Forum > Hyggesnak
Juleeventyret 2018
Lene71:
1. december
Der var engang et lille stråtækt hus langt ude på landet. Men det var dengang. Stille og roligt har urbaniseringen gjort sit indtog, og den nærliggende landsby blev til forstads by. Rundt om det lille stråtækte hus voksede der et stort villakvarter op - og rundt om det, andre boligkvarterer med alt hvad dertil hører af skole, daginstitutioner, sportshal, lokalt indkøbscenter og en stor omfartsvej.
Det lille stråtækte hus har også undergået større forandringer. Ikke mindst er det blevet en hel del større, men trods det er den oprindelige stil bevaret med sprossevinduer og nyt fint stråtækt tag.
Det lille stråtækte hus, som nu er blevet stort, er placeret et stykke inde på den store men meeeget lange og smalle grund. Faktisk er det helt uhørt, at grunden ikke er blevet udstykket til mindst fire moderne villagrunde. Men dengang villakvarteret blev anlagt, boede der et meget gammelt ægtepar i det lille hus, som ikke ville høre tale om at sælge fra. Det betyder, at huset har hele fire naboer til hver side! Og nede i bunden støder grunden op til den lokale børnehave og deres legeplads. Nede i bunden af haven ligger også en gammel muret garage med stråtag – et levn fra dengang grunden havde indkørsel i den ende.
De sidste par år har huset været beboet af en yngre familie inde fra storbyen. Familien består af far og mor, tvillingpigerne Rosa og Lotus på 6 år, og lillebror Alfred på 3 år.
Den gråhåret, men friske farfar med sixpencekasketten, har gået og rodet og regeret, savet og skruet i den gamle garage i den sidste uges tid. Han har lovet familien at rydde op dernede, men kun på den betingelse at ingen i familien må nærme sig, før han er færdig! Garagen står bag en hæk af buske, så den kan ikke rigtig ses oppe fra huset.
Det er den første december, en kold og klar vinterlørdag, hvor familien traditionen tro har planlagt at pynte op til jul. Farfar kom usædvanligt tidligt denne morgen. Imens alle stadig lå i deres senge, hørte mor godt, at han parkerede sin bil, og gik adskillige gange frem og tilbage til den gamle garage, hver gang med den gamle bildørs karakteristiske SMÆK.
Da hele familien er stået op og sidder rundt om lørdagsmorgenbordet, kommer farfar ind med sin støvede sixpence på hovedet. Han sætter sig stille og roligt ned, skænker sig en kop kaffe og tager en portion A38 med mysli på.
Mens farfar sidder og spiser, siger han skælmsk, ”i dag er det den 1. december, og så skal alle børn og voksne have en julekalender”. ”Jahhh”, ”jubii”, ”er der slik i?” og andre glædesråb flyver over bordet. ”Den er i garagen” siger farfar med en meget hemmelighedsfuld stemme, ”så først skal store som små have overtøj på”. Inden farfar får set sig om, står hele familien klar, iført overtøj og deres farverige, spraglede gummistøvler, og farfar må i lynets hast sluge de sidste skefulde A38, og trække i sine mørkegrønne jagtgummistøvler.
Hele familien går ned bag buskene med farfar i front. Her ser de garagen stå i en stor firkant af trådhegn. ”garagen er kommet i fængsel” hyler Alfred ulykkeligt. Inde bag trådhegnet har farfar omhyggeligt bundet et tykt rødt bånd hele vejen rundt om garagen, med en stor sløjfe foran. På Døren hænger der et stort skilt med nr. 1.
”Hvem vil åbne låge nr. 1” spørger farfar. ”Det vil jeg” råber alle børnene i kor, og på under et splitsekund har Lotus løsnet sløjfen, og Rosa flået døren op. Høns i flere forskellige farver og mønstre spæner kaglende ud, nogle basker med vingerne og enkelte flyver afsted lige i børnenes hovedhøjde.
Rosa stikker i et voldsomt vræl og spæner ud af hønsegården. Lige i hælene har hun en helt hvid høne med ildrød kam og hageflapper, der næsten antager karakter af et spøgelse med sine udfoldede vinger og sit bange skrig.
