10. december
Günther Knahrvorhn lå i sin seng og lyttede intenst. Klokken var 6 om morgenen, og udover den sædvanlige smule morgentrafik var der ganske stille. Ikke et eneste hanegal, heller ikke da Knahrvorhn både skruede helt op for begge høreapparater, trak nathuen af, lukkede vinduet op og stak hovedet ud. Ikke en lyd, ud over lyden af hans tænder, der klaprede af kulde i munden på ham.
Knahrvorhn brummede tilfreds og kravlede tilbage i den varme seng. Han lå lidt og forsøgte at falde i søvn igen, men tanken om hanegal havde vækket ham fuldstændig nu, og egentlig havde han aldrig været en, der sov længe.
Allerede som skoledreng var han stået tidligt op for at cykle rundt med aviser, inden han skulle i skole. Lønnen som avisdreng havde givet et ikke uvæsentligt bidrag til moderens husholdningspenge, ligesom salget af æg fra hønsene. Og mangen ældre høne havde reddet middagen med sit bidrag til en god suppe.
Hønsene havde også været hans, og hans opgave at passe, når han kom hjem fra skole, og det havde ikke kun været en pligt, men en glæde for den ellers ensomme dreng.
Faktisk havde interessen for høns holdt ved, også efter han blev voksen og fik et arbejde ude på beslagfabrikken. Fjerkræet var ikke mere en nødvendighed for at få mad på bordet, men en hobby.
Günther havde faktisk fået præmier for sine store plymouth rock’er..
Tankerne fløj, som han lå der søvnløs i sengen.
Men hønsene, præmierne og hobbyen fik en brat ende, da hans kone flyttede ind og beordrede stalden bygget om til garage til hendes Opel Kaptain. Günther sukkede dybt ved tanken. Han havde aldrig haft bil, endsige kørekort, jernhesten havde rakt til hans behov for transport, suppleret af toget til længere ture. Men med hans kone var det anderledes, hun var også datter af en grosserer inde fra byen.
Bare 5 år senere havde hun så forladt ham, med Opel Kaptain’en og hans fætter.
Günther sukkede igen og slog dynen til side, det nyttede ikke at ligge mere, han blev kun i dårligere humør af alle de tanker tilbage i tiden.
Han trak i sin stribede badekåbe og trissede ud i køkkenet for at sætte vand over til kaffe. Fra køkkenvinduet kunne han se postkassen og opdagede, at låget var lukket op. Bare det ikke var hærværk, han havde før fået ulækre ting leveret i sin postkasse - men det kunne også være naboens avis, som budet havde afleveret forkert, det var også sket.
Günther Knahrvorhn trak i træskoene, åbnede bagdøren og tøffede ud til postkassen.
Det var hverken avis eller hundehømmer, men et brev. Det gjorde Knahrvorhn endnu mere mistroisk, et brev? Dog pænt adresseret: Günther Knahrvorhn, Rønnebærvej 13, Vester Lilleby Men frimærket var ikke Margrethe, men en tegnet nisse? Hmm..
MIstroisk - men også nysgerrig - skyndte Günther sig ind i køkkenet, til lyset ved køkkenbordet og rev konvolutten op.
Inden i var et julekort med røde, glade nisser på og en tekst skrevet med sirlige bogstaver:
‘Kære Günther
Om end lidt forsinket vil vi gerne fejre, at det i år er 50 år siden, vi alle tre forlod realskolen.
Du er derfor inviteret til tarteletter og lidt juleknas hos os:
Mandag d. 10. december kl 17.30, hos os:
Lærkevej 10, Øster Lilleby
Med håbet om et venligt gensyn
Kathrine og Peter Juliussen
Knahrvorhn løftede blikket fra papiret og så tankefuldt ud i morgenmørket.
Kathrine og Peter. Jo, dem huskede han da godt, fra skoletiden. De havde sådan set været gode nok, ikke dem, der var med til at give buksevand. Og vel også de eneste, der var tilbage i Lilleby fra deres klasse i realskolen. Men alligevel, sådan pludselig at invitere på middag? Der måtte stikke noget under.. Og dog, en gratis middag var en gratis middag - og ligefrem forgive ham ville de vel næppe, og han behøvede jo heller ikke invitere dem senere.
Tarteletter.. Günthers tænder løb i vand ved mindet om de tarteletter, hans mor tryllede frem af hanekyllingerne fra hønsegården. I modsætning til hans kone, der overhovedet ikke ville røre fjerkræet - og i øvrigt også var elendig til at lave mad.
Så lod Günther igen blikket glide ned over den korte tekst.
10 december.
Jøsses, det er jo i dag!, røg det gennem hovedet på den gamle, brevet måtte have ligget flere dage i postkassen. Han måtte have tjekket sin pæne skjorte - og pulloveren måtte hellere ud i frisk luft.
Om aftenen havde Peter og Kathrine - som også hed Farfar og Farmor - travlt i køkkenet.
På slaget 17.30 bankede det på døren, udenfor stod Günther Knahrvorhn i sit pæneste tøj.
‘Velkommen til, Günther, kom indenfor, dejligt, du kunne komme!’ bød Farfar velkommen og trykkede næve med gæsten, der blev helt mundlam af den varme velkomst.
