Forum > Hyggesnak
Juleeventyret 2018
Lone:
6. december
Det var mørkt og meget tidlig morgen i hønsehuset. Både hønsene og hanen Jes stadig og sov på deres pind, dog med undtagelse af Maria, der lå i sin rede.
Helt stille var der dog ikke. Katten Julius gik rundt og mjavede, for hun var aftenen før blevet sendt på musejagt i hønsehuset.
Men det var nu ikke kun musejagten, der fik katten til at klage sig. Det rumlede så underligt i hendes tykke mave, og hun spekulerede på, om mus nu også var så sundt for katte, eller om hun alligevel skulle holde sig til dåsemaden inde i køkkenet.
Til sidst faldt Julius dog til ro, ved at putte sig sammen med skrukhønen Maria i hendes rede. Der var så dejligt lunt, og hønens stille snorkelyde beroligede katten.
Præcis kl. 6, da familiens vækkeur startede inde i menneskenes hus, tændte lyset i hønsehuset, og Jes skrålede henrykt sin morgenvækning ud over haven og det nærmeste nabolag.
‘Åh jøsses da’ sagde Mor og slukkede vækkeuret - hanen var ikke sådan at slukke for.
‘Du tror ikke, det giver klager med den hane?’ Det sidste var henvendt til Far, der stadig sad og gned øjne.
‘Nej, hvem skulle den da genere, helt nede i bunden af haven, og nærmeste hus er børnehaven, der er der jo ingen, der sover, når de er der.’
‘Hmm, jeg er ikke helt sikker, men det får vi nok at vide’ sagde Mor og stod ud af sengen.
Ved morgenmaden sagde Lotus: ‘Hvor er Julius henne? hun skal da også have sin mad?’
‘Nå ja, hun har jo været på arbejde i hønsehuset i nat’ sagde Far ‘Du må gerne gå ned og lukke hende ud’
Lotus hoppede i jakke og gummistøvler og strøg af sted ned mod garagen, tæt fulgt af Alfred, der som vanligt ville ned og tjekke æg under Maria.
5 minutter efter kom de blæsende tilbage, idet Alfred forpustet råbte:
‘Mor - Far - Maria har fået killinger!!!’
Mor og Far stirrede på hinanden. Den nisse var sørme hurtig til at skaffe kyllinger til skrukhønen.
‘Alfred, det hedder kyllinger, en hønes børn hedder kyllinger’ sagde Rosa belærende, hun sad stadig med sin morgenmad.
‘Nej- nej’ sagde Alfred ivrigt, ‘Maria har fået KILLINGER, kom selv ned og se!’
Så kunne morgenmad være morgenmad, og hele familien strøg afsted, ned mod den gamle garage, nu hønsehus.
Inden for gokkede de tre af hønsene rundt og ville ud i hønsegården, sammen med han Jes. Katten Julius, nu i en mere slank udgave, smøg sig rundt om deres ben og mjavede. Hønen Maria lå som vanligt i reden, men så yderst hemmelighedsfuld ud.
Mor stak forsigtigt en hånd ind under hønen og løftede lidt op.
Ganske rigtigt, under den varme høne lå tre nyfødte killinger: en helt sort, en gul og en hvid med en lille sort plet oven på hovedet.
Julius sprang op og gned sig op af hønen, der tydeligvis havde det fint med at være rugemor for kattekillingerne. Men maden kunne kun katten sørge for, så hønen måtte pænt give lidt plads i reden til Julius, så killingerne kunne komme til kattens patter.
Far, Mor og børnene stirrede måbende på hinanden.
‘Der kan man bare se!’ sagde Mor ‘Julius er vist kommet nissen i forkøbet med at putte børn under Maria. Men måske vi hellere skal flytte Maria for sig selv, for jeg tror ikke, det går godt, hvis nissen alligevel kommer med kyllinger til Maria - og Julius også er der!’
På vej op mod huset skrev Far en sms til Farfar:
‘Godmorgen Nisse, tænk ikke på kalendergaven til i dag, du kom for sent, hønen har allerede fået killinger, og det er ikke min stavekontrol, der driller! Kan du skaffe et skrukbur?’