Alfred rækker ud for at ae en stor, ferskenorange og sort høne med fjer langt ned ad benene, der omtrent har hovedet i samme højde som ham selv. Men hønen løber lidt væk, Alfred går efter, og rækker atter ud efter den, og hønen løber atter lidt væk, og sådan bliver Alfred utrætteligt ved og ved og ved mens han smiler over hele femøren og befinder sig i sin helt egen lille verden.
Far har straks taget en høne med sorte og hvide striber op i hænderne, som han står og studerer meget intenst ved at vende og dreje den. Folder vingerne ud, tæller tæerne og rejser halen.
Lotus står og hopper utålmodigt op og ned ved siden af sin far, hiver ham i jakken og bliver ved med at råbe ”jeg vil også holde en høns”, ”jeg vil også holde en høns”.
Det er vist kun mor som bemærker ham, men farfar pisker rundt ude omkring hønsegården, for at fange den vildt stressede spøgelseshøne, som stak af sammen med Rosa da hun forsvandt i et hyl. Rosa har i mellemtiden vovet sig ind i hønsegården igen, og står klynkende og klamrer sig til sin mors ben.
Mor forstiller sig hele situationen set udefra, og tænker på hvor komisk det må virke. Først kluk-ler hun lidt, men så begynder hun at grine, og griner og griner og griner til tårerne triller ned af kinderne……..
Lone:
2. december
Det var søndag og dermed fridag for alle i familien. Det betød sove længe - men ikke for Alfred, han var familiens absolutte morgenmenneske.
Han lå i sin seng og undrede sig. Det var mørkt, men alligevel lyst. Mon hønsene i garagen var stået op, og mon de havde lagt æg i nattens løb?
Alfred lå og begyndte at blive sulten. Når han sov hos Farmor og Farfar var der ofte blødkogte æg til morgenmaden, for de havde selv høns. Og det smagte rigtig godt, syntes Alfred. Nu havde han jo også høns, og hvis de havde lagt æg i løbet af natten, så kunne han jo få æg til morgenmad. Hvis altså han var den første til at hente det, før søstrene, der altid var så hurtige og kloge, fordi de næsten var voksne, sagde de, ja så ville det være hans æg og dermed hans morgenmad.
Han listede ud af sengen. Ganske vist sov han i sit eget værelse, men han viste også, at hans mor havde en god hørelse og indbygget alarm for børn, der stod tidligt op.
Henne ved vinduet kiggede han ud. Værelset lå på 1. sal og med et lille kvistvindue i stråtaget, men alligevel med udsigt over hele haven, ned mod den gamle garage.
Der var kommet sne! Og det sneede stadig, med store bløde fnug!
Alfred måtte ud, det kunne kun gå for langsomt, så på med de nemme joggingbukser, Farmors hjemmestrikkede sokker og den uldne trøje.
Nu kom det svære, at liste ned af trappen uden knirken og anden støj, som kunne vække Mor. Men Alfred var trods sine kun 3 år dreven i at liste i huset, for det gav mulighed for at se disney-tv tidligt om morgenen, udover den daglige kvote fjernsyn.
Vel nede af trappen og ude i bryggerset fandt Alfred sin flyverdragt frem, i børnehaven havde han lært selv at tage den på, og som det arvestykke fra hans søstre, det var, var lynlåsen kørt godt til og nem at lyne. Så pyt med, at den var lyserød, den slags bagateller gik Alfred ikke op i. Bare den ikke skulle med i børnehaven, for så sendte pædagogerne ham over til pigerne i legehuset. Termostøvlerne kom også på, og så var det bare at låse døren op.
Katten Julius kom og ville med ud, da Alfred forsigtigt åbnede døren. Den ville nok ud og se efter mus under fuglenes foderbrædt. Egentlig var Julius en hunkat, men da familien fandt ud af det, havde navnet bidt sig fast, og ingen kunne vænne sig til at kalde hende Julia. Så det var altså ‘hun’ og ‘Julius’.
Vel ude i haven travede de to ned mod garagen. Sneen dæmpede alle lyde, så herude var der ingen fare for, at Mor hørte dem. Og selv i det (meget) tidlige morgenmørke lyste sneen så meget op, at der ingen problemer var i at finde ned til garagen. Alfred fik med lidt besvær listet døren op og kiggede ind til hønsene. De sad roligt på deres siddepinde og sov, heldigvis havde den betænksomme Farfar lavet et natlys til dem, udover det mere kraftige lys på tænd-sluk-ur. ‘Så hønsene har lys til at få lagt strikketøjet til side, når det er sengetid’, havde Farfar sagt.
