Forum > Hyggesnak
Julefortælling 2021
Hans-Kurt:
6. december 2021
Da Annabell vågnede her til morgen, blev hun mildes talt forbavset, ja næsten bange – om natten var der kommet sne, og ikke bare et lille drys, nej faktisk så meget at det meste af landskabet om regnvandsbassinet var dækket, også træernes grene var pudret med sne. Det havde hun ALDRIG set før.
Så først lå hun meget stille og bare stirrede på alt det hvide. Lige der hvor hun lå, var der ikke sne, for hun havde fundet et sted inde under nogle dunhammere, som gav et godt skjul og samtidig god læ.
AnnaBell iagttog hr og fru Krage, som kom flyvende og landede i den store pil, hvis grene næsten nåede ud over vandet. Hun så, at det hvide stof faldt af og dalede til jorden da de to krager lande på en gren. Uhm hvad er det nu for noget ?
Der over – lige til venstre for hende kom de to blishønse søskende svømmende hen i mod hende. Var de ikke bange for det stas der var kommet i nattens løb ? Åbenbart ikke. Da de var indenfor høreafstand kaldte hun på dem ”kom her over” hun kaldte igen ”kom” og de tog retning mod hende. Nu var de tæt på hende.
”Hvad er det for noget der er sket her i nat” spurgte hun ”Det ved vi heller ikke, vi har heller aldrig se noget lignede” sagde de. ”Men hvis du prøver at rører ved forsvinder det ?? eller retter det bliver til vand ??”, ”Kom ud og prøv selv”.
AnnaBell smuttede ned i vandet og fulgte deres råd. Hun førte forsigtigt næbet ned til det hvide stas der lå på en knækket dunhammer, der var stedt til hvile ude i vandet. Ja, rigtigt. Det forsvandt bare – uhm underligt. Men så forsøgte hun om det kunne spises – med det resultat at hun bare fik en masser vand i maven. Altså det kunne kun bruges som vand.
Nu kikkede de 3 op på græsarealet, for der lød en være larm der oppe fra. Det var tre hunde som – uden snor – boltrede sig i den nyfaldne sne og åbenbart nød det meget. Se se, tænkte de 3, det er da en ny ting, vi her har fået både set og lært, at det ikke er andet end vand på en ny måde.
AnnaBell kikkede nøje på de to blishønse søskende for at se, om deres sår i hoved var blevet lægt. De havde haft en streng barndom, viste hun. Med forældre der hakkede dem for et godt ord. Hun havde set det foregå indtil for nyligt, hvor forældrene en dag bare havde forladt deres afkom og ikke var komme tilbage. Hun havde dem mistænkt for at have forvoldt nogle af deres egne ungers død, da der havde været 5 søskende til at starte med. Selv om de havde været meget små, ja næsten kun lige kommet ud af ægget, så havde forældrene hakket dem, for den mindste forseelse – men nu var de – forældrene – heldigvis rejst. For det havde ikke været rart at se på.
En af Blishønsene spurgte om AnneBell havde set hvad der var sket oppe i byen i aftes, da det blev mørkt. Hvad da spurgte hun, jov ser du, over ved det lave hegn rundt om haven ved Frisøren, er der blevet opsat en mængde små lys, meget mindre end de lamper der er opsat som vejbelysning langs fortovet. Og hvis du følger vejen lidt længer mod nord/øst, så er der en anden have – jamen vi siger dig – der blevet så lyst næsten som om dagen – det er igen små lys i store mængder lagt op på hækken hele vejen rundt om huset og de hænger også ned fra tagrenderne på taget. Vi har aldrig set noget lignende.
Det bliver spændende at se, om det kommer igen, når det bliver mørkt i dag, sagde de to blishøns i munden på hinanden.
AnnaBell undrede sig over hvorfor de to havde set lysene som de omtalte . i aftes, for normalt gik de også tidlig i seng hver dag, ja faktisk når mørket falder på, er det sove tid for blishøns og ænder, eller retter sagt alle fjerede dyr.
Det ville hun gerne have en forklaring på. Jov ser du sagde de to søskende i munden på hinanden. Vi havde været ud og ………..
