Juleeventyret 2018

[Lene71]

1. december

Der var engang et lille stråtækt hus langt ude på landet. Men det var dengang. Stille og roligt har urbaniseringen gjort sit indtog, og den nærliggende landsby blev til forstads by. Rundt om det lille stråtækte hus voksede der et stort villakvarter op - og rundt om det, andre boligkvarterer med alt hvad dertil hører af skole, daginstitutioner, sportshal, lokalt indkøbscenter og en stor omfartsvej.

Det lille stråtækte hus har også undergået større forandringer. Ikke mindst er det blevet en hel del større, men trods det er den oprindelige stil bevaret med sprossevinduer og nyt fint stråtækt tag.

Det lille stråtækte hus, som nu er blevet stort, er placeret et stykke inde på den store men meeeget lange og smalle grund. Faktisk er det helt uhørt, at grunden ikke er blevet udstykket til mindst fire moderne villagrunde. Men dengang villakvarteret blev anlagt, boede der et meget gammelt ægtepar i det lille hus, som ikke ville høre tale om at sælge fra. Det betyder, at huset har hele fire naboer til hver side! Og nede i bunden støder grunden op til den lokale børnehave og deres legeplads. Nede i bunden af haven ligger også en gammel muret garage med stråtag – et levn fra dengang grunden havde indkørsel i den ende.

De sidste par år har huset været beboet af en yngre familie inde fra storbyen. Familien består af far og mor, tvillingpigerne Rosa og Lotus på 6 år, og lillebror Alfred på 3 år.

Den gråhåret, men friske farfar med sixpencekasketten, har gået og rodet og regeret, savet og skruet i den gamle garage i den sidste uges tid. Han har lovet familien at rydde op dernede, men kun på den betingelse at ingen i familien må nærme sig, før han er færdig! Garagen står bag en hæk af buske, så den kan ikke rigtig ses oppe fra huset.
 
Det er den første december, en kold og klar vinterlørdag, hvor familien traditionen tro har planlagt at pynte op til jul. Farfar kom usædvanligt tidligt denne morgen. Imens alle stadig lå i deres senge, hørte mor godt, at han parkerede sin bil, og gik adskillige gange frem og tilbage til den gamle garage, hver gang med den gamle bildørs karakteristiske SMÆK.

Da hele familien er stået op og sidder rundt om lørdagsmorgenbordet, kommer farfar ind med sin støvede sixpence på hovedet. Han sætter sig stille og roligt ned, skænker sig en kop kaffe og tager en portion A38 med mysli på.

Mens farfar sidder og spiser, siger han skælmsk, ”i dag er det den 1. december, og så skal alle børn og voksne have en julekalender”. ”Jahhh”, ”jubii”, ”er der slik i?” og andre glædesråb flyver over bordet. ”Den er i garagen” siger farfar med en meget hemmelighedsfuld stemme, ”så først skal store som små have overtøj på”. Inden farfar får set sig om, står hele familien klar, iført overtøj og deres farverige, spraglede gummistøvler, og farfar må i lynets hast sluge de sidste skefulde A38, og trække i sine mørkegrønne jagtgummistøvler.

Hele familien går ned bag buskene med farfar i front. Her ser de garagen stå i en stor firkant af trådhegn. ”garagen er kommet i fængsel” hyler Alfred ulykkeligt. Inde bag trådhegnet har farfar omhyggeligt bundet et tykt rødt bånd hele vejen rundt om garagen, med en stor sløjfe foran. På Døren hænger der et stort skilt med nr. 1.

”Hvem vil åbne låge nr. 1” spørger farfar. ”Det vil jeg” råber alle børnene i kor, og på under et splitsekund har Lotus løsnet sløjfen, og Rosa flået døren op. Høns i flere forskellige farver og mønstre spæner kaglende ud, nogle basker med vingerne og enkelte flyver afsted lige i børnenes hovedhøjde.

Rosa stikker i et voldsomt vræl og spæner ud af hønsegården. Lige i hælene har hun en helt hvid høne med ildrød kam og hageflapper, der næsten antager karakter af et spøgelse med sine udfoldede vinger og sit bange skrig.

Alfred rækker ud for at ae en stor, ferskenorange og sort høne med fjer langt ned ad benene, der omtrent har hovedet i samme højde som ham selv. Men hønen løber lidt væk, Alfred går efter, og rækker atter ud efter den, og hønen løber atter lidt væk, og sådan bliver Alfred utrætteligt ved og ved og ved mens han smiler over hele femøren og befinder sig i sin helt egen lille verden.
 
Far har straks taget en høne med sorte og hvide striber op i hænderne, som han står og studerer meget intenst ved at vende og dreje den. Folder vingerne ud, tæller tæerne og rejser halen.

Lotus står og hopper utålmodigt op og ned ved siden af sin far, hiver ham i jakken og bliver ved med at råbe ”jeg vil også holde en høns”, ”jeg vil også holde en høns”.

Det er vist kun mor som bemærker ham, men farfar pisker rundt ude omkring hønsegården, for at fange den vildt stressede spøgelseshøne, som stak af sammen med Rosa da hun forsvandt i et hyl. Rosa har i mellemtiden vovet sig ind i hønsegården igen, og står klynkende og klamrer sig til sin mors ben.

Mor forstiller sig hele situationen set udefra, og tænker på hvor komisk det må virke. Først kluk-ler hun lidt, men så begynder hun at grine, og griner og griner og griner til tårerne triller ned af kinderne……..

[Lone]

2. december

Det var søndag og dermed fridag for alle i familien. Det betød sove længe - men ikke for Alfred, han var familiens absolutte morgenmenneske.
Han lå i sin seng og undrede sig. Det var mørkt, men alligevel lyst. Mon hønsene i garagen var stået op, og mon de havde lagt æg i nattens løb?
Alfred lå og begyndte at blive sulten. Når han sov hos Farmor og Farfar var der ofte blødkogte æg til morgenmaden, for de havde selv høns. Og det smagte rigtig godt, syntes Alfred. Nu havde han jo også høns, og hvis de havde lagt æg i løbet af natten, så kunne han jo få æg til morgenmad. Hvis altså han var den første til at hente det, før søstrene, der altid var så hurtige og kloge, fordi de næsten var voksne, sagde de, ja så ville det være hans æg og dermed hans morgenmad.
Han listede ud af sengen. Ganske vist sov han i sit eget værelse, men han viste også, at hans mor havde en god hørelse og indbygget alarm for børn, der stod tidligt op.
Henne ved vinduet kiggede han ud. Værelset lå på 1. sal og med et lille kvistvindue i stråtaget, men alligevel med udsigt over hele haven, ned mod den gamle garage.
Der var kommet sne! Og det sneede stadig, med store bløde fnug!
Alfred måtte ud, det kunne kun gå for langsomt, så på med de nemme joggingbukser, Farmors hjemmestrikkede sokker og den uldne trøje.
Nu kom det svære, at liste ned af trappen uden knirken og anden støj, som kunne vække Mor. Men Alfred var trods sine kun 3 år dreven i at liste i huset, for det gav mulighed for at se disney-tv tidligt om morgenen, udover den daglige kvote fjernsyn.
Vel nede af trappen og ude i bryggerset fandt Alfred sin flyverdragt frem, i børnehaven havde han lært selv at tage den på, og som det arvestykke fra hans søstre, det var, var lynlåsen kørt godt til og nem at lyne. Så pyt med, at den var lyserød, den slags bagateller gik Alfred ikke op i. Bare den ikke skulle med i børnehaven, for så sendte pædagogerne ham over til pigerne i legehuset. Termostøvlerne kom også på, og så var det bare at låse døren op.
Katten Julius kom og ville med ud, da Alfred forsigtigt åbnede døren. Den ville nok ud og se efter mus under fuglenes foderbrædt. Egentlig var Julius en hunkat, men da familien fandt ud af det, havde navnet bidt sig fast, og ingen kunne vænne sig til at kalde hende Julia. Så det var altså ‘hun’ og ‘Julius’.
Vel ude i haven travede de to ned mod garagen. Sneen dæmpede alle lyde, så herude var der ingen fare for, at Mor hørte dem. Og selv i det (meget) tidlige morgenmørke lyste sneen så meget op, at der ingen problemer var i at finde ned til garagen. Alfred fik med lidt besvær listet døren op og kiggede ind til hønsene. De sad roligt på deres siddepinde og sov, heldigvis havde den betænksomme Farfar lavet et natlys til dem, udover det mere kraftige lys på tænd-sluk-ur. ‘Så hønsene har lys til at få lagt strikketøjet til side, når det er sengetid’, havde Farfar sagt.
Sikke noget vrøvl, tænkte Alfred, høns kunne da ikke strikke, mente han. Men hvorfor snakkede Farmor så nogen gange om ‘hønsestrik’?
En enkelt høne lå i en rede og sov, og Alfred nærmede sig den forsigtigt. Måske havde den lagt et æg? Han stak forsigtigt sin lille hånd ind under den varme høne, og hønen gav et lille gys - men æg var der ikke. Endnu, men måske hjalp det, hvis Alfred sang en lille sang for hønen, som han i tankerne allerede havde navngivet Maria. Det var det første navn, der lige faldt ham ind, i børnehaven snakkede de for tiden så meget om en, der hed Maria.
‘Se den lille kattekilling, nej, hvor er den sød, den har fine hvide pote og en pels så blød’
Stadig ingen æg, måske var det ikke det bedste med en sang om en kat til en høne?
Men Alfred kunne ikke rigtig komme i tanke om en sang om en høne, det nærmeste var en undulat:
‘Jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave, for dem, jeg bor hos, ja dem jeg bor hos, de er så nærige’
Nu så hønen mere glad og tilfreds ud, så Alfred fortsatte med at synge. Og der i det halvmørke hønsehus var det ikke kun hønen, der blev roligere. Efter et par vers om undulaten begyndte Alfred egentlig også at føle sig søvnig, det var også så rart at varme  hænderne under den varme høne.

Inde i huset var Mor så småt ved at vågne. Det var rart at tænke på, at det var søndag, og de havde god tid til morgenmaden. Og så skulle de ned og kigge til hønsene. Børnene var helt sikkert spændte på, om der var kommet æg i nattens løb. Så slog det hende pludselig, at Alfred ikke var vågnet tidligt og kommet ind i soveværelset, som han altid plejede.
Mor satte sig op i sengen med et ryk:
‘Alfred!’
Hun skyndte sig ud af sengen og ind i Alfreds værelse, hvor sengen stod tom og kold. Ned af trappen, ‘Alfred!’ og ind i stuen til fjernsynet, hvor tvillingerne Rosa og Lotus sad og kiggede disney.
‘Hvor er Alfred?’ Men pigerne var optagede af en tegnefilm, så der var ikke meget hjælp at hente. Nu var Far også kommet ud af sengen og ned i stuen.
‘Er han ikke bare på wc?’ Begge forældre maste sig op af trappen igen, for at komme op til badeværelset på 1. sal. Heller ingen Alfred der, selvfølgelig.
I det samme hørte de begge Farfarens gamle bil på vejen udenfor og kiggede først nu ud.
‘Der er kommet sne, måske er han gået ud og lege!’
Begge forældre bankede hovedet mod vinduet og skuede ud over haven, men sneen lå tyk og urørt. (Det havde nemlig sneet tæt, efter Alfred og Julius var gået ned til garagen.)
De paniske forældre fortsatte deres jagt rundt i huset fra kælder til kvist, uden at ænse, at hoveddøren gik op, og Farfaren trådte ind, før han råbte med høj røst:
‘Hallo, er der nogen, der giver morgenmad til os 2 flittige, der har været oppe og igang længe? Og kan man måske få kogt sit morgenæg?’
Far og Mor tumlede ned af trappen og stirrede på Farfar - der stod der med Alfred på armen.
Knægten rakte stolt hånden frem - der lå det smukkeste lysebrune æg - og råbte:
‘Se! Maria har lagt et æg - og det er mit - for jeg kom først!’
Far og Mor brød ud i latter - vel også af lettelse:
‘Det må så være gaven bag julekalenderens 2. låge, du har der! Et æg!
Hvad mon den 3. så er?’
Tja hvem ved - følg med i morgen..