Sikke noget vrøvl, tænkte Alfred, høns kunne da ikke strikke, mente han. Men hvorfor snakkede Farmor så nogen gange om ‘hønsestrik’?
En enkelt høne lå i en rede og sov, og Alfred nærmede sig den forsigtigt. Måske havde den lagt et æg? Han stak forsigtigt sin lille hånd ind under den varme høne, og hønen gav et lille gys - men æg var der ikke. Endnu, men måske hjalp det, hvis Alfred sang en lille sang for hønen, som han i tankerne allerede havde navngivet Maria. Det var det første navn, der lige faldt ham ind, i børnehaven snakkede de for tiden så meget om en, der hed Maria.
‘Se den lille kattekilling, nej, hvor er den sød, den har fine hvide pote og en pels så blød’
Stadig ingen æg, måske var det ikke det bedste med en sang om en kat til en høne?
Men Alfred kunne ikke rigtig komme i tanke om en sang om en høne, det nærmeste var en undulat:
‘Jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave, for dem, jeg bor hos, ja dem jeg bor hos, de er så nærige’
Nu så hønen mere glad og tilfreds ud, så Alfred fortsatte med at synge. Og der i det halvmørke hønsehus var det ikke kun hønen, der blev roligere. Efter et par vers om undulaten begyndte Alfred egentlig også at føle sig søvnig, det var også så rart at varme hænderne under den varme høne.
Inde i huset var Mor så småt ved at vågne. Det var rart at tænke på, at det var søndag, og de havde god tid til morgenmaden. Og så skulle de ned og kigge til hønsene. Børnene var helt sikkert spændte på, om der var kommet æg i nattens løb. Så slog det hende pludselig, at Alfred ikke var vågnet tidligt og kommet ind i soveværelset, som han altid plejede.
Mor satte sig op i sengen med et ryk:
‘Alfred!’
Hun skyndte sig ud af sengen og ind i Alfreds værelse, hvor sengen stod tom og kold. Ned af trappen, ‘Alfred!’ og ind i stuen til fjernsynet, hvor tvillingerne Rosa og Lotus sad og kiggede disney.
‘Hvor er Alfred?’ Men pigerne var optagede af en tegnefilm, så der var ikke meget hjælp at hente. Nu var Far også kommet ud af sengen og ned i stuen.
‘Er han ikke bare på wc?’ Begge forældre maste sig op af trappen igen, for at komme op til badeværelset på 1. sal. Heller ingen Alfred der, selvfølgelig.
I det samme hørte de begge Farfarens gamle bil på vejen udenfor og kiggede først nu ud.
‘Der er kommet sne, måske er han gået ud og lege!’
Begge forældre bankede hovedet mod vinduet og skuede ud over haven, men sneen lå tyk og urørt. (Det havde nemlig sneet tæt, efter Alfred og Julius var gået ned til garagen.)
De paniske forældre fortsatte deres jagt rundt i huset fra kælder til kvist, uden at ænse, at hoveddøren gik op, og Farfaren trådte ind, før han råbte med høj røst:
‘Hallo, er der nogen, der giver morgenmad til os 2 flittige, der har været oppe og igang længe? Og kan man måske få kogt sit morgenæg?’
Far og Mor tumlede ned af trappen og stirrede på Farfar - der stod der med Alfred på armen.
Knægten rakte stolt hånden frem - der lå det smukkeste lysebrune æg - og råbte:
‘Se! Maria har lagt et æg - og det er mit - for jeg kom først!’
Far og Mor brød ud i latter - vel også af lettelse:
‘Det må så være gaven bag julekalenderens 2. låge, du har der! Et æg!
Hvad mon den 3. så er?’
Tja hvem ved - følg med i morgen..