Hjemme hos Farfar og Farmor sad Farfar og kløede sig i skægget. Hvad skete der lige hos hos den familie? Der måtte være nogle rigtige nisser på spil, udover ham selv, han fattede ihvertfald ikke, hvad der foregik. Og det med julekalender og gaver bag lågerne kunne han ikke mere holde styr på eller hitte rede i, når der skete så meget uden hans medvirken. Det var ikke nemt at skulle agere nisse, når de rigtige nisser kom med på linien!
I hønsehuset lå Maria og puttede sig med sine ‘lånebørn’, de var så dejlige, varme og bløde.
At de pev lidt anderledes end de kyllinger, hun ellers havde haft, og lidt mærkelige vinger og ben, tænkte hendes hønsehjerne ikke så meget over, de skulle nok bare vokse til. Og at katten puttede med i reden, gjorde sådan set ikke noget, det var bare med til at holde de små varme.
Lone:
7. december
Det bankede på døren i det stråtækte hus, hvor Far, Mor, Lotus, Rosa og Alfred var i gang med at lave aftensmad.
Hårde, bestemte bank-bank-bank. Det lød ikke som noget rart menneske, tænkte katten Julius og puttede sig tættere rundt om sine nyfødte killinger - kattefamilien var nemlig rykket ind i husets bryggers, godt og lunt ved siden af skorstenen i køkkenet.
Rosa åbnede døren, i håb om at se Farfar eller Farmor og få et knus.
Næh, manden udenfor var ikke Farfar og så slet ikke venlig ud, med en grim strikhue trukket ned over ørerne og næsten ned til øjnene.
‘Er din far hjemme?’ spurgte manden brysk
Skuffet overlod Rosa manden til Mor, der netop kom ud i entreen.
‘Ja, det er altså den hane! Den larmer om morgenen, så jeg ikke kan sove!’ udbrød manden.
‘Undskyld, jeg fik ikke fat i navnet’ sagde Mor så venligt som en kat tiltaler den mus, den lige har fået på kloen - hvis en kat ellers gør det.
‘Ja, mit navn er Günther Knahrvorhn!’ vrissede manden - som om det skulle være forklaring nok.
‘Jamen, kom da indenfor i varmen’ sagde Far, der nu også var dukket op i trængslen i entreen. Selv om han egentlig havde mest lyst til at gribe manden i bukselinningen og kraven og kaste ham ud i sneen.
Knahrvorhn trampede ind på det nyslebne plankegulv med sine mudrede gummistøvler og så sig hvast omkring i køkkenet. Julius hvæsede, den kendte godt den mand, han havde engang smidt vand efter den, da den jagtede mus under hans fuglebrædt.
‘Ja, altså den hane, den galer og galer, og jeg kan ikke sove! begyndte Knahrvorhn igen.
‘Hvor bor De henne, Hr. Knahrvorhn?’ spurgte Far så venligt, han kunne, situationen taget i betragtning. Hans nakkehår havde rejst sig, og han havde fornemmelsen af, at situationen krævede både diplomati og vagtsomhed.
‘For vi tænkte jo netop, at hanen ikke ville genere nogen, når hønsehuset lå i bunden af haven og op af børnehaven’ fortsatte Far, i håb om at formilde den vrisne gnavpot.
‘Ja, jeg bor på Rønnebærvej, ved siden af kirken, i det hus, hvor jeg er barnefødt og altid har boet!’ knurrede Knahrvorhn.
Far og Mor så målløse på hinanden.
‘Jamen, det er jo mindst en halv kilometer væk. Og der er vel 5-6 huse med haver og træer imellem - og ingen andre af de nærmeste naboer har klaget?’ sagde Far undrende.
‘Ja men jeg kan altså høre den hane - og den skal væk, lige meget hvad!’ brølede Knahrvorhn, inden han drejede om og trampede ud af døren og ud i mørket, hvor han var kommet fra, kun de mudrede fodspor på trægulvet viste, han havde været der. Og så selvfølgelig de lamslåede ansigtsudtryk på familiens medlemmer.
‘Han var godt nok sur!’ sagde Lotus og satte sig på hug for at kæle for Julius, der stadig havde pelsen stående i vejret.
‘Sure, gamle mand!’ sagde Rosa
‘Han skal ihvertfald ikke tage vores hane! sagde Alfred
‘Nej, det skal han ikke, det må vi have ordnet’ sagde Far
‘Tror du, Farfar kender ham? Farfar har jo boet her i byen altid - og det har ham Knurresur åbenbart også - så de kender måske hinanden fra tidligere?’ spurgte Mor
‘Tja, kan være sådan en vrissenisse er berygtet i hele byen’ sukkede Far og greb mobilen.
