Forum > Hyggesnak
Juleeventyr 2016 - alle må skrive med :)
Lone:
1.dec (som så meget i det offentlige er vi lidt forsinket ;) )
I hønsehuset sad overhanen Tinnitus og skumlede.
Der havde været noget underligt over hønsehuset længe. Den lem, der plejede at give adgang til en stor hønsegård med både grønt om sommeren, visne blade om efteråret og kryb og kravl det meste af året, forblev lukket. Tinnitus undrede sig, sådan havde det aldrig været før, i hans 1-årige haneliv. Han havde godt hørt grumme fortællinger om en ond tid for længe siden, men det var da bare eventyr?
Unghanen Stig havde ikke de bekymringer, han løb glad rundt og drillede hønsene, for det var hans ret, nu hvor han også selv havde opdaget, at han var hane.
At han var opkaldt efter en mand i Fødevarestyrelsen (Stig Mellergård, red.) viste han ikke. Konen I Termokedeldragten, der kom hver morgen med foder, vand og godter, havde givet Stig hans navn, samme dag som hønselemmen blev lukket, og Stigs brødre måtte forflyttes til den store kummefryser, af hensyn til den begrænsede plads i hønsehuset. Men Stig havde ikke været gammel nok til at vise, om han var en hane, så han havde overlevet - indtil videre.
For Konen I Termokedeldragten forudså problemer, når Stig blev mere voksen og ville udfordre Tinnitus på den begrænsede plads.
Hønsene sad og surmulede op af vandtårnet. Der var varmeplade under og dejlig lunt, men intet at sammenligne med at gå og rode biller op i hønsegården.
'Tinnitus, i dag må den lem da blive åbnet' skræppede førerhønen Hulda.
'Ja, i dag må den da blive åbnet' stemte de andre høns i.
Lige med undtagelse af Den Evige Skruk, der som altid bare lå og skelede i hjørnet. Hun tænkte kun på sine kommende kyllinger og gad alligevel ikke uden for. Men det var da irriterende, at de andre vadede rundt herinde hele dagen!
Tinnitus tænkte, så det knagede i hans hane-hjerne - og den var ikke stor.
Det mærkelige var, at siden lemmen var blevet lukket, havde godbidderne flydt i en lind strøm: Kogte kartofler, fodergulerødder - og ikke mindst grønkål ad libitum. Og så den dag, hvor Konen I Termokedeldragten smed en sæk tørre, visne blade ind i hønsehuset, med hvedekorn gemt i, som sukkerdrys på en portion havregryn. Den dag glemte både hønsene, Tinnitus og Stig alt om hønselem.
Sært.. De andre år sagde Konen I Termokedeldragten ellers, at grønkålen skulle række til foråret. Men i år var der givet los. Mon Konen I Termokedeldragten forberedte sig på ikke havde høns efter nytår?? Tinnitus gøs ved tanken, og skød den fra sig igen.
Men den hønselem.. Hvorfor blev den ikke åbnet?
Fortsættes..
Hans-Kurt:
Lille Gerda, som var kommet til flokken da sommeren lige var begyndt, sad oppe på lysarmaturet, det var det eneste sted hun kunne finde fred, efter at lemmen ikke blev lukket op mere. Når hun fløj der op fik amaturet en vældig svingtur og gamle Oda - som for længst var holdt op med at lægge æg og ruge - blev helt svimmel, når hun fulgte den unge tøs og hendes luftakrobatik på lysarmaturet. Ungdommen nu om stunder, de var ikke som da hun var ung og blev præsenteret for den flotte unge hane Tinnitus, den sommer hvor hun var fyldt 1 år og dermed voksen og klar til at starte sit liv som den gode æglægger og moder, hun var bestemt til at blive, for det blev man nemlig "dengang".