Hans-Kurt:
7. december 2021
Vi var ude og flyve vores daglige tur ud til engen bag skoven, du ved, der hvor køerne går og græsser. For der er nogle områder der står under vand og der er der altid mad. Men, som vi også har fortalt dig, så er kokasserne – i hvert fald i nogle af den – fyldt med de dejligste spyfluelarver, som ikke er til at kimse af. Vi skal bare holde øje med her og fru Krage, for det er dem der ved hvor de bedste er og når de har spist sig mætte, er der altid nogle til os.
Men i går glemte vi tiden, for da vi havde spist, så vi at Fodermesteren kom ud til folden, og det ville vi da følge, for hvad skulle han der ?. Han har en stor urtehave, som er fyldt med ukrudts planter i den ene halvdel. Der gror agerkålen kraftigt, og det var dem han gik rundt og trak op. Vi ville se, om det var noget han spiser – men det var det ikke, for han kaldte på kørerne og smed planteren ind på græsset til dem.
Du skulle høre hvor kørerne og kalvene de brølede – det var som om de svarer hans kald. I hvert fald skyndte de sig op på folden til ham. Og som de gnaskede ukrudtet i sig, men der er nu heller ikke meget græs tilbage – heller ikke nede på den våde eng. Og ved du hvad . . . kan du huske vi fortalte, at der gik 9 dyr der ude ?. Nu går der 22 – hvad siger du så. For bedst som vi kikkede på fodringen, så hørtes en lastbil i det fjerne og Fodermesteren skyndte sig over på den anden side af åén og ud til den store vej. Her bakkede lastbilen ind i folden og så blev bagsmækken åbnet og ud væltede det med kalve og køer.
Der blev en leben af den anden verden. Vi tror de kendte hinanden, for hele flokken der kom med lastbilen løb over åén til de andre og brølede og skubbede til hinanden.
Det var skægt at se, de to små kalve, som kom til her for nogle måneder siden, blev vist meget overvældet af at møde – vi tror der kom 6 kalve med bilen, de nytilkomne som åbenbart rigtig skulle undersøge de små.
Og, ja så var der pludselig gået lang tid og vi skulle have været hjemme for længe siden, faktisk var det næsten helt mørkt, men vi kunne da nogenlunde huske hvor vi skulle flyve hen og så var det som om der var lyst på den side af skoven vi bor, så vi lettede og fløj hjemad.
Det var der vi så alle de små lys på hække og buske som vi lige har fortalt dig om. Det var flot, har du ikke lyst til at flyve med og se det i aften ??. AnnaBell så betænkelig ud og kunne ikke lige finde ud af om hun ville med. ”Vi får se, om jeg vil med” sagde hun og svømmede ud midt i Regnvands bassinet. Her undersøgte hun vandoverfladen for mad. Men resultatet var ikke opmuntrende – kun nogle få andemadsplanter og en enkelt myggelarve blev det til.
Hun søgte ud til bredden, her plejer der at være mere held – men også her var der næsten ikke noget at komme efter. Så svømmede hun hen til betonkanten, der hvor hun var blevet fodret af Fodermesteren – der var der stadig ligt korn, men ikke nok til at hun blev mæt. Det er vist ikke en god tid vi går i møde, tænkte hun, for da det var varmere og der ikke lå alt det hvide stas, var der rigeligt at spise, næsten lige meget hvor hun gik.
Hun måtte altså over til dammen der så fint havde været et Guds benådet spisekammer forud. Hun fløj der over, landede lidt fra den og sikrede sig, at der ikke var nogen andre i nærheden. Damen i huset var åbenbart ikke hjemme – tak for det tænkte AnneBell. Og hoppede i dammen. Her svømmede hun så rundet for at finde de små gulfiskeunger -men hvor var de ??. Hun kunne ikke finde dem – var der andre der havde spist dem ? det kunne hun ikke tro, for hun havde aldrig mødt nogen i dammen. Hun ledte vider, men uden held.
AnnaBell viste ikke, at guldfisk går i en form for dvale, når vandtemperaturen kommer under 8C og derfor søger ned til bunden, hvor de opholder sig helt til foråret, når temperaturen igen stiger – så dette spisekammer må hun altså sige farvel til nu.