En sms gik afsted til Farfar:
‘Günther Knahrvorhn, siger det dig noget? Han har lige været her og klaget over hanegal, men han bor vel en halv kilometer væk - og han er den eneste, der har klaget!’
Der gik lidt tid, så kom der svar fra Farfar:
‘Åh jo.. ::) ham kender jeg kun alt for godt. Vi gik i skole sammen. Tænkte nok, at hvis nogen skulle klage, ville det være ham, men troede dog ikke, han kunne høre hanen så langt væk’
‘Vi må hellere gøre noget, har du en ide? Vil nødig af med hanen nu’ svarede Far tilbage.
Der gik lidt tid, så kom Farfars svar:
‘Tænker lige lidt. Vi kan jo mørkelægge hønsehuset og vente med at tænde lyset til kl 8. Men har Günther først set sig sur på noget, så kan det blive besværligt’
Mor havde tørret mudderet op på gulvet og stod nu med armene over kors, mens hun så ud gennem køkkenvinduet, på Knahrvorhns fodspor i sneen i mørket.
‘Mon der findes en fru Knahrvorhn? og mon hun er lige så knotten som sin mand?’
Far trak på skuldrene. Mandens ansigt og det med et hus ved kirken mindede ham om noget med et perfekt spark til en god fodbold og en rude i en garage - men han skød hurtigt tanken fra sig igen, der fandtes vel andre sure mænd i deres by. Og allerede den gang havde manden været gammel og sur, så det kunne vel ikke være den samme - eller?
Gamle, sure mænd kunne synes udødelige.
Imens sad Farfar og Farmor og snakkede i deres køkken. Lidt om gamle dage og skoletid, da de var blevet kærester i det skjulte. Og om en dreng i deres klasse, der altid var alene, aldrig havde andet end fedtemadder i madpakken, og ofte faldt i søvn i timen, fordi han havde været tidligt oppe med aviser.
Måske var det på tide at tage sig lidt venligt af den dreng, der nu var blevet en sur gammel mand..
Lene71:
8. december
Klokken er 6 og lyset tænder i hønsehuset. Som sædvanlig galer Jes straks en ny dag højlydt velkommen. KYKKELIKYY, KYKELIKYYY, KYKKELIKYY. Efter de tomme morgenkroer er blevet fyldt op med det sunde, proteinrige fuldfoder fra foderautomaten, kommer lillebror Alfred lige så stille ind i hønsehuset. Aurora synes han ser en lille smule ked ud af det. Og i dag er det ikke Maria, som får Alfreds opmærksomhed, det er derimod Columbine. Alfred sætter sig ned på bagdelen, med strakte ben, i sin lyserøde flyverdragt, midt på gulvet oveni alt bundstrøelsen – og måske ovenpå et par hønseklatter. Han kalder på Columbine, stryger hende over ryggen med begge hænder samtidig, nulrer fjerene på benene med sine små hænder ”åhhh, det er så dejligt” hvisker Columbine til Alfred ”de pokkers fjer langt ned ad benene klør sådan, og forhindrer mig at skrabe lige så mange orme op som de andre damer” betror Columbine ham. Mens Alfred og Columbine sidder der og nusser, hvisker Alfred også historier i øret på Columbine – eller rettere ind i høreorganet - for en høne har ingen ører, men kan alligevel høre.
Da Alfred går igen, lader han døren ind til hønsehuset stå åben. Så har han hjulpet til i dag ved at lukke hønsene ud - måske slipper han så for at dække bord til aften?
Columbine pudser omhyggeligt hele fjerdragten og inviterer hanen Jes med ud på en lille gåtur. Jes føler sig meget smigret, viser sine flotte svingfjer frem, og går glædeligt med. Ude i gården stopper Columbine under det store gamle æbletræ, som stadig har nogle ganske få æbler tilbage at smide. Efter hendes hvisken med Alfred i morges, er hun nødt til at tage en alvorlig snak med Jes under fire hønseøjne.
