På den igen!
Det går godt i drivhuset, Ariel og Bob har bygget en ny rede et nyt sted i drivhuset, og der er nu 7 æg i reden. De virker utrolig glade for hinanden og bruger lang tid hver dag på at sidde og nusse hinanden i fjerene.
De er meget glade for mine besøg og hopper gerne højt for en godbid, det skulle ikke undre mig, om jeg snart sidder med dem på skødet
Jeg er også glad for dem, bevis: jeg fanger klamme, ulækre, sorte biller og bænkebiddere med de bare hænder, for at de kan få noget godt!
Jeg kan sågar holde melormene i fingrene, men jeg er nødt til at bruge en foderpincet for at fiske dem op, for den mængde melorm, der kribler og ormer sig rundt mellem hinanden, kan jeg altså ikke klare at stikke fingrene ned i (endnu).
Så vi opdrager gensidigt hinanden, de har lært at spise af hånd, og jeg har lært at røre ved klamt kryb
Det er tydeligt, at de holder øje med mig, når jeg færdes i nærheden af drivhuset, og gerne ser mine besøg i drivhuset (hun har jo nok noget lækkert med, når hun kommer
), det er helt sikkert ikke kærlighed, men madglæde!
Jeg er spændt på, hvornår Ariel beslutter, at der er nok æg; jeg har læst mig til, at vagtler, der mister en rede, vil gå igang med et nyt kuld, men med færre æg. Sidste gang var der 11 æg, men nu får vi se.
Jeg har ændret forskellige ting i drivhuset, for at forsøge at mindske fugt nede fra, men jeg er lidt bekymret for, om det er godt nok i år, næste år bliver sikkert bedre, for der er huset vel blevet mere udtørret.