Juleeventyr 2016 - alle må skrive med :)

[Lene71]

16. december

Alle i hønsehuset sover længe denne morgen, selv den ellers så morgenduelige Tinnitus har ikke travlt med at gale den nye dag velkommen. Men det blev også sent i går aftes, inden hønsehovederne lukkede høreflapperne og deres små øjne. Lille Gerda kunne slet, slet ikke blive færdig med at berette, om ALT det hun havde set og hørt og lært de forløbende 4 dage. Det eneste hun holdte for sig selv var, hvordan hun hver aften faldt i søvn med tårevædet øjne, og om morgenen vågnede til sin egen klynkende uh-uh-uh.

Tinnitus er bemærkelsesværdigt stille. Men det er fordi hans alt for lille hane-hjerne arbejder på højtryk. Han kan slet ikke fatte, at lille Gerda har suget så meget viden til sig, på så kort tid. Er det virkelig ved at være tid til, at Hulda skal miste sin førerposition? Nej, det kan ikke passe. Hulda har gjort det godt, og hun er heller ikke så gammel endnu. Og lille Gerda, hun er jo stadig kun en teenager, der er i sine følelsers vold. På den anden side, Hulda er jo blevet noget ustabil på det sidste: Hidser sig højlydt op det ene øjeblik, for det næste øjeblik at sidde hensunken hen og lade sig behandle fra hønseapoteket. Til gengæld så skaffede Hulda på den måde det lækreste hønseguf til hele flokken så tidligt på vinteren. Og Gerda er jo ikke voksen endnu. Hun har end ikke lagt sit først æg, og hun har ej heller forstået, hvordan hun skal gøre kur til hanerne. Men det var Hulda, der smed et vindeæg, det så Tinnitus godt. Han så også, at det var lille Gerda, der dækkede resterne til med strøelse, så konen i termokedeldragten aldrig opdagede det.  Årrhhhh hvor det knager i den lille hane-hjerne, hvad skal han dog stille op? Hulda er stadig vellidt, og selv lille Gerda respekterer hende. Ja, Gerda respekterer Hulda, men Tinnitus har set, at det er gamle Oda som Gerda søger råd hos. Det er ved at være helt tydeligt for Tinnitus: Gerda har et medfødt potentiale til at blive en afholdt førerhøne. Tinnitus kan bare ikke se det for sig: En lille livlig dværghøne som fører for en meget blandet flok af alle størrelser. SUK! Alle de grublerier giver Tinnitus hovedpine. Bare han ikke er ved at blive syg.

Lige så stille sniger lille Gerda sig ind i den tomme redekasse – hun har i smug været der et par gange før – men i dag er der virkelig noget, der føles anderledes end det plejer. Noget inde i hendes lille krop der er helt forandret.  Hun ligger der meget længe, faktisk flere timer. Nyder at putte i halmen, men bliver hele tiden afbrudt af noget der føles som mavekramper. Eller, mavekramper er det ikke, nærmere noget der værker i hele kroppen. Da det går op for Gerda, at hun har lagt sit første æg, bliver hun noget så STOLT. Hun kan slet ikke lade være med at bekendtgøre det højlydt til hele flokken "KYKKELIKYYYYYY, KYKKELIKYYYYYYY, KYYYYY, KYYYYY KYYYY". Maude ligger i sit hjørne, og ønsker at Gerda dæmper sig lidt, det ender jo med at hendes æg sprænger pga. lufttrykket. Oda kigger forbi, og med et lille smil om næbbet giver et lavmælt tillykke: ”det var jo kun forventeligt, så rød som du er blevet i kammen på det sidste”. Lisa siger ikke noget, men hun forstår ikke at der skal være alt det postyr på grund af et æg. Men hun har oplevet det før i den her flok. Selvfølgelig har man da lov at være stolt, for et æg udløser altid glæde og anerkendelse fra konen i termokedeldragten. Men i Lisa´s verden, er et æg bare en del af den daglige morgenrutine, og hun forstår i øvrigt heller ikke formålet med, at Maude ligger ovenpå sine æg dag ud og dag ind.

Fortsættes….

[Hans-Kurt]

17. december

Den Evige Skruk, Maude var alligevel glad på Lille Gerdas vejene, Det første æg var nu noget helt særligt. Hun huskede hendes eget. Hun var hønse stolt, da det endelig kom. Hun havde nemlig selv ventet på det med stor glæde. Hun havde vist fra den første svage rødmen af sin kam, at hun ville vige sit liv til æg og udrugning.
Havde hun ikke - faktisk fra hun selv havde været en lille kylling - vist omsorg for sine søskende, lige fra day one. Det havde hun altid følt var noget meget vigtigt i livet, at vise hensyn og være med til at give nye små individer en god start her i livet.

Hun havde godt fornemmet, helt fra den første gang hun lagde sig skruk, at hun blev betragtet som lidt sær og noget af en særling. Det kan godt være, at det ikke er flertallet af høns der - som det første som æglægger - starter med at lægge 12 æg og så blive skruk og begynde at ruge. Det var hun godt klar over, Men hun følte helt ind i sit inderste, at det var hendes livsopgave, at sætte så mange nye væsner i verden som muligt.
Havde Damen med Termokedeldragten ikke klaget over, at flere af hendes specielle hønseracer ikke længere havde evnen til at ruge ? Var det ikke også det Hulda fortalte - flere gange - efter hun havde været fremvist på udstilling - at flere og flere racer mistede den evne ?

Hvorfor var det så så galt, at hun havde den evne - var hun måske ikke mere oprindelig - end så mange andre. Det kunne godt gøre hende ked af, altid at blive betragtet, som lidt af en underlig en. En som ikke tog del i det at producere æg til andet brug, for hvad mon egentlig alle de æg der dagligt flød frem til Damen i Termokedeldragten, blev brugt til ?.

Det blev i hvert fald ikke til nye medlemmer af deres flok - og godt det samme, for så var her jo slet ikke til at være i hønsehuset. Men hun kunne nu godt ligge og tænke over dette, når hun rugede.

Skulle hun være ærlig, så var der også visse fordele ved at ruge hele tiden. Hun skulle ikke stå til rådighed for Tinnitus hver dag, som hun kunne se fra reden hvor hun lå, at de andre skulle. Hun slap også for hver efterår, at skulle forsøge at slippe for de unge haners gøren haneben. De var jo nærmest umættelige, Hver gang Tinnitus ikke så det, var de på krigsstien.

En fordel mere var der, ved at ruge og føre kyllinger. Der blev tros alt set lidt op til hende, når hun kunne fremvise sin børneflok og ikke mindst viste hun, at andre høns havde respekt for hende, i den periode hun gik med kyllinger. Tinnitus tog også særlig hensyn til hende og forsvarede hende. Men det var vel også som det skulle være, for han troede jo altid, at det var hans børn hun opdragede. Det viste hun godt inderst inde, at det ikke altid var. Hun havde godt hørt, at hun blev lagt på æg der kom fra andre hønsegårde. Men det sagde hun ikke noget om og hun havde altid elsket hver enkelt lille kylling, der var kommet til verden under hendes varme bankende hjerte.

For tiden var det nu ikke lutter lagkage at ruge. Der var en evig støj omkring hende, og der kom mange flere i hendes rede en normalt. For som regel var det blot for at lægge et æg hos hende, de andre kom. Men sådan var det ikke nu, nu kunne der godt komme flere på en gang og blot jokke rundt uden noget formål overhovet.
Det var det der skete den forfærdelige dag for kort siden. Hun havde ligget - helt i egne tanker - da der pludselig kom tre høner på en gang. Det havde skabt en frygtelig uro og massen i reden. Da de endelig forlod hende, var alle æg rodet rundt i hele reden og hun fik travlt med at få dem rullet sammen under hende. Hvert æg blev kærligt og forsigtigt ført tilbage under hendes varme krop, samtid med hun omhyggeligt efterså hvert enkelt for eventuelle skrammer. Heldigvis var alle i god behold, men da hun talte efter, og det gjorde hun hele tre gange, manglede et, hvad kunne hun gøre ? I det mylder af artsfælder der hele tiden var alle steder i hønsehuset - der var intet hun kunne gøre.