Efter et stykke tid opgav hun og gik på land. Nu foretog hun sig det, der også kunne gøre damen i huset virkelig gal, for hun væltede småpotterne der stod rundt omkring i stenene, for at se om der skulle gemme sig noget spiseligt under. Her var hun mere heldig, for orm og skolopender havde stadig ikke søgt længere ned i jorden, så nu fik hun et godt måltid. Det irriterede hende, at der i stedet for blomster nu var gran i potterne, for det stak hvis ikke hun passede på, så i vrede tog hun fat i grannet og smed det ud til alle sider, så hun kunne blive fri for det næste gang hun skulle lede efter mad.
Bedst som hun var ved at vælte en potte mere kom……..
Hans-Kurt:
8. december
Ud af køkkendøren kom fruen i huset farende og hun var helt gas blå i hoved af arrigskab. Nu måtte det have en ende – en gang for alle. I hånden havde hun et stort fangst net, et som hendes mand benyttede når han var på fisketure med gutterne. Hun havde ventet til AnneBell var lige ud for døren, så i et snuptag var nettet over anden og hun havde fanget den. Nu forsøgte AnneBell at slippe fri, men forgæves. Hun var fanget og blev nu puttet ned i en kasse hvor låget straks blev lukket.
Her sad hun i dyb mørke og var helt rundt på gulvet, hvad var dog det der skete. Alting var sket så hurtigt, at hun ikke nåede at kunne slippe væk men kun acceptere det der nu skulle ske. Damen i huset havde en hel klar plan for hvad der nu skulle ske. Hun tog kassen under armen og gik over til sin bil og åbnede bagsmækken og ind med kassen. Så satte hun sig ind og startede bilen. Med en vis arrigskab trådte hun lidt hårdt på gaspedalen og bakkede ud på vejen og startede i fuld fart ud til den store vej.
Hun viste, at Fodermesteren kunne slagte fjerkræ, for hun havde engang fået et par hanekyllinger hos ham. Så over stok og sten gik det. Hun bremsede hårdt op på gårdspladsen og skyndte sig ud og over til stuehuset og bankede på. Fodermesteren lukkede og velkommede hende med et smil. Men han kunne se, at hun ikke var til at kimse med – hun havde et meget stramt ansigts udtryk.
Hun forklarede at hun i bilen havde den lille hvide and, der i måneder havde terroriserede hendes have og dam og nu ville hun gerne tage hævn, hun ville forære anden til Fodermesteren til slagtning.
Uha, da – ja det kunne han da godt forstå, sagde han med slet skjult smilen. Han havde jo også set hende og fulgt den lille hvide and i måneder og med en helt anden vinkle på dens færden i området.
De fulgtes hen til bilen og kassen blev afleveret og stillet på gårdspladsen. Nu var damen fra parcelhuset faldet noget ned og Fodermesteren og hende fik en kort samtale om hvordan det eller gik. I sær var hun interesseret i om hvordan det gik med storkereden. Den var hun jo med til at istandsætte for nogle – faktisk 8 måneder siden. Der havde desværre ikke været besøg af en stork den sommer, men så må vi jo håbe det sker til næste år – sagde Fodermesteren.
Nu forlod damen stedet, denne gang uden at speede op, og forlod gården i et mere adstadigt tempo.
Herefter stor Fodermesteren så med den lille hvide an og skulle så, efter aftale, slagte den. Men hvad nu hvis han ikke slagtede den ? og bare slap den fri igen. Nå nej det gik nok ikke for så ville den jo bare vende tilbage til regnvands bassinet. Så han gik ind på værkstedet for at hente øksen …..
Hans-Kurt:
9. december
Hvor er den økse egentlig ? Fodermesteren har det med at glemme hvor han lægger sine redskaber, så han kunne ikke umiddelbart finde øksen. Var den oppe i stalden, det var jo i nærheden af huggeblokken og han havde det med at lægge ting fra sig, når en ny tanke kom til ham og han fandt på noget andet han skulle foretage sig.
Han gik op til stalden og begyndte at lede, men det gav heller ikke noget resultat. Hvad så med over ved hønsehuset ?, det gav heller ikke noget resultat.