Lille Gerda tænkte ikke over, at hun blev iagttaget, når hun søgte tilflugt helt oppe under loftet, hun var mere optaget af at tænke over livets fortrædeligheder. Hun var faktisk meget ked af, at lemmen ikke blev åbnet, for hun havde tillagt sig den vane at gå en tur hver dag langs hæggen ind mod den går der lå ved siden af deres hønsehus. Hun kunne nemlig - når hun stod på det øverste af kløerne - se gennem hæggen og ind i nabohønsegården hvor Hubert spankulerede rund og gjorde haneben til alle de hunkønsvæsner han mødte på sin vej. Han var umådelig smuk, syntes lille Gerda, det gibbede i hendes lille hønebryst, bare ved at kikke på ham.
Han var noget helt andet end Unghanen Stig, som hun syntes bare fjottede rundt og var et barn, set i forhold til Hubert.
At hun viste, at han heder Hubert, skyldes, at hun havde brugt rigtig meget tid med at stå og kikke efter ham og derved hørte hans navn blive sagt.
Nå men nu sad hun altså atter oppe under loftet og kikkede ned på alle de andre. Det var lidt svært at få tiden til at gå der oppe, så hun måtte prøve at finde på noget der kunne få tankerne til at flyve ud i rummet og dermed ville tiden gå.
Men hvad skal man finde på, når man har al den tid man har som indespærret unghøne, med mod på livet ....og måske lidt forelsket i naboens søn. ??
Fortsættelse følger
Mette Nygaard:
3. december
"Nuuuuu er det NOK!!!"
Førerhønen Huldas myndige røst gjaldede uden varsel ud over den søvnige hønseflok, netop som solens første stråler sneg sig op over horisonten og ind ad vinduet til hønsehuset og afslørede, at endnu en smuk og frostklar dag med solforgyldt rimfrost på græsset var ved at oprinde... ude på den anden anden side af hønselemmen.
"Jeg finder mig ikke i det mere - vi må gøre noget!", fortsatte Hulda i sit mest bestemte tonefald, "hør her allesammen - jeg har en plan".
Tinnitus var med det samme lysvågen. Han vidste om nogen, at Hulda ikke var førerhøne for ingenting, så han begyndte straks at løbe rundt og puffe blidt til de stadig let sovende høns rundt om på pindene, for at de ikke skulle blive alt for forskrækkede, da han til sidst strakte sig på tå og galede det højeste og længste han havde gjort, siden den fordømte hønselem blev lukket.
"Tiiiiiiiiilllll samling!"
Straks blev der et værre spetakkel, og rundt om ørene på Tinnitus begyndte der at dumpe høns ned fra siddepinde i alle højder. Kun Den Evige Skruk bliv liggende i sin redekasse og stirrede stift frem for sig.
"Hvad er det? Hvad er det?", kaglede hønsene i kor, mens de stimlede sammen om Hulda og Tinnitus.
"JEG - VIL - UD!", brølede Hulda, "og I skal med mig, og nu skal jeg fortælle jer hvordan".
En time senere kom Konen i Termokedeldragten gående ned ad stien til hønsehuset med en topbelæsset spand i hver hånd - en med dagens foderration af korn og en med det hun kaldte 'beskæftigelsesfoder', idag æbler. Da hun nåede hen til døren ind til hønsehuset, satte hun spanden med æbler fra sig, velvidende at hun blev nødt til at have én hånd fri, når hun gik ind i hønsehuset. For hønsene stod hver dag på spring for at spurte ud i det fri, så det var om hurtigt at kunne lukke døren bag sig. Konen i Termokedeldragten løftede slåen, skubbede døren forsigtigt op, og kun på klem, så hun lige kunne kante sig selv og foderspanden ind. Og stivnede.
For rundt langs væggene stod alle hønsene med lukkede øjne, oppustet fjerdragt og halerne slæbende langs gulvet. Fra hjørnet længst væk lød et "HOOOST", og konen så til sin rædsel, at den pågældende høne var helt blå i hovedet. Hun slap foderspanden og var ovre ved hønen i ét langt spring.
