Det har da altid været sådan med dyrlægernes klagenævn.
En gang først i firserne, var jeg utilfreds med en dyrlæges ydelser, og meddelte ham da jeg ikke gad klage til klagenævnet, at jeg under ingen omstændigheder ville betale hans regning, men tage den direkte i retten, hvis han fremsendte den igen, og forøvrigt skrive et læserbrev i de to lokalaviser, og holde tale i den bedste sendetid i hans klinik for hans ventende kunder. (jeg var meget sur, hans behandling kostede mig et kuld hvalpe på 4 stk. a 5000 kr stykket)
Han må have tænkt, skøre kælling, men han sendte aldrig regningen igen.
En gang i mellem må man altså op af stolen, der er altid nogle anløbne hellige der tror man ikke tør, og benytter sig af det, og dyrlægen er jo altid den der kan argumenterer for sine handlinger ligesom læger og andre højlærte som vi ikke almindeligvis har grund til at sige imod.