Lone:
3. december (skrevet af Hans-Kurt)
Farfar var stået tidligt op d. 1 december, han skulle hen til en af sine venner langt ude på landet. Farmor ville ikke med, dels havde hun en masse at skulle strikke til julegaver, dels var Farfars mission i hans område, hvor Farmor ikke blandede sig, nemlig hønsene. De havde selv en hønsegård med både høns og hane, hvor børnebørnene ofte havde været med ude og samle æg. Og nu mente Farfar så, tiden var inde til, at børnefamilien fik deres egne høns. 'Børn har godt af at vokse op med dyr, og jeg kan da give en hånd med på sidelinjen', sagde han til Farmor. Efter en kort køretur standsede Farfar ved et lille rødt hus med en staldbygning og en masse hønsegårde bagved. Da han steg ud af bilen, kom en skægget mand ham i møde. 'Nå, har du fået kræene med hjem' spurgte Farfar - noget skulle han jo sige som indledning. 'Yes yes', sagde manden og ledte Farfar med en bevægelse af hånden over mod stalden. Inde i forrummet stod flere kasser med huller i, både egentlige transportkasser og almindelige papkasser med udskårne lufthuller og gaffatape om. 'Nå, du har måske flere med? forsøgte Farfar igen for at få manden i tale. 'Yes yes' svarede manden igen og rykkede 2 kasser frem. 'Er det nogen fine dyr?' spurgte Farfar - han begyndte at tvivle på, om den skæggede kunne sige andet end 'Yes'. 'Yes yes' Sammen bar de kasserne ud til Farfars bil og satte dem i bagagerummet. Der lød en sagte klukken fra en af kasserne. 'Nå, der er måske en kommende skruk i mellem, det ville da være fint her op til jul' prøvede Farfar igen. 'Yes yes' sagde manden bare. Inde i bilen drejede Farfar nøglen og startede motoren. I det samme lød der et forsigtigt 'kykylikyy' fra en af kasserne. 'Det må være hanen Jes' mumlede Farfar og satte kursen mod byen og børnefamilien.
Jes var noget forvirret, da han hørte, hvad der blev talt om, efter han var blevet puttet tilbage i en transportkasse efter de mange dage i udstillingsburet i Herninghallerne på Europaudstillingen. Dels var det ikke den samme transportkasse, som han var blevet sendt til udstillingen i, dels kunne han ikke forstå, at manden, der tog ham ud af udstillingsburet, ikke var Robert fra Kongsgården, hvor fra han kom, men en helt anden. Det, han hørte var, at manden, der lukkede ham ind i transportkassen, sagde at kassen skulle med en samletransport til Sjælland, men han kom jo ikke fra Sjælland, han var fra Esbjerg. Hvad var det lige der skete ?. Jes kom ud af ægget en varm sommerdag i maj måned, sammen med 20 andre nyudrugede kyllinger. Hans første møde med et menneske var, da Robert åbnede for rugemaskinen og flyttede ham og hans søskende over i en lille kasse med avispapir på bunden, en varmelampe, en skål med franskbrød opblødt i mælk og en vandbeholder i grøn plast. Han var noget fortumlet lige i de første timer han var i varmekassen, det var ikke let at få styr på de små korte ben, og der var heller ikke megen ro omkring ham. De andre kyllinger tumlede rundt på må og få og havde også problemer med balancen. Men tiden gik, og han fik mere og mere styr på sine ben og så gik han på opdagelse i kassen. Der var godt nok meget plads – syntes han – for de sidste dage inde i ægget havde været noget trangt, så det var
dejligt at befri sig for æggeskallen, men også meget anstrengende. Det havde krævet flere timers søvn bagefter. Men nu var han frisk og sulten – men hvordan skulle man stille sin sult ? Det fandt han hurtigt ud af. Dels var de jo mange, der var sammen om at finde ud af det, for hans søskende var også sultne nu og prøvede at finde en løsning på dette problem, dels havde de mange, mange generationer af maskinudrugning af kyllinger lagt ind i generne på de små kyllinger, at de skulle bukke sig ned med hovedet, åbne næbbet, og hvis der kom noget ind i næbbet, skulle de lukke og sluge det. Det var nu nok ikke maskinudrugningen, der var den egentlige årsag til, at de lærte at spise på den måde. Det var faktisk et urinstinkt – det Jes ikke oplevede var bare, at han ikke havde en mor til at vise hvordan man skulle indtage føden og heller ikke hvad, man skulle spise, det måtte han lære på den hårde måde – tag noget mad i næbbet, spis det og kan du lide smagen, fortsæt – smager det grimt – husk hvordan maden så ud og lad være med at spise det næste gang, du møder det. Jes og hans søskende lærte hurtigt kunsten at spise og drikke, selv de små sten han blev præsenteret for, spiste han, da han opdagede, at hans mave havde godt af småstenene. I juli – hvor det stadig var meget varmt – selv uden for varmelampens røde lys – blev han flyttet til et bur med mere plads og med udgang til det fri, der var en dejlig lille løbegård, som han og hans søskende havde meget