Mens vi venter... Juleeventyr i genudsendelse :)

[Mette Nygaard]

15. December

I dag skinner solen fra en skyfri himmel og det er meget koldt ved trægrænsen på den anden side af skoven. Kraka har igen taget en runde for at se efter de unge gæs, som Gustav måtte efterlade til overvintring sammen med sin mage, den gamle gås, der nu ligger i kassen i køkkenet i det lille hus på den modsatte side af skoven, for at få helet sine sår og skader efter bl.a. sammenstød med ræven.
Kraka bliver fulgt af de vilde fugle der er på vej til fuglebrættet i haven ved det lille hus, og så skal de give besked til Magnus gårdhund om at hun stadig ikke har fundet den lille flok.
De vilde fugle flyver lavt gennem skoven for at se om gæssene har været efter lidt af det foder manden har lagt ud, men det ligger urørt omkring det væltede træ, så de flyver mod fuglebrættet.
Ræven finder det også underligt at en flok gæs kan forsvinde op i den blå luft, når de går på vinterfoder i ly i skoven, og sneen er så høj, så de umuligt kan få tilløb og sætte af, så han har taget mod til sig og går langs med Krakas å for at se om han kan finde noget spiseligt, og så kan han da lige se efter de gæs med det samme, og hvis han kan handle med Magnus kan de måske begge få noget ud af det hvis han finder dem.
Men han holder skarpt øje med kraka så hun ikke tager ham i at jage på hendes domæne, for den store hund kan ikke tåle synet af ræven, eller bare lugten af ham, og ræven ved godt at Kraka er på eftersyn for Magnus, så det er vigtigt at holde sig vågen og ikke henfalde til bare at følge næsen.
Magnus skal med manden i dag, og han ved at manden vil undre sig over at det ikke er svundet i foderet i skoven ved trægrænsen, og Magnus er helt desperat over at han ikke har orden på sit domæne, og ikke ved hvor de gæs er blevet af, som han føler han er nødt til at passe på nu hvor Gustav og den gamle gås ikke er her.
Magnus og manden tager af sted fra det lille sted på landet før frokost, og Cornelius og hans høns er lige gået under halvtaget ved køkkenet for at ligge i bunke en times tid, og vente på at høre fra Sigurd hvordan det er fat med den gamle gås i dag.
Da Sigurd kommer ud af køkkendøren falder alt lyset fra taget og rundt om døren igen ind over køkkengulvet og rammer kassen ved komfuret, og det kan få gåsemor til at løfte hovedet og se efter lyset.
Cornelius rejser sig fra bunken ryster halskraven og træder ud på fliserne, og følges med Sigurd og den Sorte høne for at snakke om hvad de kan gøre for den gamle gås i køkkenet.
Cornelius foreslår at nogle af hønsene kan gå på sygebesøg og prøve at muntre gåsemor op, men katten siger, og hvem skulle det så være Cornelius, ideen er måske ikke så dårlig, bare du ikke sender de to forvirrede madammer du har i din flok, der ikke kan tænke to sammenhængene tanker, jamen det er da også en tåbelig tanke, Cornelius bliver sur fordi katten tror han er så dum, at ville sende de to skræppende rundstrikkede ind til den stakkels gås. Måske kunne den Sorte høne og kattepels gå på besøg, kattepels fordi hun er stille og høflig, og kender køkkenet, og den lille sorte fordi hun kender til alt og alle, og opfører sig korrekt under alle forhold.
Sigurd mener ikke noget så vidt de andre ved, uden at have talt med Magnus, så de må vente, men han synes det er en udmærket ide.
Magnus sidder på vognen med manden for at hente alle de ting konen mangler, og måske skal han selv have en ting eller to, og så skal de en tur til trægrænsen inden det bliver mørkt, det er ikke så tidligt i dag, fordi sneen lyser op over alt, så man kan se sig om længere, dog er der meget mørkt inde i skoven, for træerne står tæt, og dækker for lyset, men der ligger også sne på grenene, så helt mørkt bliver der aldrig, og det drysser hyggeligt ned fra alle træerne, så selvom det ikke sner i øjeblikket så sner det lidt inde i skoven, men der er meget stille, ingen lyde, ingen kendt skræppen, ingen kalden efter foderet, absolut ingenting.
Manden står lidt og kikker på området ved det væltede træ, så skraber han lidt med foden for at se om der ligger fjer under sneen, for sneen kan dække over mange synder, man ikke lægger mærke til før sneen er væk igen, men han kan ikke se noget som helst, der tyder på at der er sket gæssene noget, de er der bare ikke. Manden skraber fri omkring foderet, så de unge gæs kan finde det, hvis de skulle vende tilbage til skoven ved trægrænsen.
Først på morgenen hos de grå gæs bag hegnet, langt hjemmefra får Gustav sine værste anelser bekræftet, da han tidligt om morgenen, står først ved døren for at se om han i dag har sin mulighed for at slippe forbi mennesket, og komme afsted mod trægrænsen, men netop fordi han står forrest, så bliver han grebet fast om halsen og snuppet om vingerne, og løftet op over den nederste halvdør og ud i det skarpe lys, Gustav er nok ældre og skadet på sin ene vinge, men alt det glemmer han, da det går op for ham at mennesket har fanget ham og er på vej væk med ham, Gustav bliver helt slap og hænger med hovedet, og mennesket ser efter om den store gås er faldet død om i armene på ham.
I samme øjeblik lågen til indhegningen går op, går Gustav helt amok, og mennesket der nu er helt uforberedt, og har slækket sit greb, bliver bidt i kinden og slået over nakken med de store vinger, mens Gustav sætter af med sine skarpe kløer på menneskets ene skulder. Således er Gustav nu i luften igen, og mærker den høje klare frostluft i lungerne mens han sætter mod nord med fornyede kræfter, og han mærker ikke mere at vingen er dårlig, kun at den skal bevæge sig.
Den store fugl er et mageløst syn for de folk der er på vej på arbejde den morgen, den 15. december.

[Mette Nygaard]

