Første halvdel af 80erne mens jeg var aktiv hundetræner og selv trænede og avlede doberman, havde jeg en stor hanhund, der var supernem at træne med, men da han rundede 2 år blev han sløv og fed, og som beskrevet blev pelsen tør og kedelig.
Hunden blev undersøgt på alverdens problemer uden at finde noget der kunne hjælpe, han gad ikke lege mere med min hunhund, der hver dag forsøgte sig med alverdens krumspring for at lokke ham, det var bare trist.
Jeg måtte tage ham ud af brugshundetræningen for det hårde arbejde magtede han ikke, og i stedet gik vi i gang med DKK's lydighedsprøver, det gik nu udmærket, men han lignede altid en der var blevet skældt ud, og det var jo ikke til at holde ud.
En dag da vi igen var hos dyrlægen, sagde jeg henkastet, at hunden lignede de gamle koner på mit plejehjem der havde for lavt stofskifte,,,," lige et øjeblik sagde dyrlægen, gentag lige det"
Derefter gik det hurtigt som Kicki beskriver, og hunden vendte i løbet af få dage tilbage til sit gamle superjeg.
Desværre døde min hunhund samme dag af en mavedrejning, så de kom aldrig til at lege mere, til gengæld fik jeg en meget velfungerende toptunet brugshund som jeg kunne konkurere med på højt plan i mange år.
Han blev aflivet pga. dårligt hjerte da han var næsten 10 år.