Med tak for jeres gode råd og til andre med lignende problemer vil jeg lige komme med en opdatering om, hvordan det går med vores kyller nu godt 3 uger senere.
Det er heldigvis lykkedes at få dem til at trives rigtig godt, så vi kun mistede den ene i starten. Efter lidt overvejelser holdt vi fast i planen om at sætte et par isa-kyllinger ned til dem. Meningen er jo, at racekyllingerne med tiden skal ud i hønsegården til vores to store isa'er, så derfor måtte det før eller siden afprøves alligevel. Og heldigvis har det ikke givet problemer. Jeg tænker, det ville have vist sig nu, hvis racekyllingerne var blevet smittet af noget.
Da vi satte kyllingerne sammen, var racekyllingerne næsten 4 uger gamle og isa'erne 5-6 dage. Og det gik fint - de accepterede hinanden med det samme og der var slet ingen konflikter. Faktisk blev flokken kun mere harmonisk af det, for den lille plymouth rock, som var noget bag efter wyandotterne, lagde sig mellem isa'erne og sov og så meget tilfreds ud, som om den endelig havde fundet nogen på sin egen størrelse.
Men de små isa-kyllinger tydeliggjorde også, hvor galt det stod til med racekyllingerne. For wyandotterne var kun lidt større, selv om de var 3 uger ældre, og den lille plymourh rock var faktisk lidt mindre! Vi var forinden begyndt at blende deres startfoder og give tilskud af kanarieblanding. Men samtidigt med isaernes ankomst skiftede vi over til en helt anden type startfoder, noget grovere grit, og så gav vi tilskud af melorm og kanarieblanding. Da vi en aften fik sild til middag, forsøgte jeg mig med en ny ret: stegt sild moset med lidt rasp og en lille smule olivenolie. Og jeg skal da lige love for, at det var noget, de kunne lide. Så det er jeg fortsat med at lave til dem en gang imellem. Vi vejer dem dagligt for at følge deres udvikling, og alle 5 tager på dagligt svarende til ca. 10 % af deres vægt. Hvis jeg springer silde-retten over, er det dog tydeligt, at de ikke vokser helt så meget, så de har haft brug for noget ekstra.
Her i weekenden har vi endelig fået dem ud i haven - nu kunne de simpelt hen ikke være i kassen i køkkenet længere. Vi har trukket det så længe som muligt, fordi særligt den lille plymouth rock er meget bagefter med fjerudvikling. Derfor tager vi dem nok ind om natten de første dage. Men de er tydeligvis glade for at komme ud.
Mht. sygdom er deres klatter nu endeligt blevet normale - men det er faktisk først i de seneste dage at det er blevet sådan. Da vi havde haft isa'erne 3-4 dage begyndte den ene wyandot pludselig at blive lammet. Tæerne på det ene ben virkede krogede og til sidst kunne den kun komme rundt i kassen ved at støtte på vingerne. Det så virkelig skidt ud. Jeg læste om hønselammelse, og det passede perfekt med symptomerne. Efter to dage, hvor det kun blev værre, havde vi aftalt at ty til "økse-kuren" dagen efter, men da vi kom ned næste morgen, stod der en frisk og rask kylling i kassen!. Siden har der ikke været noget. Gad vide hvad det var? - en snert af hønselammelse fra isaernes vaccine? - eller noget helt andet? Nå - men nu er de da i hvert fald raske. Godt vi ikke nåede at hente øksen frem.
Det har virkelig ikke været nemt med de kyller. Men man får jo et særligt forhold til dem, når man sådan har måttet tage sig ekstra meget af dem. Og jeg må indrømme, at den lille plymouth rock, som har været den mest skrøbelige, er kommet til at stå mig ekstra nær. Derfor er det bare så dejligt at se, hvordan den spæner rundt og næsten slår koldbøtter over at være kommet udenfor. Nu håber jeg bare, at de ikke har taget skade af al den mistrivsel i starten, for meningen var jo, at de skal levere os nogle gode æg.....
Mange hilsner Lene