Her er der 1.1 tilbage. Egentligt var det lykkedes mig at komme ned på 0.1 i stor (datterens høne), efter at ræven var forbi og tage de 3 hvid gråstribet columbia kyllinger jeg havde fået lavet. Og da hanen jo var taget til Lolland havde jeg egentligt skudt en hvid pil efter mit lille projekt, og var ved at finde en stamme dværge i stedet for.
Imidlertid ringer manden, som fik nogle af de "fejlfarvede" kyllinger i foråret, for et par uger siden og spørger, om jeg fortsat søger en stribet hane. Tidligere på året havde jeg nemlig spurgt, om der tilfældigvis skulle være en stribet hane imellem, så jeg havde mulighed for at give mit projekt et forsøg mere. På det tidspunkt mente han dog ikke, at det var tilfældet. Imidlertid viste det sig, da kyllingerne blev lidt større, at der faktisk var ikke mindre end 2 haner med "stribe-gen", hvoraf jeg så fik den ene. Han er dog ikke stribet som faderen og den anden hane-"kylling", da han er mere lys i grundfarven. Jeg har derfor en formodning om, at han faktisk bærer columbia-genet i dobbeltdosis, hvilket bestemt ikke er nogen ulempe til mit projekt. Han er dog fortsat bærer af sort grundfarve, og det bliver altså nok kun 1/4 af kyllingerne, der får den "rigtige" farve. Men nu får det et forsøg mere, og så må jeg lige tænke lidt nærmere over, om der fortsat kan presses en lille stamme dværge ind