Når man kønsbestemmer høns, uanset hvilken slags, så kigger jeg på helheden af dyret, har den hanepræg eller har den hønepræg.
Jeg kigger også specielt på hoveddelene, da hanerne får større og "grovere" kamme og hagelapper.
Og senere får hanerne sadel - seglfjer i halen, samt spidse fjer i halsbehænget. Jeg kigger også tit på farverne, for mange gange er hanerne farvede på en anden måde end hønerne.
Alt andet lige, så er dette så nemmere at gøre, hvis dyrene er renracede og / eller renfarvede, for hver race har sine "kendetegn". Med tiden bliver man også bedre til det og kan bruge sin intuition og endda høre det nogle gange på lyden af dyret ... og her er det ikke galet jeg mener.
Så er der alle de forskellige krydsninger, som laves, hvor grønlæggeren især efterhånden er lavet af alt muligt og umuligt, så der kan det så blive lidt sværere at se køn, da de jo falder ud til både højre og venstre. Og især igen hvis de er lavet med de forskellige hybrider i, for hybriderne er jo selv igen krydsninger, som kun industrien kender "opskriften" på. Så her bliver udfaldet endnu større.