[Lone]

3. december (skrevet af Hans-Kurt)
 
Farfar var stået tidligt op d. 1 december, han skulle hen til en af sine venner langt ude på landet. Farmor ville ikke med, dels havde hun en masse at skulle strikke til julegaver, dels var Farfars mission i hans område, hvor Farmor ikke blandede sig, nemlig hønsene. De havde selv en hønsegård med både høns og hane, hvor børnebørnene ofte havde været med ude og samle æg. Og nu mente Farfar så, tiden var inde til, at børnefamilien fik deres egne høns. 'Børn har godt af at vokse op med dyr, og jeg kan da give en hånd med på sidelinjen', sagde han til Farmor. Efter en kort køretur standsede Farfar ved et lille rødt hus med en staldbygning og en masse hønsegårde bagved. Da han steg ud af bilen, kom en skægget mand ham i møde. 'Nå, har du fået kræene med hjem' spurgte Farfar - noget skulle han jo sige som indledning. 'Yes yes', sagde manden og ledte Farfar med en bevægelse af hånden over mod stalden. Inde i forrummet stod flere kasser med huller i, både egentlige transportkasser og almindelige papkasser med udskårne lufthuller og gaffatape om. 'Nå, du har måske flere med? forsøgte Farfar igen for at få manden i tale. 'Yes yes' svarede manden igen og rykkede 2 kasser frem. 'Er det nogen fine dyr?' spurgte Farfar - han begyndte at tvivle på, om den skæggede kunne sige andet end 'Yes'. 'Yes yes'  Sammen bar de kasserne ud til Farfars bil og satte dem i bagagerummet. Der lød en sagte klukken fra en af kasserne. 'Nå, der er måske en kommende skruk i mellem, det ville da være fint her op til jul' prøvede Farfar igen. 'Yes yes' sagde manden bare. Inde i bilen drejede Farfar nøglen og startede motoren. I det samme lød der et forsigtigt 'kykylikyy' fra en af kasserne. 'Det må være hanen Jes' mumlede Farfar og satte kursen mod byen og børnefamilien. 
 
Jes var noget forvirret, da han hørte, hvad der blev talt om, efter han var blevet puttet tilbage i en transportkasse efter de mange dage i udstillingsburet i Herninghallerne på Europaudstillingen. Dels var det ikke den samme transportkasse, som han var blevet sendt til udstillingen i, dels kunne han ikke forstå, at manden, der tog ham ud af udstillingsburet, ikke var Robert fra Kongsgården, hvor fra han kom, men en helt anden. Det, han hørte var, at manden, der lukkede ham ind i transportkassen, sagde at kassen skulle med en samletransport til Sjælland, men han kom jo ikke fra Sjælland, han var fra Esbjerg. Hvad var det lige der skete ?.  Jes kom ud af ægget en varm sommerdag i maj måned, sammen med 20 andre nyudrugede kyllinger. Hans første møde med et menneske var, da Robert åbnede for rugemaskinen og flyttede ham og hans søskende over i en lille kasse med avispapir på bunden, en varmelampe, en skål med franskbrød opblødt i mælk og en vandbeholder i grøn plast. Han var noget fortumlet lige i de første timer han var i varmekassen, det var ikke let at få styr på de små korte ben, og der var heller ikke megen ro omkring ham. De andre kyllinger tumlede rundt på må og få og havde også problemer med balancen. Men tiden gik, og han fik mere og mere styr på sine ben og så gik han på opdagelse i kassen. Der var godt nok meget plads – syntes han – for de sidste dage inde i ægget havde været noget trangt, så det var
dejligt at befri sig for æggeskallen, men også meget anstrengende. Det havde krævet flere timers søvn bagefter. Men nu var han frisk og sulten – men hvordan skulle man stille sin sult ? Det fandt han hurtigt ud af. Dels var de jo mange, der var sammen om at finde ud af det, for hans søskende var også sultne nu og prøvede at finde en løsning på dette problem, dels havde de mange, mange generationer af maskinudrugning af kyllinger lagt ind i generne på de små kyllinger, at de skulle bukke sig ned med hovedet, åbne næbbet, og hvis der kom noget ind i næbbet, skulle de lukke og sluge det. Det var nu nok ikke maskinudrugningen, der var den egentlige årsag til, at de lærte at spise på den måde. Det var faktisk et urinstinkt – det Jes ikke oplevede var bare, at han ikke havde en mor til at vise hvordan man skulle indtage føden og heller ikke hvad, man skulle spise, det måtte han lære på den hårde måde – tag noget mad i næbbet, spis det og kan du lide smagen, fortsæt – smager det grimt – husk hvordan maden så ud og lad være med at spise det næste gang, du møder det. Jes og hans søskende lærte hurtigt kunsten at spise og drikke, selv de små sten han blev præsenteret for, spiste han, da han opdagede, at hans mave havde godt af småstenene. I juli – hvor det stadig var meget varmt – selv uden for varmelampens røde lys – blev han flyttet til et bur med mere plads og med udgang til det fri, der var en dejlig lille løbegård, som han og hans søskende havde meget glæde af. Robert havde ofte holdt Jes i sine hænder og fortalt ham, at han udviklede sig til en rigtig fin hane, som nok skulle komme vidt i verdenen. Det vidste Jes da godt selv, han ville, men var selvfølgelig glad for at blive rost. Sidst i september blev Jes atter flyttet, men nu var det ikke til noget større og med en fin løbegård, nej, nu var det til et mindre bur, hvor han nok kunne gå lidt rundt, men ikke som før, hvor han også kunne gå udendørs. Robert havde forklaret ham, at han nu skulle indstille sig på at se godt ud og være præsentabel, for han skulle udstilles og med udsigt til at blive bedømt af en meget kyndig dommer. Det havde forvirret Jes noget, og han savnede løbegården, men det at være udset til at blive til noget – blive præmieret – det var måske ikke så dårligt endda. Han var jo ikke alene, der var flere bure - som det han stod i - rundt om hans bur, hvor flere af hans brødre og også søskende også øvede sig i at se godt ud. Men det var nu alt sammen så længe siden. Lige nu og her sad han i en transportkasse på vej til det, han kunne forstå ville blive hans nye hjem. Godt nok var der temmelig mørkt i kassen, han sad i, men han kunne alligevel godt orientere sig om, at der var flere i kassen end ham. Til højre for ham kunne han skimte en helt hvid høne med ild rød kam, på den anden side så han en fersken-orange og vistnok også en sort høne. dem havde han godt set i burene over for hans eget på udstillingen i Herninghallen – han havde også forsøgt at komme i kontakt med dem alle tre, men det var ikke rigtig lykkedes – der var en gåen og snakken af mennesker hele tiden, når lyset i hallen var tændt, så stod der nogle og beundrede først den ene og så den anden høne, så kom der nogle med det kamera og absolut skulle fotografere en, når man var midt i at skabe kontakt til dem overfor – stod man ikke som fotografen ønskede, kom der en pegepind ind i buret for at rette på ens placering ift kameraet. Var det endelig overstået, ja så kom der en dommer og tog en ud og vendte og drejede en og kommenterede ens fjersætning. Og sådan blev man hele tiden forstyrret – der var også en uendelig galen fra burene – ikke bare dem lige i nærheden – men fra områder, der lå uden for ens synsvinkel. Faktisk var Jes glad for den ro, der trods alt var nu i transportkassen. Og helt uimponeret af de tre damer i kassen var han nu heller ikke.
Så standser bilen, Jes kan mærke, at kassen bliver taget ud og sat på en trillebør og kan høre en mand tale med chaufføren om, at det er den kasse, Jes sidder i og en anden, han åbenbart skal have. Den anden kasse bliver placeret ovenpå den anden, og nu kan Jes mærke, de bliver kørt af sted. Manden, der kører med kassen med Jes og de andre høns er meget forsigtig og flytter ligeledes forsigtig begge kasser og stiller dem roligt ned på jorden, tror Jes, det er. Så åbner en ældre mand med gråt hår og sixpencekasket kassen og tager Jes og sætter ham ud i halmen i det rum, som skal blive Jes´s hjem i mange år fremover. Jes bliver siddende stille og roligt, for alt er nyt og alle lyde og lugte er nye for ham. Nu ser Jes manden tage ned i kassen og hente hende den hvide høne op og sætte hende ved siden af ham. Bagefter følger endnu en høne, det er en med sorte og hvide striber. Men det er ikke slut endnu, for nu kommer også den fersken-orange og den sorte høne. Den ældre mand med det grå hår flytter kasserne ud af hønsehuset og kommer tilbage med noget grønkål og revet gulerødder. Han lægger maden i et fint trug og prøver at lokke de nye høns over til maden. Han siger: vær så god, her er lidt godt til jer efter den lange rejse – spis nu bare, I skal nemlig helst ikke hverken gogge eller gale! Idet han siger det sidste – ikke gale – kikker han på Jes og smiler. For I skal være en overraskelse for min familie i morgen. Jes kikker på manden, ikke gale – når ikke, ja da, det er en aftale. Jes rejser sig og går over til maden – smager på det og vender sig om og kigger på de fire høns – kom siger han, kom og få lidt at spise oven på turen, det kan vi godt trænge til. De spiser alle i tavshed, Jes kigger rundt i hønsehuset og finder sovepindene, hopper op og kalder på de andre. De kommer lidt efter og alle sætter sig til at sove. Den hvide høne med den røde kam hopper dog op i en af rederne, som er placeret, så man kan se op tll de andre på sovepindene. Hun trykker sig godt ned i den friske halm og kort tid efter falder hun i søvn. Jes tænker – lige før han falder i søvn – Jeg fik slet ikke at vide, hvad de andre hedder og heller ikke præsenteret mig selv. Nå, men det må vi så gøre i morgen – det har også været en helt uvirkelig tid her på det seneste. Lige før Jes sover, ser han, at det sner udenfor.
 