glæde af. Robert havde ofte holdt Jes i sine hænder og fortalt ham, at han udviklede sig til en rigtig fin hane, som nok skulle komme vidt i verdenen. Det vidste Jes da godt selv, han ville, men var selvfølgelig glad for at blive rost. Sidst i september blev Jes atter flyttet, men nu var det ikke til noget større og med en fin løbegård, nej, nu var det til et mindre bur, hvor han nok kunne gå lidt rundt, men ikke som før, hvor han også kunne gå udendørs. Robert havde forklaret ham, at han nu skulle indstille sig på at se godt ud og være præsentabel, for han skulle udstilles og med udsigt til at blive bedømt af en meget kyndig dommer. Det havde forvirret Jes noget, og han savnede løbegården, men det at være udset til at blive til noget – blive præmieret – det var måske ikke så dårligt endda. Han var jo ikke alene, der var flere bure - som det han stod i - rundt om hans bur, hvor flere af hans brødre og også søskende også øvede sig i at se godt ud. Men det var nu alt sammen så længe siden. Lige nu og her sad han i en transportkasse på vej til det, han kunne forstå ville blive hans nye hjem. Godt nok var der temmelig mørkt i kassen, han sad i, men han kunne alligevel godt orientere sig om, at der var flere i kassen end ham. Til højre for ham kunne han skimte en helt hvid høne med ild rød kam, på den anden side så han en fersken-orange og vistnok også en sort høne. dem havde han godt set i burene over for hans eget på udstillingen i Herninghallen – han havde også forsøgt at komme i kontakt med dem alle tre, men det var ikke rigtig lykkedes – der var en gåen og snakken af mennesker hele tiden, når lyset i hallen var tændt, så stod der nogle og beundrede først den ene og så den anden høne, så kom der nogle med det kamera og absolut skulle fotografere en, når man var midt i at skabe kontakt til dem overfor – stod man ikke som fotografen ønskede, kom der en pegepind ind i buret for at rette på ens placering ift kameraet. Var det endelig overstået, ja så kom der en dommer og tog en ud og vendte og drejede en og kommenterede ens fjersætning. Og sådan blev man hele tiden forstyrret – der var også en uendelig galen fra burene – ikke bare dem lige i nærheden – men fra områder, der lå uden for ens synsvinkel. Faktisk var Jes glad for den ro, der trods alt var nu i transportkassen. Og helt uimponeret af de tre damer i kassen var han nu heller ikke.
Så standser bilen, Jes kan mærke, at kassen bliver taget ud og sat på en trillebør og kan høre en mand tale med chaufføren om, at det er den kasse, Jes sidder i og en anden, han åbenbart skal have. Den anden kasse bliver placeret ovenpå den anden, og nu kan Jes mærke, de bliver kørt af sted. Manden, der kører med kassen med Jes og de andre høns er meget forsigtig og flytter ligeledes forsigtig begge kasser og stiller dem roligt ned på jorden, tror Jes, det er. Så åbner en ældre mand med gråt hår og sixpencekasket kassen og tager Jes og sætter ham ud i halmen i det rum, som skal blive Jes´s hjem i mange år fremover. Jes bliver siddende stille og roligt, for alt er nyt og alle lyde og lugte er nye for ham. Nu ser Jes manden tage ned i kassen og hente hende den hvide høne op og sætte hende ved siden af ham. Bagefter følger endnu en høne, det er en med sorte og hvide striber. Men det er ikke slut endnu, for nu kommer også den fersken-orange og den sorte høne. Den ældre mand med det grå hår flytter kasserne ud af hønsehuset og kommer tilbage med noget grønkål og revet gulerødder. Han lægger maden i et fint trug og prøver at lokke de nye høns over til maden. Han siger: vær så god, her er lidt godt til jer efter den lange rejse – spis nu bare, I skal nemlig helst ikke hverken gogge eller gale! Idet han siger det sidste – ikke gale – kikker han på Jes og smiler. For I skal være en overraskelse for min familie i morgen. Jes kikker på manden, ikke gale – når ikke, ja da, det er en aftale. Jes rejser sig og går over til maden – smager på det og vender sig om og kigger på de fire høns – kom siger han, kom og få lidt at spise oven på turen, det kan vi godt trænge til. De spiser alle i tavshed, Jes kigger rundt i hønsehuset og finder sovepindene, hopper op og kalder på de andre. De kommer lidt efter og alle sætter sig til at sove. Den hvide høne med den røde kam hopper dog op i en af rederne, som er placeret, så man kan se op tll de andre på sovepindene. Hun trykker sig godt ned i den friske halm og kort tid efter falder hun i søvn. Jes tænker – lige før han falder i søvn – Jeg fik slet ikke at vide, hvad de andre hedder og heller ikke præsenteret mig selv. Nå, men det må vi så gøre i morgen – det har også været en helt uvirkelig tid her på det seneste. Lige før Jes sover, ser han, at det sner udenfor.
