Så er dyret fortæret til stor fornøjelse for hele familien!
Men selvfølgelig kunne jeg ikke følge en opskrift, så her er hvordan den så i virkeligheden blev lavet. (Den fik noget længere i ovnen, for min mand havde -igen- sat sig op på stråtaget!)
Altså 1 stk hane på 2400 gr slagtet vægt. Lidt salt drysset indeni, og fyldt med øko-citron, timian og hvidløg. I et fad kom jeg kartoffelbåde og jordskokketern vendt i olie og lidt salt, et par laurbærblade og en kvist rosmarin. Oven på risten lagde jeg hanen på siden (de hjemmeavlede har så smal en ryg at de ikke kan balancere på ryggen). Den var lige penslet med lidt olie og drysset med lidt salt.
Ind i ovnen på 100 gr en lille time på hver side. Så hældte jeg en god sjat hvidvin ned til grøntsagerne, skruede op på 150 og gav dyret først en halv time på den ene siden og så en halv time på den anden...
Så skruede jeg op på fuld hammer og brunede kræet ca. et kvarter på hver side.
Nums det blev godt. Jeg skal hilse fra manden og sige at det var "fandeme godt!" Sprødt skind og dejligt kød. Mere tyggemodstand end i en købekylling, men absolut mørt og lækkert. Eneste problem er de meget kraftige knogler, som hverken manden eller jeg kunne klippe over med fjerkræsaksen! Så jeg måtte partere den med kniv. Det blev nu også meget fint.
God appetit.