Clemens det er superflot!
og sikken en debat du fik sat igang, den kan du også få point for
I min første ungdom fik jeg en kæreste, der var jæger, og hvis far og bror var jægere og hvor alting handlede om jagt. Jeg var københavner, fattede ikke en meter, og forstod ikke hvorfor alle de der tyske fremmedord m.m. skulle være en del af det almindelige aftensmads small-talk (pürsch, såter og hvad ved jeg). De talte også tysk til hunden, selvom den var pæredansk!
Og hvis jeg blandede mig, blev der kigget på mig med "blondie... det forstår du ikke"-blikket, og det gad jeg ikke, så tadaaa... jeg tog jagttegn. Jeg HADEDE virkelig, at kunne blive argumenteret imod, bare fordi jeg ikke vidste hvad jeg talte om, så på med vanten.
Jeg travede lange ture rundt om damhussøen og øvede mig i anderacer, terpede rovfugle, jagttider m.m. og endte faktisk med at bestå HELT fejlfrit!! Det var så før man behøvede at ramme lerduerne for at bestå
Fakta er nemlig, at jeg kan ikke ramme en hujende fis. Men jeg fik et godt kendskab, og som med alt andet er der gode og dårlige, hvad end det er jægere, revisorer eller hanekyllinger. Du vil aldrig mangle eksempler på yderpunkterne. Stor respekt for de gode af enhver slags, må I (og de andre) få det bedste ud af det og vise vejen for alle andre.
PS: lige inden I bliver bange, jeg har aldrig skudt efter noget levende. Kun lerduer - og en enkelt dunhammer (som jeg heller ikke ramte).