23. december 2020
Det Brunhilde så er en mindre fugl, som lander på en gren der rager ud over åen og nu kan hun se det er en usædvanlig smuk fugl, den glinser i grønt, blå og guld – virkelig smuk.
Hun har aldrig set noget så farverigt – på en fjeret ven. Det er Isfuglen der er kommet på besøg for at spise. Brunhilde sidder helt stille og bevæger kun øjnene og følger den lille smukke fugl. Pludselig springer den på hovedet i vandet – hvad er dog det for noget ?? Begår den selvmord tænker Brunhilde, for hun ved, at en høne skal i hvert fald ikke gå ud i vand, da den ikke kan holde vandet ude fra sine fjer og slet ikke svømme, men det her er jo godt nok ikke en hønsefugl, men alligevel.
Hov der kom den op igen, med en lille fisk i munden – nu har man set det med – det var pokkers, hvordan finder den dog en fisk der nede, ja se det forbliver et mysterium for Brunhilde, for hun var så optaget af at følge Isfuglens vandgang, at hun kom til at flytte sig på grene, hvor hun sidder, det gjorde at den knækkede, så da Isfuglen ser det, flygter den straks og er væk på få sekunder.
Nu har Brunhilde hvilet sig nok, syntes hun, så hun fortsætter sin tur ud af åen. Efter at have passeret et stort sving på åen, kommer hun til landevejen, som åen flyder under via et rør. Da hun når røret, stopper hun, for hun kan ikke komme vider. Hvis hun skal fortsætte turen, så skal hun krydse vejen.
Hun er kommet til landevejen lige i mørkningstimen og det betyder myldretid – og myldretid på denne strækning af vejen er det samme som biler i en lind strøm.
Det våger hun altså ikke – at krydse vejen, så hun krydser i stedet åen og kommer over på den nordlige side af åen, og nu tager hun en beslutning, som skal komme til at betyde forskellen mellem liv og dø for hende.
Hun går nu langs åen i retning af Møllegården – det ved hun bare ikke. På turen hjem, ser hun en mægtig sten ligge lidt neden for skrænten. Umiddelbart virker det underligt, at en så stor sten ligger hvor den nu ligger, men der er en god forklaring – stenen er en ”Flodmålesten” og det betyder, at i forrige, forrige århundrede hvor vandmøllen var aktiv, da havde den en helt bestemt formål. At placere sådanne sten, i ådale. Idet, hvis Brunhilde havde set godt efter, så havde hun set et lille hul, på størrelse med en pegefinger, være placeret – på denne flodmålesten - ca midt på stenen.
Dette hul var målepunktet, forstået således, at når vandet i åen nåede hullet, dvs at vandstanden i åen nåede hullet, så skulle Mølleren åbne sluserne, han havde ved mølledammen, så vandet igen kunne flyde frit og markerne opstrøms, ikke skulle komme til at stå under vand.
Men nu – over 150 år senere og hvor markerne i mellemtiden er blevet drænet, ligger stenen uden kun til erindring om sit engang så vigtige formål. I dag benytter køerne den som kløpind :O).
Da Brunhilde er ca halvvejs fra gården, ser hun em vandslange hvor vandet løber hele tiden, stikke direkte id af skrænten, hun stopper op og kikker med undren på dette fænomen – så vidt hun ved, så må en vandslange ikke løbe hele tiden, det har hun da hørt fodermesteren sige der hjemme, når han vander haven eller vasker bilen, så har hun både set og hørt, at der skal lukkes straks man er færdig.
Denne vandslange er dog ikke helt som den hun kender – den – slangen – kommer direkte ud af skræntens side og der er ikke en vandhane bag. Slangen er også anderledes på en anden måde, den er ikke glat, men som om den er lavet af ringe og i mellemrummet mellem ringene er der små huller. Underligt.
Hvis Brunhilde havde haft fodermesteren hos sig, så ville han kunne give hende en naturlig forklaring på denne slanges udseende, for der er tale om en drænslange, som afvander nabomarkerne til Møllegaardens enge.
Nu fortsætter Brunhilde og endelig er hun på kendt område, hun er tilbage ved mølledammen og kan nu igen komme tilbage til kostalden og måske få sig et måltid af korn.
Desværre går hun ikke til venstre – hvilket ville have ført hende til kostalden, nej hun gik modsat og endte derfor ude i urtehaven. Her ligger sneen ikke højt, den ligger MEGET højt, for der er stadig urter tilbage fra sommerens dyrkning af grøntsager.
Hun bliver så forblændet af trangen til at komme ind i stalden, at hun kæmper sig længer og længer ud i urtehaven og ender til sidst i rækken med grønkål. Nu er hun så udaset, at hun ikke har flere kræfter til at fortsætte. Ugers underernæring og mangel på hvile kommer nu op til overfladen. Med de sidste kræfter får hun sig klemt ind under en grønkål, den danner ligesom en parasol og giver lidt læ, for den bidende kolde blæst der nu bløser med nattens komme.
Natten bliver usædvanlig kold og kommer til at koste mange småfugles liv, da de – som Brunhilde – ikke får føde nokm til at kunne gennemleve de mange mørke timer der er til det bliver lyst igen. Brunhilde falder i en bevidstløs søvn, uden at få hovedet ind under vingen. Denne nat kommer hun måske ikke igennem, da kulden kan komme til hende uden hun kan gøre noget for at få det varmere – hun ……..