Svaret bliver nok et 'måske' til begge dine spørgsmål.
Nogle skrukker bliver glade for at få kyllinger allerede efter meget kort rugetid - andre gør ikke.
Du kan eventuelt nøjes med at give din skruk nogle få æg fra rugemaskinen og se, hvordan hun reagerer, når klækningen går i gang. Hvis hun accepterer kyllingerne, kan hun få resten fra rugemaskinen ind under sig, når kyllingerne er tørre.
Om skruk og kyllinger skal isoleres fra resten af flokken, er også et 'måske'. Det afhænger meget af om hvor meget plads flokken bor på og flokkens indbyrdes adfærd over for hinanden. Hvis du vælger at lade skruk og kyllinger gå sammen med flokken, er det en god ide at lave et lille fristed for kyllingerne, hvor de kan smutte ind uden at de voksne høns kan komme ind - her kan du også stille kyllingemad og vand. Det lille helle kan laves af hønsetråd med masker så store/små at de voksne høns ikke kan komme igennem.