D.16.December

Gustav er virkelig flyvende. I strålende humør svæver han over landegrænserne i højt klart frostvejr, han slog en kort periode følge med en anden gås der havde opgivet at komme sydpå og nu ligesom han selv var på vej til sit hjem nordpå, men de skiltes da den anden gås satte kursen mere vestover mod England, men det var rart at være to for en tid, så kom de hurtigere frem og kunne skiftes til at hvile.
Nu har Magnus og Sigurd aftalt at Cornelius høns, kattepels og den lille Sorte høne skal gå på sygebesøg hos gåsemor, og se om de kan bedre hendes humør, hvis hun kan komme sig kan juleglæden komme til gården, så Nogen kan komme videre med juleforberedelserne. Det er godt han har nået at arrangerer alle de små lys i tagkanterne, selv på kanten af fuglebrættet er der små lys der glimter i sneen og det er et hyggeligt syn når de vilde fugle flokkes om maden som konen sætter ud, de flyver dagligt fra trægrænsen langs med åen, gennem skoven og videre til fuglebrættet, for at få deres fedt i de dejlige halve kokosnødder, som konen med de ternede sutsko har lavet af fedt fra klejnerne, hirsefrø, birkes, solsikkekerner, havre og små æblestykker, fuglene elsker den dejlige mad på konens fuglebræt, og der er ingen fare for at nogen dør af underernæring og kulde, for der vil altid være mad og ly på det lille sted, og det giver masser af energi til at holde varmen, selvom det er hundekoldt.
De vilde fugle har givet Magnus besked om at hverken Kraka eller de selv har set skyggen af de unge gæs, og det er et stort problem for Magnus, han og Nogen er meget bekymrede for den lille flok, og Nogen beder Magnus om at tage ham med næste gang manden skal til trægrænsen på den anden side af skoven, for Nogen vil gerne selv se efter de unge gæs, der bare er pist forsvundet, for selv Nogen der kender til magi ved at ting ikke bare forsvinder, og slet ikke en hel flok gæs.
Inde i det gamle køkken ved brændekomfuret er konen i gang med vaniljekransene da den lille Sorte høne kalder som hun gør når hønsene kommer til morgenmad, men Cornelius har jo været der med sin hønseflok, så konen slipper hvad hun har i hænderne, og går til døren for at se hvad det skyldes for det er højst usædvanligt, så noget må være på færde.
Da konen åbner døren falder det dejlige lys fra de små taglys igen gennem køkkenet, og lyser på kassen hvor gåsemor ligger, og hun løfter hovedet og lægger hovedet på skrå og ser på lyset med sine klare blå øjne, og mens konen ser ud af døren for at se efter den lille Sorte høne, så træder Kattepels over dørtærsklen og er ved at falde over de ternede sutsko, fordi hottentotten på hovedet forhindrer hende i at se klart. Konen ser ned, og den lille Sorte høne spadserer ind lige bagved Kattepels der har genvundet balancen.
Konen med de ternede sutsko ler og ser spørgende efter de to små høns og siger, hvad har i to at gøre i mit køkken? men hun lader dem gå, og ser at de går pludrende hen mod kassen ved komfuret, så hun tier og fortsætter med vaniljekransene.
Gåsemor ser på de to høner, og de to ser imponeret på den store fugl i kassen. Gåsemor spørger til deres ærinde i køkkenet, og de ser høfligt ned og siger, at de mente hun måske ville synes om lidt selskab i køkkenet. Gåsen synes det er sært at de to er kommet for at tale med hende, men hun glæder sig over at der er nogen der tænker på hende.
Der er ikke nogen langs hele trægrænsen der ikke har hørt om det lille sted på landet med den store stolte hane og de blandede høns der lever efter egne regler og bliver passet af konen med de ternede sutsko, alle ved at den umage flok har været der altid ligesom konen og manden med den lille hest.
Mens konen nu står i køkkenet over vaniljekransene, pludrer de to høflige høns og gåsemor stille om noget hun ikke kan høre, men hun tænker at sludderen mellem damerne måske kan lokke en krumme ned, så hun taber tilfældigvis lidt krummer på gulvet og ned i kassen, da hun tager en bakke med færdige vaniljekranse fra bordet ved siden af komfuret hvor de har stået til afkøling, og de to høns klukker fornøjet og nipper til krummerne, gåsemor ser til og lader sig friste af den dejlige duft og de hyggelige høns, så hun smager på krummerne og ser fornøjet op på konen der ikke ser noget som helst, i hvert fald ikke officielt.
Opmuntret af det lille optrin bager konen en ekstra plade vaniljekranse, og tænker, min kloge Cornelius skal også ha’ småkager, og tager en håndfuld med, da hun følger Kattepels og den lille Sorte høne til døren hvor lyset igen falder over køkkengulvet.
Cornelius står og misser med øjnene på dørtrinet og venter på sine høns, der træder ud i dagslyset og ser meget hemmelighedsfulde ud, og sammen spiser flokken af de dejlige småkager, mens konen nyder synet af sin prægtige hane og hans flotte høns.
Hvis man kommer til det lille sted på landet på sådan en dag, kan man se en stor hane med en flok høns der spiser krummer på husets dørtrin, men der er altid mere end øjet ser
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D.17 december

På de smukke solbeskinnede skråninger i Spanien går en gigantisk flok gæs og græsser, de er for længst kommet godt frem til deres vintersted som mange af dem kender rigtig godt, og nogle andre besøger for første gang, men fælles for dem alle er, at de nyder varmen og den frodige jord og det store fællesskab.
Den store Svenske gase står på det højeste sted med sin mage, og ser ud over de mange artsfæller som de nu har ansvaret for.
Svenskeren er stolt over at Gustav overlod ham sin dyrebare flok, da Gustav var nødt til at returnere til trægrænsen, og de to svenske gæs taler om, at de håber at det er gået Gustav rigtig godt, og at han er velbeholden hjemme, og de aftaler at når de om nogle måneder vender nordover igen, vil de besøge trægrænsen først, for at se om alt er i orden, og igen overlade Gustav sin flok, og ellers ved svenskeren godt hvem af Gustavs afkom der er den værdige aftager af flokken, så de kan fortsætte deres dejlige liv på trægrænsen ved skoven. Når der så er ro ved trægrænsen vil den svenske gase igen lette og fortsætte med sin flok mod de Svenske græsgange, men indtil videre bliver de i Spanien og nyder varmen.

Højt mod nord er der stille alle vegne, der ligger nu så meget sne, så Magnus og Sigurd tilbringer den meste tid i stalden i selskab med den lille hest der ellers gerne vil ud og gå i haven, men manden har endnu ikke været ude med morgenfoder, han går på flisegangen og skraber og fejer for at Cornelius og damerne kan komme til huset og få deres morgenmad, der er efter hånden højt med sne på hver side af flisegangen for manden stabler jo sneen når han skraber og fejer, så nu er der vægge hele vejen til køkkenet.
Cornelius er utilfreds, for sne er fint men meget sne er ikke godt, for nu ligger sneen højt om foden på grantræet i haven så Cornelius tænker om Nogen mon er forsvundet ned i sin hule, eller om han holder til sammen med Magnus og Sigurd i stalden, så han ikke er forhindret i at lave jul det lille sted på landet. Cornelius venter på at blive lukket ud, men han kan godt se fra sin vinduesplads på pinden at manden har travlt med at feje på flisegangen, så han kan sige til damerne at de roligt kan gå ud, og at der ikke er fare for våde fjer i højere grad, og det er en af de ting der kan få især Amalie til at blive rigtig hysterisk, hun kan ikke ”tåle” at have våde fjer, og Cornelius tænker, at han heller ikke kan tåle at Amalie får våde fjer, så han er meget taknemmelig for at manden går foran med kost og skovl.
Da han endelig er ude, bliver der kaglet en del over at det alt sammen er så hvidt, og Skræk og Rædsel mener aldrig at de finder hjem igen. Cornelius ryster hovedet og forklarer, at de jo ikke kan komme væk fra flisegangen på grund af snemuren manden har lavet, så selvfølgelig kan de finde hjem. Ligesom han har sagt det hopper den ene rundstrikkede op i snedriverne for at bevise at hun da sagtens kan fare vild, og i bare forskrækkelse flakser hun nu rundt oven på sneen, og kan ganske rigtigt slet ikke finde nogen steder hen. De andre høns ser måbende efter hende. Cornelius tror ikke sine egne øjne, den tåbelige høne tænker han, og fortsætter resolut over mod køkkendøren og tager opstilling for at få sin morgenmad.
Konen med de ternede sutsko, kommer straks til døren da hun hører sine høns ved døren, og hun drysser de gode ting fra køkkenet ud på den fejede plads foran døren, men bemærker straks at der mangler en, så hun ser sig omkring og får øje på den forpjuskede fjerbunke oppe på snedriverne, hun ler og trækker i røjserne for at gå over og redde den nu temmelig våde høne med at komme på rette vej.
Da hønsene er færdige med at spise deres morgenguf lukker konen de to besøgsvenner ind til gåsemor, der allerede har løftet hovedet mod lyset fra tagrenden der falder over gulvet hver gang nogen åbner køkkendøren.
Konen har til morgen bagt et stort brød, for at der skal være nok hvis der i anledning af julen skulle komme gæster, og der plejer jo at komme mange børn der skal køre med på hestens vogn eller kane, bestemt af vejret, og de spiser æbleskiver og synger mens bjælderne på vognen eller kanen klinger sprødt i vinden. Det er den bedste juledag for dyrene på det lille sted på landet, for der drysser store mængder æbleskivekrummer fra børnenes hænder fordi de har store vanter på, og så er det svært at holde på en æbleskive, men det betyder jo bare at høns og fugle og selv Magnus får del i de dejlige æbleskiver fra konens køkken, og i konens æbleskiver er der rent faktisk små æblestykker indeni, så fuglene flokkes om børnene mens de voksne spiser brød og drikker kaffe.
Mens konen nu skære af sit brød husker hun at tabe passende mængder på gulvet og i kassen, så det lille dameselskab ved komfuret kan tage for sig, og det virker, gåsemor spiser brød og de små høns spiser de mindste krummer, mens de taler om ting de selv kender til.
Da de to høns igen forlader køkkenet skræpper gåsemor efter dem som tak for besøget, og lægger så igen hovedet til hvile under den ene vinge, konen smiler tilfreds efter de to små høns da de træder ud i sneen.
Gustav har været meget på vingerne, og det har været fantastisk flyvevejr, hans vinge bliver ikke mere øm, bare lidt træt, og det generer ham ikke, han er nu tilbage i Tyskland og er fortrøstningsfuld for resten af turen, nu kan det kun gå godt, selvom vejret ser ud til at være lidt koldere jo nærmere han kommer trægrænsen og sit hjem.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D. 18. december