"NUUUUUUUUUU!", råbte Hulda. Og alle høns og haner (pånær Den Evige Skruk) fór kaglende og flaksende op fra alle sider og spurtede hen mod solstrålen, der blev kastet ind ad døren på klem.
Men.
Netop som Lille Gerda, der som den mindste og dermed hurtigste nåede frem, smak døren i.
Uden for hørte de hr og fru Gak, det gamle gåsepar, skræppe op om love og regler og at høns skulle holdes inde til det onde var drevet over, og i øvrigt var græsset alt for sparsomt på denne årstid, så hønsene kunne roligt blive inde og nyde deres grønkål.
Det næste hønsene hørte var lyden af næb mod metalspand og æbler der blev gnasket meget hurtigt. Og et langt 'giiiiiisp' fra hønen med det blå hoved, der efter lang tids holden-på-vejret nu gav op og hev en stor portion luft ned i det tomme lunger.
Fortsættelse følger...
Lene Lestat:
4. december
Og det var ikke uden grund at Lille Gerda syntes at Hubert på den anden side af hækken var umådelig smuk, for Hubert var nemlig sammen med nogle andre haner og høner blevet udvalgt af sin ejer, den unge mand i de stramme jeans og hvide t-shirt til at være både kommende avlshane og ikke mindst til at blive udstillet på den kommende landsudstilling, hvor den unge mand havde store forventninger om at blive Danmarks mester med sine dejlige, flotte og nøje udvalgte høns, som lige siden de var kommet ud af rugemaskinen var blevet passet og plejet til UG.
Men ak, lige så vel, som den store og bestemmende styrelse havde påbudt at alle høns uanset herkomst, farver, aldre, antal og størrelser skulle være spærret inde på ubestemt tid. Lige så vel havde selv samme styrelse også meldt ud at alle udstillinger ikke måtte afholdes, for det kunne være enormt farligt og ødelægge hele det, som kaldtes for eksporten, men som alligevel ikke rigtigt havde noget at gøre med private høns i haverne. Så nu gik den meget smukke Hubert i stedet for lukket inde, meeeen intet var nu så galt, så det ikke var godt for noget andet, for Hubert var nu kommet sammen med alle sine kommende koner før tid. Og det var Hubert selv egentligt faktisk ganske godt tilfreds med.
Men Lille Gerda var trist og ked, for hun kunne, selvom hun fløj helt op på lysarmaturet ikke se Hubert mere.
Og hønsenes flugt forsøg var desværre også blevet forpurret, da Konen i Termokedeldragten, som trods sin lidt lille og korpulente skikkelse havde været helt utrolig hurtig til at smakke døren i…
Tinnitus syntes nu at det var meget godt at de unge tøsebørn i flokken ikke længere kunne se Hubert og de andre flotte unge fyrer, som var bag hækken hos naboen. Men HOV var hønen, som konen med kedeldragten nu kaldte for Stig mon ved at blive en mulig konkurrent?
Den evige skruk, som konen i kedeldragten havde døbt Maude havde også på en af sine meget hurtige ture udenfor også set Hubert og havde derefter drømt om at ruge hans kyllinger ud, for sikke nogle smukke børn det ville blive.
Og hov døren nu gik døren til hønsehuset op og konen med kedeldragten kom ind med en bakke æg med mærker på…… og æggene blev til Maudes store overraskelse lagt under hende, åh kunne det mon bare være æg fra Huberts unge og smukke koner? tænkte Maude alt imens hun fik puttet dem godt tilrette under sig.
Fortsættes….
Lone:
5. december
Sneen var faldet i et smukt, let lag over skoven, hvor hanen Tinnitus og hans hønseflok boede i deres hønsehus - med lukket hønselem. Alle lyde gik klart i gennem i den frostklare morgen, og de vilde svaners stemmer nåede ned til overhanen Tinnitus, unghanen Stig, førerhønen Hulda, Den evige Skruk Maude og lille Gerda - samt de andre høns, der stadig sad på pinden og prøvede at vågne.