[Hans-Kurt]

4.december (skrevet af Lone

Den hvide høne, Maria, som Alfred både havde navngivet og udnævnt til at være sin høne, lå og puttede sig i høet i redekassen. Det var sådan set dejligt at ligge der, og hun ventede på, omder også i dag ville komme et æg.
Men det føltes ikke helt, som det havde været den anden dag i redekassen, da hun havde lagt sit æg til Alfred. Måske fordi, den lille dreng ikke sad og sang for hende? Eller var der egentlig slet ikke noget æg på vej? Maria syntes også, der var så varmt i reden - eller var det mere hende, der var varm på brystet? Bare det ikke var feber, det kunne føre noget grimt noget med sig, havde Maria hørt.
Hanen Jes begyndte at strække sine haneben, som han sad der på pinden. Vingerne fik også en tur, en efter en, så alle hønsene kunne få øje på hans flotte svingfjer. Man skulle jo ikke sætte sit lys under en skæppe, når man var den flotteste (og eneste) hane i huset! Og først for nylig var blevet overhoved i en flok af skønne hønsedamer.
Så tog Jes mod til sig og gjaldede sit ‘Kykelikyyyy!’ ud over de overvejende stadigt sovende høns.
Den tværstribede høne, Pylle Rock, rystede hele fjerdragten og så hvast på den unge hane.
‘Ja, okay, du siger, vi skal op, men hvor er så morgenmaden? De hele majs, den lune havregrød eller de kogte kartofler - hvor er det?’
Jes så bestemt på hende, noget i hans hanehjerne sagde ham, at det var nu, han skulle vise sig som den leder, han skulle være. Så han spredte vingerne ud, hoppede ned fra pinden og drønede rundt i huset efter hønsene, een efter en. Ikke, at han egentlig fik noget ud af det - hønsene heller ikke, men så var magtbalancen da sat på plads.
Den ferskenfarvede høne havde præsenteret sig som Columbine, for hun havde hørt sig omtalt som columbiafarvet på fjerkræudstillingen. Og Columbine var en meget fredselskende høne, ud fra tanken at hvorfor bruge tid på at hakke i hinanden, hvis man i stedet kunne hugge maden i sig. Måske ikke den mest intelligente, men det er heller ikke altid en fordel med intelligens som høne i et hønsehus.
Den sidste høne i flokken, den sorte, sad for sig selv på den øverste pind, for Aurora var let på vingerne og ville faktisk helst sidde i et højt træ og sove, hvis hun havde haft den mulighed. Og på flere måder skilte Aurora sig også ud fra de andre, med sine flotte fjerduske på siden af hovedet og den smukt rundede krop uden gump og halefjer. At Aurora også gemte på en hemmelighed, vidste ingen af hønsene endnu, heller ikke Aurora selv, for hun havde ikke bemærket sin blågrønne æggeskal, den dag, hun blev klækket.
Så blev døren til hønsehuset åbnet, og børnene kom ind, fulgt af Damen fra huset. Heldigvis havde de lært at bevæge sig roligt nu, og hønsene var også ved at vænne sig til deres mennesker, så det gav ikke den store uro, da børnene tjekkede rederne igennem for æg.
Heldigvis havde både Columbine og Pylle Rock været i sving, så både Lotus og Rosa fik et æg i hånden.
Alfred var godt tilfreds med bare at kæle for Maria, måske kom der et æg i morgen, hvis han ellers kunne få lov at synge for hende igen i aften. Og ellers var hun også bare så dejlig varm at røre ved og putte sine hænder ind under. Maria svarede ham med en rar klukken, hun var en venlig høne og tænkte ikke på at hakke efter de små hænder, selv om noget i hendes hønsehjerne sagde, at hun skulle forsvare de æg, hun ikke havde at ruge på.
‘Hør’, sagde Mor, ‘Jeg tror da, din høne er skruk, Alfred’ ‘Hun klukker jo’
Mor var ikke helt nybegynder i høns, lidt havde hun lært under besøgende i hønsehuset hos svigerforældrene. Og det var da også hende, der havde foreslået at holde høns, når de nu endelig havde pladsen til det.
‘Skruk?’ spurgte børnene i kor. ‘Kan hun så få kyllinger?’
‘Ja, måske, nu må vi se, hvad Farfar har i sin julekalender’ sagde Mor med et smil.
‘Det er jo ikke til at vide, hvad den nisse kan finde på!’
‘Farfar er da ikke en nisse, han har da ikke skæg - eller træsko’ sagde Rosa.
‘Og han er heller ikke særligt tyk’ sagde Lotus.
‘Faktisk var nisser oprindelig, i gamle dage, nogle små vævre væsner, der futtede usynligt rundt og gjorde gode ting for menneskene på gårdene. Eller drillede og gjorde fløden sur - eller gjorde ting væk, hvis menneskene ikke var gode ved dem og for eksempel satte risengrød på loftet til dem’ fortalte Mor.
‘Jamen, Farfar hader risengrød, han vil altid hellere have flæskesteg med sovs og kartofler og rødkål’, sagde Alfred.
‘Farfar er måske en mere moderne nisse, der både er på internettet og kører i bil’, sagde Mor
‘I må jo indrømme, at han er rar og hjælper os med mange ting, også dem, vi ikke lige ser’
‘Er Farmor så også en nisse - en nissemor?’ spurgte Lotus
‘Ja da’ sagde Mor - ‘Tænk på alle de varme sokker, vanter, huer og trøjer, hun strikker til jer.’
‘Det kan kun en nisse klare, så hurtigt.’

Uden for hønsehusets dør stod Farfar og smilede under sixpence’en.
Han ville gerne være en nisse, ihvertfald her i december- og nu måtte han skynde sig hjem og finde ud af noget til den skrukhøne. Måske noget, der kunne passe med en af kalenderens låger her i december..

[Lone]

5. december

Måske var det nissernes værk - altså de rigtige drillenisser. Måske var det bare Far, der havde været distræt aftenen før og glemt at stille vækkeuret til vækning kl 6 som vanligt.
Ihvertfald sov hele familien godt og længe, lige til kl 7, hvor lyset tændte i hønsehuset, og hanen Jes brød ud i en fornøjet galen.
‘Kykkelikyyyyiyy!’
‘Årh for hulen da!’ udbrød Mor, i det hun røg ud af sengen. ‘Nu kommer jeg for sent!’
Far så forvirret og ikke helt vågen på hende.
‘Jamen - det er onsdag, så jeg har lukkevagt i børnehaven og skal først møde til middag. Jeg skal nok klare børnene og det hele, hvis du bare kommer afsted’
‘Du er en skat - også i dag - jeg skynder mig så’ sagde Mor og myldrede ned af trappen til en hurtig morgenmad.
‘Husk lige at åbne og fodre hos hønsene!’ råbte hun, inden hun smuttede ud af døren med en sammenklappet grovbolle i hånden.
‘Ja ja’ sagde Far og greb den pixibog, som Alfred kom og smed på dynen foran ham.
Måske man skulle sætte hønsenes vækkeur til at vække lidt før vores, tænkte han. Bare sådan som en sikkerhed. Og det kunne vel ikke genere nogen naboer, når børnehaven var nærmeste nabo til hønsehuset.
Efter morgenmaden gik de alle 4 - fulgt af katten Julius - ned til hønsehuset og åbnede hønselemmen ud til hønsegården. Hanen Jes sprang glad ud og rystede fjerdragten, hvorefter han som vanligt jog hønsene et par runder i hønsegården, efterhånden som de kom ud.
‘Hvad laver han?’ spurgte Lotus og så spørgende på Far.
‘Tja, egentlig forsøger han vel at være hane og parre hønsene, han er bare ikke så trænet endnu og ved ikke helt hvordan’ sagde Far og grublede lidt over, hvor meget hjerne, der egentlig var i hovedet på den hane, som Farfar af en eller anden grund kaldte Jes.
‘Far, se, Maria ligger stadig og putter i sin rede!’ udbrød Alfred glad ‘Men hun har ikke lagt noget æg’ fortsatte han skuffet.
‘Hun er nok skruk’ sagde Far overbærende. Ikke at han havde meget forstand på høns, faderens interesse var ikke gået i arv - men han havde da hørt efter, hvad Mor og børnene havde fortalt ham i aftes.
‘Jah, så får hun kyllinger!’ råbte Rosa, og hun og de to andre børn så ivrigt på Far.
‘Hmm, så skal der vist andre boller på suppen, end det fjols der.’  Eller der skal en nisse ind over og hjælpe, tænkte han. Nok havde han ikke forstand på fjerkræ, men der kom da ingen kyllinger ud af det, når den unge hane bare rendte rundt sådan.
Hønen Maria i reden tænkte ikke så meget, hun lå bare og varmede i reden og havde ingen plan om at flytte sig, slet ikke så længe, Jes teede sig sådan. Og hun havde da også hørt, at kyllinger kunne komme lige pludselig ud af det blå, bare man var stædig og lå længe nok i reden.
Katten Julius var fulgt med ind i hønsehuset og var optaget af noget over i hjørnet. Pludselig lød et ‘piv’, og katten havde en tyk mus i munden.
‘Dygtig mis!’ sagde Far, ‘mus i et hønsehus er ikke godt, måske skal vi lade dig sove hernede en gang imellem.’
Katten gnaskede tilfreds musen i sig, mens børnene og Far så til med lidt blandede følelser. Egentlig var det jo synd for den mus - men som Far sagde, så hørte mus ikke til i et hønsehus.
‘Så er det måske derfor, Julius er blevet så tyk, fordi hun spiser mus?’ sagde Rosa.
‘Hmm måske’ sagde Far og så på katten med den runde mave og de halvt lukkede øjne, der ikke afslørede mere om dens hemmeligheder, end katteøjne nu engang aldrig gør.
Pylle Rock, den store stribede høne, der selv mente, hun var overhøne, kom ind i hønsehuset efter løbeturen i hønsegården og kastede sig over det foder, som børnene havde fyldt i skålen. Columbine, den ferskenfarvede, fulgte efter og forsøgte at få sin andel af majs og andet godt, på trods af de hak i luften, som Pylle Rock lavede efter hende. Aurora, den sorte, der mindede lidt om en alf med sine store ørefjer, holdt sig forsigtigt i baggrunden. Hun var ikke en, der gjorde oprør mod rangordenen, til gengæld var hun den eneste, der havde fundet den gamle træstub fuld af lækre bænkebiddere ude i hønsegården. Og klogeligt holdt den viden for sig selv.
‘Far, det er da synd, at den sorte ikke får noget mad’ sagde Lotus
‘Sådan er det med høns, de har deres egen hakkeorden, det er ikke nemt at ændre på. Men måske vi skulle have to madskåle, så de bedre kan komme til alle sammen.’
Familien, med børnene forrest, drog op mod huset efter en skål mere. Sneen fra i søndags var blevet til tøsne og god til at lave snebolde af, og mens børnene havde sneboldkamp, sendte Far en sms til Farfar:
‘Kan du skaffe rugeæg til en skruk?’ fulgt af en tankefuld emoji.
Svaret kom lidt efter - Farfar var ikke den hurtigste til sms’er - :
En opafrettet tommelfinger, fulgt af teksten: ‘Bare overlad det til nissen’
Nissen? Far studsede lidt, men så bredte et bredt smil sig på hans ansigt:
Selvfølgelig da, nissen. Nissen skulle nok sørge for noget til skrukhønen Maria.
Det behøvede han ikke at spekulere på.
 
