For skrukhønen er der ingen problemer, og faktisk har hun det lidt nemmere end med normale hønsekyllinger, fordi Fasankyllingerne har deres medfødte instinkt, som fortæller dem, hvordan de skal overleve i naturen. Kyllerne ved bl.a. at de ikke skal larme, men bevæge sig lydløse rundt. Naturligvis vil en fasanmor ikke højlydt fortælle kyllerne når den finder noget spiseligt (rovdyrene vil høre det), og derfor kunne Skrukhønen ikke "bare" kalde på dem.
Så snart fasankyllernes vinger kan bære bare en lille smule, forsøger de at flyve op i et sovetræ om aftenen. De er nok ikke mere end to uger gamle, før dette sker.
I den store hønsegård, står flere store træer, og især den tætte Thuja var tiltrækkende. Fra min plads ved skrivebordet, havde jeg hver aften udsigt til deres forsøg på at flyve så højt op i Thujaen som muligt, og det var svært! De var ikke tilfreds med kun at flyve 1-2 m op, så de faldt ned igen når de ikke nåede op.
Jeg var rigtig nervøs på kyllernes vegne, for kom de ikke op i træet, hvor var de så om natten?
Mere end een gang, har jeg overværet mislykkede forsøg, og ikke set den/dem komme op i træet, og har været nødt til at gå ud og finde kyllingen, som havde gemt sig på jorden, og lægge den ind til skrukhønen. Jeg mente også det var lidt for koldt udenfor, men det gav ingen problemer.
Om morgenen kunne jeg være heldig at se en eller flere kyllinger flyve ned fra sovepositionen, og efterhånden som kyllerne blev større, nåede de næsten toppen af den 8m høje Thuja
. Kraftig vind var et problem, for den forstod de ikke at tage højde for
. De var dog kloge nok til først at flyve op på garagetaget, og derfra resten af vejen op.
Selv som voksne spiste fasanerne af hånden, og kom løbende, når jeg åbnede terassedøren. Især den ene høne var meget tam.
Skrukhønen og fasanerne havde et godt og harmonisk forhold i al den tid de var sammen. Hendes første kuld (hønse)kyllinger(2015) plagede livet af hende, bl.a. om natten, hvor alle ville ind under hendes fjer. Da de var 6 uger blev de "sparket ud", for nu var hun bare SÅ træt af dem, og var nødt til med hak at vise, at de skulle holde sig væk fra hende. Det skete aldrig med fasankyllerne, for de var ingen belastning.