Araucana! Efter et par år med lyse sussex, blandede dværghøns, welsumere og barnevelder fik jeg min første araucanahane. Han var gratis, men jeg var solgt! Ad flere omveje og med et par tacklinger undervejs har jeg nu haft araucanaer i 6-7 år.
Det helt særlige ved araucana er de blågrønskalllede æg, oven i købet af pæn størrelse, i betragtning af, at hønsene egentlig ikke er ret store. Og der kommer pænt med æg, lige bortset fra november-januar.
Det gav lidt tiltrængt respekt i familien, at mine dumme høns ikke bare lagde æg, men æg med farve. Og når jeg fortæller om mine høns til andre, spidser de lige ørene en ekstra gang, når jeg henkastet fortæller, at jeg har påskeæg - året rundt!
Et andet særpræg ved racen som gumphøns er den manglende hale. Når man slagter, er der ingen gump at fjerne. Nogen mener, det får dyrene til at se amputerede ud, jeg synes mere, at hanerne får en særlig stolt, oprejst holdning. Og så bør dyrene have som minimum kraftige dun på siden af hovedet, helst rigtige fjer, der stritter vandret ud fra området omkring ørene og gerne bøjer smukt op over issen.
Racens væsen er sit eget, man fornemmer stadig urhønens instinkter, og de ruger først, når temperaturen er til det, men gør det så også gerne og er gode til at passe kyllinger. De er gode flyvere og skal holdes i en gård med net over, hvis man ikke vil have dem i hele haven - og naboens! Tamme bliver de nemt, så man må skubbe dem ind af døren for at komme til at fodre. Men dumme er de bestemt ikke, sammen med kyllinger af andre racer, er det hurtigt araucanerne, der tager føringen.