   

[Lone]

6. december

Det var mørkt og meget tidlig morgen i hønsehuset. Både hønsene og hanen Jes stadig og sov på deres pind, dog med undtagelse af Maria, der lå i sin rede.
Helt stille var der dog ikke. Katten Julius gik rundt og mjavede, for hun var aftenen før blevet sendt på musejagt i hønsehuset.
Men det var nu ikke kun musejagten, der fik katten til at klage sig. Det rumlede så underligt i hendes tykke mave, og hun spekulerede på, om mus nu også var så sundt for katte, eller om hun alligevel skulle holde sig til dåsemaden inde i køkkenet.
Til sidst faldt Julius dog til ro, ved at putte sig sammen med skrukhønen Maria i hendes rede. Der var så dejligt lunt, og hønens stille snorkelyde beroligede katten.
Præcis kl. 6, da familiens vækkeur startede inde i menneskenes hus, tændte lyset i hønsehuset, og Jes skrålede henrykt sin morgenvækning ud over haven og det nærmeste nabolag.
‘Åh jøsses da’ sagde Mor og slukkede vækkeuret - hanen var ikke sådan at slukke for.
‘Du tror ikke, det giver klager med den hane?’ Det sidste var henvendt til Far, der stadig sad og gned øjne.
‘Nej, hvem skulle den da genere, helt nede i bunden af haven, og nærmeste hus er børnehaven, der er der jo ingen, der sover, når de er der.’
‘Hmm, jeg er ikke helt sikker, men det får vi nok at vide’ sagde Mor og stod ud af sengen.
Ved morgenmaden sagde Lotus: ‘Hvor er Julius henne? hun skal da også have sin mad?’
‘Nå ja, hun har jo været på arbejde i hønsehuset i nat’ sagde Far ‘Du må gerne gå ned og lukke hende ud’
Lotus hoppede i jakke og gummistøvler og strøg af sted ned mod garagen, tæt fulgt af Alfred, der som vanligt ville ned og tjekke æg under Maria.
5 minutter efter kom de blæsende tilbage, idet Alfred forpustet råbte:
‘Mor - Far - Maria har fået killinger!!!’
Mor og Far stirrede på hinanden. Den nisse var sørme hurtig til at skaffe kyllinger til skrukhønen.
‘Alfred, det hedder kyllinger, en hønes børn hedder kyllinger’ sagde Rosa belærende, hun sad stadig med sin morgenmad.
‘Nej- nej’ sagde Alfred ivrigt, ‘Maria har fået KILLINGER, kom selv ned og se!’
Så kunne morgenmad være morgenmad, og hele familien strøg afsted, ned mod den gamle garage, nu hønsehus.
Inden for gokkede de tre af hønsene rundt og ville ud i hønsegården, sammen med han Jes. Katten Julius, nu i en mere slank udgave, smøg sig rundt om deres ben og mjavede. Hønen Maria lå som vanligt i reden, men så yderst hemmelighedsfuld ud.
Mor stak forsigtigt en hånd ind under hønen og løftede lidt op.
Ganske rigtigt, under den varme høne lå tre nyfødte killinger: en helt sort, en gul og en hvid med en lille sort plet oven på hovedet.
Julius sprang op og gned sig op af hønen, der tydeligvis havde det fint med at være rugemor for kattekillingerne. Men maden kunne kun katten sørge for, så hønen måtte pænt give lidt plads i reden til Julius, så killingerne kunne komme til kattens patter.
Far, Mor og børnene stirrede måbende på hinanden.
‘Der kan man bare se!’ sagde Mor ‘Julius er vist kommet nissen i forkøbet med at putte børn under Maria. Men måske vi hellere skal flytte Maria for sig selv, for jeg tror ikke, det går godt, hvis nissen alligevel kommer med kyllinger til Maria - og Julius også er der!’
På vej op mod huset skrev Far en sms til Farfar:
‘Godmorgen Nisse, tænk ikke på kalendergaven til i dag, du kom for sent, hønen har allerede fået killinger, og det er ikke min stavekontrol, der driller! Kan du skaffe et skrukbur?’

Hjemme hos Farfar og Farmor sad Farfar og kløede sig i skægget. Hvad skete der lige hos hos den familie? Der måtte være nogle rigtige nisser på spil, udover ham selv, han fattede ihvertfald ikke, hvad der foregik. Og det med julekalender og gaver bag lågerne kunne han ikke mere holde styr på eller hitte rede i, når der skete så meget uden hans medvirken. Det var ikke nemt at skulle agere nisse, når de rigtige nisser kom med på linien!

I hønsehuset lå Maria og puttede sig med sine ‘lånebørn’, de var så dejlige, varme og bløde.
At de pev lidt anderledes end de kyllinger, hun ellers havde haft, og lidt mærkelige vinger og ben, tænkte hendes hønsehjerne ikke så meget over, de skulle nok bare vokse til. Og at katten puttede med i reden, gjorde sådan set ikke noget, det var bare med til at holde de små varme.
 

[Lone]

7. december

Det bankede på døren i det stråtækte hus, hvor Far, Mor, Lotus, Rosa og Alfred var i gang med at lave aftensmad.
Hårde, bestemte bank-bank-bank. Det lød ikke som noget rart menneske, tænkte katten Julius og puttede sig tættere rundt om sine nyfødte killinger - kattefamilien var nemlig rykket ind i husets bryggers, godt og lunt ved siden af skorstenen i køkkenet.
Rosa åbnede døren, i håb om at se Farfar eller Farmor og få et knus.
Næh, manden udenfor var ikke Farfar og så slet ikke venlig ud, med en grim strikhue trukket ned over ørerne og næsten ned til øjnene.
‘Er din far hjemme?’ spurgte manden brysk
Skuffet overlod Rosa manden til Mor, der netop kom ud i entreen.
‘Ja, det er altså den hane! Den larmer om morgenen, så jeg ikke kan sove!’ udbrød manden.
‘Undskyld, jeg fik ikke fat i navnet’ sagde Mor så venligt som en kat tiltaler den mus, den lige har fået på kloen - hvis en kat ellers gør det.
‘Ja, mit navn er Günther Knahrvorhn!’ vrissede manden - som om det skulle være forklaring nok.
‘Jamen, kom da indenfor i varmen’ sagde Far, der nu også var dukket op i trængslen i entreen. Selv om han egentlig havde mest lyst til at gribe manden i bukselinningen og kraven og kaste ham ud i sneen.
Knahrvorhn trampede ind på det nyslebne plankegulv med sine mudrede gummistøvler og så sig hvast omkring i køkkenet. Julius hvæsede, den kendte godt den mand, han havde engang smidt vand efter den, da den jagtede mus under hans fuglebrædt.
‘Ja, altså den hane, den galer og galer, og jeg kan ikke sove! begyndte Knahrvorhn igen.
‘Hvor bor De henne, Hr. Knahrvorhn?’ spurgte Far så venligt, han kunne, situationen taget i betragtning. Hans nakkehår havde rejst sig, og han havde fornemmelsen af, at situationen krævede både diplomati og vagtsomhed.
‘For vi tænkte jo netop, at hanen ikke ville genere nogen, når hønsehuset lå i bunden af haven og op af børnehaven’ fortsatte Far, i håb om at formilde den vrisne gnavpot.
‘Ja, jeg bor på Rønnebærvej, ved siden af kirken, i det hus, hvor jeg er barnefødt og altid har boet!’ knurrede Knahrvorhn.
Far og Mor så målløse på hinanden.
‘Jamen, det er jo mindst en halv kilometer væk. Og der er vel 5-6 huse med haver og træer imellem - og ingen andre af de nærmeste naboer har klaget?’ sagde Far undrende.
‘Ja men jeg kan altså høre den hane - og den skal væk, lige meget hvad!’ brølede Knahrvorhn, inden han drejede om og trampede ud af døren og ud i mørket, hvor han var kommet fra, kun de mudrede fodspor på trægulvet viste, han havde været der. Og så selvfølgelig de lamslåede ansigtsudtryk på familiens medlemmer.
‘Han var godt nok sur!’ sagde Lotus og satte sig på hug for at kæle for Julius, der stadig havde pelsen stående i vejret.
‘Sure, gamle mand!’ sagde Rosa
‘Han skal ihvertfald ikke tage vores hane! sagde Alfred
‘Nej, det skal han ikke, det må vi have ordnet’ sagde Far
‘Tror du, Farfar kender ham? Farfar har jo boet her i byen altid - og det har ham Knurresur åbenbart også - så de kender måske hinanden fra tidligere?’ spurgte Mor
‘Tja, kan være sådan en vrissenisse er berygtet i hele byen’ sukkede Far og greb mobilen.
En sms gik afsted til Farfar:
‘Günther Knahrvorhn, siger det dig noget? Han har lige været her og klaget over hanegal, men han bor vel en halv kilometer væk - og han er den eneste, der har klaget!’
Der gik lidt tid, så kom der svar fra Farfar:
‘Åh jo..    ham kender jeg kun alt for godt. Vi gik i skole sammen. Tænkte nok, at hvis nogen skulle klage, ville det være ham, men troede dog ikke, han kunne høre hanen så langt væk’
‘Vi må hellere gøre noget, har du en ide? Vil nødig af med hanen nu’ svarede Far tilbage.
Der gik lidt tid, så kom Farfars svar:
‘Tænker lige lidt. Vi kan jo mørkelægge hønsehuset og vente med at tænde lyset til kl 8. Men har Günther først set sig sur på noget, så kan det blive besværligt’
Mor havde tørret mudderet op på gulvet og stod nu med armene over kors, mens hun så ud gennem køkkenvinduet, på Knahrvorhns fodspor i sneen i mørket.
‘Mon der findes en fru Knahrvorhn? og mon hun er lige så knotten som sin mand?’
Far trak på skuldrene. Mandens ansigt og det med et hus ved kirken mindede ham om noget med et perfekt spark til en god fodbold og en rude i en garage - men han skød hurtigt tanken fra sig igen, der fandtes vel andre sure mænd i deres by. Og allerede den gang havde manden været gammel og sur, så det kunne vel ikke være den samme - eller?
Gamle, sure mænd kunne synes udødelige.

Imens sad Farfar og Farmor og snakkede i deres køkken. Lidt om gamle dage og skoletid, da de var blevet kærester i det skjulte. Og om en dreng i deres klasse, der altid var alene, aldrig havde andet end fedtemadder i madpakken, og ofte faldt i søvn i timen, fordi han havde været tidligt oppe med aviser.
Måske var det på tide at tage sig lidt venligt af den dreng, der nu var blevet en sur gammel mand..

 

[Lene71]

8. december

Klokken er 6 og lyset tænder i hønsehuset. Som sædvanlig galer Jes straks en ny dag højlydt velkommen. KYKKELIKYY, KYKELIKYYY, KYKKELIKYY. Efter de tomme morgenkroer er blevet fyldt op med det sunde, proteinrige fuldfoder fra foderautomaten, kommer lillebror Alfred lige så stille ind i hønsehuset. Aurora synes han ser en lille smule ked ud af det. Og i dag er det ikke Maria, som får Alfreds opmærksomhed, det er derimod Columbine. Alfred sætter sig ned på bagdelen, med strakte ben, i sin lyserøde flyverdragt, midt på gulvet oveni alt bundstrøelsen – og måske ovenpå et par hønseklatter. Han kalder på Columbine, stryger hende over ryggen med begge hænder samtidig, nulrer fjerene på benene med sine små hænder ”åhhh, det er så dejligt” hvisker Columbine til Alfred ”de pokkers fjer langt ned ad benene klør sådan, og forhindrer mig at skrabe lige så mange orme op som de andre damer” betror Columbine ham. Mens Alfred og Columbine sidder der og nusser, hvisker Alfred også historier i øret på Columbine – eller rettere ind i høreorganet - for en høne har ingen ører, men kan alligevel høre.

Da Alfred går igen, lader han døren ind til hønsehuset stå åben. Så har han hjulpet til i dag ved at lukke hønsene ud - måske slipper han så for at dække bord til aften?