Der er uro på marken ved trægrænsen i dag, ræven vil gerne i kontakt med Magnus, så han søger rundt i skoven.
Kraka er på vagt, hun ved at ræven har været alle vegne, og hun vil gerne have fat i ham, det ved ræven, men han er virkelig bange for Kraka, for hun har en gang for alle fortalt ham at næste gang hun får muligheden så slår hun ham ihjel, og så er den ikke længere, og han mener ikke han får nogen mulighed for at tale sin sag over for Kraka, så han må afvente at Magnus kommer med manden til foderstedet. Lige i det øjeblik er han rigtig glad for at han er på acceptabel talefod med Magnus.
Ræven har set spor efter de unge gæs, men han tør ikke komme i nærheden af dem, af skræk for at Magnus eller Kraka skal se ham og tro han vil æde dem, så han holder sig på afstand, og afventer.
Nogen har travlt på det lille sted på landet, der er gang i alle hans små historier, og drillerier og han glæder sig rigtig meget til at høre alle de glade børns latter når de køre med hesten rundt på gården, så nu har han fået manden til at hænge tusinde små lamper op i det store grantræ, så der er næsten oplyst i hele haven, og Cornelius kan sidde på sin pind og se hele haven oplyst og alt hvad der foregår i den selv om natten, og det er det bedste den gamle hane ved.
Nogen har travlt med sine julegerninger, men nu har han også andre ting at tænke over, for han har lovet Magnus og Sigurd at hjælpe med at finde ud af hvordan de skal få den gamle gås op på de store fødder igen, Nogen ved at det betyder alt for julefreden og ikke mindst juleglæden, og det er jo det hans hele liv har drejet sig om altid, at lave jul det lille sted på landet, så han grubler mens han nyder synet af de mange små lys, over hvordan han kan få bragt glæden ind i kassen ved komfuret i køkkenet.
De vilde fugle kredser over trægrænsen, de kan se at ræven traver rundt i skoven og ved den lille sø, og så tilbage i skoven med næsen dybt i jorden.
Ude på de åbne vider går Kraka og forfølger rævens spor, og hun er meget opsat på at finde ud af hvad han har været i gang med, men har endnu ikke fundet ud af noget, hun har også set de vilde fugle kredse rundt over skoven og trægrænsen, så der foregår noget, men hvem ved hvad.
I dag skal konen med manden til byen og det betyder at Magnus ikke kommer med på vognen, og han og Nogen havde ellers aftalt at de skulle til trægrænsen og se efter de unge gæs, og finde ud af om der er noget de alle i fællesskab kan gøre for at få julen til at være overalt. Det er rigtig irriterende for Magnus, for han kan ikke komme igennem sneen der er alt for høj og tæt pakket, så både han og Sigurd går skiftevis ovenpå den og helt nede midt i den, og på den måde vil de aldrig nå frem og til bage til skoven ved trægrænsen, så de er nødt til at blive hjemme, og hvem ved hvornår manden igen vil tage til det væltede træ for at se om gæssene har været der for at spise.
Konen lader døren stå på klem til køkkenet mens hun går i stalden med gulerødder til den lille hest, der er ved at blive gjort klar til byturen, så slipper lyset fra tagrenden ind over køkkengulvet, og den gamle gås løfter hovedet og lukker øjnene mens hun strækker halsen og lader lyset falde på sit hoved og nyder at være badet i det milde lys.
De to små besøgshøns lister ind i køkkenet, og denne gang har konen sat godbidder frem i en skål, som gåsemor kan nå fra kassen og hønsene kan spise med af, og de tre damer taler om det forfærdelige snevejr og om hvor koldt det må være ikke at kunne komme i ly, og Gåsen tænker på de unge gæs, som kan finde ly under det væltede træ, og som heldigvis får foder af manden, ingen af de besøgene vil fortælle hende at der lige nu ikke er nogen der lige ved hvor de er, der er ingen grund til at bekymre hende yderligere, så de tier, og skifter emne til noget de kun selv kender til.
Konen kommer tilbage fra stalden og ser at der er besøg, så hun sludre lidt med den lille Sorte høne som hun stryger kærligt over ryggen, og mens hun nu har bukket sig ned, så stryger hun også lige den store gås over hovedet, og for at ingen skal føle sig udenfor, så fejer hun hottentotten på Kattepels tilbage så nu kan hun for en kort stund se alt omkring sig, og det får hende til at klukke højt og tilfreds mens hun igen går ud i dagslyset udenfor med den lille sorte høne lige i hælene.
Manden har spændt hesten for kanen og de fine bjælder klemter i vinden, mens de venter på at konen kommer, og nu har hun taget hat og frakke på, og skiftet de ternede sutsko ud med sine pæne støvler, så de dårligt kan kende hende, hun træder op på kanen og de sætter afsted .
Der bliver et kort øjeblik stille det lille sted på landet, men aldrig så snart er de kørt før Cornelius og Magnus kommer for at høre nyt fra de to høns der besøger den gamle gås.
Nogen ønsker selv at besøge gåsemor, og beder Cornelius finde ud af hvem af de søde damer der kan skjule ham i fjerene så han kan komme ind i køkkenet.
Det hele vil ligesom ikke rigtig falde på plads i denne jul, og Nogen er ulykkelig over han ikke kan komme til at sprede glæde over det lille sted på landet, og tænk hvis det ikke vil lykkes for ham, han kan mærke at han mangler nogle brikker og i morgen vil han ind til gåsen og tale med den under 4 øjne.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

