvis du vil ha slagtet til at spise, og du er alene om det, så er det smart at få fat på en slagtetragt. Så er de nemt at stå alene med det.
-
Godt du fik sluttet den oplevelse med en syg høne. Nu kan du se fremad igen og glæde dig over dem du har tilbage.
Jeg har slagtet i 100-vis af fjerkræ gennem årene, så kan også være uheldig ikke at skille hoved fra kroppen i et hug. Det er jeg faktisk stadig ked af, når det sker, men dyret er for længst død. Et hønsehoved der får et hårdt slag med bagsiden af øksen eller hovedet slås hårdt mod huggeblokken - er garanteret død med det samme, det kan det lille hoved ikke holde til.
Man skal holde godt fast om ben og vinger lige til at starte med, det er der dyret udviser flest krampetrækninger. Men det går hurtigt, syntes jeg.