Columbine pudser omhyggeligt hele fjerdragten og inviterer hanen Jes med ud på en lille gåtur. Jes føler sig meget smigret, viser sine flotte svingfjer frem, og går glædeligt med. Ude i gården stopper Columbine under det store gamle æbletræ, som stadig har nogle ganske få æbler tilbage at smide. Efter hendes hvisken med Alfred i morges, er hun nødt til at tage en alvorlig snak med Jes under fire hønseøjne. 

”Jes, du er altså nødt til at dæmpe stemmelejet når du galer godmorgen” siger Columbine. ”Ikke tale om” svarer Jes meget bestemt ”det ligger i mine gener, at jeg skal gale af fuld hals”. ”Ja, det gør det ganske vist” siger Columbine ”men det kan komme til at koste dig hovedet, søde ven”. ”Hvad mener du?” spørger Jes forvirret, ”mit hoved fejler da ingenting”. Lidt opgiven og overbærerne svarer Columbine ”nej, dit hoved fejler måske ingenting - men det gør farfars økse desværre heller ikke”. ”Hvad har farfars økse med mit hoved at gøre?” spørger Jes, nu endnu mere forvirret. ”Altså” svarer Columbine ”hvis øksen først har skilt dit hoved fra resten af kroppen, kan du se frem til at blive dyppet i kogende vand, få pillet alle dine fjer af – inklusiv dine så stolte svingfjer. Når du efterfølgende har fået flået alle din indvolde ud, bliver du lagt ned en mørk og hundekold kummefryser i en rum tid, før du ender din dage i en gloende hed ovn, og til sidst bliver spist af dine mennesker”. Jes er harm, og har lyst til at markerer sig overfor Columbine, for skal han, den stolte hane, finde sig i at en dame snakker så næbbet til ham? Men han tør ikke sig noget, og bliver blot næb-lam. For Columbine er en stor og stærk fugl, og selvom hun er det sødeste, blideste og mest omgængelige væsen i verden, tør han ikke tænke på hvad der sker, hvis hun skulle gå hen og blive hidsig.

Jes og Columbine går tilbage til flokken. Flokken ved ikke hvad der er foregået mellem de to under æbletræet – men det har ikke undgået nogens opmærksomhed, at de to har været ude at gå tur sammen.

Hanen Jes er ret tavs resten af dagen. Han går og grubler over det Columbine har fortalt ham. I virkeligheden forstår hans lille, unge hanehjerne nok ikke, hvad det egentlig er, Columbine har sagt. For historien med øksen og alle de grumme ting der kan ske med ham, lyder for voldsom til at være sand. For slet ikke at tale det med at menneskene vil spise ham. For der er da ingen som spiser deres venner! Det hele er, som taget ud fra en sceine-fiction film, synes Jes. Men på den anden side, så er Columbine en meget klog høne……

Sidst på eftermiddagen kommer menneske-familien ned i hønsegården. Mor, far, tvillingepigerne Rosa og Lotus, og lille Alfred. Med sig har de et lille syltetøjsglas fyldt med knækkede majskerner. Der er bundet et fint silkebånd med sløjfe rundt om glasset, og udenpå er der malet et flot 8-tal. Hønsene er ret ligeglade med dekorationen på glasset – de ved ikke hvad en julekalender er. Men de er bestemt ikke ligeglad med indholdet i glasset, for da det bliver spredt ud i hønsegården, kan det nok være at alle glemmer alt andet for en stund – selv Jes. De får travlt med hver især at pikke så mange stumper op som overhovedet muligt, på kortest mulige tid, for sådanne nogle majskerner er guf for små hønseganer.

[Hans-Kurt]

9. december
Far havde gået og ruget over det med at Jes var så flink til at gale og at det så ud til det ville blive et problem. Derfor gik han ind på kommunens hjemmeside for at se, om der var noget om hønsehold og måske regler for hanehold. Det var kname ikke let at finde rundt på kommunens hjemmeside. Men hvis der var noget om høns måtte det være under Teknisk forvaltnings sider. Jov var det ikke noget her ?, det var der "Hønsehold" var overskriften og far begyndte at læse - hønsehuset´s placering ift naboskel......højden på hønsehegnet, når det blev placeret langs fælleshegn osv osv, det var godtnok meget der skulle overholdes, for at der ikke kunne gøres indsigelser mod det enkelte hønsehold. Men alle de regler havde farfar jo overholdt, så hvor stod der noget om hanehold ? Det var ikke lige til at finde - der var det - men ubs der kom Far til at trykke på Esc knappen istedet for pil nedad. Hjemmesiden forsvant - pokkers også sagde Far - og lige da han ville kalde kommunens hjemmeside igen, kom mor forbi og udbad sig skærm adgangen for hun skulle absolut finde en strikkeopskrift på børnehuer LIGE NU. Hvordan skal jeg ellers nå at strikke huer til ungerne inden jul ? sagde hun.

Du kan jo strikke huer til alle hønsene i stedet, det må da være hurtigere grinede far og overlod stolen ved skærmen til mor.


Så må jeg udforske den kommunehjemmeside i morgen tænkte far og tog overtøjet på og gik ud. Han ville lige tjekke æblerne der stod langs gavlen af huset, på nordsiden af huset, han viste, at det var det bedste sted at opbevare æbler inden det blev rigtig frost, så måtte de jo ind, men så længe de var ud, vedbliver de med at være friske og sprøde og de runger ikke, da der altid er fugt i luften. Men nu ville han så dels tilse dem og dels fylde en spand med de æbler der skulle serveres for hønsene.

Han lettede på voksduen, der var lagt over æblekasserne, jov det så fortsat godt ud, ingen rotter eller mus havde fundet vej til æblerne - sidste år, var det gået helt galt, alle kasser var blevet besøgt af rotter og alle, ALLE æbler var blevet smidt ud til fuglene, det måtte bare ikke ske igen. Far pillede de æbler fra der havde små rådpletter og også "negeræblerne" endte i hønsespanden. Det var mærkeligt, men Belle de Boskoopne kunne ikke holde sig i år, heller ikke Philippaerne. Var det den tørre sommer - ja hvem ved.

Da spanden var næsten halv fuld, stoppede far med at fylde fler i og dækkede atter kassene til med voksduen og gik ned til hønsehuset for at give dem æbler - men hvad var nu det, havde han glemt at lukke lågen til hønsegården sidst han var ned og tilse bedriften ?? Nej, det kunne ikke passe, for det var han meget påpasselig med ikke at glemme. Han gik nærmere - hvad var det, var der ikke aftryk af træsko i sneen, træsko af en størrelse der ikke passede med andre i husholdningen, Han fulgte sporet ind i hønsegården og op til hønsehuset. Her så det ud til at vedkommende havde gået et par skridt tilbage og der var det ikke spor væk fra hønsehuset ? det var det!.


Så havde vedkommende måske været inde i hønsehuset, der var jo også halm i det første spor væk fra hønsehuset, nej hvad var nu dette for noget. Far åbnede døren til hønsehuset med rystende hånd. Han åbnede døren meget forsigtig - og hvad var det han så ........fortsættes i morgen.

[Lone]

10. december

Günther Knahrvorhn lå i sin seng og lyttede intenst. Klokken var 6 om morgenen, og udover den sædvanlige smule morgentrafik var der ganske stille. Ikke et eneste hanegal, heller ikke da Knahrvorhn både skruede helt op for begge høreapparater, trak nathuen af, lukkede vinduet op og stak hovedet ud. Ikke en lyd, ud over lyden af hans tænder, der klaprede af kulde i munden på ham.
Knahrvorhn brummede tilfreds og kravlede tilbage i den varme seng. Han lå lidt og forsøgte at falde i søvn igen, men tanken om hanegal havde vækket ham fuldstændig nu, og egentlig havde han aldrig været en, der sov længe.
Allerede som skoledreng var han stået tidligt op for at cykle rundt med aviser, inden han skulle i skole. Lønnen som avisdreng havde givet et ikke uvæsentligt bidrag til moderens husholdningspenge, ligesom salget af æg fra hønsene. Og mangen ældre høne havde reddet middagen med sit bidrag til en god suppe.
Hønsene havde også været hans, og hans opgave at passe, når han kom hjem fra skole, og det havde ikke kun været en pligt, men en glæde for den ellers ensomme dreng.
Faktisk havde interessen for høns holdt ved, også efter han blev voksen og fik et arbejde ude på beslagfabrikken. Fjerkræet var ikke mere en nødvendighed for at få mad på bordet, men en hobby.
Günther havde faktisk fået præmier for sine store plymouth rock’er..
Tankerne fløj, som han lå der søvnløs i sengen.
Men hønsene, præmierne og hobbyen fik en brat ende, da hans kone flyttede ind og beordrede stalden bygget om til garage til hendes Opel Kaptain. Günther sukkede dybt ved tanken. Han havde aldrig haft bil, endsige kørekort, jernhesten havde rakt til hans behov for transport, suppleret af toget til længere ture. Men med hans kone var det anderledes, hun var også datter af en grosserer inde fra byen.
Bare 5 år senere havde hun så forladt ham, med Opel Kaptain’en og hans fætter.
Günther sukkede igen og slog dynen til side, det nyttede ikke at ligge mere, han blev kun i dårligere humør af alle de tanker tilbage i tiden.
Han trak i sin stribede badekåbe og trissede ud i køkkenet for at sætte vand over til kaffe. Fra køkkenvinduet kunne han se postkassen og opdagede, at låget var lukket op. Bare det ikke var hærværk, han havde før fået ulækre ting leveret i sin postkasse - men det kunne også være naboens avis, som budet havde afleveret forkert, det var også sket.
Günther Knahrvorhn trak i træskoene, åbnede bagdøren og tøffede ud til postkassen.
Det var hverken avis eller hundehømmer, men et brev. Det gjorde Knahrvorhn endnu mere mistroisk, et brev? Dog pænt adresseret: Günther Knahrvorhn, Rønnebærvej 13, Vester Lilleby  Men frimærket var ikke Margrethe, men en tegnet nisse? Hmm..
MIstroisk - men også nysgerrig - skyndte Günther sig ind i køkkenet, til lyset ved køkkenbordet og rev konvolutten op.
Inden i var et julekort med røde, glade nisser på og en tekst skrevet med sirlige bogstaver:
‘Kære Günther
Om end lidt forsinket vil vi gerne fejre, at det i år er 50 år siden, vi alle tre forlod realskolen.
Du er derfor inviteret til tarteletter og lidt juleknas hos os:
Mandag d. 10. december kl 17.30, hos os:
Lærkevej 10, Øster Lilleby
Med håbet om et venligt gensyn
Kathrine og Peter Juliussen
Knahrvorhn løftede blikket fra papiret og så tankefuldt ud i morgenmørket.
Kathrine og Peter. Jo, dem huskede han da godt, fra skoletiden. De havde sådan set været gode nok, ikke dem, der var med til at give buksevand. Og vel også de eneste, der var tilbage i Lilleby fra deres klasse i realskolen. Men alligevel, sådan pludselig at invitere på middag? Der måtte stikke noget under.. Og dog, en gratis middag var en gratis middag - og ligefrem forgive ham ville de vel næppe, og han behøvede jo heller ikke invitere dem senere.
Tarteletter.. Günthers tænder løb i vand ved mindet om de tarteletter, hans mor tryllede frem af hanekyllingerne fra hønsegården. I modsætning til hans kone, der overhovedet ikke ville røre fjerkræet - og i øvrigt også var elendig til at lave mad.
Så lod Günther igen blikket glide ned over den korte tekst.
10 december.
Jøsses, det er jo i dag!, røg det gennem hovedet på den gamle, brevet måtte have ligget flere dage i postkassen. Han måtte have tjekket sin pæne skjorte - og pulloveren måtte hellere ud i frisk luft.