Hun havde også mærket det første lille liv rører sig under hende. Hendes hjerte svulmede af glæde og stor forventning til at se de små komme - for der var kun 4 dage til de ville komme - viste hun. Underlig nok havde Damen i termokedeldragten ikke været hænde hos hende for at have æggene i vand, som hun plejede at gøre, men hvad var som det plejede at være for tiden - nej vel ?

-fortsættes

[Hans-Kurt]

18. december

Så, hvorfor var det nu, at der blev så stille udenfor hønsehuset, nu hvor bygmester og fodermester havde læsset en presenning af. Det var da underligt.
Alle i hønsehuset var ellers helt oppe på det yderste af alle klør, for de var sikker på, at den presenning var en del af en løsning på deres problem, med at den lem ikke gik op mere.

Men nu hørte de atter Manden i træsko og Damen i termokedeldragten komme - og nu kan det god være, at Tinnitus fik travlt med at få alle til at koncentrere sig om at danne det tårn, der skulle være med til at gøre, at det var muligt at få bare en i hønsehuset til at se ud i hønsegården og kunne fortælle alle de andre hvad der foregik.

Og nu gik Tinnitus i gang med at danne den samme skulptur som kaldes Stadsmusikanterne fra Rådhuspladsen i Bremen - han kunne bare efterligne, det kunne jo ikke blive en tro kopi  -  Han ville helst selv stå øverst, for at være den der så hvad der foregik udenfor, men han kunne godt se, at han var for stor og tung.

Hvor mange skulle deltage ?, - nå ikke mere tænken, nu skulle der handles.

"Hulda du stiller dig hen til vinduet, Lisa hop op på Hulda´s ryg - ja jeg ved godt Hulda, at du får uorden i dine fjer, men det må du se udover i denne gode sags tjeneste" sagde Tinnitus.
Hulda gjorde som der blev sagt og Lisa sprang op. Lisa kunne sagtens stå fast på Hulda´s brede ryg.
"Nu du unge Stig - op på  ryggen af Lisa". Stig fløj op, det var ikke hver dag han havde to damer under sig på en gang - Tænkte han i et split sekund - så kom hans tanker retur, for han skvattede ned - Lisa´s ryg var slet ikke som Hulda´s, hendes var meget mere smal og rygkammen trådte frem, som en bjergkæde i et ørkenlandskab.   Nej, det går ikke, sagde Tinnitus, så ned med dig Lisa og så op med dig unge Stig - som sagt så gjort. Nu dig Lille Gerda.
Alle var på plads, men Lille Gerda kunne lige nøjagtig IKKE se ud, der manglede bare få centimeter........

Så lød der en skræppen uden for, det var Hr Gak der lod sin meget gennemtrængende stemme lyde - "Hvorfor havde jeg ikke tænkt på ham, selvfølgelig, Hr Gak var alt for nysgerrig og alt for snaksalig til at lade det der nu skete udenfor hønsehuset, forblive ufortalt med sin evig skræppen".

Så ned med Lille Gerda og Unge Stig. Hulda rystede sig og rettede på fjerene og sendte Unge Stig det blik, der siger alt, når en ældre dame har været i nærkontakt med en ung hane. Stig slog ikke blikket ned, men stirrede tilbage. Hulda overvejede at...., men undlod, for der var vigtigere ting i vente.

Alle stillede sig hen til døren for bedre at kunne høre hvad Hr Gak skræppede op om.

"Se se, der kommer de med stigerne - to styk, ah - og nu stiller de dem på hver  side af hønsegården" Ser man det, hmmmm - nå  ok, hvad ?"

For en gangs skyld ville alle i hønsehuset have håbet at Hr Gak bare ville snakke løs og ikke komme med de små udbrud. De sagde jo ikke noget om hvad der skete.
Hulda råbte "Hr Gak, hvad sker der". Hr Gak " Nå - fruen vil gerne vide hvad der sker her ude. Det er da noget nyt - du plejer ellers at bede mig holde k...." "Ja nu må jeg se, om jeg vil fortælle det - hvad får jeg for det ? - hvis i nogensinde bliver sluppet ud - så er noget grøntkål jo altid godt. Det får I jo altid bragt, mens en anden altid selv skal finde sig at der kun er rester tilbage i urtehaven, efter at der er blevet plukket til Jer". Hr Gak knejsede endnu mere end han plejede, for han nød den nye situation, hvor han havde overtaget. Det var godt Hulda ikke kunne have set ham, for så havde hun nok ikke kunnet holde sin mund og råbt efter ham.

Nu sagde Tinnitus, for han følte det kun var ham der kunne lave aftaler omkring det foder hans flok fik af damen i termokedeldragten - " ok, jeg lover du skal få grøntkålen . næste gang vi får den serveret og vi har mulighed for at få den ud til dig".

"Godt, godt - så skal jeg da - denne ene gang, lade mit gode hjerte løbe af med mig" sagde Hr Gak.

Ser I - nå nej det gør I jo ikke - hmmm, nu tager Manden i træsko og Damen i Termokedeldragten fat  i hver sin ende at presenningen og løfter den op og går ned til stigerne, Sagde jeg at stigerne står ude ved enden af nette der omgiver Jeres gård ? - der hvor skrænten op til vejen begynder ?" Hr Gak nød sin nuværende stilling i fulde drag. Endelig havde han den magt han altid havde ment sig berettiget til.

"Og nu går de op på stigerne - er I med der inde -" Sagde Hr Gak. Hulda blev så rød i kammen, som var hun i rækken af æglæggere, hvad hun nu ikke var - og skulle lige til at råbe, da Tinnitus lukkede næbet på hende. Hun var var ved at eksplodere af raseri, men Tinnitus´s blik fik hende til at besinde sig.

Tinnitus sagde.....
Fortsættes

[Mette Nygaard]

19. december

"Men hr. Gak, du bruger Manden og Konens fremmede ord som var de dine egne - og der er altså noget jeg ikke helt forstår: Hvad er en pressening? Og hvad skal den i vores hønsegård?", spurgte Tinnitus.

Der blev stille ude på den anden side. Pånær nogle små host og rømmen fra Hr. Gak, der til sidst begyndte: "... joeh, ser I... altså... den er meget stor og øh... blafrer i vinden, især nu de går op på stigerne... nå, nu fløj den fra dem!"
Det løb Tinnitus koldt gennem nakkefjererne, og han tænkte med gru tilbage på den dag i det tidlige forår, da en kæmpe rovfugl, med et vingefang så stort som den dør Konen med Termokedeldragten benytter ind til hønsehuset, havde cirklet over hønsegården. Tinnitus havde, straks han så den, råbt et højt 'SKRÅÅÅÅÅK', og alle store som små var styrtet ind under buske og træer. I lang tid havde de stået der og skævet op i himlen, og først efter lang tid havde rovfuglen søgt andre jagtmarker, og de havde igen turdet vove sig tilbage til deres insektjagt midt ude på græsset

Så store blafrende ting var ikke lige Tinnitus' kop hønsevand.
Og i øvrigt lød det til, at han havde lovet deres grønkål væk forgæves, for Hr Gak havde pludselig fået meget travlt med at se til Fru Gak, der var igang med at pynte buskene i haven med gule og røde blade, som hun havde samlet i efteråret og omhyggeligt gemt i pres under sin redekasse til nu. Det gjorde fru Gak hvert år ved denne tid, hvor dagene bare blev kortere og kortere, og alle så småt begyndte at frygte, at solen aldrig mere ville stå op. Men fru Gaks små røde og gule blade lyste så fint og hyggeligt op i haven, ligesom Manden i træskoenes lyskæde i grantræet, og indgød dem alle mod til at vente. Vente på den velsignede dag, hvor...