19. december

Gustav har krydset ind over den Danske grænse, og han ser et snedækket landskab under sig, og bliver ekstra bekymret for den lille flok gæs han efterlod sammen med sin elskede mage ved skoven på trægrænsen da han drog sydover med sin store flok, for at følge dem til de dejlige skråninger med masser af sol og føde i Spanien, men da de nåede et stykke på vejen, overlod han dem alle til sin Svenske ven og hans mage, og han håber inderligt at de nu går og hygger sig i varmen.
Han kan se at det har sneet meget og måske har kulden taget hans lille flok af unge gæs, og endnu værre hans mage, Gustav er ulykkelig ved tanken om de yderste konsekvenser af kulden, og sætter nu kursen direkte på trægrænsen.
Ved yderkanten af det store åbne mod syd hvor Magnus og Kraka aldrig har været, og hvor fremmede hunde hersker, er der en gammel mergelgrav, hvor der er frodigt og meget dyrerigt om sommeren, men nu fuldstændigt dækket af sne der er føget og næsten har fyldt mergelgraven helt op, her kan man hvis man kommer forbi, hvad man jo netop ikke gør pga. vejret, se spor efter ræv, hund og kat. Fremmede fugle sidder i de spinkle grene på de små nye træer der spirer på kanten af den gamle mergelgrav.
Solen skinner på trægrænsen og sneen er skarp hvid og næsten ikke til at se på uden øjnene løber i vand, og det er helt umuligt at skelne konturerne i landskabet fordi det hele flyder ud i et.
Ræven sniger sig omkring for ikke at løbe ind i Kraka der vogter over trægrænsen mens Magnus er forhindret i at komme frem, og hun ser det meste og lugter alt, så hun er svær at komme udenom, men alligevel holder ræven skarpt øje med hvad der foregår og han overvejer om han skal samle mod til at nærme sig det lille sted bag skoven, selvom Magnus har forbudt ham bare at tænke på det,,,,, uhhh Ræven er i syv sind for han aner ikke hvad han skal gøre, og han tør ikke under nogen omstændigheder henvende sig til Kraka, og de vilde fugle ligger højt på himlen hver gang han nærmer sig for ikke at risikerer noget, hmm tænker ræven, det er vel sådan at have et dårligt ry, men lige nu er det meget irriterende.
Magnus sidder hjemme i stalden sammen med Sigurd og Cornelius, og Nogen sidder på kanten af den lille hests boksdør, og sammen forsøger de at løse de næsten helt uoverskuelige problemer der har ramt det lille sted på landet og deres jul.
Cornelius har sagt at Nogen kan gemme sig i fjerene på Kattepels der jo har så rigeligt plads under fjerdragten at der såmænd kunne side op til flere små nisser, og Kattepels er stolt, så stolt at hun slår med hovedet, så hottentotten falder bagover og hun kan se klart, hun bliver helt overasket og prøver igen, det lykkedes, og hun tænker at det vil hun benytte sig af fremover når hendes verden falder i tåger.
Cornelius glæder sig over at kunne hjælpe, og han kan se på sin Kattepels at hun er stolt, så han siger til de andre at det er sådan planen er lagt, og at Kattepels har fået æren af at fragte Nogen ind i køkkenet så han kan tale med den gamle gås. Den oplysning får øjeblikkeligt Skræk og rædsel til at gå i selvsving om hvor klog Kattepels er, og hvor fantastisk hun ser ud så hun kan gemme Nogen i sine fjer, og de bliver uvenner over hvem af dem der nu kender Kattepels bedst,,, Da Kattepels har fået nok roser, ryster hun hovedet så hottentotten falder bagover, og så stirrer hun på de to og træder et skridt hen imod dem. De træder begge hurtigt baglæns, og så er de stille resten af dagen, men går alligevel og hvisker mens de går på flisegangen, og skraber mellem fliserne.
Ræven løber igennem skoven mod det lille sted bag skoven, han er noget bekymret ved at opsøge Magnus på hans enemærker, og ved at det er farligt at begive sig ind over grænserne på de andres græsgange, så han nærmer sig forsigtigt og meget langsomt, han har selv svært ved at komme frem gennem skoven, men han følger de omveje der er hvor sneen er lavest, så det tager meget lang tid, men han er ligeglad nu hvor han har besluttet sig.
Magnus lytter efter kanebjælder da det begynder at skumre, for han ved at det er tiden hvor konen med de ternede sutsko og manden kommer hjem, så han sidder ude ved vejen og venter og spejder og lytter.
Da ræven nærmer sig vejen, får han øje på hunden der sidder og venter på sine mennesker, og tænker her er min mulighed for at få Magnus i tale, men i det samme kommer kanen til syne i svinget, og bjælderne klinger i halvmørket, mens de små lanterner kæmper med mørket og sneen for at komme til deres ret.
Magnus når lige at få øje på ræven ved vejkanten da han hopper på kanen, og han kan se ræven gøre tegn til ham, men så er de rundt om næste sving, og Magnus står stiv som en støtte på kanen, for han har da aldrig set ræven så tæt på før, og Magnus mener helt bestemt at det er at overskride hans grænser for ejendomsret, og det bliver han voldsomt hidsig over, så da kanen stopper på gårdspladsen og manden spænder den lille hest fra, får Magnus øjeblikkeligt fat i Sigurd, og de taler om at de straks i morgen skal have fortalt til både Nogen og Cornelius at ræven er kommet tæt på deres gård.


Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

20. December

Da dagen gryer d.20. december sidder Cornelius utålmodigt på pinden og venter på at konen med de ternede sutsko kommer og åbner smuthullet, så han kan komme ud og hen til køkkendøren hvor hans projekt med Magnus og Nogen og Sigurd skal tage sin begyndelse.
Magnus og Sigurd er allerede klar i stalddøren hvor de også venter på konen med de ternede sutsko, mens Nogen ligger hyggeligt på måsen af den lille hest, der står og hænger med hovedet og også stadig sover, så der er ret stille over det hele, men en vis ulmende uro under overfladen.
Magnus har næsen lige i vejret, og han vil sværge på at han kan vejre lugt af ræv, som han kender alt for godt, så han runder lige hønsehuset, for at se om ræven har været der i nattens løb, men der er ingen spor der tyder på at ræven har været i nærheden af Cornelius og hans høns, så Magnus falder ned igen, og tager opstilling i stalddøren ved siden af Sigurd, og sammen venter de nu alle på at få tingene til at ske.
Ræven er også klar, han sidder lige i skovkanten og overskuer hele det lille sted, og han så også at Magnus tog sig en runde om hønsehuset, men han turde ikke lige på det tidspunkt gå i nærheden, for han ved at Magnus er helt hysterisk omkring sine høns og alle de øvrige dyr på gården, så han synes ikke de lige skal mødes på Cornelius dørtrin.
Cornelius ser også Magnus komme forbi han vindue og tænker, hvad kan det være Magnus søger på denne tid af dagen, men så forsvinder Magnus igen, og Cornelius falder til ro.
Hvis Cornelius havde vidst at Ræven sad lige i nærheden, så ville han have været meget urolig, men nu hvor Magnus har været forbi, så er han helt rolig og venter igen på konen med de ternede sutsko.
Konen er kommet sent op i dag, hun og manden var trætte efter den lange kanetur frem og tilbage i går, og nu ligger gåsemor i kassen ved komfuret og skræpper stille og venter på sit morgenbesøg, så konen skynder sig ned og siger god morgen til den gamle gås, der afventer at konen skal stryge hende over hovedet, og sætte lidt lækkerier ned til hende, og hun afventer også de små damers besøg, der er blevet dagens højdepunkt for hende.
Konen skynder sig over for at lukke Cornelius ud, så han kan komme til køkkendøren og få morgenmad sammen med sine damer, der jo ikke kan gøre for at konen er kommet for sent op. Konen med de ternede sutsko tænker, at noget er i gærde da hun ser Magnus og Sigurd side om side i stald døren, hun ser sig omkring for at se om hun selv kan få øje på noget særligt, og i et kort sekund mener hun at hun ser ræven ovre ved skoven, men i samme øjeblik er den væk, og hun tænker at det må bestemt være synsbedrag, for det ville Magnus aldrig tillade, og så går hun ind i køkkenet igen.
Magnus og Sigurd hjælper den lille Nogen ind i Kattepels fjerdragt, og godt skjult sidder han nu og holder godt fast i en vingefjer, så Kattepels kan røre sig frit, og hun går side om side med den lille Sorte høne ind over dørtrinet til køkkenet igennem lysstrålen fra tagkanten, der stråler lige ned i kassen til gåsemor der ser mildt på dem, da de nærmer sig, og sammen deler de nu alle de lækre ting konen har sat i skålen, mens de taler om ting der ikke kommer andre ved, men i dag må den lille Sorte høne sige at hun har gæster med, og ligeså snart konen har forladt køkkenet, vil Nogen kravle ned i kassen til gåsen, og blive der til dagen efter, for Nogen vil jo tale med gåsen under fire øjne, og det betyder jo at alle andre skal være væk, men Nogen har sagt at de har masser at tale om, så det er en glimrende ide.
Gåsen lyser op ved den besked, har i Nogen med ind til mig spørger hun? ja siger den lille Sorte høne og ser ned,det har vi, jamen jeg kender da Nogen, han er min gode gamle ven, hvor jeg dog glæder mig til at se ham igen. Den lille Sorte høne undre sig ikke over den oplysning, hun ved at der er mange der ligesom hende selv har været på stedet i så mange år at ingen ved hvor længe, og selvfølgelig kender netop gåsen Nogen, men Kattepels undre sig, og siger ”virkelig” jamen så går tiden nok hurtigt.
De to besøgsvenner forlader hurtigt køkkenet igen, og konen siger, nå det var et kort besøg i dag, og endnu en gang tænker hun at der er noget i gærde.
I det samme kommer Ræven ned fra skoven da han ser Magnus på vej rundt om huset, og han er nødt til at få ham i tale, det haster, og han ved at Magnus kan klare stort set alt, så nu er det nu, Ræven synker en gang, og sætter efter Magnus der straks opdager ham og snurre rundt som en top og fare lig i hovedet på Ræven der ikke når at få fodfæste i sneen men ryger rundt på siden, og Magnus står over ham og snerre, og Ræven ved at dette er alvor, han kan aldrig slippe fra Magnus igen, men han prøver med lille stemme at sige noget, men Magnus klemmer ham om struben, så han ikke kan komme med megen lyd.
Magnus snerre ham højt ned i hovedet, og råber hvad laver du her din Rødhårede hønsetyv, du ved jeg ikke har tænkt mig at lade dig overleve, så hvad tænkte du dog på?
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D. 21. December

Magnus har et fast tag i struben på Ræven.
Ræven prøver igen, og det eneste han kan få frem er – gæssene – gæssene - Magnus holder inde et sekund og siger hvad er der med gæssene? Ræven siger ghrrhg, og hans øjne lyser og er røde af presset fra Magnus skarpe tænder,,, Magnus slækker en meget lille anelse på trykket på Rævens strube, og Ræven får fremstammet, jeg ved hvor de er ghrrghrr, Magnus rusker ham og siger ”gentag” og ræven prøver igen, jeg ved hvor de er, Nu er Magnus kommet til besindelse da beskeden er kommet frem til hans hidsige og rødglødende hjerne, og han slipper næsten sit tag i Ræven, Magnus vil ikke risikerer at ræven narre ham, så han venter lige med at slippe helt, og spørger, hvor er de, hvor har du gjort af dem?
Larmen har hidkaldt Sigurd der står lige ved Rævens hoved og er klar med alle klør til at springe frem og hjælpe Magnus, og Cornelius stikker hovedet frem ved hushjørnet og genner øjeblikkeligt alle damerne tilbage under halvtaget ved køkkendøren, selvom der er lang tid til middagslur, og hønerne kagler og brokker sig over hans kosten og jagen, men han hakker og skubber og de gør som han siger, for det har de aldrig nogensinde været ude for før.
Da de alle er under halvtaget står Cornelius med store øjne og hans hjerte banker så alle kan høre det, hans næb står åbent og Amalie spørger om han er blevet vanvittig, hvordan er det du opføre dig, hvad er det for manerer, og hun er meget fornærmet, og slår med hovedet, de andre høns kagler og slår med hovedet ligesom hun, for de er alle forarget over at blive behandlet sådan af Cornelius som de ellers stoler fuldt og fast på.
Cornelius tænker briste eller bære, og han fortæller dem at Magnus og Sigurd har nedlagt Ræven lige rundt om deres eget hushjørne, og der bliver øjeblikkeligt dødlignende stilhed, faktisk tør de end ikke trække vejret, og de klemmer sig sammen i en lille bunke med hovedet helt nede i hjørnet under halvtaget, og ligner en gammel trøje.
Magnus har nu sluppet Ræven, men Sigurd er klar til at springe på ryggen af ham igen, hvis det skulle være nødvendigt, men Ræven der nu har fået hostet færdig og har fået vejret, ved at Magnus vil lytte til ham, og har roligt sat sig ned, og Magnus der kender reglerne for god samtale sætter sig også, men Sigurd minder dem om at de faktisk sidder lige ved vinduet til konen med de ternede sutskos stue, og at det måske ikke er den bedste ide, så de to traver side om side med Sigurd som bagstopper op mod skillevejen hvor de kan se alle der kommer til og fra Gården, skoven og trægrænsen, eller næsten alle, for de ser ikke den store fugl der kredser mange gange over trægrænsen og skoven, de tre sætter sig ved skovkanten og Magnus siger nå! kratlusker, kom så med det, hvor er de unge gæs?
Ræven siger, jeg var på jagt et stykke fra jeres domæne, da jeg hørte lyde fra den gamle mergelgrav, og jeg måtte jo se hvad det var, og der sad alle de unge gæs, fast i sneen, og jeg tænkte at ville hjælpe dem op, men de blev rædselsslagne ved synet af mig, og flaksede endnu mere, så de kom dybere ned i sneen, så jeg måtte opgive, og siden har jeg forsøgt at komme i kontakt med dig, for jeg kan ikke tale med Kraka, Magnus øjne bliver mørke, og han siger, nej hende bør du holde dig fra, men det undre mig at hun ikke har opdaget dem, for hun kommer da tættere på Mergelgraven end jeg nogensinde har været, jamen ikke tæt nok, og vinden har været i den anden retning, men hvad med de fremmede hunde, ligeså snart sneen bliver farbar, kommer de længere ud på reviret, og så ryger dine gæs Magnus, og for øvrigt er de halvdøde af kulde og sult.
Magnus er klar over at der skal handles meget hurtigt, og han og Sigurd tænker på hvordan de evt. kan få manden til at hjælpe, men der er langt til mergelgraven fra alle sider, og ikke nogen vej, der kan gøre det lettere at komme frem. Magnus må tale med Nogen, måske han har en ide, og hvis der er nogen der kender alle, så er det Nogen.
De aftaler hvor svært det end er for Magnus, og hvor tåbelig ideen er grundlæggende, at Ræven holder øje med de unge gæs, mens han og Sigurd finder en løsning, og Magnus lover ræven at han straks vil søge langs åen og få Kraka i tale, så hun ikke overfalder ræven og gør det af med ham.
Sigurd skal gå hjem og fortælle Cornelius og Nogen, når han kommer ud af køkkenet, hvordan sagerne står, og så må Sigurd og Cornelius holde øje med alt og alle og få den gamle gås på benene igen, mens Magnus og Ræven og Kraka finder ud af at få de unge gæs ud af deres knibe.
De skilles, og ræven går ad vejen til skoven og trægrænsen, Sigurd går mod gården, og Magnus fortsætter af vejen mod åen. Han ryster hovedet, og kan slet ikke se sig ud af problemerne og tænker at det nok ikke bliver jul i år det lille sted på landet.
Magnus slider sig igennem sneen langs med åen, og står på den gale side da han er ud for krakas gård, men hun ser ham og kommer tøffende som en tromle gennem sneen, hun er stor nok til ikke at have problemer med sneen som den ligger nu, så hun siger, jamen Magnus dog, hvorfor strider du dig gennem sneen når jeg har lovet dig at passe trægrænsen til du kan komme igennem selv.
Det siger du nok, men ræven har fundet de unge gæs, helt ude i den gamle mergelgrav, og der sidder de fast i sneen, og er ved at dø af kulde og sult, så det haster med at få dem op, og i ly, jeg ved ikke hvordan endnu, men jeg vil bede dig om at lade ræven passere, han har faktisk fundet dem, og i stedet for at æde dem, har han vovet sig hjem til mig, og jeg havde nær slået ham ihjel, men han nåede at fortælle mig hvorfor og han turde jo ikke komme til dig selvom du er den nærmeste..... Kraka gør store øjne og siger, det var meget, og jeg havde da også gjort det af med ham uden at spørge først, du er en klog hund Magnus, og det misunder jeg dig, jeg lader ræven være, og du kan sige ham, at han kan komme til mig hvis han trænger til min hjælp.


Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D. 22. December

Nogen besøgte gåsemor fra den ene dag til den anden og Kattepels bar ham ud igen efter besøget, Nogen var glad og fornøjet, og konen gik smilende omkring i sit køkken og tænkte over hvad der mon havde skabt den gode stemning ved komfuret, for den gamle gås var blevet gladere, skønt hun stadig sukkede dybt, mange gange om dagen, men hun var til at lokke ud af kassen for at spise og hun gik rundt på køkkengulvet, og stak hovedet ud af køkkendøren når konen åbnede døren til gårdspladsen, så stod hun badet i det lille lys fra tagkanten og strålede så hønsene helt tabte pusten, selv Amalie blev misundelig på den smukke fugl og tænkte, bare det var mine fjer der strålede sådan.
Hvad Nogen og gåsen havde talt om, ved ingen, og selvom Sigurd og Cornelius spurgte, så fik de intet svar, Nogen sagde bare, Nisser er hvad Nisser er og jeg har bare talt med gåsen, og sovet trygt under hendes vinge. Konen med de ternede sutsko, har sat gåsemor i fadeburet, for der er køligt, og hvis hun skal ud i vinterkulden skal hun vendes til kulde, og ikke side i den lune kasse ved komfuret, så nu kan alle gå omkring rosenbedet og hen til vinduet der sidder højt i fadeburet og se til hende, og i dagtimerne står vinduet lidt åbent, og de to små høns, Kattepels og Den lille Sorte høne går hen og taler om det de nu taler om.

Cornelius er stolt af sine høns, han har ærbødigt været omme og hilse på den gamle gås, og Amalie bruger megen tid med at stå ved vinduet og være misundelig, mens Skræk og Rædsel ikke synes gåsen er noget at snakke om.
Gustav har overfløjet trægrænsen og søen og sivene mindst hundrede gange, og han har ikke set skyggen af sin lille flok, han vender igen og igen, og kalder og kalder, men ingen svare ham, og han er ulykkelig over at være alene, han savner sine artsfæller, men han er mest bekymret over at se ræven krydse frem og tilbage mellem trægrænsen og skoven og sivene, og helt ud til den gamle mergelgrav.
Gustav er landet tæt ved skoven, og har fundet stedet hvor manden har lagt foder til de unge gæs, så Gustav spiser alt hvad han kan, og er glad for at finde både korn og hø, og han kan se at der også er ly under sne og grenene fra det væltede træ, men han er nødt til at finde ud af hvad der er hændt med hans lille flok.
Ræven har set at Gustav er kommet, og han ville gerne fortælle ham om både gåsemor og de unge gæs, men han kan naturligvis ikke komme i nærheden af Gustav, det er for farligt, så han må finde en anden løsning, han har hørt fra Magnus at han roligt kan kontakte Kraka, men han er på vagt da han går ned langs med åen, for at få kontakt med den store hund, og hun ligger i sneen på sin gårdsplads og tygger på et ben hun har fået af sine mennesker efter de for et stykke tid siden slagtede en tyrekalv, så hun hygger sig, og løfter hovedet med et ryk da hun får fært af ræven.
Først rejser hun børster hele vejen ned af ryggen, men så kommer hun i tanke om sin aftale med Magnus, og går ræven i møde, de går langs åen på hver sin side, og Kraka høre hvad Magnus siger om Gustav der er landet på trægrænsen,,,,, er du nu sikker på at det er Gustav siger Kraka, for han er da fløjet sydpå med hele flokken, og hvis han er tilbage hvor i al verden er så hele den store flok han har??? Kraka er mistænksom, og har mest lyst til at kaste sig over Ræven, han ved det, og trækker lidt op ad å kanten, og han bedyre for Kraka at han taler sandt, og at hun skal skynde sig at gøre noget for de unge gæs.
Kraka tænker at Ræven bør belønnes for at være ærlig og hjælpe gæssene i stedet for at æde dem, så hun springer hjem efter det dejlige store kødben hun lige har fået, og smider det foran Ræven, tag det og nyd det, og så kommer du vel hvis vi kalder på dig? ræven snupper benet og løber stærkt langs åen ned mod trægrænsen igen, mens Kraka sætter kurs mod skillevejen for at løbe mod det lille sted på landet, men inden hun når skillevejen kommer den store flok vilde fugle over hende på vej til foderbrættet i haven hos konen med de ternede sutsko.
Kraka råber dem an, og fortæller at Magnus hurtigt skal møde hende ved skillevejen, for Gustav er tilbage og han leder efter sin mage og sine unge gæs. De vilde fugle forstår og sejler af sted mod foderbrættet, og da de lander i haven ser de Sigurd lege med en løssluppen fjer og de kvidre for at få kontakt med den lille Sorte høne, der straks kommer under foderbrættet for at høre hvad de har at berette, og hun løfter straks hovedet og ser efter Sigurd, der også har set at der er stor aktivitet under fuglebrættet, så han og den lille Sorte høne mødes på flisegangen mellem snedriverne, og Sigurd tror ikke sine egne øre og spørger, er du sikker på de sagde den store gase, altså Gustav?? Den lille Sorte høne ser fornærmet på ham, tror du jeg har hørt forkert spørger hun skarpt, og Sigurd skynder sig at hale i land, for han kender reglerne i Cornelius hønseflok, man stiller ikke spørgsmål til troværdigheden i Cornelius hønseflok, så han undskylder mange gange, og ser sig om efter Magnus.