Om aftenen havde Peter og Kathrine - som også hed Farfar og Farmor - travlt i køkkenet.
På slaget 17.30 bankede det på døren, udenfor stod Günther Knahrvorhn i sit pæneste tøj.
‘Velkommen til, Günther, kom indenfor, dejligt, du kunne komme!’ bød Farfar velkommen og trykkede næve med gæsten, der blev helt mundlam af den varme velkomst.
‘Ja, du husker vel Kathrine, vi var jo lidt småkærester, allerede den gang’ fortsatte Farfar og lagde armen om Farmor, der stod med en stor, dampende gryde i hænderne.
‘Velkommen, Günther, jeg husker da dig, kom og tag plads, maden er klar’ sagde Farmor med sit varmeste smil.
Knahrvorhn kravlede ind på slagbænken op af væggen og satte sig godt til rette, der duftede herligt i det varme køkken, det lovede godt for middagen.

Efter 9 overfyldte tarteletter skubbede Günther tallerkenen fra sig med et undertrykt ræb - han kunne ikke klemme een bid mere ned, for så havde han gjort det. De tarteletter var virkelig på højde med hans mors!
‘Ja, det er noget andet end tarteletfyld fra en dåse’ sagde Farfar. Vi har jo en flok fjerkræ, der forsyner os med både æg og hanekyllinger - og så er Kathrine god til at lave tarteletter, må du indrømme’
Günther nikkede, bestemt jo, de kunne ikke være bedre.
‘Men du havde da også høns en gang, husker jeg, nogen rigtig flotte plymouth rock’er’ sagde Farfar og fortsatte: ‘‘Det kunne du da have igen, nu som pensionist med masser af tid. Det er så hyggeligt at have sådan nogen kræ at gå og pusle om, men det ved du jo’
‘Tjo’, sagde Knahrvorhn ‘men nu er stalden jo bygget om og lavet til garage, hønselemmen er lukket til’
Farfar sad lidt og tænkte: ‘Jeg vil da gerne hjælpe dig med at lave garagen til hønsestald igen, jeg er lidt i træning, sådan set’
Det gav et ryk i Knahrvorhn, og han så på Farfar gennem sine briller, der var blevet fedtede af tarteletter, mens det knagede i hjernen på ham. Men tarteletterne lå tungt i maven, og så er det ikke nemt at være mistænksom, selv for en gammel sur mand.
‘Vil du virkelig det?’ spurgte han undrende.
‘Ja da, det er sikkert ikke så svært, og hvis jeg kender dig ret, er hønselemmen ikke muret rigtig til, men bare lukket med en løs plade, ikke? Så er det bare at dele lidt op i foderrum og stald og sætte et par sove pinde op. Nu, jeg tænker over det, så tror jeg faktisk, at en af mine venner har en fin stamme plymouth’er til salg - næsten lige så fine som dem, du havde en gang.’
‘Joh’ kom det tøvende fra Günther ‘Det ville da være dejligt at have lidt fjerkræ igen, men..
Det kan jeg da ikke tage imod?’
‘Vist kan du det, det manglede da bare, at vi gamle fra realskolen ikke kan hjælpe hinanden. Og desuden er jeg i øvelse, jeg har også lige ombygget min søns garage til hønsehus. De er nu blevet så glade for de dyr, især børnene går op i at hente æg. Og nu håber de vist på kyllinger under en skruk. Men en eller anden nabo har klaget over hanen, så det er ikke sikkert, det kan lykkes.’ Farfar og Farmor så oprigtigt bekymrede på hinanden.
Knahrvorhn syntes pludselig, den sidste tartelet ikke var landet helt, som den skulle, han sank et par gange og rømmede sig lidt.
‘Hmm, mon ikke det går alligevel? Det var måske ikke ment så slemt -  den nabo - mener jeg’ fremstammede han hæst.
‘Tja, vi må håbe, foreløbig sidder hanen i et bur her hos os. Egentlig var det den, der skulle have været i tarteletterne i aften, men det kunne jeg ikke få mig til, når nu børnene er så glade for den. Men den kan jo ikke blive i det bur’
Knahrvorhn stirrede ned i bordet, som om løsningen var at læse der.
‘Mon ikke, der kan findes en løsning? Nå, det er vist også blevet sent, jeg må til at hjem. Mange tak for dejlig mad, Kathrine’
Gunther rejste sig med et sæt fra slagbænken, han havde travlt. 
‘Jamen så tak for i aften da, jeg kigger forbi i morgen, så kan vi kigge på din garage. Og jeg reserverer lige den stamme høns til dig’ sagde Farfar venligt og blinkede til Farmor.

Knahrvorhns vej hjem til Rønnebærvej 13 gik lige forbi børnefamiliens stråtækte hus midt i byen. Den gamle mand stoppede op ved havelågen, vred og betænkte sig lidt, men gik så op af flisegangen og bankede på døren.
Det var Mor, der åbnede.
Inden hun fik sagt noget til forsvar for hanen Jes - der stadig boede trygt, omend tavst, i garagen i bunden af haven - udbrød Knahrvorhn:
‘Det er ligemeget med den hane - bare behold den, den generer mig ikke!’
Lige så pludseligt som han var kommet, forsvandt den gamle ned af flisegangen igen, kun efterladende en svagt duft af tarteletter.
Mor stirrede målløs efter ham, derefter på Far, der var dukket op i entreen.
Så greb Far mobilen og skrev til Farfar:
‘Den nisse kan bare noget.. Knahrvorhn har trukket sin klage tilbage!  ’

I Farfar og Farmors hus sad Farfar med sin mobil i hånden og smilede for sig selv: Sådan!
Han vidste da godt, at Kathrines tarteletter kunne få selv en Knahrvorhn på bedre tanker..
 

[Lone]

11.december

Familien i det stråtækte hus sad ved morgenmaden, dagen efter Knahrvorhns seneste besøg. Der var en let stemning, Alfred havde allerede været i hønsehuset og fortalt hele flokken, at nu måtte der både gales og gokkes, så der var en larm uden lige fra garagen i bunden af haven. Eller måske var Julius igen på en vellykket musejagt, hun var nemlig smuttet med ind til hønsene sammen med Alfred.
Far sad lidt stille, rømmede sig, og tog så mod til sig, henvendt til Mor, nu da børnene havde forladt bordet::
‘Ehm.. Tror du på nisser?’
‘Nej - men jeg håber på penge tilbage i skat - og en hvid jul. Hvorfor da?’ svarede Mor uden at tage blikket op fra sin morgenmad.
‘Jo, fordi, der var noget ned ved hønsehuset i aftes, som jeg ikke rigtig kan forklare. Spor i sneen af træsko i ca str. 34-35, og lågen ind til hønsegården stod åben. Og da jeg så kiggede ind, var alle hønsene - og hanen - ved at spise risengrød af en lerskål!’
Mor kiggede op på Far.
‘Altså, Lotus og Rosa bruger vel str. 30, og hvis sneen er tøet omkring, ser fodspor større ud?’
‘Det har været frostvejr, siden december begyndte. Og det var ikke en lerskål, jeg har set før, vi fik heller ikke risengrød i går - heldigvis!’ sagde Far ivrigt.
‘Jo, vi har da en nisse rendende rundt her, men det er din egen Far, og han har sikkert haft lidt rester med til hønsene i en skål hjemmefra, mon ikke din fantasi render af med dig? Eller alt det snak om en nisse med kyllinger til skrukhønen har fået dig til at drømme om nisser i nat? Hør, sig mig lige..’
Mor rakte en hånd frem og lagde den på Fars pande.
‘Du har feber, du er brændvarm!’
‘Nissefeber?’ foreslog Far med et blegt smil
‘Sikkert, og vi skal ikke have en epidemi på skolen her lige op til jul. Du bliver hjemme! Jeg skal nok melde dig syg, når jeg går forbi Fritteren her til morgen’
Mor var viceskoleleder og en myndig person, så der var ikke noget at gøre. Og egentlig havde Far det heller ikke supergodt.

I garagen var hønsene faldet til ro efter morgensangen. Der var flere gode grunde til at være i højt humør: Det mindste menneskebarn, Alfred, med de små varme hænder, havde været der og fortælle, at Jes igen måtte gale som en rigtig hane. Så Jes havde ranket sig op og galet som en hane bør og gør, godt og længe. Hønsene, selv Maria (for en kort stund) havde opført en lille glædesdans midt på gulvet, så halmen stod til alle sider. De var stadig varme i maven af risengrøden i aftes, som den lille, fremmede kone i rødt tøj var kommet med til dem, efter mørkets frembrud. Hun havde bare haft så travlt med at komme afsted igen, at dyrene slet ikke fik sagt rigtig tak. Men måske kom hun igen i aften?

I et lille rødt hus, ikke langt derfra, sad en lille kone i rødt tøj og skar osteskorper i små tern.
Der ville hønsene i garagen sikkert blive glade for, tænkte hun. Men hun måtte hellere vente, til lyset var slukket i det store hus med stråtaget - i aftes var hun lige ved at blive opdaget, da hun havde været der med en rest risengrød til hønsene. Og hun havde vist heller ikke fået lukket lågen til hønsegården rigtigt efter sig, bare ikke hønsene slap ud her til morgen så, hvis deres mennesker ikke havde fået lukket.
Den lille kone var så glad for høns, i hendes barndomshjem havde de haft høns, så længe, hun kunne huske. Men hendes mand havde ikke brudt sig om høns, de trak rotter til, mente han. Så det var aldrig blevet. Nu var hun så blevet alene for mange år siden, men havde hverken hønsehus eller kræfterne til at bygge et, og hun regnede ikke med at få høns ind i sit liv igen.
Da hun så en morgen hørte hanen i garagen ved det stråtækte hus gale, varmede det hendes hjerte. Andre havde fået høns - og hane. Og måske kunne hun på den måde komme til at hygge lidt om høns igen? Bare de ikke opdagede hende..   

[Hans-Kurt]

12. december

Jes gik ned af hønsestigen fra sit nattesæde, UDEN at gale her i den årle morgen time. Han havde fået et lidt beklemt forhold til sin gøren omverden opmærksom på sin tilstedeværelse ved at gale, efter at have tilbragt tiden i et bur igen, et bur som godt
kunne minde ham om den gang hos Jacob, hvor han tilbragte mange uger, ja måneder i et lille bur. Dengang gik det ud på at lære at stå rigtig og sørge for at alle fjer var på sin rette plads, så han kunne gøre det bedste indtryk på beskueren på den anden side af nettet.
De seneste dage, havde han hørt helt andre ting omkring sin krop, som godt kunne gøre ham lidt urolig. Hvorfor fik han så mange godbider ? ikke at han ikke nød det, men han fornemmede, at hans livvide udvidede sig hurtigt og når han hørte -desværre kun
brudstykker af samtaler mellem far og mor - ord som "vred nabo", "for meget galen", "Tarteletter" og "øksen". Han kunne ikke få hoved og hale i det der blev sagt. Galen, det viste han naturligvis hvad var, men hvad var Tarteletter og hvad havde en økse med det hele at gøre - nej han forstod virkelig ikke hvad det var der skete omkring ham.