Tinnitus standsede brat sine flyvende tanker. Det var jo snart j.. ...!?! Og han havde jo slet ikke sørget for...!?!? Og det plejede han jo, og hønsene ville blive så frygteligt skuffede, hvis ikke de som alle de andre år fik... Tinnitus blev klam om vingespidserne og fik sved på kammen. Al den hurlumhej med lemme der ikke kunne åbne, mistrivsel og fjerpilleri, og nu også store, farlige, blafrende presseninger - der i øvrigt var fløjet FRA Konen og Manden!?! Tinnitus gispede - og tog så en dyb indånding: Nej, nu måtte han altså lige tage sig sammen og tro på, at Konen og Manden nok skulle passe på dem, som de jo altid gjorde, og ikke ville udsætte hans flok for unødig fare. For Tinnitus havde andre og vigtigere gøremål her to dage før den længste nat og fem dage før den store fest.

Imens lå Maude Den Evige Skruk og talte på svingfjer. Igen og igen. Altså, Konen i Termokedeldragten havde lagt de dejlige æg under hende for 1, 2, 3.... 12, 13, 14, - jo, det var altså kun 15 dage siden...?! Var det ikke? Hun talte igen. Jo, det passede godt nok... Så måske var verden ikke helt alave alligevel? Måske var det derfor Konen i Termokedeldragten ikke havde set til hende og æggene endnu? Maude talte lige igen for en sikkerheds skyld. Al den uro i hendes redekasse havde slået hendes ellers altid så præcise æggeur ud af kurs.

[Hans-Kurt]

Slut 19 og så 20. december.

Hun talte endnu en gang, det var da pokkers til tællereri, for normalt var hun god til det, men nu havde hun talt så mange gange, at hun blev i tvivl, om hun nu også talte rigtig. 1, 2, 3....12, 13, 14, 15 og 16, det var da 16 dage - så var der kun 5 tilbage, jov det måtte passe, altså den 24 ville være dag nummer 21. Det passede nu også godt med det liv hun havde følt der var i æggene i de sidste dage - hvor hun glædede sig.

Lisa så sig omkring, på dem som sad nærmest hende, sov de - ja, hun måtte nok også heller se at få søvn i øjnene, men hun havde lidt svært ved at sove for tiden. Det var ham unge Stig, hun kunne ikke rigtig glemme, da han forsøgte at stå på hundes ryg, da de skulle danne tårn forleden - der hvor hun kom fra, var der ikke haner, så hun kendte ikke den følelse, det havde vagt. Hun følte en indre sitteren og faldt i søvn.

Nu hørtes træsko klappren udenfor, alle lagde sig i selen for at lytte, det var manden i ....., som kom gående. Han åbnede døren til hønsehuset og kom ind. I hånden havde han en sav, og i den anden værktøjskassen. Nu fandt han to dørhængsler frem, det ene fasgjorde han lidt over midten - først på døren og så på karmen. 2. hængsel, fæstnede han lidt under miden af døren, på samme måde. Nu tog han saven og delte døren i 2 dele. Døren åbnes herefter for oven, uden at den nederste del blev åbnet. Derefter gik han ud og fastgjorde hønsenet for den øverste del. "Så" sagde han "Nu kan der komme mere frisk luft ind til jer Folkens".

Tinnitus kikke beundrende på den nye anordning, det var virkelig en god ide, for det gav jo som rigtigt var, mere frisk luft, men det gav også mere lys i hønsehuset, hertil kom, at det ville blive meget lettere at høre hvad der foregik udenfor.

Nu gik manden i træsko over gårdspladsen og kom snart igen. Denne gang havde han en plastplade med, som han stillede op af hønsehuset. Pladen var gennemsigtig. Der blev hentet flere ens plader - hvad skulle det nu til for, tænkte Tinnitus.

Så hørte de damen i Termokedeldragten komme. Hun sagde: "Det bliver da også meget bedre med de plastplader, som tag på hønsegården end den presenning".  "Det var da godt vi hørte udsendelsen i radioen, om, at der skal være fast tag på hønsegården og ikke en presenning, så kan vi snart lukk.....- igen fik hun et hosteanfald og fuldførte ikke sætningen.

Tinnitus og de andre var helt tavse, skulle hønsegården nu overdækkes - hvad så med de dejlige æbler, der om efteråret faldt ned, for ikke at tale om larverne der spandt en tråd oppe på grenene og firede sig ned, for at de kunne grave sig ned i jorden - der gik ofte en  sport i og se, hvem der fik flest larver fanget på en dag - skulle alt det nu være fortid.?

Og hvad med muligheden for at se, om der kom rovfugle - nå nej, de kunne ikke angribe fra den front mere - Tinnitus var glad for, han ikke havde sagt det højt, hvad han just tænkte.

Men nu blæste Hulda sig op "Sig mig lige engang", "har damen i Kedeldragt ikke altid sagt, at hun ikke vil have en udestue udenfor sine stuevinduer - om så taget derpå var af plast - for så bliver der under alle omstændigheder mørkt inde i stuerne". "Men os kan hun godt lade gå i halvmørke i vores hjem, det er da for galt, hvad skal det nu være godt for".
Gamle Oda nikkede samtykkende. Hendes syn var ikke blevet bedre med alderen. Så hvis lyset blev dæmpet - og især nu hvor dagene både var korte og det som oftest var mørkt i vejeret - så ville hun få svært ved at orientere sig i hønsehuset. Det kunne endda knibe, som det var nu.

Men nu hørtes det, stigerne blev stillet op af hønsegården, lyden gik fint igennem via hegnstråden der var monteret for den øverste del af døren. Så nu blev en af plastpladerne hentet - kort derefter hørtes lyden af søm, der blev slået i med en hammer.

Da den sidste plade blev fjernet, kunne alle se fra gulvet, hvor de stod, at den blev lagt på plads over hønsegårdens gård og dækkede helt op til taget på hønsehuset. Bang - Bang lød det, da manden med træsko slog de sidste søm i og pladen var fæstnet til lægterne langs den øverste del af hønsegårdens kanter, hvor på tråden var fæstnet. Ganske rigtigt, det blev straks mørkere i huset - åh nej.

Så var det vist på tide, at få fyldt krogen med korn for natten, for det var som om dagen pludselig blev forkortet med flere timer. I farten var der ingen der så, at manden i træsko dels skyggede for udsynet og dels var pladen - for at beskytte den mod riser - dækket med et stykke blød plastik, som skulle fjernes efter montagen.

Men det glemte alle, da damen i termokedeldragten viste sig med den røde Magrete skål, for så var alle klar over, hvad der var i vente HØNSE GUF - hvilken lykke, og så så sent på dagen, hvem kunne ønske sig noget bedre end HØNSE GUF. Selv Lisa var blevet helt tosset med det, for det havde hun aldrig fået, der hvor hun havde levet før. Der var kosten meget ensidigt - piller, piller og atter piller - så var dette rigtig nok noget andet.

Selv Maude Den evige Skruk forlod reden for at deltage i festmåltidet. Hun spiste med lynets fart, for at komme tilbage til sine æg.

Naaaa sagde damen i termokedeldragten, "skal vi se, om der er nogle æg til mig i dag". Hun så ind i hver enkelt rede for at finde, de æg der måtte være kommet, for der havde meget længe, ikke været et eneste æg til hende. Man kunne se skuffelsen i hendes øjne, men hun sagde det ikke. Men sagde så " i morgen vender lyset, fra da af, begynder solen at komme højere og højere på himlen for hver dag der går ".

Der gik et glædelses sus gennem dem alle, åh hvor lød det dejligt, så kunne det måske også være at den for...... lem ville åbne sig. Tinnitus havde tænkt på, om det kunne være fugten, der havde påvirket lemmen, så den måske blot sad fast fordi den havde udvidet sig. Måske solen, når den fik magt, kunne tørrer lemmen, så den atter kunne åbnes. Men den lille røde lampe, på transformeren - den skulle jo lyse, det kunne solen vel ikke også klare ?

Med alle disse gode tanker gik alle til ro, selv maven havde det godt ovenpå den gode mad. Det var længe siden, at der havde været lidt håb om fremtiden, men nu...