”Jes, du er altså nødt til at dæmpe stemmelejet når du galer godmorgen” siger Columbine. ”Ikke tale om” svarer Jes meget bestemt ”det ligger i mine gener, at jeg skal gale af fuld hals”. ”Ja, det gør det ganske vist” siger Columbine ”men det kan komme til at koste dig hovedet, søde ven”. ”Hvad mener du?” spørger Jes forvirret, ”mit hoved fejler da ingenting”. Lidt opgiven og overbærerne svarer Columbine ”nej, dit hoved fejler måske ingenting - men det gør farfars økse desværre heller ikke”. ”Hvad har farfars økse med mit hoved at gøre?” spørger Jes, nu endnu mere forvirret. ”Altså” svarer Columbine ”hvis øksen først har skilt dit hoved fra resten af kroppen, kan du se frem til at blive dyppet i kogende vand, få pillet alle dine fjer af – inklusiv dine så stolte svingfjer. Når du efterfølgende har fået flået alle din indvolde ud, bliver du lagt ned en mørk og hundekold kummefryser i en rum tid, før du ender din dage i en gloende hed ovn, og til sidst bliver spist af dine mennesker”. Jes er harm, og har lyst til at markerer sig overfor Columbine, for skal han, den stolte hane, finde sig i at en dame snakker så næbbet til ham? Men han tør ikke sig noget, og bliver blot næb-lam. For Columbine er en stor og stærk fugl, og selvom hun er det sødeste, blideste og mest omgængelige væsen i verden, tør han ikke tænke på hvad der sker, hvis hun skulle gå hen og blive hidsig.
Jes og Columbine går tilbage til flokken. Flokken ved ikke hvad der er foregået mellem de to under æbletræet – men det har ikke undgået nogens opmærksomhed, at de to har været ude at gå tur sammen.
Hanen Jes er ret tavs resten af dagen. Han går og grubler over det Columbine har fortalt ham. I virkeligheden forstår hans lille, unge hanehjerne nok ikke, hvad det egentlig er, Columbine har sagt. For historien med øksen og alle de grumme ting der kan ske med ham, lyder for voldsom til at være sand. For slet ikke at tale det med at menneskene vil spise ham. For der er da ingen som spiser deres venner! Det hele er, som taget ud fra en sceine-fiction film, synes Jes. Men på den anden side, så er Columbine en meget klog høne……
Sidst på eftermiddagen kommer menneske-familien ned i hønsegården. Mor, far, tvillingepigerne Rosa og Lotus, og lille Alfred. Med sig har de et lille syltetøjsglas fyldt med knækkede majskerner. Der er bundet et fint silkebånd med sløjfe rundt om glasset, og udenpå er der malet et flot 8-tal. Hønsene er ret ligeglade med dekorationen på glasset – de ved ikke hvad en julekalender er. Men de er bestemt ikke ligeglad med indholdet i glasset, for da det bliver spredt ud i hønsegården, kan det nok være at alle glemmer alt andet for en stund – selv Jes. De får travlt med hver især at pikke så mange stumper op som overhovedet muligt, på kortest mulige tid, for sådanne nogle majskerner er guf for små hønseganer.
Hans-Kurt:
9. december
Far havde gået og ruget over det med at Jes var så flink til at gale og at det så ud til det ville blive et problem. Derfor gik han ind på kommunens hjemmeside for at se, om der var noget om hønsehold og måske regler for hanehold. Det var kname ikke let at finde rundt på kommunens hjemmeside. Men hvis der var noget om høns måtte det være under Teknisk forvaltnings sider. Jov var det ikke noget her ?, det var der "Hønsehold" var overskriften og far begyndte at læse - hønsehuset´s placering ift naboskel......højden på hønsehegnet, når det blev placeret langs fælleshegn osv osv, det var godtnok meget der skulle overholdes, for at der ikke kunne gøres indsigelser mod det enkelte hønsehold. Men alle de regler havde farfar jo overholdt, så hvor stod der noget om hanehold ? Det var ikke lige til at finde - der var det - men ubs der kom Far til at trykke på Esc knappen istedet for pil nedad. Hjemmesiden forsvant - pokkers også sagde Far - og lige da han ville kalde kommunens hjemmeside igen, kom mor forbi og udbad sig skærm adgangen for hun skulle absolut finde en strikkeopskrift på børnehuer LIGE NU. Hvordan skal jeg ellers nå at strikke huer til ungerne inden jul ? sagde hun.