Han havde jo faktisk lært som halvvoksen hanekylling, at en hane der fik ansvaret for en flok damer, som han havde i dag. Ja dem skulle han tage sig af og sørge for, at deres tilværelse blev så let som muligt. Han havde kunnet lure sig til, hvordan dette skulle
gøres, når han - før han blev sat i et udstillingsbur til optræning i udstillingens mysterier - havde fulgt sine søskende ud i hønsegården hvor han voksede op. Her var der en meget statelig hane, som ikke et øjeblik var i tvivl om, hvorledes en hønsegår skulle styres. Det havde Jes skrevet sig bag øret og det var det han nu levede efter. Hvorfor syntes menneskene det var så forkert?.

Mens han nu ville tage sig en tår vand, opdagede han at vandet i løbet af natten var frosset til, så det var det rene is, der var i vandtruget og det var han ikke i stand til at få noget fornuftigt ud af. Så hvad gør man så ? Man galer, de er da den eneste måde man
kan få gjort omverden opmærksom på at der er noget der skal gøres noget ved. Jes kendte ikke andre måder ellers.
Så han galede og galede. Det vækkede åbenbart ikke menneskene, for de kom ikke, men damerne slog øjnene op og gjorde sig parat til at stå op. Men Jes syntes ikke der var nogen grund til at stå op for, så han foreslog, at alle skulle sove videre og så ville han
undersøge noget han længe havde haft lyst til, men ikke haf mulighed for. Ikke så længe han havde siddet i det bur.

Alle sov igen, kunne han se. Så han listede op på sin plads på sovepinden, for det var der han havde set noget mærkeligt.
Noget der skete inden under rederne. Nu var han på plads og kikkede på brædderne der havde givet ham en oplevelse af, at de ikke var sømmet fast som alle andre brædder i hønsehuset, for . . . . . . og nu skete det igen. Var det ikke som om et af brædderne
bevægede sig og kom er ikke lys ind, lys som ikke var normalt morgenlys, men som om det stammede fra en lygte. Jov bestemt.

Jes stirrede paralyseret på hvad der nu skete. Brættet blev skubbet til side, som om det var en mine dør og ind kom - med en lygte i hånden - et mini menneske med en rød hat, jamen var det ikke hende der var kommet med risengrød - det var det da, men da var hun jo meget større nærmest som et af børnene fra det stråtækte hus. Jes stirrede måløs på hende der kom ind. Han fulgte hende med øjnene, da hun forsigtig lukkede den lille dør og med en finger for sin mund viste ham, at han skulle være stille. Hun gik hen til hønsestien og krøb op af den og hen på siddepinden til hun var ud for Jes. Så smilede hun og sagde "Hej, du ser nærmest ud som om du har set et spøgelse,
Det er bare mig - du har da set mig før . Ja sagde Jes, men da var du ikke så lille, hvordan hænger det nu sammen ?.

Ser du - sagde mini damen med den røde hat- jeg er gårdnissen, og vi nisse kan gøre os store eller små, helt som vi ønsker det sådan ar det altid været med os. Det giver os en formidabel mulighed for at drille menneskene, når og vis vi ønsker det.
Er det en del af din drillen af mennesker, at du gik hen til menneskedøren, for det syntes Jes døren som mennesket kom ind af fremover skulle hede - da du kom med risengrøden til os og dine træsko var aftegnet i sneen ud for døren ?.
JA, sagde nissedamen, det er meget skægt at lege kispus med mennesker, især her i julemåneden. Der er de lettest at få til at blive forvirret over vad man foretager sig. De er også nemmest at få til at tro på at vi eksisterer. Bedst af alt er alt den dejlige mad de laver. De bager småkager, pynter op med gran og kogler - ja jeg kan blive ved med at beskrive alt det de gør i december. De bliver først og fremmest mere glade og giver sig mere tid til at hygge, det er det bedste.

Bedst som Jes og nissen talte sammen, kunne de høre, at menneskene var på vej ned til hønsehuset. "Nu må jeg smutte, sagde Nissedamen. Hurtigt tog hun hønsestigen i to trin af gangen og løb over til sin helt private indgang til hønsehuset. Tog i brættet der fungerede som en mini dør - åbnede den - og vendte sig rundt -vinkede til Jes og sagde. "Det er da godt min bedstefar lavede denne dør for uendelig mange år siden, nu smutter jeg.  jeg kommer forbi med nogle ostehabser til jeg.

Hun smuttede ud og - ja hun glemte at holde igen på minidøren, så den smak i med et brag. Alle i hønsehuset vågnede med et sæt og menneskedøren gik op og.........

[Hans-Kurt]

13. december

Rosa og Lotus var altid de første der var hjemme, når de gik fra børnehaven, det var jo ikke så mærkeligt for den lå jo for enden af haven til deres hjem. Farfar havde sat en flot havelåge i hegnet ind til børnehaven og det var via den, de gik hjem. Det havde de jo gjort hver dag, lige siden de var flyttet ind i det lille stråtækte hus sammen med far, mor og lille Alfred.
 
Det var altid spændende at trave turen gennem den lange have og dermed langs den lange hæk, som der var på begge sider ind mod naboerne.
Nu hvor sneen var faldet, var det som om der slet ikke var gået på stierne eller i bedene og under hækken var der godtnok ikke sne, men der så meget urørt ud. Men i dag skete der noget som der ikke var sket før, for Rosa, som gik forest og kikkede intenst på sneen langs hækken opdagede pludselig noget hun ikke havde set før. Se Lotus, se der hvor den røde busk med de hvide bær på står helt op til hækken, kan du se de små spor der går fra vores have og ind
mod nabogrunden, den der er ubeboet og ubebygget. Lotus kom op på siden af Rosa og kikkede i retning af den røde busk. Ja minsandten om der ikke var nogle spor. Skal vi ikke undersøge det nærmere spurgte Lotus. Det var Rosa med på, selv om hun godt vidste, at mor havde sagt de altid skulle gå ind i huset og ringe til hende, så mor var klar over at de var kommet hjem. Mor ville være hjemme ca en ½ time senere, da hun skulle gøre et indkøb i dag på vejen hjem fra arbejdet.

Men pigerne glemte alt om tid og sted og sneg sig over beddet til busken og de små spor. Nu da de var kommet nærmere, kunne de se, at det var aftryk af små bitte træsko.
Hvad kunne det dog være ?. De fulgte sporene som havde retning af hækken. Men da der ikke var sne under hækken, stoppede sporet. Lidt længere fremme var der et hul i hækken. Pigerne
smuttede igennem hullet og fortsatte eftersøgningen af de forsvundne spor. De havde heldet med sig og nu kunne de atter følge de små træsko som helt bestemt havde gået der,
Sporet fortsatte i retningen af et overgroet stenbed lignede der, som for længst var groet helt til med vilde planter, bla stod der ørnebregner, frosten ikke havde fået bug med, de stod stadig flot ret op ned, blot var de ikke grønne mere, men brune. Nu var der bare den hage ved det hele, at atter stoppede sporet, for sneen var ikke kommet ind under bregnerne og jorden var ikke så blød, at de små træsko, der havde gået ind under bregnerne, kunne sætte spor. Hvad gør vi nu spurgte Lotus ? Det var alt for spændende til, at hun ville opgive nu.

Rosa kikkede sig rundt og kløede sig i håret, "skal vi ikke bare gå vider, måske sporet kommer igen længere fremme. Pigerene gik vider. Da de nærmede sig stendiget - for det var det faktisk og ikke en af nyere dato skabt opsætning af kampesten, som var meget højt set med to småpigers øjne, fik de øje på noget rødt som ligesom lå skjult inden under en stor kampesten, som med tiden var skredet noget ud af stendiget, faktisk var det et godt sted at bygge en lille hule, hvis man ikke var særlig stor. Se sagde Rosa, læg dig på knæ Lotus og kik ind under stenen, er det ikke et lille rødt hus der ligge der ?. Lotus skyndte sig hen til Rosa og lagde sig på knæ ved siden af hende og bøjede sig ned for at kikke ind under stenen. Men da lød der pludselig en højt ringen fra klokken der sad på væggen udenfor køkkenet på det lille stråtækte hus. Uha, det er mor der er kommet hjem og vi skulle have været hjemme for længe side. Pigerne rejste sig hurtigt og skyldte sig over til hullet i hækken - gennem det og løb op til huser, hvor mor stod og ringede på klokken.

Det var ikke så godt, nu var mor nok blevet bange for hvorfor de ikke var kommet hjem og havde ringet som aftalt. Men mor var bare glad for at se dem og gav dem et knus og sagde, at nu var der cacao med hjembragte boller til.
Alle gik ind og satte sig ved spisebordet, Alfred var allerede i gang med bolle nummer 2, nu kunne pigerne så endelig fortælle hvad de havde fundet ud af. De fortalte om de små fodspor og hvad de havde set inde i haven hvor der ikke var noget hus. Mor lyttede opmærksomt på hvad de fortalte og tykkede samtidig på sin bolle og drak lidt af den varme cacao. Alfred ærgrede sig over at det ikke var ham der havde gjort den fantastiske opdagelse, men han skulle nok komme efter det, for han ville bare gå over i den have, så skulle han nok løse det mysterium.

Det må vi have set nærmere på, når far kommer hjem, men først skal hønsene have noget at spise. Drik nu jeres cacao, så vi kan komme ned til hønsene. I sit inderste tænkte mor, at det da var underligt med alle de ting der skete her i deres nye omgivelser. Det var sandelig noget andet, end da de boede på 5. sal i Valby.

Hun gik ud i fadeburet og tog hvidløg, rasp, rugkerner og hvedeklid samt posen med havregryn. Hun ville lave noget "Hønseguf" af det sidste A38 hun havde i køleskabet. Da det var parat var ungerne færdig med cacaoen og de gik ned mod hønsehuset i samlet flok. Men hvad var nu det, de måtte have glemt at lukke for hønsegården, for alle -undtagen skrukken med killingerne - gik nok så fornøjet og skrapte i jorden langs hækken.
Lotus og Rosa var opsat på at vise mor og Alfred sporene efter de små træsko, som de havde set og fulgt ind i naboens have, før mor havde kaldt dem ind til cacao, men ak, hønsene havde slettet alle spor i deres søgen efter lækre orm mm. Og hullet i hækken, var det nu det der, eller det lidt længer henne. Den røde busk - åh nej, der var flere røde buske og alle med hvide bær, så hvad nu, hvor skulle de starte med at finde tilbage til stedet med det lille røde hus de helt sikker mente at have set.

Men nu kom far ned af havegangen til dem og hønsene stimlede sammen om ham og mor med skålen med hønseguf. Nu kunne hønsene ikke vente længere og de fik deres hønseguf. Det var en spise de satte meget stor pris på.
Jes kendte ikke denne lækre ret, men efter blot et par næbfulde var det blevet hans ynglings spise. Han glemte næsten at byde damerne på den dejlige ret.

Oppe ved huset hørtes skramlen fra en cykel der kom ind af indkørslen. Det var nok Farfar der kom, ungerne glemte alt om høns, små røde huse og stigfinding, de skulle bare op til farfar hurtigst muligt.....