Så kom han forbi kassen med AnneBell og hørte at hun rode rundt der inde. Det går ikke – hun skal ikke være der mere tænkte han, men hvad skulle han gøre, han havde ikke selv et hus eller for den sags skyld en andegård til hende. Hønsehuset var jo udelukket, med de regler der gælder for andefugle og hønsefugle som ikke må være i samme bur.
Hvad så ? Hvad med naboen i landsbyen ikke så langt væk, han har ænder – hvide landænder – mon ikke han kunne overtage hende ?. Han gik tilbage til gårdspladsen og tog kassen og satte den ind i bilen. Så kørte han over til naboen med ænderne. Han ankom ganske kort tid efter og steg ud og begyndte at lede efter manden på gården. Nå nej, han skulle jo finde konen for det er vist hende der står for deres fjerkræ. Han gik ud til folden med heste, for han viste, at der i forbindelse med folden var etableret en hønsegård med et fint hønsehus. Men der var ingen mennesker at se. Til gengæld var der masser af høns i alle mulige udgaver og den lille flok af hvide landænder var også ude og spise af foldens græs. I hvert fald snadrede de hele tiden ned i græsset.
Hvad nu, for der var altså ikke nogen hjemme og den lille and skulle altså ikke være i kassen ret meget længere. Han gik tilbage til bilen og tog kassen ud. Så gik han om til andegården og åbnede kassen og tog AnnaBell op i hænderne. Hun gjorde ikke så meget modstand, som han havde ventet, hun var faktisk helt
Rolig. Kunne hun mon huske ham og da for det gode, han havde jo fodret hende flere gange og altid været helt fredelig i sin fremtræden. Han havde ikke forsøgt at fange hende, tvært i mod, de havde jo stået ganske tæt uden dog at han havde rakt ud efter hende.
AnnaBell var lidt snurrens i hoved efter at have været spærret inde i den lille papkasse i over en time. Hun var glad for at se, at det var Fodermesteren der åbnede kassen, for hun ville nødigt have set damen fra parcelhuset igen, for hun var ganske klar over, at hun ikke var i sit bedste hjørne sidst hun så hende.
Men hvad nu, hun kikkede sig rundt. Hun kendt ikke det sted de var nu. Men hun blev beroliget noget af at Fodermesteren aede hende blidt over ryggen. De var nu kommet over til andegården og hun så for første gang i flere måneder nogle der lignede hende næsten helt nøjagtigt.
Nu gør Fodermesteren noget der ikke helt kommer til at gøre hans handling så god som han ellers gerne vil gøre. Han ønsker jo kun det bedste for den lille and.
Han sætter hende forsigtigt ind af døren til andehuset og slipper hende – han tager ikke højde for, at hun jo kan flyve modsat alle den andre landænder hun nu bliver sat sammen med.
Døren til andehuset bliver lukket og Fodermesteren går tilbage til sin bil og kører hjem igen.
Inde i andehuset er AnneBell alene indtil en af landænderne se hende gennem andelemmen – den nærmest flyver over mod andehuset og vubs ind af hullet…….
Hans-Kurt:
10. december 2021
AnneBell blev noget forskrækket over at der pludselig står en and lige i nærheden af hende.
Hej hvem er du spørger den hvide landand ?, mig ? øj jov jeg er AnneBell og du ? Jeg heder Gertrud.
Hvorfor er du her i vores hus ? Faktisk ved jeg det ikke svarer AnnaBell. Jeg blev smidt ned i en kasse og lå i total mørke indtil for lidt tid siden, der blev jeg atter sluppet fri og sat her ind af en mand jeg kender – ja ikke sådan rigtig, men jeg har hilst på ham nogle gange der hvor jeg bor.
Men nu er du altså her – jeg henter lige de andre, så du kan hilse på dem – sagde Gertrud – og forlod andehuset. AnneBell havde nu lejlighed til at kikke sig omkring og så et fodre stativ, som hun gik forsigtigt hen til. HURAR - mad – AnnaBell opdagede lige pludselig hvor frygteligt sulten hun var. Hun overfaldt nærmest maden og spiste med en sådan hast, at hun – flere gange – måtte stoppe op og hoste for at kunne indtage mere mad. Hun spiste med sådan en iver, at hun ikke så, at hele flokken af landænder kom ind og stillede sig i en ring omkring hende. De fulgte med megen undren hendes spisen. De havde aldrig selv spist på den måde. Men de havde heller aldrig prøvet det at sulte. De havde hele deres liv haft mad til rådighed 24/7.