Hans-Kurt:
4.december (skrevet af Lone
Den hvide høne, Maria, som Alfred både havde navngivet og udnævnt til at være sin høne, lå og puttede sig i høet i redekassen. Det var sådan set dejligt at ligge der, og hun ventede på, omder også i dag ville komme et æg.
Men det føltes ikke helt, som det havde været den anden dag i redekassen, da hun havde lagt sit æg til Alfred. Måske fordi, den lille dreng ikke sad og sang for hende? Eller var der egentlig slet ikke noget æg på vej? Maria syntes også, der var så varmt i reden - eller var det mere hende, der var varm på brystet? Bare det ikke var feber, det kunne føre noget grimt noget med sig, havde Maria hørt.
Hanen Jes begyndte at strække sine haneben, som han sad der på pinden. Vingerne fik også en tur, en efter en, så alle hønsene kunne få øje på hans flotte svingfjer. Man skulle jo ikke sætte sit lys under en skæppe, når man var den flotteste (og eneste) hane i huset! Og først for nylig var blevet overhoved i en flok af skønne hønsedamer.
Så tog Jes mod til sig og gjaldede sit ‘Kykelikyyyy!’ ud over de overvejende stadigt sovende høns.
Den tværstribede høne, Pylle Rock, rystede hele fjerdragten og så hvast på den unge hane.
‘Ja, okay, du siger, vi skal op, men hvor er så morgenmaden? De hele majs, den lune havregrød eller de kogte kartofler - hvor er det?’
Jes så bestemt på hende, noget i hans hanehjerne sagde ham, at det var nu, han skulle vise sig som den leder, han skulle være. Så han spredte vingerne ud, hoppede ned fra pinden og drønede rundt i huset efter hønsene, een efter en. Ikke, at han egentlig fik noget ud af det - hønsene heller ikke, men så var magtbalancen da sat på plads.
Den ferskenfarvede høne havde præsenteret sig som Columbine, for hun havde hørt sig omtalt som columbiafarvet på fjerkræudstillingen. Og Columbine var en meget fredselskende høne, ud fra tanken at hvorfor bruge tid på at hakke i hinanden, hvis man i stedet kunne hugge maden i sig. Måske ikke den mest intelligente, men det er heller ikke altid en fordel med intelligens som høne i et hønsehus.
Den sidste høne i flokken, den sorte, sad for sig selv på den øverste pind, for Aurora var let på vingerne og ville faktisk helst sidde i et højt træ og sove, hvis hun havde haft den mulighed. Og på flere måder skilte Aurora sig også ud fra de andre, med sine flotte fjerduske på siden af hovedet og den smukt rundede krop uden gump og halefjer. At Aurora også gemte på en hemmelighed, vidste ingen af hønsene endnu, heller ikke Aurora selv, for hun havde ikke bemærket sin blågrønne æggeskal, den dag, hun blev klækket.
Så blev døren til hønsehuset åbnet, og børnene kom ind, fulgt af Damen fra huset. Heldigvis havde de lært at bevæge sig roligt nu, og hønsene var også ved at vænne sig til deres mennesker, så det gav ikke den store uro, da børnene tjekkede rederne igennem for æg.