Magnus har taget Nogen med sig til den høje bakke i skoven hvor man kan se langt omkring, og længere end den gamle mergelgrav, men de har endnu ikke nået toppen, så det kan vare længe før Magnus kommer tilbage, Sigurd går helt i panik og han og den Sorte høne skynder sig til vinduet i fadeburet hvor den gamle gås der har set alle de vilde fugle kredse om fuglebrættet og den Sorte høne som hun jo kender gå og snakke med dem, og nu ser hun de kommer til vinduet.
De taler næsten i munden på hinanden Sigurd og den Sorte høne, Gustav er hjemme, Gustav er hjemme på trægrænsen, den gamle gås løfter hovedet og hendes runde blå øjne stråler om kap med hendes fjerdragt, og Sigurd håber helt ind i hjertet at der ikke er nogen der har taget fejl af den store fugl.
Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D. 23. December

Den gamle gås letter de tre trin fra fadeburet op i køkkenet, og stiller sig og skræpper foran køkkendøren, så konen med de ternede sutsko kommer ilende til, jamen du store siger hun, nu vil du ud, det må du jo godt, men du må helst ikke forsvinde for så dør du af kulde, du er ikke stærk nok til at være ude hele dagen, og du skal være i ly og varme om natten.
Gåsemor tager opstilling ude i haven midt i sneen, og skræpper op, alt hvad hun kan, og så venter hun lidt og starter forfra, Cornelius trækker sin hønseflok ned i den anden ende af flisegangen og lader hønsene gå og pille i sneen, og lige udenfor hønsegården, mens han årvågent holder øje med luften, for at se om hun kan hidkalde Gustav til det lille sted på landet.

På lang afstand lidt inde i skoven høre Magnus og Nogen Gåsemor kalde, og de står lidt og lytter, og så høre de hende igen. Magnus siger til Nogen at de må hjem, der er noget der ikke stemmer, og hvorfor står den gamle gås og kalder, Nogen ser forlegen ned i jorden, Magnus ser det, og spørger, har du noget med det at gøre?? Det tror jeg ikke siger Nogen, men han rødmer, og Magnus tænker sit, mens han løber alt hvad han kan ned mod skillevejen med Nogen siddende godt fast ved hans halsbånd, de to har været på tur sammen mange gange gennem tiden, så de ved hvordan det skal være for at Nogen ikke drysser af på vejen.
Da Magnus drejer ved skillevejen står Kraka i vejen og han stopper brat op, hvor blev du af jeg har ventet en evighed, har du siger Magnus og ser spørgende ud, vi, jeg og Nogen har været i skoven for at se ud over viderne, men vi nåede ikke frem før vi hørte den gamle gås kalde.
Kraka taler hurtigt om Ræven og Gustav, og at hun ved at det kun er Magnus der kan få den store gase i tale, så han skal skynde sig ind i skoven igen og forsøge at finde Gustav ved trægrænsen.
Gustav cirkler endnu en gang over trægrænsen da han høre den kendte gårdhund gø, og han ser ned og kan se to hunde, og lander på passende afstand. Magnus går gasen i møde og lader Kraka vente, og han fortæller hurtigt Gustav hvordan det hele er gået skidt, siden han forlod trægrænsen med den store flok, og at de nu har den unge flok gæs siddende fast i kummerlig nød i mergelgraven og gåsemor i fadeburet hos menneskene det lille sted på landet.
Gustav ser mistænksomt på Magnus, har du taget min mage med til menneskene spørger han tvivlende og hvæser truende af Magnus, Nogen titter frem ved Magnus halsbånd, og siger, Gustav du skal være glad for at Magnus og hele hans flok har taget sig af din familie, for ellers havde ingen af dem været her nu, de var døde af kulde og sult, og ræven ville have taget sin del, inklusiv din gamle mage, så nu må du være venlig at lytte, det er juleaften i morgen og hvis du vil hjælper til, bliver det jul og hvis ikke, så er det første gang Nogensinde at det ikke er lykkedes for mig, så lad os nu få tingene på det rene.
Gustav ser ærbødigt på Nogen, og siger god dag Nogen, hvis du siger det så tror jeg det, og undskyld Magnus, jeg mistænkte dig, jeg har bare været så bekymret for Gåsemor og de unge gæs, og hvor er det så I siger de er, for jeg kan forstå at Gåsemor er i gode hænder hos konen med de ternede sutsko. Alle er i de bedste hænder hos konen med de ternede sutsko, siger Magnus, mens han lige sluger den mistænksomhed gåsen gav udtryk for.
I den gamle Mergelgrav du garanteret kender, der er de faret vild og sidder fast i sneen, og de er i en skidt forfatning pga. kulden og sult, men vi ved ikke hvordan vi skal få dem op, det er Ræven der har fundet dem og givet os besked. Ræven? siger Gustav igen mistænksom. Ja ræven har fundet dem, og han rører ikke dine gæs, vi har indgået en aftale. Du er en bemærkelsesværdig hund, Magnus, siger Gustav, og så letter han og flyver ud over mergelgraven og kalder og kalder, de unge gæs svare svagt, og Gustav beroliger dem og forklare at de bliver hjulpet op af sneen, ikke fordi han ved hvordan, men det hjælper på humøret nede i sneen, hvor de unge gæs har været fanget siden 13. december, og det er frygtelig længe i den forfærdelige kulde.
Kraka der nu er kommet frem siger at hvis vi nu laver et spor, og alle går i det samme spor, så kan vi komme derud, og tilbage af samme vej, hvis bare det ikke begynder at sne. Gustav der er fristet til at springe efter den store hund besinder sig, og tænker at hvis Magnus ikke reagerer så gør han heller ikke, det er bedst ikke at fornærme hundene, så de ikke går deres vej, men da Ræven også kommer til, bliver det Gustav for meget. Magnus siger han, er du nu helt sikker på det her? Rolig siger Kraka, ræven gør ikke nogen noget, det lover jeg dig, og Magnus siger hun har ret, Gustav, rolig, og Nogen nikker til den bekymrede gås, og så går de med Kraka forrest til at rydde vejen.
Hvis man på denne dag kom til trægrænsen højt mod nord ville man se det særeste syn, og ikke tro sine egne øjne, og man ville slet ikke fortælle nogen om det for ikke at blive til grin. Forrest igennem den høje sne går en meget stor hund som en plov og rydder vejen, for en ræv, en gårdhund med en gammel nisse i halsbåndet og en meget stor gase bagest, men man ser det ikke for man kommer slet ikke så yderligt på denne årstid.
De vilde fugle får besked på at give Sigurd og Cornelius besked om udflugten og berolige Gåsemor med at alt er i orden og at hun skal blive hos konen med de ternede sutsko.
Det sære selskab når endelig frem til den gamle mergelgrav, men Gustav har alligevel fløjet det meste af vejen frem og tilbage, han er ikke så god til at gå hurtigt, så han flyver for at tale de unge gæs til ro, og for at holde retning for de to hunde, Ræven og den gamle nisse Nogen