Du kan jo strikke huer til alle hønsene i stedet, det må da være hurtigere grinede far og overlod stolen ved skærmen til mor.
Så må jeg udforske den kommunehjemmeside i morgen tænkte far og tog overtøjet på og gik ud. Han ville lige tjekke æblerne der stod langs gavlen af huset, på nordsiden af huset, han viste, at det var det bedste sted at opbevare æbler inden det blev rigtig frost, så måtte de jo ind, men så længe de var ud, vedbliver de med at være friske og sprøde og de runger ikke, da der altid er fugt i luften. Men nu ville han så dels tilse dem og dels fylde en spand med de æbler der skulle serveres for hønsene.
Han lettede på voksduen, der var lagt over æblekasserne, jov det så fortsat godt ud, ingen rotter eller mus havde fundet vej til æblerne - sidste år, var det gået helt galt, alle kasser var blevet besøgt af rotter og alle, ALLE æbler var blevet smidt ud til fuglene, det måtte bare ikke ske igen. Far pillede de æbler fra der havde små rådpletter og også "negeræblerne" endte i hønsespanden. Det var mærkeligt, men Belle de Boskoopne kunne ikke holde sig i år, heller ikke Philippaerne. Var det den tørre sommer - ja hvem ved.
Da spanden var næsten halv fuld, stoppede far med at fylde fler i og dækkede atter kassene til med voksduen og gik ned til hønsehuset for at give dem æbler - men hvad var nu det, havde han glemt at lukke lågen til hønsegården sidst han var ned og tilse bedriften ?? Nej, det kunne ikke passe, for det var han meget påpasselig med ikke at glemme. Han gik nærmere - hvad var det, var der ikke aftryk af træsko i sneen, træsko af en størrelse der ikke passede med andre i husholdningen, Han fulgte sporet ind i hønsegården og op til hønsehuset. Her så det ud til at vedkommende havde gået et par skridt tilbage og der var det ikke spor væk fra hønsehuset ? det var det!.
Så havde vedkommende måske været inde i hønsehuset, der var jo også halm i det første spor væk fra hønsehuset, nej hvad var nu dette for noget. Far åbnede døren til hønsehuset med rystende hånd. Han åbnede døren meget forsigtig - og hvad var det han så ........fortsættes i morgen.
Lone:
10. december
Günther Knahrvorhn lå i sin seng og lyttede intenst. Klokken var 6 om morgenen, og udover den sædvanlige smule morgentrafik var der ganske stille. Ikke et eneste hanegal, heller ikke da Knahrvorhn både skruede helt op for begge høreapparater, trak nathuen af, lukkede vinduet op og stak hovedet ud. Ikke en lyd, ud over lyden af hans tænder, der klaprede af kulde i munden på ham.
Knahrvorhn brummede tilfreds og kravlede tilbage i den varme seng. Han lå lidt og forsøgte at falde i søvn igen, men tanken om hanegal havde vækket ham fuldstændig nu, og egentlig havde han aldrig været en, der sov længe.
Allerede som skoledreng var han stået tidligt op for at cykle rundt med aviser, inden han skulle i skole. Lønnen som avisdreng havde givet et ikke uvæsentligt bidrag til moderens husholdningspenge, ligesom salget af æg fra hønsene. Og mangen ældre høne havde reddet middagen med sit bidrag til en god suppe.
Hønsene havde også været hans, og hans opgave at passe, når han kom hjem fra skole, og det havde ikke kun været en pligt, men en glæde for den ellers ensomme dreng.
Faktisk havde interessen for høns holdt ved, også efter han blev voksen og fik et arbejde ude på beslagfabrikken. Fjerkræet var ikke mere en nødvendighed for at få mad på bordet, men en hobby.
Günther havde faktisk fået præmier for sine store plymouth rock’er..
Tankerne fløj, som han lå der søvnløs i sengen.
Men hønsene, præmierne og hobbyen fik en brat ende, da hans kone flyttede ind og beordrede stalden bygget om til garage til hendes Opel Kaptain. Günther sukkede dybt ved tanken. Han havde aldrig haft bil, endsige kørekort, jernhesten havde rakt til hans behov for transport, suppleret af toget til længere ture. Men med hans kone var det anderledes, hun var også datter af en grosserer inde fra byen.
