Efter flere år, hvor mine høns har fået lov at ruge ud selv, har jeg i år ønsket mig en lille rugemaskine i julegave, så jeg til foråret kan ruge kyllinger ud selv. Og jeg har fået mit ønske opfyldt.
Jeg er lige nu i gang med begejstret at afprøve rugemaskinen, lære den at kende og se, om den virker .... Og nu kommer mit spørgsmål. Maskinen er født med en indstilling, som hedder 37, 8 grader, men jeg har nu indstillet den til 37, 5 grader. Alligevel kører maskinen fra 37, 1 grader til 37,8 grader og tilbage igen. Er det normalt? Eller er maskinen i stykker? Skal den gøre det? Og burde den ikke stoppe ved 37, 5, som jeg har indstillet den til?
Åh lige som jeg skriver bipper en alarm, fordi fugtigheden er oversteget 55 %, som jeg har indstillet den til. Men hvordan styrer jeg lige, hvor meget vand jeg skal komme i maskinen? Der står i manualen, at fugtigheden styres ved, hvor meget vand jeg kommer i vandkanalerne. men jeg aner ikke, hvor meget, der er for meget.
Håber der er nogle af jer kyndige kyllingeudrugere, som kan komme mig til hjælp. Jeg vil jo gerne have styr på det, så jeg ikke klokker i det, når der er levende kyllinger i æggene.
På forhånd tak for hjælpen og god jul til jer alle.