-fortsættes
 

[Mette Nygaard]

21. december

Tinnitus åbnede langsomt det ene øje. Var det tid? Nej, det var stadig mørkt...
Han puttede hovedet under den anden vinge og blundede videre.
Vågnede med et sæt - nu havde han da sovet over sig!!!... nej, det var stadig mørkt!?!
Tinnitus kneb øjnene i og forsøgte at sove videre. Men hans lille hanehjerne var nu lysvågen, og små frygtsomme tanker begyndte at krible inde på den trange plads:
Ville denne nat da ingen ende tage?!? Var det det, som det onde gik ud på? At det i år vitterligt ville være sådan, at solen aldrig mere stod op - sådan som de gamle vikingehønsehistorier fortalte?!?!?
En kold rislen løb gennem hans nakkefjer, og han skuttede sig så voldsomt, så Hulda var lige ved at vågne.
Tinnitus tog en dyb indånding, helt ned i kroen, og lod langsomt luften sive ud af næbet igen, mens han igen mindede sig selv, om at med den uro der var i flokken for tiden, var det vigtigt, at han som førerhane bevarede roen og ikke begyndte at rable gamle hønseskrøner af sig, om at solen aldrig mere ville krybe op over horisontens kant, og at det sidste hanegal havde lydt, og det sidste æg var blevet lagt, og ragnarok ventede forude, og... og...
Dyb indånding igen, denne gang helt ned i kråsen - det var dog utroligt som den sol lod vente på sig idag.

I det samme slog den første solstråle igennem træernes nøgne grene for enden af den store hønsegård, som de ikke havde boltret sig i så længe, krøb forbi bærbuske og æbletræer, gennem det rimdækkede græs, for til sidst at ramme vinduet i hønsehuset og fylde Tinnitus' øjne - og lille hjerte - med lys.

"KYYYYYYYYKKKELIKYYYYYYYY - og godmorgen de damer (og Stig)", galede Tinnitus af sine lungers fulde kraft, "solen har vundet over den længste nat, og om ganske få timer er deeeeeeeeeeet.... HØNSENYTÅR!!"

Som på tælling slog alle hønsene øjnene op, og da Tinnitus' morgengal endte på 'hønsenytår', forvandledes de sædvanlige morgensprækker til store, runde kugler: "Høøøøønsenytår, høøøøønsenytår!", begyndte først Førerhønen Hulda, så Gamle Oda og snart Lille Gerda, ja selv den unge Lisa - mens den unge Stig kiggede sig forvirret omkring. Han prikkede til Gamle Oda: "Øhm, jeg forstår ikke helt... hvad sker der egentligt?"
Gamle Oda kluklo: "Nææh, unge hanemand, det ved du selvfølgelig ikke noget om, dels er du for ung, dels kan du ikke lægge æg. Men vent nu bare og se!"

Tinnitus galede igen: "Alle høns til fodertårnene! Vi har mange ting vi skal nå inden hønsenytåret, som falder tidligt på dagen i år, vi skal jo både..." Han tav pludselig. Træet, hvad med træet? De plejede jo at danse rundt om det lille grantræ ude i hønsegården, som de pyntede med fjer i forskellige farver. Der kunne de jo ikke komme ud. Men danse skulle de, rundt i ring, ligesom som dagene går i ring gennem året, fra de første æg til de første kyllinger til fjerfældning og æggevinterhi til de første æg... Tinnitus kløede sig på kammen.

Imens var alle høns i fuld sving rundt om ham, undtagen Stig der stod midt i det hele og stadig var vildt forvirret. Først en hurtigt morgenenergipåfyldning ved fodertårnet, og så en tår vand. Derpå var der kø ved murerbaljen med blomstermuld - alle skulle have et bad i dag, et langt og grundigt et. Også Lille Gerda stod i kø. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hendes mavefornemmelse bød hende at følge de andre. Lisa stod bag Gerda og sukkede lidt over posturet, for hende kunne det ligesågodt være hønsenytår hver dag -  men på den anden side, det var nu ret hyggeligt, at de sådan alle var i sving på en gang, og ikke kun hende.

Tinnitus spekulerede som en gal. Han måtte have fat i hr og fru Gak. "Gak! Gaaaaak!", kaldte han lavmælt under tråddøren og håbede ikke de forventningsfulde høner opdagede noget. Han ville så nødigt ødelægge deres forventningsglæde. "Hr og fru Gak, er I der?" Tinnitus hørte platfødder træde det rimfrosne græs fladt og nærme sig hønsehuset.
"Jaaa", svarede hr Gak, "har du grønkål til os som aftalt?" Åh pokkers, det havde Tinnitus glemt alt om, hurtigt - en hvid løgn: "Mnjaaa, altså, vi har ikke fået samlet så meget sammen endnu, og vi syntes jo, at I har fortjent en stor portion for de vigtige oplysninger du gav os forleden", Tinnitus bed næbbet sammen om tungen for ikke at tilføje 'men ubrugelige', " - og nu har vi brug for jeres hjælp igen"
"Nå, så deeeet har I", gakkede hr Gak, "og hvad får vi så for det?"
"Vores næste portion æbler?", skyndte Tinnitus at svare inden han fortrød - det daglige frugt og grønt var vigtigt foder for flokken i disse indelukkede dage, ikke kun som beskæftigelse, men også som erstatning for det grønne, nærende græs som hønsene jo ikke havde adgang til længere.
"Det er i orden", svarede hr Gak, og fru Gak skræppede bifaldende op, "hvad kan vi hjælpe jer med?"
"Jo, altså ser du - det er jo hønsenytår i dag, og... ja, I fejrer jo også nytår ved jeg, og jeg har da hørt, at før de onde tider første gang ramte landet for mange, mange, vist nok ti, år siden, da dansede vi - høns og gæs - og ænder! - der boede vist ænder her dengang også, dem med de smarte orangerøde masker!... åh, undskyld, nu fortaber jeg mig i de gode, gamle dage, men altså - vi dansede alle sammen rundt om det store grantræ ude i haven dagen efter den længste nat", Tinnitus tabte pusten af bare begejstring.
"Jooo, det kan jeg godt huske", svarede hr Gak henført, "det var mit første nytår, jeg var ganske ung og uerfaren, og der stod fru Gak, dengang frk. Gak, og jeg greb hende under vingen, og vi dansede..." Hr Gak sukkede - og forsatte så i sit sædvanlige skræppende toneleje: "Ja, og så kom det onde forbi første gang, og siden fik I egen hønsegård, ænderne måtte flytte, og jeg og fru Gak danser nu alene rundt om det store grantræ, mens I danser om det lille i hønsegården. Nå, men hvor vil du egentligt hen med alt det snak?"
"Vi kan ikke komme ud til vores træ, så vi må have noget andet ind og danse rundt om - ellers bliver hønerne altså skuffede, og det kan de ikke klare oven på alle de strabadser vi har været igennem den sidste tid, nej det ville være en katastrofe! Måske de slet ikke ville begynde at lægge...", Tinnitus tvang atter panikken bort med en dyb indåndning, nu helt ned til kloaken, og fortsatte: "Jeg tænkte på - I to store gæs er så stærke, kunne I ikke rive en gren, bare en lille en, af det store grantræ? Så kunne vi danse om den?"
"Hmmm, jo det kan vi da godt forsøge - vi er nemlig meget stærke, det har du helt ret i", hr Gak slog med nakken, så Tinnitus kunne høre halshvirvlerne knage helt ind i hønsehuset, "kom, fru Gak - du må vælge en gren, der kan undværes uden at vi helt vansirer -vores- træ".
Lyden af platfødder fjernede sig, og Tinnitus strakte sig på tå i håb om at kunne nå op til tråden i den øverste halvdel af døren og kigge ud. "Hvad laver du?" Tinnitus for sammen, bag ham stod Stig og så stadig ret så forvirret ud. Tinnitus fik helt ondt af den unge hane og skulle lige til at fortælle ham det hele, da der lød høj skræppen ude fra haven.
"Kan I så lade være at ødelægge træerne, I fjollede gæs!" Det var Konen i Termokedeldragten, der var på vej med nye foderforsyninger - Tinnitus' lille hjerte sank i livet på ham, i takt med at både lyden af platfødder og gæssenes skræppen forsvandt ned i det fjerneste hjørne af haven. Hvordan skulle han dog nu nå det?
I det samme gik døren til hønsehuset op, Konen i Termokedeldragten kantede sig ind, først med kornspanden, og så - oh, mirakel! En kæmpe grønkålsstok!!! Hun kastede hurtigt et blik i de tomme redekasser og løftede forsigtigt på Den Evige Skruk Maude - og sukkede: "Stadig ingen æg..."
Så snart Konen i Termokedeldragten var ude af døren igen, greb Tinnitus Stig i vingen: "Kom - hurtigt! Du må hjælpe mig".
Sammen skubbede og moslede de grønkålsstokken ud midt på gulvet, og da den sidste høne var hoppet ud af blomsterjordbadet, skubbede de med stort besvær og sveden piblende ned over næbet murerbaljen derud også. Og så: "En - to - tre - løøøøft!" Men superhanekræfter fik de grønkålsstokken op at stå midt i murerbaljen og boret godt ned i blomstermulden. Forpustede strakte de begge ryggen - og opdagede at alle hønsene var stimlet sammen rundt om dem. Hønsene stirrede målløse på det fine arrangement og brød så ud i vingeklapsalver og frydefuld kaglen. Stig og Tinnitus rødmede helt ud i hageflapperne.
Strak begyndte alle at støve rundt i spånerne og halmen for at finde de fineste fjer, som forsigtigt blev lagt på grønkålens blade.