Bare 5 år senere havde hun så forladt ham, med Opel Kaptain’en og hans fætter.
Günther sukkede igen og slog dynen til side, det nyttede ikke at ligge mere, han blev kun i dårligere humør af alle de tanker tilbage i tiden.
Han trak i sin stribede badekåbe og trissede ud i køkkenet for at sætte vand over til kaffe. Fra køkkenvinduet kunne han se postkassen og opdagede, at låget var lukket op. Bare det ikke var hærværk, han havde før fået ulækre ting leveret i sin postkasse - men det kunne også være naboens avis, som budet havde afleveret forkert, det var også sket.
Günther Knahrvorhn trak i træskoene, åbnede bagdøren og tøffede ud til postkassen.
Det var hverken avis eller hundehømmer, men et brev. Det gjorde Knahrvorhn endnu mere mistroisk, et brev? Dog pænt adresseret: Günther Knahrvorhn, Rønnebærvej 13, Vester Lilleby Men frimærket var ikke Margrethe, men en tegnet nisse? Hmm..
MIstroisk - men også nysgerrig - skyndte Günther sig ind i køkkenet, til lyset ved køkkenbordet og rev konvolutten op.
Inden i var et julekort med røde, glade nisser på og en tekst skrevet med sirlige bogstaver:
‘Kære Günther
Om end lidt forsinket vil vi gerne fejre, at det i år er 50 år siden, vi alle tre forlod realskolen.
Du er derfor inviteret til tarteletter og lidt juleknas hos os:
Mandag d. 10. december kl 17.30, hos os:
Lærkevej 10, Øster Lilleby
Med håbet om et venligt gensyn
Kathrine og Peter Juliussen
Knahrvorhn løftede blikket fra papiret og så tankefuldt ud i morgenmørket.
Kathrine og Peter. Jo, dem huskede han da godt, fra skoletiden. De havde sådan set været gode nok, ikke dem, der var med til at give buksevand. Og vel også de eneste, der var tilbage i Lilleby fra deres klasse i realskolen. Men alligevel, sådan pludselig at invitere på middag? Der måtte stikke noget under.. Og dog, en gratis middag var en gratis middag - og ligefrem forgive ham ville de vel næppe, og han behøvede jo heller ikke invitere dem senere.
Tarteletter.. Günthers tænder løb i vand ved mindet om de tarteletter, hans mor tryllede frem af hanekyllingerne fra hønsegården. I modsætning til hans kone, der overhovedet ikke ville røre fjerkræet - og i øvrigt også var elendig til at lave mad.
Så lod Günther igen blikket glide ned over den korte tekst.
10 december.
Jøsses, det er jo i dag!, røg det gennem hovedet på den gamle, brevet måtte have ligget flere dage i postkassen. Han måtte have tjekket sin pæne skjorte - og pulloveren måtte hellere ud i frisk luft.
Om aftenen havde Peter og Kathrine - som også hed Farfar og Farmor - travlt i køkkenet.
På slaget 17.30 bankede det på døren, udenfor stod Günther Knahrvorhn i sit pæneste tøj.
‘Velkommen til, Günther, kom indenfor, dejligt, du kunne komme!’ bød Farfar velkommen og trykkede næve med gæsten, der blev helt mundlam af den varme velkomst.
‘Ja, du husker vel Kathrine, vi var jo lidt småkærester, allerede den gang’ fortsatte Farfar og lagde armen om Farmor, der stod med en stor, dampende gryde i hænderne.
‘Velkommen, Günther, jeg husker da dig, kom og tag plads, maden er klar’ sagde Farmor med sit varmeste smil.
Knahrvorhn kravlede ind på slagbænken op af væggen og satte sig godt til rette, der duftede herligt i det varme køkken, det lovede godt for middagen.
Efter 9 overfyldte tarteletter skubbede Günther tallerkenen fra sig med et undertrykt ræb - han kunne ikke klemme een bid mere ned, for så havde han gjort det. De tarteletter var virkelig på højde med hans mors!
‘Ja, det er noget andet end tarteletfyld fra en dåse’ sagde Farfar. Vi har jo en flok fjerkræ, der forsyner os med både æg og hanekyllinger - og så er Kathrine god til at lave tarteletter, må du indrømme’
Günther nikkede, bestemt jo, de kunne ikke være bedre.
