Roskilde Byråd skal på sit kommende byrådsmøde den 25/2 have haner til debat.
Som det fremgår af af det følgende, har jeg forsøgt at blande mig i debatten.
Jeg vil her opfordre til, at andre bosiddende i Roskilde kommune også blander sig, og skriver omkring deres gode naboskab på trods af hanehold, for ellers er det slut med haner i Roskilde kommune.
Mødet afholdes kl. 17 i byrådssalen, køgevej 80, Roskilde
Åbent brev til:
Roskilde Kommune
Byrådet og
Teknik og Miljøudvalget
Postboks 100
4000 Roskilde
12. februar 2009
Min høne galer, åh gud, må den det?
Vores bedste æglægningshøne har siden rævens besøg overtaget hvervet som morgenbudbringer med et ægte kykeliky. Hvordan står den så retsmæssigt, med de nye regler der lægges op til fra Teknik og Miljøudvalgets side? Vil udvalgets medlemmer lægge vejen forbi min høne og forsøge at tage den på fast gerning, for så sætter jeg gladeligt kaffe over til de ubudne gæster.
Hvad bliver det næste, at man strammer op på reglerne for støjende børns baden i badebassin eller hoppen i trampoliner, og hvorfor skal fuglene i min have jages af naboernes katte og mine bede bruges som kattetoilet, når jeg nu aldrig kunne finde på at anskaffe mig sådan et kræ?
Hvad med landmandens hyggelige dyrehold, som man i vores byzoneområde til tider både kan lugte og høre. I Ny Roskilde Kommune repræsenterer man ikke kun det indre af Roskilde, men også de mere landlige byzoner.
Selvfølgelig skal enhver god dyreejer sørge for, at haner, galende høner eller gøende hunde ikke står op med solen i et bebygget område, og til dette er en automatisk lågeåbner, sammen med et isoleret hønsehus, en fantastisk investering. Så kan hønsene trisse ud efter, at folk er taget på arbejde. Vi havde sidste år investeret i en hane, og efter 3 måneder spurgte vi naboen, om den havde været til gene. Pudsigt nok havde de slet ikke opdaget, at der var kommet en hane i hønseflokken, så det må antages, at den ikke har generet.
Hvis man er så uheldig at have fået anskaffet sig en hane, der galer hele dagen, er det mest hensynsfulde man kan gøre, selvfølgelig at befri naboerne for støjgenen. Men et enkelt gal i ny og næ syntes de fleste naboer faktisk er hyggeligt nok, og solsorten larmer jo også.
Der vil selvfølgelig altid være enkelte sorte får i flokken, og for hønseejernes vedkommende blev der i oktober 2008 vedtaget nogle meget stramme retningslinier for hønsehold af Teknik og Miljøudvalget.
Disse regler burde have tid til at vise deres værd, inden man lader sig piske op af en lynchstemning.
Efter min mening er der lige lovligt meget rød stue over det, når en enkelt nabostrid skal danne præcedens for hele Roskilde Kommunes hønseejere.
Venlig hilsen
en venlig nabo med et lille hønsehold