Tinnitus begyndte at skæve ud gennem vinduet, ud på solen. Det var ved at være tid. Det kunne han mærke. Han behøvede ikke noget armbåndsur for at vide, at lige om lidt ville klokken slå 11.44 - nej, det fortalte hans indre æggeur ham, og det meget præcist.
Tinnitus strakte sig på tå, og denne gang ekstra langt, og sugede en stor portion luft ind og galede: "Aaaaalle ind i rundkreds!"
Hønsene stimlede sammen rundt om grønkålsstokken og tog hinanden i vingespidserne, selv Maude var steget ud af sin redekasse, og unge Stig var også nu begyndt at mærke instiktet røre i sig.
"10-9-8-7-6-5-4-3-2-1 - GOOOODT HØNSENYTÅÅÅÅR!" Alle kaglede og galede i kor, og straks begyndte de at danse først den ene vej, så den anden vej, og deres kaglen og galen begyndte at forme en hel melodi: "Vær velkommen hønse-nytår, velkommen herhid".

Og så skete det forunderlige. En efter en, hele kredsen rundt, tændtes der ligesom et lys i hver eneste hønekam, ja selv Tinnitus' og Stigs kamme begyndte at blusse. Lille Gerda blev først helt forskrækket, men fik så et klem i vingespidsen af Gamle Oda, der blinkede til hende og sagde: "Godt nok tyvstartede du lidt, men først nu går det for alvor løs".

De gik alle tidligt til pinds den dag, helt udmattede af alle udskejelserne. Og glade. I dag havde de ikke skænket den lukkede hønselem mange tanker men bare glædet sig over, at en ny hønsecyklus var oprunden.

Men midt på natten fik Lille Gerda mavekneb. Det tog hun helt roligt - nu vidste hun jo, hvad det betød. Selvom det var bælgravende mørkt, sprang hun ned fra lysarmaturet, let som en fjer, og trippede hen til redekasserne. Maude sov så fredeligt, så Lille Gerda hoppede op i redekassen oven over hende og puttede halmen godt ind under sig.

[Lene71]

22. december

Gerdas mavekramper forsvinder hurtigt af sig selv i løbet af natten. Men hun har ikke lagt et æg. Det forstår hun godt nok ikke helt, hun troede jo lige, at hun havde fået styr på det der med æglæggeriet. Men nej, så nemt er det åbenbart ikke. Måske skyldtes mavekramperne, at hun havde været lidt for ivrig med at spise af træet? Hun er blevet noget så begejstret for den der sang med ”først skal træet vises, siden skal det spises”. Det var en vidunderlig fest i går.

Solen er stået op, og Tinnitus er ved at gale den nye dag velkommen. Så det er tid til at strække sig lige fra tånegl til vingespids, og komme ned fra pinden. Gerda skynder sig ud fra redekassen, inden nogen når at se hende. For det er vist nok noget sjusk, det der med at sove i redekassen - konen i termokedeldragten vil ikke have det. Solen er ikke til at få øje på, for som så ofte på den her årstid er himlen grå i grå. ”Himlen” - den er det kun Gerda der har set, lige siden lemmen ikke gik op mere. Men selv uden et kig til himlen, kan de alle sammen fornemme om solen er stået op eller ej. Ikke mindst på den fantastisk dejlige luft der strømmer ind fra nettet i den øverste del af stalddøren. Gerda forstår ikke, hvorfor der skulle gå SÅ lang tid, før manden i træskoene kom med sav og nye beslag. Er han da slet ikke en god flokfører, som forstår hvad flokken har brug for? Mangler han ikke lidt handlekraft? Det er som om konen i termokedeldragten, bedre ved, hvad flokken har brug for. Men er det ikke altid han-er/ han-ner der bestemmer? Eller måske er det anderledes hos menneskeracen, der er det måske altid høn-er/hun-ner der bestemmer? Ja, det må være sådan det er! Hun fornemmede det, da hun var i ”karantæne” i ”brusekabinen”. Uhh, væk med de tanker. Det var ikke et rart sted at være.....

Tinnitus har også haft en lang nat, med mange tanker og kun lidt søvn. Men ingen løsning på problemerne. Og nu er der kun 2 dage til den store fest. Han plejer altid at have en lille fin kvist til alle damerne på den store dag. Men hvor skal han skaffe dem i år? Han plejer at finde dem udenfor under buske og træer, men i år kan han jo ikke komme ud. Herinde kan han finde et HALMSTRÅ til dem. Men han kan da ikke bare komme med et HALMSTRÅ, det kan de jo selv gå ind i redekassen og hente. På den anden side, det er tanken der tæller. Og damerne ved jo godt, at heller ikke han har kunnet komme ud. Måske kunne han få hr. og fru Gak til at finde nogle fine kviste, men hvordan skal han få dem ind i hønsehuset? Og hvordan skal han overtale dem til at hjælpe ham?

Gerda føler igen de her underlige mavekramper, og bliver draget af redekasserne. Men HOV, de er alle sammen optaget! Ja, faktisk står damerne i KØ, og skynder endda på dem der ligger derinde. Der ligger endda to høner i nogle af kasserne. Den eneste der ikke står i kø er Lisa. Hun er morgenhøne, og har for længe siden klaret den daglige tjans. Lisa så godt, at Gerda sov i redekassen. Men Lisa siger ingenting. Nu står hun ved fodertårnet, og guffer ivrigt i sig. Det er imponerende så meget hun kan spise altid. Egentlig er hun ikke særlig stor – kun en halv gang større end mig, tænker dværgen Gerda - og tyk er hun bestemt heller ikke. Faktisk består hun næsten kun af ben og fjer.