‘Men du havde da også høns en gang, husker jeg, nogen rigtig flotte plymouth rock’er’ sagde Farfar og fortsatte: ‘‘Det kunne du da have igen, nu som pensionist med masser af tid. Det er så hyggeligt at have sådan nogen kræ at gå og pusle om, men det ved du jo’
‘Tjo’, sagde Knahrvorhn ‘men nu er stalden jo bygget om og lavet til garage, hønselemmen er lukket til’
Farfar sad lidt og tænkte: ‘Jeg vil da gerne hjælpe dig med at lave garagen til hønsestald igen, jeg er lidt i træning, sådan set’
Det gav et ryk i Knahrvorhn, og han så på Farfar gennem sine briller, der var blevet fedtede af tarteletter, mens det knagede i hjernen på ham. Men tarteletterne lå tungt i maven, og så er det ikke nemt at være mistænksom, selv for en gammel sur mand.
‘Vil du virkelig det?’ spurgte han undrende.
‘Ja da, det er sikkert ikke så svært, og hvis jeg kender dig ret, er hønselemmen ikke muret rigtig til, men bare lukket med en løs plade, ikke? Så er det bare at dele lidt op i foderrum og stald og sætte et par sove pinde op. Nu, jeg tænker over det, så tror jeg faktisk, at en af mine venner har en fin stamme plymouth’er til salg - næsten lige så fine som dem, du havde en gang.’
‘Joh’ kom det tøvende fra Günther ‘Det ville da være dejligt at have lidt fjerkræ igen, men..
Det kan jeg da ikke tage imod?’
‘Vist kan du det, det manglede da bare, at vi gamle fra realskolen ikke kan hjælpe hinanden. Og desuden er jeg i øvelse, jeg har også lige ombygget min søns garage til hønsehus. De er nu blevet så glade for de dyr, især børnene går op i at hente æg. Og nu håber de vist på kyllinger under en skruk. Men en eller anden nabo har klaget over hanen, så det er ikke sikkert, det kan lykkes.’ Farfar og Farmor så oprigtigt bekymrede på hinanden.
Knahrvorhn syntes pludselig, den sidste tartelet ikke var landet helt, som den skulle, han sank et par gange og rømmede sig lidt.
‘Hmm, mon ikke det går alligevel? Det var måske ikke ment så slemt - den nabo - mener jeg’ fremstammede han hæst.
‘Tja, vi må håbe, foreløbig sidder hanen i et bur her hos os. Egentlig var det den, der skulle have været i tarteletterne i aften, men det kunne jeg ikke få mig til, når nu børnene er så glade for den. Men den kan jo ikke blive i det bur’
Knahrvorhn stirrede ned i bordet, som om løsningen var at læse der.
‘Mon ikke, der kan findes en løsning? Nå, det er vist også blevet sent, jeg må til at hjem. Mange tak for dejlig mad, Kathrine’
Gunther rejste sig med et sæt fra slagbænken, han havde travlt.
‘Jamen så tak for i aften da, jeg kigger forbi i morgen, så kan vi kigge på din garage. Og jeg reserverer lige den stamme høns til dig’ sagde Farfar venligt og blinkede til Farmor.
Knahrvorhns vej hjem til Rønnebærvej 13 gik lige forbi børnefamiliens stråtækte hus midt i byen. Den gamle mand stoppede op ved havelågen, vred og betænkte sig lidt, men gik så op af flisegangen og bankede på døren.
Det var Mor, der åbnede.
Inden hun fik sagt noget til forsvar for hanen Jes - der stadig boede trygt, omend tavst, i garagen i bunden af haven - udbrød Knahrvorhn:
‘Det er ligemeget med den hane - bare behold den, den generer mig ikke!’
Lige så pludseligt som han var kommet, forsvandt den gamle ned af flisegangen igen, kun efterladende en svagt duft af tarteletter.
Mor stirrede målløs efter ham, derefter på Far, der var dukket op i entreen.
Så greb Far mobilen og skrev til Farfar:
‘Den nisse kan bare noget.. Knahrvorhn har trukket sin klage tilbage! /o ’
I Farfar og Farmors hus sad Farfar med sin mobil i hånden og smilede for sig selv: Sådan!
Han vidste da godt, at Kathrines tarteletter kunne få selv en Knahrvorhn på bedre tanker..
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side
[*] Forrige side