Da de kommer til kanten af mergelgraven aftaler de, at Gustav skal fortælle dem, at de to hunde og Ræven vil komme ned til dem, at de ikke skal være bange og at de vil blive trukket op ved vingerne, og at de skal hjælpe til med deres store fødder, Gustav gentager hundenes navne, så gæssene ved hvem de er, men de kender alle Magnus og de fleste af dem har set Kraka, men det de kender til Ræven er at han tog Gåsemor, så det er ikke nemt at overbevise dem om at han er en ven. Redningsaktionen går godt men langsomt, og alle de unge trætte og udmarvede gæs kan næsten ikke gå den lange vej til trægrænsen og så videre til det lille sted på landet, så Magnus siger de skal gå til det væltede træ, og spise det foder der har ventet på dem, og så gå til ro under træet og lade Kraka og Ræven holde vagt, så kommer han efter dem næste morgen.
Magnus løber den lange vej hjem, og ved lige hvad han har tænkt sig.

Fortsættelse følger:

[Mette Nygaard]

D. 24. December

Magnus fortæller Sigurd at han skal have den lille hest ud til kanen, og at manden skal lokkes til at komme og spænde for. Sigurd snurre lige et par gange rundt om sig selv, og så går han på flisegangen for at få fat i den lille Sorte høne, hun får besked på at gå til køkkendøren og kalde på konen som hun plejer, og når konen lukker døren op, så skal hun og Kattepels smutte ind til Gåsemor, der skal skynde sig ud og skræppe op, og Cornelius skal gale alt hvad han kan, for det er helt sikkert en af de ting konen lægger mærke til, det skal nok få manden og konen med de ternede sutsko ud på gårdspladsen.
Denne julemorgen på landet står nu i løbet af få minutter alle ude på gårdspladsen, og den lille hest vrinsker ved sin kane og Magnus sidder på kanen og gør’ helt afsindigt, så manden kommer farende og spørger hvad der er los, Magnus hopper på kanen og ser direkte på manden med sine brune øjne, manden tøver, men kender sin hund godt, så han spænder den lille hest for kanen og så løber Magnus i forvejen og manden og den lille hest følger efter ham.
Ved skillevejen drejer de mod skoven, og manden tænker at han måske skulle have haft foder med, men nu vil han lige se hvad Magnus egentlig vil.
Da de kommer til det væltede træ sidder Kraka og Ræven og ser efter de unge gæs der ikke går meget omkring, men mest ligger og sover med hovedet under vingen, og man kan på lang afstand se at de er tynde og nogle af dem har mistet mange fjer, manden skuler til ræven, men Magnus går roligt hen til ræven og Kraka som manden kender som naboens store hund, så han lader Ræven være, der må være mere end han lige kan se.
Han løfter alle de unge gæs op på kanen, og er virkelig bekymret for nogle af dem, så han skynder sig, mens han roser både hunde og Ræven, han pakker dem tæt under tæpper og sække, og så sætter han sig på kanen og er klar til hjemturen til konen med de ternede sutsko der vist får en travl jul.
Ligesom han tænker det Kommer Gustav frem bag det væltede træ, og ser at manden er på vej med hans lille flok, han er meget taknemmelig for alt den hjælp hundene og Ræven og alle de andre han har hørt om, har givet ham, så han bøjer sin lange hals og ser med hovedet på skrå på manden med sine runde øjne, og der opstår en usynlig aftale imellem dem.
Magnus takker Kraka der lover Ræven at han snart skal få et stort ben igen, og Ræven takker Magnus og siger tak fordi du stolede på mig, og så går de hver til sit. Gustav letter over trægrænsen og skoven, og flyver hurtigt mod det lille sted på landet hvor røgen stille siver op af skorstenen på den anden side af skoven.
Da han lander, bliver der lidt uro i haven, Gustav er ikke vant til at være så tæt på menneskene, men i det samme kommer konen med de ternede sutsko ud af køkkendøren, og der falder straks ro over alt og alle, og Gustav kan se at lige omkring de ternede sutsko går hans elskede mage med ud af døren og han kalder stille på hende, og går lidt tættere på og får et stykke brød lagt på jorden som han tager, og konen fodre sine høns og siger til dem, det er vel nok en stor flot fyr der er kommet der, han er næsten ligeså flot som dig Cornelius, og Cornelius ryster sin halskrave for at se lidt større ud, mens han hilser på den store gase, der takker for at måtte komme til det lille sted på landet med sin familie. I det samme kommer kanen med ringlende bjælder ind på gårdspladsen og de unge gæs bliver sat i boksen ved siden af den lille hest, i en masse halm, der kan holde dem varme, der er masser af foder og lunkent vand og de falder straks til ro i den hyggelige lune stald, et par stykker af dem må være nogle dage i konens køkken, men det skal nok gå, og Gåsemor bliver glad for at se de unge gæs igen, men allermest bliver hun glad for at Gustav er kommet tilbage for at overvintre med hende på det lille sted på landet, de slynger hals og siger små lyde, og som på et aftalt sekund letter de fra haven, og overflyver skoven og trægrænsen, konen siger smilene til manden ” LAD GÆSSENE FLYVE ” og tænker med stor glæde at den gamle gås nu endelig er kommet sig helt, i det samme runder de side om side ind over haven og lander igen.
Gåsemor takker Nogen mange gange for at hjælpe hende, Magnus ser på Nogen, der igen ser ned mens han rødmer, og Magnus ved at han aldrig får at vide hvad det var Nogen kunne der fik Gustav hjem, for de ved alle at det lige var det der skulle til for at det kunne blive jul.

Inde i stalden har Gåsemor og Gustav fået deres egen boks og Gustav lægger igen hovedet over ryggen på sin mage og hun mærker hans varme og høre lyden af hans vejrtrækning som hun kender så godt.
På trægrænsen ved skoven har Nogen lusket sig op sammen med Magnus, og tændt julelys på grenene på det væltede træ, og Kraka har været der med et kæmpestort kødben, så nu ligger Ræven i sin egen julefred med god samvittighed og nyder sit ben og de fantastiske lys.
Hvis man kommer til det lille sted på landet, på den anden side af skoven ved trægrænsen, på denne juleaftens dag, vil man se at alt er som det plejer, ved stald døren sidder en gammel selvsikker kat, manden køre med kanen hvor bjælderne ringler, og alle de glade børn taber æbleskiver som den smukke hønseflok med den store stolte hane spiser sammen med de vilde fugle, mens børnene synger og griner, og nyder lyset i alle de mange kæder der er sat op i buske og træer og tagrender, så det hele er oplyst af glæde og dejlig julestemning, på kanen sidder også den gamle gårdhund med sin gode ven Nogen der holder i halsbåndet, og hvis man ser efter, men det gør man ikke, så vil man se at nissen Nogen vinker med sin hue mod alle de fine lys. Og således blev det atter jul det lille sted på landet.


God jul til alle