Arghhh, de mavekramper! Gerda må finde en løsning. Hun går hen til kassen hvor Maude ligger og fylder det hele.
Gerda: ”Maude, jeg er altså nødt til at komme ind og lægge et æg”
Maude: ”Ikke tale om, jeg kan ikke overlade ansvaret for MINE æg til andre”
Gerda: ”Jamen, jeg kan ikke vente i den der lange kø” (peger med næbbet i retning af æglægnings-køen)
Maude: ”Hrummfff – du må lære at kende din besøgstid”
Gerda: ”Åhh, Maude. Jeg skal nok øve mig, det lover jeg! Men det er kun mit andet æg, så jeg kan ikke helt styre det endnu”
Maude: ”Jeg kan ikke overlade mine æg til en så uerfaren høne som dig. Du kunne jo komme til at ødelægge et af dem”
Gerda: (meget stille) ”Jamen, jeg fylder ikke så meget. Jeg kunne ligge lige så stille og forsigtigt ved siden af dig?”
(Maude ser meget eftertænksom ud, og får et udspekuleret blik i øjnene)
Maude: (med alvorlig stemme) ”Gerda, har Tinnitus været oppe på ryggen af dig?”
Gerda: ”Ja, han var der både i går og i forgårs” siger Gerda ivrigt, og får et stort smil om næbbet. ”Det kilder så dejligt og underligt i hele kroppen”.
(Maude samler sine æg lidt tættere, og gør plads til Gerda)
Maude: ”Hop ind med dig, men du skal ligge stille, og på ingen måder skubbe til mig!”
(Gerda hopper forsigtigt ind i reden, og lægger sig lige så stille til rette ved siden af Maude)
Gerda: ”Tak”
Maude: ”Og jeg vil ikke have noget postyr i dag, når ægget er lagt”

Da Gerda efter en rum tid endelig har fået lagt sit andet æg – i Maudes redekasse – forlader hun lige så stille reden. Maude rokerer straks om på sine æg, og på helt umærkelig vis er Gerdas lille dværgæg nu også i skjul under Maudes varme og beskyttende fjerdragt.

Tinnitus må benytte sig af, at alle damerne med deres skrig-røde kamme har så travlt henne ved redekasserne. Han tænker at Fru Gak vil forstå ham. I øvrigt er Fru Gak ikke en handelskvinde, som altid skal have noget til gengæld. ”Fru Gak, Fru Gak” står Tinnitus henne ved døren og kalder. Fru Gak kommer vraltende hen til døren på sine platfødder, og spørger ”Hvad er der nu Tinnitus? Der sker ikke noget ude i hønsegården i dag” Fru Gak kan lige præcis nå op til kanten af stalddøren med næbbet, og kigger derfor ind i hønsehuset. Tinnitus forklarer Fru Gak, hvordan han plejer at forære en lille fin kvist til alle damerne juleaften. Fru Gak elsker selv fine ting, så hun vil gerne hjælpe ham – for damernes skyld. Men hun ved godt, at Hr. Gak vil blive sur over, at hun ikke kræver betaling. Så hun må gøre det diskret. Og der er ikke lang tid til juleaften, så spørgsmålet er, om hun kan nå det. ”Men hvor mange damer har du derinde?” spørger Fru Gak. Tinnitus tæller: ”gamle Oda, førerhønen Hulda, den evige skruk Maude, lille Gerda, hybriden Lisa…...10 damer i det hele” "og så er der unge Stig". Han har aldrig før haft en anden Hane i flokken juleaften, så han ved ikke, om han også bør have en lille fin kvist til Stig”.

Hele dagen står Tinnitus vagt ved stalddøren, for at holde øje med, hvornår Fru Gak kommer forbi med en fin gren til ham. Hver gang hun kommer, sætter hun den lille fine kvist ind i det nye hønsenet på stalddøren. Da Tinnitus ikke kan nå – selv når han står på tæerne – må han hoppe mens han basker med vingerne, for at få fat i de fine grene. Det ser mildest talt ikke særlig yndefuldt ud. Da det bliver aften, og konen i termokedeldragten kommer og lukker den øverste del af stalddøren, har Tinnitus kun fået 8 fine grene af Fru Gak……men han har jo 10 damer, så hvad skal han gøre?

Fortsættes……

[Mette Nygaard]

23. december

Den Evige Skruk Maude har haft en urolig nat. Der kommer små pip og rumsteren rundt fra hendes æg, og selvom hun er en erfaren kyllingemoder, er hun som altid lidt nervøs for, om alt er som det skal være: Sørger de små nu for at spise hele deres madpakke? Og at rationere den sidste luft i luftboblen? Har hun selv skruet tilpas op for temperatur og luftfugtighed? Mon hun lige skal plukke et par fjer mere fra maveskindet?
Maude tæller på vingespidserne: 24 timer - bare 24 timer, så oprinder den store dag. Hun kan næsten ikke vente.

I dag vælter solen ind af vinduet til hønsehuset, og Tinnitus der som altid vågnede før de andre, og det lige før solen sneg sig op over horisonten, føler sig underlig let om hjertet. Som om den sidste tids mange strabadser og bekymringer er ved at fortage sig i takt med at lyset vinder over mørket.
Tinnitus remser op for sig selv: Hulda blev syg, men blev med hjælp fra HønseApoteket rask igen.
Gerda forsvandt, men i karantæne og ikke i kummefryseren, og kom hjem igen.
Maude ser nervøs ud som hun plejer, når hendes æg er ved at klække - tænk, skal det virkelig lykkes hende at ruge små kyllinger ud i denne kolde og klamme tid?
Og ganske vist er hønselemmen ud til hønsegården stadig i stykker, men Konen i Termokedeldragten har sørget godt for dem med indendørs badekar, grønkål og æbler i massevis - og hønseguf. Og Manden i Træskoene har givet lys og luft ved at lave en to-delt dør. Og så har Manden og Konen heldigvis indset, at en stor og flyvende og flaksende 'pressening'-rovfugl er alt for farlig at have i nærheden af Tinnitus og hans flok.
Desværre opdagede de hullet i muren - meeen det var nok meget godt, for tænk hvis ræven eller måren havde fundet det. Tinnitus' får hønsehud ved tanken.
Ja, så var der jo godt nok lige det bankeri forleden, der til sidst var endt med at der var blevet helt mørkt i hønsehuset - på trods af den nye halve netdør.
Men hov, det havde hønsene jo helt glemt at brokke sig mere over, for så havde de jo festet og fejret, at solen atter var stod op efter den længste nat. Tinnitus sukker af velbehag - og er også lidt stolt over sig selv, og faktisk også af den unge Stig, at de sådan havde formået at få et træ op at stå -inde- i hønsehuset. Og det tilmed et træ der kunne spises af!
Og nu. Nu står alle hans damer med røde kamme i kø ved redekasserne for at lægge deres fine æg, små som store, hvide, brune og et enkelt grønt. Selv Gamle Oda - selvom det nok mere er af vane end af egentligt æggelæggetrang. Tinnitus føler hans stolte hanebryst svulme af stolthed over hans dejlige flok.

Og i morgen, ja allerede i morgen, skal de atter danse om træet, for da er det jo menneskenes store festdag for solen, lyset og den nye begyndelse. Tinnitus fniser kærligt af de dumme mennesker, der jo er hele tre dage for sent på den. Men det er jo, hvad man kan forvente - de har jo ikke noget indbygget æggeur. Til gengæld betyder det ekstra guf til Tinnitus og hans damer (og Stig) såsom risengrød og julesteg og brune kartofler med sovs... Tinnitus slikker sig om næbet.

Og stopper brat sine søde drømmerier: Træet - de skal danse om træet igen. Men det har de jo spist! Der er kun enkelte duske tilbage på den store grønkålsstok. Det kan de umuligt danse omkring. For slet ikke at tale om de fine kviste, der skal gemmes under det og findes frem en for en til hver af damerne. ... Tinnitus slår sig for kammen med vingespidsen. Pokkers - han har da nær glemt, at han stadig mangler to kviste. Han må have fat i fru Gak.
Tinnitus spurter hen til den halverede stalddør - men den øverste del med hønsenettet er stadig lukket. Konen med Termokedeldragten lader vente på sig i dag, af alle dage, den travleste af de travleste. Letheden om Tinnitus' hjerte er pist væk, og som så mange, mange gange før i den sidste lange tid forbander han den lukkede hønselem og Det Onde Derude langt væk. Han mærker, hvordan hans øjne bliver helt fugtige - og skynder at rømme sig, strække sig på tå og gale alle sine frustrationer ud.