‘Ja, du husker vel Kathrine, vi var jo lidt småkærester, allerede den gang’ fortsatte Farfar og lagde armen om Farmor, der stod med en stor, dampende gryde i hænderne.
‘Velkommen, Günther, jeg husker da dig, kom og tag plads, maden er klar’ sagde Farmor med sit varmeste smil.
Knahrvorhn kravlede ind på slagbænken op af væggen og satte sig godt til rette, der duftede herligt i det varme køkken, det lovede godt for middagen.
Efter 9 overfyldte tarteletter skubbede Günther tallerkenen fra sig med et undertrykt ræb - han kunne ikke klemme een bid mere ned, for så havde han gjort det. De tarteletter var virkelig på højde med hans mors!
‘Ja, det er noget andet end tarteletfyld fra en dåse’ sagde Farfar. Vi har jo en flok fjerkræ, der forsyner os med både æg og hanekyllinger - og så er Kathrine god til at lave tarteletter, må du indrømme’
Günther nikkede, bestemt jo, de kunne ikke være bedre.
‘Men du havde da også høns en gang, husker jeg, nogen rigtig flotte plymouth rock’er’ sagde Farfar og fortsatte: ‘‘Det kunne du da have igen, nu som pensionist med masser af tid. Det er så hyggeligt at have sådan nogen kræ at gå og pusle om, men det ved du jo’
‘Tjo’, sagde Knahrvorhn ‘men nu er stalden jo bygget om og lavet til garage, hønselemmen er lukket til’
Farfar sad lidt og tænkte: ‘Jeg vil da gerne hjælpe dig med at lave garagen til hønsestald igen, jeg er lidt i træning, sådan set’
Det gav et ryk i Knahrvorhn, og han så på Farfar gennem sine briller, der var blevet fedtede af tarteletter, mens det knagede i hjernen på ham. Men tarteletterne lå tungt i maven, og så er det ikke nemt at være mistænksom, selv for en gammel sur mand.
‘Vil du virkelig det?’ spurgte han undrende.
‘Ja da, det er sikkert ikke så svært, og hvis jeg kender dig ret, er hønselemmen ikke muret rigtig til, men bare lukket med en løs plade, ikke? Så er det bare at dele lidt op i foderrum og stald og sætte et par sove pinde op. Nu, jeg tænker over det, så tror jeg faktisk, at en af mine venner har en fin stamme plymouth’er til salg - næsten lige så fine som dem, du havde en gang.’
‘Joh’ kom det tøvende fra Günther ‘Det ville da være dejligt at have lidt fjerkræ igen, men..
Det kan jeg da ikke tage imod?’
‘Vist kan du det, det manglede da bare, at vi gamle fra realskolen ikke kan hjælpe hinanden. Og desuden er jeg i øvelse, jeg har også lige ombygget min søns garage til hønsehus. De er nu blevet så glade for de dyr, især børnene går op i at hente æg. Og nu håber de vist på kyllinger under en skruk. Men en eller anden nabo har klaget over hanen, så det er ikke sikkert, det kan lykkes.’ Farfar og Farmor så oprigtigt bekymrede på hinanden.
Knahrvorhn syntes pludselig, den sidste tartelet ikke var landet helt, som den skulle, han sank et par gange og rømmede sig lidt.
‘Hmm, mon ikke det går alligevel? Det var måske ikke ment så slemt - den nabo - mener jeg’ fremstammede han hæst.
‘Tja, vi må håbe, foreløbig sidder hanen i et bur her hos os. Egentlig var det den, der skulle have været i tarteletterne i aften, men det kunne jeg ikke få mig til, når nu børnene er så glade for den. Men den kan jo ikke blive i det bur’
Knahrvorhn stirrede ned i bordet, som om løsningen var at læse der.
‘Mon ikke, der kan findes en løsning? Nå, det er vist også blevet sent, jeg må til at hjem. Mange tak for dejlig mad, Kathrine’
Gunther rejste sig med et sæt fra slagbænken, han havde travlt.
‘Jamen så tak for i aften da, jeg kigger forbi i morgen, så kan vi kigge på din garage. Og jeg reserverer lige den stamme høns til dig’ sagde Farfar venligt og blinkede til Farmor.
Knahrvorhns vej hjem til Rønnebærvej 13 gik lige forbi børnefamiliens stråtækte hus midt i byen. Den gamle mand stoppede op ved havelågen, vred og betænkte sig lidt, men gik så op af flisegangen og bankede på døren.
Det var Mor, der åbnede.
Inden hun fik sagt noget til forsvar for hanen Jes - der stadig boede trygt, omend tavst, i garagen i bunden af haven - udbrød Knahrvorhn:
‘Det er ligemeget med den hane - bare behold den, den generer mig ikke!’
Lige så pludseligt som han var kommet, forsvandt den gamle ned af flisegangen igen, kun efterladende en svagt duft af tarteletter.
Mor stirrede målløs efter ham, derefter på Far, der var dukket op i entreen.
Så greb Far mobilen og skrev til Farfar:
‘Den nisse kan bare noget.. Knahrvorhn har trukket sin klage tilbage!
’
I Farfar og Farmors hus sad Farfar med sin mobil i hånden og smilede for sig selv: Sådan!
Han vidste da godt, at Kathrines tarteletter kunne få selv en Knahrvorhn på bedre tanker..