Heldigvis havde både Columbine og Pylle Rock været i sving, så både Lotus og Rosa fik et æg i hånden.
Alfred var godt tilfreds med bare at kæle for Maria, måske kom der et æg i morgen, hvis han ellers kunne få lov at synge for hende igen i aften. Og ellers var hun også bare så dejlig varm at røre ved og putte sine hænder ind under. Maria svarede ham med en rar klukken, hun var en venlig høne og tænkte ikke på at hakke efter de små hænder, selv om noget i hendes hønsehjerne sagde, at hun skulle forsvare de æg, hun ikke havde at ruge på.
‘Hør’, sagde Mor, ‘Jeg tror da, din høne er skruk, Alfred’ ‘Hun klukker jo’
Mor var ikke helt nybegynder i høns, lidt havde hun lært under besøgende i hønsehuset hos svigerforældrene. Og det var da også hende, der havde foreslået at holde høns, når de nu endelig havde pladsen til det.
‘Skruk?’ spurgte børnene i kor. ‘Kan hun så få kyllinger?’
‘Ja, måske, nu må vi se, hvad Farfar har i sin julekalender’ sagde Mor med et smil.
‘Det er jo ikke til at vide, hvad den nisse kan finde på!’
‘Farfar er da ikke en nisse, han har da ikke skæg - eller træsko’ sagde Rosa.
‘Og han er heller ikke særligt tyk’ sagde Lotus.
‘Faktisk var nisser oprindelig, i gamle dage, nogle små vævre væsner, der futtede usynligt rundt og gjorde gode ting for menneskene på gårdene. Eller drillede og gjorde fløden sur - eller gjorde ting væk, hvis menneskene ikke var gode ved dem og for eksempel satte risengrød på loftet til dem’ fortalte Mor.
‘Jamen, Farfar hader risengrød, han vil altid hellere have flæskesteg med sovs og kartofler og rødkål’, sagde Alfred.
‘Farfar er måske en mere moderne nisse, der både er på internettet og kører i bil’, sagde Mor
‘I må jo indrømme, at han er rar og hjælper os med mange ting, også dem, vi ikke lige ser’
‘Er Farmor så også en nisse - en nissemor?’ spurgte Lotus
‘Ja da’ sagde Mor - ‘Tænk på alle de varme sokker, vanter, huer og trøjer, hun strikker til jer.’
‘Det kan kun en nisse klare, så hurtigt.’
Uden for hønsehusets dør stod Farfar og smilede under sixpence’en.
Han ville gerne være en nisse, ihvertfald her i december- og nu måtte han skynde sig hjem og finde ud af noget til den skrukhøne. Måske noget, der kunne passe med en af kalenderens låger her i december..
Lone:
5. december
Måske var det nissernes værk - altså de rigtige drillenisser. Måske var det bare Far, der havde været distræt aftenen før og glemt at stille vækkeuret til vækning kl 6 som vanligt.
Ihvertfald sov hele familien godt og længe, lige til kl 7, hvor lyset tændte i hønsehuset, og hanen Jes brød ud i en fornøjet galen.
‘Kykkelikyyyyiyy!’
‘Årh for hulen da!’ udbrød Mor, i det hun røg ud af sengen. ‘Nu kommer jeg for sent!’
Far så forvirret og ikke helt vågen på hende.
‘Jamen - det er onsdag, så jeg har lukkevagt i børnehaven og skal først møde til middag. Jeg skal nok klare børnene og det hele, hvis du bare kommer afsted’
‘Du er en skat - også i dag - jeg skynder mig så’ sagde Mor og myldrede ned af trappen til en hurtig morgenmad.
‘Husk lige at åbne og fodre hos hønsene!’ råbte hun, inden hun smuttede ud af døren med en sammenklappet grovbolle i hånden.
‘Ja ja’ sagde Far og greb den pixibog, som Alfred kom og smed på dynen foran ham.
Måske man skulle sætte hønsenes vækkeur til at vække lidt før vores, tænkte han. Bare sådan som en sikkerhed. Og det kunne vel ikke genere nogen naboer, når børnehaven var nærmeste nabo til hønsehuset.