I det samme hører Tinnitus skridt i gruset udenfor. Endelig kommer Konen med Termokedeldragten! Han kan høre foderspanden skramle. Men hør - hvad er nu det!? Hun standser og stiller spanden fra sig. En slå går op, men ikke den ind til hønsehuset - denne har en anden mere knirkende lyd. Det er slåen ind til hønsegården!!!
Gamle Oda prikker til Tinnitus: "Hørte du lige det jeg hørte?" Tinnitus nikker stumt. "Den lyd har jeg ikke hørt længe, men før da har jeg hørt den hver dag i mit meget lange liv. Tror du - tror du virkelig...??"
De lytter begge intenst efter Konen i Termokedeldragtens fodtrin uden for hønsehuset. Så rammer lyden af metal mod metal deres øregange - og hjertet synker i livet på dem. Åh, hun er bare ved at slå flere søm i deres hønsegård... Tinnitus og Oda synker begge skuffede sammen. "Nå, men vi kan vel ligesågodt se at få fyldt kroen lidt til dagen", siger Oda opmuntrende til Tinnitus, og de vender sig begge om for at gå over til fodertårnet.

Pludselig lyder der et velkendt KLONK. Tinnitus snurrer rundt om sig selv, ja selv Gamle Oda er lige ved at snuble i skørterne, så hurtigt får hun vendt sig igen. Begge stirrer vantro frem for sig, og så på hinanden, og så frem igen: HØNSELEMMEN ER ÅBEN!!!!!!!!
Nu hører de også Konen i Termokedeldragten kalde fra den anden side: "Kom så, bokkelokker, komsedasse - så er der serveret!" Tinnitus og Oda stirrer igen på hinanden. Så hører de brølet: "UUUUUUD!!! Lad mig komme UUUUUDDD!" Hulda, den store, kraftige høne, løfter op i de store skørter og spæner alt hvad fjer og dun kan holde UD gennem hønselugen: "Jeg er FRIIIIII!!! Jeg er FRIIIIIII! Jeg er..." - BOIIING....
Oda og Tinnitus skynder sig hen og kigger ud af hønselemmen. Hulda sidder på gumpen og ser rundforvirret ud. Over deres hoveder er det ikke himlen de ser, men gennemsigtige plader. Og bare nogle meter fra hønsehuset er deres hønsegård skåret midt over af hønsetråd og tentorpæle.
"Ja", siger Konen i Termokedeldragt, "nu kan I da komme lidt ud i den friske luft, men resten af hønsegården får I først adgang til, når de dumme regler bliver ophævet. Er I klar over hvad trapezplader koster? Nej, det er I selvfølgelig ikke..." Konen fortsætter, nu mest for sig selv: "Nå, men i det mindste får de nu lidt mere plads og jord under kløerne igen. Og jeg kan også fodre herude, for nu er der jo tag over som de (andre) dumme regler kræver. Suk. ... Nå, men imorgen er det jul, og så skal de få ekstra dejlig sul!"

Tinnitus træder forsigtigt ud af hønselemmen og kigger sig omkring. Og nikker tilfreds. Nu kan de atter komme ud og skrabe og nippe de sidste blade af buskene. Og han kan selv finde de sidste to julekvistegaver. Og de kan danse om deres lille grantræ, for det står jo lige der... åh... på den anden side af den nye hønsetråd. Nå. Hm. Ja. Så må de vel nøjes med grønkålspinden.

En efter en træder hønsene langsomt ud under det nye tag. Nogle styrter hen under den nærmeste busk og tager det første ægte jordbad i lang tid. Andre kaster sig grådigt over græsset, som ingen har nippet af længe. Og Lille Gerda spurter hen til hegnet og stiller sig på tå og kigger langt efter naboens hønsegård.
Udenfor hønsegården vralter hr og fru Gak omkring. Hr Gak knejser med nakken og lader som om ingenting er hændt, men fru Gak sender Tinnitus et venligt glimt med øjet.

Den aften går Tinnitus til pinds med ro i sin lille hønsesjæl. Det Onde hærger stadig Derude, men nu åbner hønselemmen igen, og de kan komme ud i den friske luft. Alt er trods alt endt godt, og skidt pyt med at de ikke kan danse om det lille grantræ - det skal nok blive jul alligevel.
 

[Hans-Kurt]

24. december (må først læses ....., men jeg skal på juleferie og har kun tid nu .....)

Tinnitus vågner rigtig tidelig i dag, han kan næsten ikke tro, at de i går fik lov til at gå ud, tænk at have været indespærret siden den 15. november - men nu vat det slut. Grunden til at han vågnede så tidelig, var fordi han i går havde sat sit indre hønseur så han kunne være sikker på at kunne overvære åbning af lemmen. For i aftes - efter mørket var faldet på og alle var på pind, kom damen i termokedeldragt helt uventet igen. Hun havde tændt lyset og var gået over til det apparat, som nu i over 1½måned ikke havde været sat til - det er den automatiske lemåbner der nu skulle sættes i drift igen - kunne Tinnitus fornemme.
Så blev transformeren sat i el-stikket og den lille røde lampe lyste atter. Efter få sekunder begyndte den snurrende lyd - åh den dejlige lyd, Tinnitus huskede atter lyden, hvor havde han dog savnet den, lyden der betyder at lemmen åbner.
Damen i termokedeldragten sagde hurtigt "God nat søde venner og sov godt" og så forsvandt hun ud af hønsehuset, mens hun slukkede lyset i farten. Straks stoppede den automatiske lemåbner med at åbne og gik i gang med at lukke. Selvfølgelig var det godt der blev lukket, så ræven eller måren ikke kunne komme på besøg, men Tinnitus ville næsten heller havde at lemmen stof åben og så løbe chancen , end at den måske ikke ville åbne i morgen tideligt.

Derfor sad Tinnitus nu, stift stirrende på den røde lampe for som om han kunne tvinge den til at virke, hvis den nu pludselig skulle slukke. Tiden sneg sig bare sååååå langsom, åh bare så langsom,  så nu mente Tinnitus at lyset udenfor var som den skulle være for at lemmen gik op, Han satte i et vældigt Kykkelig Kyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyyy   og sandlig, om ikke lemmen ganske langsomt begyndte at glide op.

Nu kan det nok være at alle kom ned på gulvet og ikke som det ellers var normalt, begyndte at få noget morgen mad, nej alle ville ud og det på én gang. Der var en massen og en skubben for at komme ud. Faktisk skete der det, at Tinnitus og Hulda kommer til at spærre for udgangen, de sidder faktisk fast. I deres iver for at komme ud, kommer de til at presse sig ud samtidig og da de begge forventer den anden lige venter lidt med at gå frem, går, nej presser de sig frem samtidig og med det resultat, at de klemmer sig fast. Men ikke nok med det, så forsøger Unge Stig at komme op over dem og ud, men drt gør det bare værre, for nu sidder de alle 3 klemt fast. De der ikke nåede hen til lemmen først, er nu fremme og presser på for også at komme ud.

STOP; STOP, råber Tinnitus "Hold op med at skubbe" " vi sidder uhjælpeligt fast". Der bliver en kaglende og en skræppen af den anden verden, Fru Gak (Hr Gak manglede) kommer forskrækket tilbage fra græsplænen i en hulens fart "Hvad sker der dog, hvad er det for en larm" råber de. Larmen får også de to gårdkatte til at komme ilende til, for så megen larm, har de ikke længe hørt. Nu kaglers der og skræppes der af den anden verden, selv kattene begynder at hyle op, for de vil da også gerne give deres besyv med, selv om de ikke er klar over hvad der egentlig sker.
Så går døren op til huset hvor manden i træsko og damen i termokedeldragten sover om natten, og ud kommer damen - men IKKE i termokedeldragt - hun har sutter på og har lige nået at slå en frakke om sig. Hun er naturligvis  blevet tilkaldt af alt den larm. Hun er helt hvid i ansigtet af skræk, for hun er af den overbevisning, at lemmen ikke lukkede efter hun forlod hønsehuset i aftes og at ræven nu er på spil.
Det er aldrig sket før, at Tinnitus har set hende komme i sådan en fart, han bliver så forbavset, at han lukker næbet, det samme sker for alle de andre og alles øjne vender sig mod damen i ---frakken - hun falder lige så lang hun er over det lille juletræ, som manden i træsko havde været ud og fælde i går aftes, mens hun satte strøm p automatikken i hønsehuset.
Han havde ved hjælp af en pandelampe og en økse, været ud i urtehaven, for at fælde et lille grantræ, granen havde han en helt bestemt ide med hvad den skulle bruges til, og som han ville overraske både damen i termokedeldragten og hendes elskede høns med. Men uheldigvis havde han efterladt træet, midt på gårdspladsen og desværre lige der hvor damen i termokedeldragten nu kom løbende i sine morgen sutsko.
Nu sås manden i træsko i døren ind til huset, han kunne ikke skjule en dyb latter, der kom helt nede fra lungernes dyb. Han lo af hjertes lyst og gik frem mod træet med den nedlagte dame. Hun vendte ansigtet mod ham og så begyndte hun også at grine, så det var en fryd.
Tinnitus, Hulda og unge Stig kikkede med underen på optrinet, de kunne ikke rører sig en tomme, de sad virkelig fast.
Nu hjalp manden i træsko den uheldige dame i termokedel......nå nej .....frakke, op på benene igen. "Hvorfor ligger der et juletræ her ?" spurgte damen i termokedeldragten og så undrende på sin mand.