[Hans-Kurt]

14. december

I det lillehus, med det røde tag under kampestenen var der helt stille. Den eneste lyd der en gang imellem kom, var når en brændeknude i brændeovnen gled til side, fordi den der lå under var brændt op. Nogle gange gav det også et kort knald, det var når harpiksen i brændet eksploderede, det gav også en regn af gnister, men det var nu så hyggeligt, synedes den lille dame med den røde hat.
Nu hvor hun var blevet alene efter hendes mand var flyttet til nord Grønland for at være tæt på Julemanden og lære alt det, en julemand skal kunne, for at kører med rener og dele julegaver ud, for det var jo hans højeste ønske at kunne afløse den gamle julemand den 24, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hun kunne godt savne ham en gang i mellem, men i december havde hun meget travlt, så der var ikke rigtig tid til at gruble over hans fravær.

Lige for tiden var hun meget optaget af hvad der skete henne i hønsehuset der hørte til det lille stråtækte hus. Hun havde jo fulgt med i livet der udfoldede sig der i mange år. Havde fulgt den ene familie efter den anden. Men det var nok så meget dyrene hun igennem tiderne havde interesserede sig for selv om hun naturligvis også tog sig af at menneskene havde det godt.

Hun var jo den gårdnisse alle talte om, men vist ikke rigtig havde set med egne øjne. Men som alle - næsten da - viste var på færde og var skyld i mangt og meget, som skete både ude og inde. Det var de fleste menneskebeboere enige om, især havde børnene med sikkerhed, både set - ja nogle havde endda talt med hende - og vist hvor hun boede - sagde de.

Ak ja, der var mange historier i omløb om den lille dame med den røde hat. Hun selv viste naturligvis hvad der var rigtigt og hvad der ikke passede. Men hun syntes at alle historier - sande som falske - var helt i orden, der var jo aldrig dårlige tanker bag, kun gode - så pyt.

Men i år var hun altså alene om at finde på, hvad der skulle ske af sjove ting omkring det lille hus med stråtaget og dens beboere. Det havde hun og hendes mand nemlig gjort til en tradition -at der skulle jules med menneskene og dyrene ved at lave sjov med dem. Hun skulle også forsøge at få tingene til at passe sammen med den gamle farfar, for hun havde opdaget, at han også gerne ville spille nisse og det syntes hun da kun var dejligt.
Men han havde jo visse begrænsninger, for helt de samme evner som hun havde, ejede han ikke. Han kunne feks ikke gøre sig stor eller lille, når det var nødvendig.
Han kunne heller ikke trylle når det krævedes. Men ellers var hun med på, at han forsøgte at drille - på en god måde - børnene - det var en leg lige efter hendes hoved.

For tiden gik hun ofte over til det lille hus med stråtaget for at iagttage de nye indvåner. Hun skulle finde ud af, hvad hun kunne lave af spilopper med dem, for at
de kunne blive glade for at bo i huset og for at ungerne kunne lære at nyde december og alt hvad en nisse kunne finde på at sjov og ballade. Hun var sikker på, hun ville blive omgærdet med mystik og små glædesudbrud, når hun begyndte sine nisseløjer.

Hun måtte erkende, at hun var blevet noget overrasket, da hun så, at der var kommet killinger under hønen, som var skruk. Det havde hun godtnok aldrig oplevet før.
Hun havde heller ikke troet, at en høne ville acceptere killinger under sine varme fjer. men men hvorfor ikke. Men det gjorde at hun virkelig måtte lægge sin hjerne i
blød for at udtænke en gimmick med menneskene. Killinger og høns.......Hun havde ikke udtænkt hvad hun ville overraske familien med endnu. Men der var jo også 10 dage til juleaften, så hun skulle nok finde på noget.

Nu ville hun gå over til hønsehuset og hilse på, måske hønsene kunne hjælpe hende med at finde på noget.

Da hun har fået sin varme kofte på og var trådt i sine udetræsko, ser hun ud af vinduet og ser to gang børne ben komme til syne udenfor kampstenen, som dels beskyttede hendes hus mod vejret og dels gav et vist skjul for hendes hus. Hvad var nu det, der kom jo aldrig mennesker i den have hendes hus lå i. Det var ihvertfald mange, mange år siden der sidst var kommet nogle forbi. Det havde nok  gjort, at hun ikke var så påpasselig med at skjule sit hus, som hun eller gjorde. Hun og hendes mand havde altid sørget for at bregnerne skjulte huset. De sørgede altid for at plukke bregner og placere dem så huset ikke kunne ses under kampestenen. Men hun måtte være ærlig, det sløsede hun med nu.

Da hun ser børnene gå ned på knæ, er hun klar over, at nu bliver hun opdaget, det kan ikke betale sig at trylle sig usynlig, det er sket.....Men så hører hun skibsklokken ringe og ser pigerne omgående rejse sig og gå derfra med hurtige skridt. Pu ha, det var tæt på. Hun måtte vist til at være mere påpasselig med at skjule hvor hun boede. Hun kendte jo ikke de to piger så godt, så hun viste ikke
om de kunne holde tæt med at hun boede der og i det hele tage om de troede på nisser. Det var vist på tiden hun fik lært de to bedre at kende. Hun ville den næste dag flytte op på loftet i det lille hus med stråtag - lige over pigernes værelse og så studere dem og finde ud af om de var nisseparate, som hun kaldte det. Men nu var det hønsehuset det gjaldt...…...

[Lene71]

15. december

Der er travlhed i alle haverne denne lørdag formiddag, hvor vintersolen og den manglende blæst har lokket alle udenfor. Selv i den ubeboet have – som ja, ikke er helt ubeboet – hersker der travlhed. Den lille nissedame er ude at skære svampevækst af træstammer, som hun forer sprækken under sin kampesten med, så hendes hjem forbliver skjult. Det er et hårdt arbejde, når man kun er en lille nisse. Som lille menneskedame ville det ikke være så hårdt, men hun tør ikke tage chancen og trylle sig stor. Det vil vække alt for stor opmærksomhed, at der går et menneske rundt i den forladte have. Efter at have fyldt hullet under kampstenen op med svampe, går hun ud og finder noget mos til at sætte i samlingerne. Nu kan man ikke længere se hendes indgang under kampstenen. Nu ligner det bare et gammelt tilgroet hul i stendiget, nøjagtig lige som alle de andre huller i det meget gamle stendige.

Far trækker i sin græsgrønne pædagog-flyverdragt, for at gå ud beskære træer. Inden han går i gang med arbejdet, åbner han lågen ind til hønsegården. Hønsene har nu boet her så lang tid, at de godt ved hvor de bor, og selv kan finde hjem igen. De er begejstrede for at komme ud og skrabe i jorden, specielt under de visne blade er der massere af lækkerier at finde for en skrabelysten høne. Columbine viser ikke helt samme iver som de øvrige høns, hun bliver ved foderautomaten en tid endnu, og hugger lidt ekstra af den proteinrige foder i sig. ”De satans fjer på benene” går hun og skælder lavmeldt til sig selv.

Far er lige nået op på toppen af den lange stige, med ørnenæbbet i hånden, da der fra en af nabohaverne bliver kaldt ”Hr. Lottenborg?” ”ja” svarer far, og kigger ned på en velsagtens 40-årig kvinde som, han oppe fra stigen kan tælles sig til, må bo på Cox Orange vænget 5. ”jeg hedder Laila” siger damen ”jeg kan høre at i har fået høns – ja det har hele nabolaget nok hørt, med den hane som i huser” siger Laila med et smil ”Jeg tænker på, kan du sælge mig nogle frisklagte æg?”. ”Øhhh” siger far forbavset ”det kniber desværre en lille smule, vi har kun 4 høner, som endnu ikke kan forsyne os selv med æg” men ivrigt fortsætter han ”min far har mange høns, jeg vil gerne høre om han skulle have nogle æg i overskud – jeg vender tilbage senere i dag”. Far kravler straks ned fra stigen, tager handskerne af, og fisker sin mobil op fra den dybe inderlomme i flyverdragten. En SMS bliver sendt til farfar: ”Kan du skaffe æg til naboerne?”. Allerede efter en fumle-fingers-tid får far svar tilbage: ”Det kan du tro! Jeg kommer ved to-tiden. Men er det ikke på tide, at i selv får lidt flere høner?”. Far kravler halvt op på stigen igen, og står og vinker for at fange Lailas opmærksomhed. Med sin vinken fra stigen, i sin græsgrønne flyverdragt fyldt med pletter, fanger han ikke kun Lailas opmærksomhed, men også hendes nabos – Cox Orange vænget 3 – en ung herre der lige er kommet tilbage fra løbeture. Det viser sig, at den unge herre hedder Herman, har en datter på 14 måneder og en højgravid hustru. Far inviterer dem alle sammen ind til ”farfars æggesalg” kl. 14.30.

Omkring skumringstid, lige da hønsene er gået ind for natten, går Far og Alfred ned mod hønsehuset. Ved rækken med buske sidder en lille nissekone gemt, og venter på fars ankomst. Det er ikke med i nissekonens beregning, at Alfred er med - men hun beslutter sig lynhurtigt for at gennemføre sin plan. Lige før Far og Alfred når rækken med buske, tryller nissekonen sig lille-menneske-stor, PUF. Hun småløber krumbøjet ind i hønsehuset med et fad risengrød i favnen, lige akkurat hurtigt nok til at Far ikke når at løbe med, men så tilstrækkelig langsomt, at Far ikke kan undgå at se hende bagfra. Da Far og Alfred når indenfor døren til hønsehuset, står den lille-menneske-store nissekone med ryggen til, omringet af hønsene der alle har næbbet nede i risengrøden. PUF, så er hun væk! Far gnider sig i øjnene, rynker panden, og spørger Alfred om han også så det. ”Mener du nissen?” spørger Alfred temmelig upåvirket ”jj-aa-aa” stammer far. ”Det er nok hende, som også fylder godter i julesokken” svarer Alfred glad. ”Nej, det er…..” far går i stå.” Åhhhh pokkers” tænker far, ”hvordan forklarer man sit barn, at nisser ikke findes, når man nu selv foregiver at det er nissen der fylder godter i julesokken hver nat?” ”Eller.....findes nisser i virkeligheden” tænker far ”Jeg har jo lige set en”.

Far er godt rundforvirret, så det er Alfred der går rundt og siger godnat til hønsene, og tæller efter at de alle sammen er kommet indenfor. Da Far og Alfred går ud af hønsehuset, tager far grødfadet med ”jeg må have et bevis med ind til mor” når han at tænke. Næsten henne ved lågen til hønsegården stopper Alfred op: ”Far, du glemte altså at lukke døren ind til hønsehuset” siger Alfred meget belærende ”du ved godt, at døren altid skal lukkes, så Mikkel ræv ikke kan komme ind”. Far sætter grødfadet fra sig, går tilbage og lukker døren ind til hønsehuset, tager Alfred i hånden, og sammen går de tilbage til huset.

Til aftensmaden sidder Alfred stolt og beretter om oplevelserne nede i hønsehuset til aften. Rosa og Lotus er skuffede over at de ikke var med, men forkynder at de nok skal finde nissen, for de ved hvor hun bor. Mor sidder og griner, og roser sine børn for deres sunde fantasi. Far siger næsten ingenting hele aftenen, har går rundt og ser meget eftertænksom ud.

Da Mor og Far er gået i seng, siger far endelig: ”Den historie med nissen, den er altså god nok” Mor smiler, kysser far på munden, lægger sig tæt ind til ham og siger ”den er god med dig, men din feber er altså gået over – du ser vist for mange julekalendere”. ”Jeg så det selv” mumler Far.