Efter morgenmaden gik de alle 4 - fulgt af katten Julius - ned til hønsehuset og åbnede hønselemmen ud til hønsegården. Hanen Jes sprang glad ud og rystede fjerdragten, hvorefter han som vanligt jog hønsene et par runder i hønsegården, efterhånden som de kom ud.
‘Hvad laver han?’ spurgte Lotus og så spørgende på Far.
‘Tja, egentlig forsøger han vel at være hane og parre hønsene, han er bare ikke så trænet endnu og ved ikke helt hvordan’ sagde Far og grublede lidt over, hvor meget hjerne, der egentlig var i hovedet på den hane, som Farfar af en eller anden grund kaldte Jes.
‘Far, se, Maria ligger stadig og putter i sin rede!’ udbrød Alfred glad ‘Men hun har ikke lagt noget æg’ fortsatte han skuffet.
‘Hun er nok skruk’ sagde Far overbærende. Ikke at han havde meget forstand på høns, faderens interesse var ikke gået i arv - men han havde da hørt efter, hvad Mor og børnene havde fortalt ham i aftes.
‘Jah, så får hun kyllinger!’ råbte Rosa, og hun og de to andre børn så ivrigt på Far.
‘Hmm, så skal der vist andre boller på suppen, end det fjols der.’ Eller der skal en nisse ind over og hjælpe, tænkte han. Nok havde han ikke forstand på fjerkræ, men der kom da ingen kyllinger ud af det, når den unge hane bare rendte rundt sådan.
Hønen Maria i reden tænkte ikke så meget, hun lå bare og varmede i reden og havde ingen plan om at flytte sig, slet ikke så længe, Jes teede sig sådan. Og hun havde da også hørt, at kyllinger kunne komme lige pludselig ud af det blå, bare man var stædig og lå længe nok i reden.
Katten Julius var fulgt med ind i hønsehuset og var optaget af noget over i hjørnet. Pludselig lød et ‘piv’, og katten havde en tyk mus i munden.
‘Dygtig mis!’ sagde Far, ‘mus i et hønsehus er ikke godt, måske skal vi lade dig sove hernede en gang imellem.’
Katten gnaskede tilfreds musen i sig, mens børnene og Far så til med lidt blandede følelser. Egentlig var det jo synd for den mus - men som Far sagde, så hørte mus ikke til i et hønsehus.
‘Så er det måske derfor, Julius er blevet så tyk, fordi hun spiser mus?’ sagde Rosa.
‘Hmm måske’ sagde Far og så på katten med den runde mave og de halvt lukkede øjne, der ikke afslørede mere om dens hemmeligheder, end katteøjne nu engang aldrig gør.
Pylle Rock, den store stribede høne, der selv mente, hun var overhøne, kom ind i hønsehuset efter løbeturen i hønsegården og kastede sig over det foder, som børnene havde fyldt i skålen. Columbine, den ferskenfarvede, fulgte efter og forsøgte at få sin andel af majs og andet godt, på trods af de hak i luften, som Pylle Rock lavede efter hende. Aurora, den sorte, der mindede lidt om en alf med sine store ørefjer, holdt sig forsigtigt i baggrunden. Hun var ikke en, der gjorde oprør mod rangordenen, til gengæld var hun den eneste, der havde fundet den gamle træstub fuld af lækre bænkebiddere ude i hønsegården. Og klogeligt holdt den viden for sig selv.
‘Far, det er da synd, at den sorte ikke får noget mad’ sagde Lotus
‘Sådan er det med høns, de har deres egen hakkeorden, det er ikke nemt at ændre på. Men måske vi skulle have to madskåle, så de bedre kan komme til alle sammen.’
Familien, med børnene forrest, drog op mod huset efter en skål mere. Sneen fra i søndags var blevet til tøsne og god til at lave snebolde af, og mens børnene havde sneboldkamp, sendte Far en sms til Farfar:
‘Kan du skaffe rugeæg til en skruk?’ fulgt af en tankefuld emoji.
Svaret kom lidt efter - Farfar var ikke den hurtigste til sms’er - :
En opafrettet tommelfinger, fulgt af teksten: ‘Bare overlad det til nissen’
Nissen? Far studsede lidt, men så bredte et bredt smil sig på hans ansigt:
Selvfølgelig da, nissen. Nissen skulle nok sørge for noget til skrukhønen Maria.
Det behøvede han ikke at spekulere på.
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side