Det er faktisk svært at sige, hvordan de er
opstået, oprindeligt. Der er flere teorier:
- Der findes - eller fandtes - en vild dværghøne, som man har krydset ind
- Tilstrækkelig stærk degeneration vil automatisk føre til små dyr (og den lille størrelse kan fastholdes uden at fastholde den dårlige livskraft).
- Dværghøns har et gen for dværgvækst (sådanne gener findes helt klart).
- De er fremavlet ved hele tiden at udvælge de mindste
Det kan godt tænkes, at der engang er nogen der har skabt en dværghøne, simpelthen ved at udvælge de mindste hele tiden; det kan også tænkes, at man pludselig har fået et par enkelte kyllinger, som aldrig blev særligt store og tænkt: "Kan de mon blive
endnu mindre?"
Fordværgninger, derimod, er allesammen fremavlet ved nedkryds fra den store race. Man krydser sin store Sussex, eller hvad det er, med en dværghane, tager de mindste dyr, krydser måske frem og tilbage mellem en dværgrace og den race, man vil fordværge, udvælger de mindste og fineste hvert år, og så får man en fordværgning.
Ifølge visse kilder er en "direkte fordværgning" uden krydsning med andre også mulig, men i så fald afsindigt besværlig.