Dansk Fjerkræ Forum

Hønsegården => Andre dyr => Emne startet af: Raziel efter 06 November , 2014, 14:30

Titel: Opdræt af fodermus
Indlæg af: Raziel efter 06 November , 2014, 14:30
Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om opdræt at fodermus. Altså mus, som vi bruger til at fodre vores andre dyr med. Jeg bruger dem mest til mine slanger, men jeg har bl.a. også gekkoer, som gerne vil ha en museunge i ny og næ. Derudover er der jo masser af andre dyr, som enten lever af mus (eller andre små gnavere) eller som gerne vil ha lidt ekstra animalsk protein en gang imellem.

Mus er noget af det nemmeste at holde og opdrætte. Det eneste problem er lugten... de er ikke rare at ha indenfor i huset, så man skal næsten ha et udehus/staldbygning til dem. De kan sagtens gå ude hele året, men hvis man ikke har et opvarmet rum til dem, så får de ingen unger om vinteren.

Det smarteste setup til mus er de såkaldte laboratoriekasser, som bruges fx i forsøgsindustrien.

(http://www.hobbydyrene.dk/Stald34.jpg)

(http://www.hobbydyrene.dk/Stald33.jpg)

Og ja... der er mange der synes det er synd at holde mus i den type bure, men de kan jo sagtens indrettes spændende med løbehjul og huler, og hvis de ikke bliver overfyldt med mus, så kan de efter min mening sagtens leve fint i sådan et bur. Og det er en stor fordel, at man kan lægge foderet i fordybningen, så det ikke ligger i bunden og bliver overtisset. Hvis man bruger foderskåle, så bliver foderet alligevel spredt ud over bunden, så det kan slet ikke betale sig.

En anden mulighed er at bruge plastikkasser eller akvarier med et låg af trådnet, som denne:
(http://hobbydyrene.dk/Musebur.jpg)

De fleste bure som er beregnet til hamstere mm dur ikke til mus, da de enten har for stor tremmeafstand eller har steder med plastik, som mus vil gnave sig igennem (mange hamsterbure egner sig heller ikke til hamstere, men det er en anden historie ;) )

Mine laboratoriekasser måler 60x40x30 cm, og der holder jeg typisk mellem 1,3 og 2,5 mus. Grunden til at ret ofte har to avlshanner er, at man godt kan opleve at en han er steril, og så kommer der jo sjovt nok ingen unger ;) For det meste enes to hanner fint, hvis de er vokset op sammen, men man skal ikke sætte fremmede voksne hanner sammen, hvis der er hunner i samme bur.

I et større akvarie kan man sagtens ha flere mus. Man skal bare huske at tænke på, at mus kan få ret store kuld (jeg har oplevet op til 18 unger pr kuld), og så kan der hurtigt blive fyldt op i et lille bur, når de skal gå der til de er min 4 uger gamle.

Mus vil rigtig gerne ha løbehjul og de vil også gerne bruge huler. Jeg har dog ikke huler til mine avlsdyr, da det er nemmere at følge med i kuldenes opvækst uden, og de kan også sagtens selv lave en fin rede af hø eller fx køkkenrulle revet i strimler.

Ang. foder, så fodrer de fleste med en gnaverblanding. Det har jeg også gjort i mange år førhen, og med lidt tilskud af kattetørfoder fordi mus har brug for animalsk protein. Mange foderopdrættere bruger sokops (beregnet til søer i produktionen) til deres mus. De har nemlig en god størrelse, så de ikke falder gennem tremmerne i laboratoriekasserne. Jeg kunne desværre ikke finde sokops, så jeg har i lang tid fodret med alm. grisepiller, og det har også fungeret fint, bortset fra det med at de falder igennem tremmerne. De sidste par år har jeg fodret med hundetørfoder, bare det billige fra Lidl. Det har et højt indhold af korn, og så har det en fin størrelse til lab.kasserne, og indholdet af animalsk protein er jo også et plus.

Når ungerne bliver født er de små og lyserøde
(http://hobbydyrene.dk/Pinky.jpg)

Men de vokser hurtigt og efter 4 uger kan de tages fra forældrene. Jeg plejer at dele kønnene i den alder, for ellers bliver der altså hurtigt rigtig rigtig mange mus. Man kan godt lade et par hunner blive i flokken som nye avlshunner eller lave en ny avlsgrupper ud af nogen af ungerne.

Det var vist basis viden om hold og opdræt af mus, og jeg svarer gerne på spørgsmål, hvis der er nogen :) Der ligger jo også en hel spændende verden med de forskellige farver- og pelstyper ;)

Lige et par eksempler:
Albinoen er nok den folk typisk tænker på hos tammus.
(http://hobbydyrene.dk/images/albino_mus.jpg)

Sort
(http://hobbydyrene.dk/sort_mus.jpg)

Satin med ekstra skinnende pels, og de er i farven zobel
(http://hobbydyrene.dk/Satinmus.jpg)

Brogede i forskellige farver:
(http://hobbydyrene.dk/Ny_museflok-broget1.jpg)

Langhåret mus i chokolade satin:
(http://hobbydyrene.dk/Mus-chokoladesatin.jpg)

Langhåret sort:
(http://hobbydyrene.dk/Mus-august2004-sort_langhaaret_han-1.jpg)
Titel: Sv: Opdræt af fodermus
Indlæg af: Mette Nygaard efter 06 November , 2014, 22:21
Tænk, det var slet ikke faldet mig ind, at der kunne være forskellige farver - og hold nu op, de er nuttede...
Tror måske de to forkælede katte fortsat selv må fange deres markmus ;)

Og dog - hvis man nu skulle fodre en kat af med tre mus om dagen, det er ca 1100 mus på årsbasis - hvor mange musepar skulle man så have?
Herunder: Hvornår er en mus udvokset = spiseklar?
Og hvor hurtigt bliver den kønsmoden?
Titel: Sv: Opdræt af fodermus
Indlæg af: Lene Lestat efter 06 November , 2014, 22:26
Det siges at et rottepar kan blive til 1000 rotter på et år, så mon ikke det er det samme med mus. :o
Titel: Sv: Opdræt af fodermus
Indlæg af: Raziel efter 07 November , 2014, 09:20
De er kønsmodne ca 5-7 uger gamle, og har en god størrelse efter 8-10 uger. Der er lidt forskel på stammerne hvor store de ender med at blive.

En hunmus føder ca. hver 3. uge, dog kan hun godt holde en pause en gang imellem. Kuldene ligger typisk mellem 5 og 12 unger, men kan godt være ned til en enkelt unge og op til 18-20 unger i sjældne tilfælde. Mus bliver kun omkring 2 år gamle, så hunmus er ofte færdige med at få unger, når de er omkring 18-20 mdr. Hanner kan som regel befrugte hele deres liv.

Jeg vil tro at en hunmus i løbet af et år kan få omkring 100 unger, så hvis du vil være sikker på at ha unger nok, så skal du måske ha 12-15 hunner. Der kan jo være lidt frafald en gang imellem. Det er så forudsat at alle ungerne bliver spist og ikke selv formerer sig.