Pludselig stoppede AnnaBell med at spise og kikkede sig omkring og så alle disse ænder hun er omringet af. Hun forsøgte at sluge den sidste mundfuld hun lige havde taget og kom til at hoste samtidigt, så madrester fløj omkring hende – lidt flov så hun på den landand der står nærmest hende. Så åbner den næbet og begynder at tale til hende. Hvad vil du her, hvorfor kommer du her, er du blevet vaccineret – der bare flyder en lind strøm af spørgsmål ud af næbet.
AnnaBell kan slet ikke nå at svare på det hele og bliver i stedet helt næblam. Nu kommer en af andrikkerne frem og stiller sig lige foran AnnaBell – stier hende direkte i øjnene og siger : Vi er ikke glade for at du trænger dig på hos os. Vi er blevet skilt fra hønsene for længe siden og vi må ikke gå frit, som vi ellers har gjort lige fra vi fik fjer – og nu kommer du brasende, det går ikke – vi vil ikke acceptere at du bliver en del af vores flok. Tænk hvis du er syg og smitter os. Vi har hørt, at alle de restriktioner vi lever under, er fordi der spreder sig en sygdom som kan medføre døden for os. Så du er ikke velkommen. Se at komme væk og det lige nu.
Annabell blev noget chokeret over den velkomst hun her fik. Hun så sig omkring og kunne se, at det andrikken sagde, var alle de andre enige i.
Hun luskede ud af andehuset og gik over mod hegnet – så lettede hun og fløj. Hun landede ud på marken blandt hestene. De kikkede med undren på hende, for de havde aldrig set en hvid and der kan flyve. Så nærmede de sig hende for at hilse på.
AnneBell var kommet sig lidt efter at hun havde fået udvisningsdommen – for det syntes hun det godt kunne betragtes som. Og nu kunne hun godt bruge en god tår vand over på alt den mand hun lige havde indtaget. Så hun kikkede sig omkring for at finde noget drikkeligt. Men de syntes ikke at være vand lige i nærheden, så hun spurgte hestene – hvor er det vand ?. Den største hest viste vej med hovedet – og begyndte at gå over til deres vandtrug. Annabell fulgte ham.
Så var de ved vandtruget og hun fløj op og landede på kanten og tog en stor tår vand. Lige hvad hun havde brug for.
Nu kunne hun endelig slappe lidt af og forsøge at finde ud af hvordan det nye sted ser ud. Hun ser også, at dagen er ved at gå på hel og det mørkner. Hvor skal hun dog sove i nat ?. Hun spørger hestene – hvor kan jeg sove i nat ?. Du kan gå med os hjem og sove i vores box. Der er dejligt varmt og masser af mad, som vi kan spise af hele aftenen og også få lidt natmad griner de. Annabell følger hestene over marken og ind i stalden. Men før de går ind i stalden ser hun igen noget nyt. Ved siden af folden er der en have som går op til stuehuset og der er der en flagstang midt på græsplænen og nu er der ikke længer en vimpel som pryder stangen, men et juletræ udført med julelys – nøj hvor er det flot, sjældent har dyrene på gården set noget så smukt. Der må være tusinde af små elpærer for at give det flotte mønster. AnnaBell er også meget imponeret af synet. Men lige nu, er hun ved at være træt, det har været en begivensrig dag, så da de er kommet ind i stalden, indtager hun straks et af hjørnerne i boxen, hvor der er en stor stak halm hun kan putte sig i. Hun falder hurtigt i søvn – det er måneder siden hun har sovet så dejligt som nu.
Lidt efter hun er faldet i søvn, går døren op til stalden og ind træder bondemanden som ejer gården og han skal lige kikke til sine dyr inden han selv skal i seng. Han tilser de enkelte boxe og sikre sig, at alle er kommet ind og har hø til natten. Da han kommer forbi boxen hvor AnneBell ligger stopper han op og kikker med undren over det han ser -----
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side
[*] Forrige side