Svanerne plejede at sige noget, der lød som 'Ih Ih Ih'. Men i år lød det mere som 'Æv Æv Æv'.
Tinnitus syntes, svanerne lød mere hæse, end de plejede.. Eller var det indbildning? Og det kunne da heller ikke have noget at gøre med den lukkede hønselem.. Eller måske alligevel?
Tinnitus grublede..
Førerhønen Hulda rev ham ud af hans tanker:
'Tusse, hvad har du egentlig tænkt dig at gøre ved den lem??'
'Øh, hvad mener du?'
'Ja, få den op da, hvad ellers?'
'Vi kan da ikke blive ved med at sidde her og kukkelure!'
Af bare frustration smed Hulda et vindæg midt på gulvet - splat!
'Se, bare, det er hvad der sker, når vi ikke får motion og frisk luft! Jeg har sandelig aldrig lagt æg uden skal før, i mit 2-årige hønseliv. Det bliver min død, det her!'
De andre høns gav stiltiende Hulda ret: At lægge vindæg kunne blive begyndelsen til enden.
Unghanen Stig fattede intet, udover at vindægget smagte glimrende, og med rumpen i vejret så han ikke de andres forargede blik, mens han slubrede det nøgne æg i sig.
'Psst.. Stig.. det der må du altså ikke' hviskede Gerda forsigtigt og puffede Stig på skulderen.
De andre kiggede væk og tav. Det var nemlig dødssynd nummer 2, at spise æg, vidste de alle.
'Ja, der kan I bare se, vores flok er ved at gå i opløsning!' skræppede Hulda.
'Og jeg vil også gerne vide, hvem der plukker fjer på min ryg om natten, se her til morgen lå der igen 5 fjer under pinden! Jeg er snart helt bar!'
Nu gik der en gysen gennem flokken. Dødssynd nummer 3, at pille fjer af de andre.
Hvad skulle det ikke ende med for flokken i huset med den lukkede hønselem?
Gerda gemte sig over i hjørnet, bagved Maude, Den Evige Skruk, der nu ikke kun skelede, men så hvast på Stig: 'Du holder dig fra MINE æg - lømmel!'
Men Gerda kunne også høre noget uden for hønsehuset: Var det ikke Konen i Termokedeldragten? Men hun var vist ikke alene, måske var det Manden i Træsko, hun snakkede med? De sagde mange ord, som Gerda ikke forstod: Fødevarestyrelse, Fugleinfluenza og nogen ord, som Gerda også havde hørt, Konen i Termokedeldragten sige, når Stig væltede kornspanden.
Men der var også et andet ord, som Gerda ikke havde hørt før: Presenning.
Mon det var noget frygteligt? Gerda syntes ellers, der var noget ved ordet, der lød godt, uden at kunne sige hvad.
Efter nogen tid kom Konen i Termokedeldragten ind i hønsehuset på sin sædvanlige runde.
Gerda skyndte sig at sprede lidt strøelse over Huldas halvt spiste vindæg. Ganske vist var Stig ikke som smukke Hubert i nabohønsegården, men han og Gerda var dog de eneste ungdyr fra sommeren, efter alle brødrene var forsvundet, da hønselemmen blev lukket. Og så måtte de da holde sammen!
Konen i Termokedeldragten hældte foder op og fjernede møg, mens hun småsnakkede lidt med fjerkræet som sædvanligt. Så fik hun øje på fjerene under pinden og stoppede op.
'Pokkers også da, det er da også kun, hvad man kan forvente' mumlede hun indædt.
Mørket sænkede sig over skoven og dyrene gik til ro på pinden. Endnu en dag uden adgang til det fri. Og med både vindæg, ægspiseri og fjerpilleri lovede det ikke godt for Tinnitus og hans flok..
Fortsættes...
Navigering
[0] Emneindeks
[#] Næste side