Ja, jov ser du, jeg havde tænkt at.....Længer kom han ikke før damen i termokedeldragten vendte sig om og sagde "Åh, Gud - det er jo mine kære Høms jeg var på vej ned til - kom".
De satte i løb ned til hønsehuset med hjertet helt oppe i halsen, havde ræven nu......Nej- se der, har du set de 3 fjollehoveder i åbningen - Damen i termokedeldragten havde straks set, hvad der var galt og nu begyndte hun at le, dels af glæde over at der ikke havde været besøg af ræven og dels af det komiske der var i, at de tre hønsebasser åbenbart sad fast i åbningen.
Hun fik hurtigt åbnet ind til hønsegården og gik hen til sine fastsiddende dyr. Hun rakte hænderne ud efter dem, for at hjælpe dem fri. Tinnitus blev faktisk både lidt flov og lit vred, vred over at hun grinede af dem, så han hakkede ud efter hende.
"Så, så du, jeg vil jo bare hjælpe jer fri" sagde damen i termokedeldragten og skubbede blidt til alle tre, så de kunne komme fri, ved at blive skubbet ind igen. Det gjorde udslaget, alle kom fri og nu gik de mere roligt til værks, de gik ud en for en. Da lågen stod åben, var de straks på vej hen mod den, men så kan det nok være, at damen nu uden sutsko, for dem havde hun tabt på vejen efter faldet over juletræet, kom retur og ud af hønsegården og fik lukket lågen.
Så gik hun op mod huset, hvor hun så manden i træsko tage det lille juletræ og bære det over mod værkstedet. "Hvad skal du nu" spurgte hun. "Kom" sagde manden i træsko "kom", så skal jeg vise dig hvad jeg har fået af ide, med dette træ.
Damen i termokedeldragten kom til at se ned af sig og fik mere travlt med at komme ind, for hun var ikke bare beskidt, men hun frøs også. "Jeg skal lige ind og ordnes og have noget tøj på, så kommer jeg".

I hønsegården var der travlhed, alle skulle rundt og se alt det de havde savnet så længe. Selv om der ikke var så meget plads, da noget jo var hegnet fra, så var det alligevel vidunderligt, igen at kunne få jord under neglene og rode rundt i alle de blade der lå over alt.

Efter nogen tid gik døren op tik værkstedet og ud kom manden i træsko sammen med damen i termokedeldragt. I mellem sig bar de det lille juletræ, men det havde ganske skiftet udseende. Nu kom de hen til hønsegården, åbnede lågen og trådte ind med træet. De stillede det midt i gården og hvilken glæde var det ikke. Her havde Tinnitus forberedt sig og sin flok på, at i år skulle de ikke danse omkring juletræet der står i gården, men bare på den forkerte side at hegnet, nu hvor de er sat en andet op.

Alle - undtagen den evige skruk Maude - stimlede sammen omkring det lille træ, som ikke var så lille endda, når det sås fra en hønsehøjde. Nå og ih, lød det fra alle sider.

På træet var der placeret menneske pynt, men ikke helt som det plejer at se ud. Træet havde rigtig mange kugler, som manden i træsko åbenbart havde lavet uden at nogen havde opdaget det. Det var fyrretræskogler, der var dyppet i en gryde, hvor han havde smeltet kokus fedt   og blandet det med solsikkekærner, valnøddekærner  og rosiner.

"Se kære Tinnitus, lille Gerda, Unge Stig og alle Jer andre, her er vores julegave til Jer", sagde damen i termokedeldragten, for den havde hun fået på igen. "var det ikke en overraskelse" . Det måtte de jo give hende ret i. Efter at manden i træsko og damen i termokedeldragten var vendt tilbage til huset, fik alle travle med at finde deres julepynt frem.
For i hønsegården var der masser af flotte blade, som kunne bruges til at pynte træet med. Tinnitus viste godt, at det var en uskik at pille fjer af sig, men i dagens anledning tillod han sig at tage en af sine smukkeste halefjer og placerede den på en af grenene. I den nedgående sol, skinnede halefjeren i de smukkeste blå og grønne nuancer. Fru gak kom også med nogle af hendes blade til træet. Hun kunne ikke forstå, men Hr Gak var forsvundet her til morgen, hvorfor skete det hvert år for hende ?, Altid skulle hun tilbringe julen alene. Men så kunne hun jo glæde sig til nytårs aften, for så kom der vel som sædvanlig en ny Hr Gak. Nytåret skulle hun så aldrig gå alene ind i.

Nu skulle Tinnitus lige ind og se til den evige skruk, Maude - Hun lå der med sit hvide bryst og mellem det og halmen kikkede 10 små sorte hoveder frem. "Til lykke Maude, med de små" sagde han og "her er der en lille gave fra mig". Maude tog imod en lille fine gren - hvor var den smuk. "Tak" "rigtig mange tak, for gaven" Sagde hun. Tinnitus smilede til hende og hans faderhjerte struttede at stolthed - hvad han ikke viste var, at........

Ude ved træet var alle ved at gøre sig klar til at danse omkring juletræet. Oppe fra huset sås damen i termokedeltragten (nu skiftet ud med en smuk rød kjole med et nissemotiv på) og manden i træsko, nu skiftet ud med et par varme sutter hæve rødvinsglasset og skåle ud mod hønsegården.
Tinnitus sluttede sig til de andre og nikkede venligt op mod huset og skævede til alle hans små smukke gaver til alle, som lå klar til udlevering, når de havde danset omkring juletræet. "Men først skal det vises siden skal det spises".

Glædelig jul fra os alle til alle Jer

[Lene71]

25. december

Nå ja, eventyret er slut for i år.....det har været sjovt at være medskribent 

Men jeg er lidt nysgerrige, hvor mange har egentlig læst med?

[Raziel]

Det har jeg og har hygget mig med det

[Gerda]

Det har jeg også og undskyld de gange hvor det var lagt ind før tid kunne jeg ikke nære mig. Jeg læste det med det samme. På en eller anden måde følte jeg mig lidt identisk med lille Gerda. Nok på grund af navnet og så også fordi jeg også er ret lille.

[Lene Lestat]

Jeg har læst det meste, og skrevet et enkelt afsnit, ville dog gerne have skrevet lidt mere, men pyt med det.

Kan være jeg skriver en efterskrift

[Hans-Kurt]

Herfra også glædelig jul (baghjul ) til alle. Det har været meget inspirerende at skrive sammen med andre. Det skal vi gøre igen, syntes jeg. Afsnittene bliver længere, kan jeg fornemme - måske eller nok fordi man ikke nødvendigvis tænker på det næste afsnit og slet ikke, på hvad der skal ske endnu længere fremme.

Et efterskrift lyder da helt fint Lene.

[Nisla]

Jeg har, og har glædet mig til et nyt afsnit hver dag. Tænk, at man kan gå og tænke på , hvordan Tinnitus og hans damer (og unge Stig) klarer sig ... Tak til skribenterne, det har været den bedste julekalender!