Kære Bitten,
øv da også
Du kunne godt lyde som ILT men det kan også være IB. Begge findes i meget milde og i dødelige varianter.
For to år siden havde jeg ILT i min hønseflok og hvis bare vi havde haft adgang til det gamle forum, ville du have kunnet læse hele lidelseshistorien der. Men det har vi ikke, så i stedet må jeg se om jeg kan stykke min hullede hukommelse sammen i håb om at du kan blive klogere
Jeg havde købt en ny hane til flokken, og han blev på et tidspunkt lidt skrantende, sådan lidt energiforladt men var ikke rigtig syg, så han fik - ak og ve - lov at blive i flokken. En dag hostede han meget højt tre gange og kastede med hovedet, som når de får korn galt i halsen. Mere skete der ikke med ham....
Men! Nogle dage efter sad en høne i et hjørne og hang. Jeg kan ikke huske om hun hostede, men hun var nok godt snottet. Jeg isolerede hende i hvert fald fra de andre. Da jeg kom hjem senere den dag, sad hun og hev helt apatisk efter vejret. Den var bare helt galt. Jeg tog hende op for at undersøge hende og i værste fald aflive hende - og så døde hun lige der i mine arme
Det var aldrig sket for mig før, så jeg blev ret panisk - og så var det i øvrigt i 2006 - det år fugleinfluenza-hysteriet rasede, og hvor én død høne var = fugleinfluenza.
Om aftenen da alle de andre høns var gået til pinds, kunne jeg konstatere, at der var flere der hostede nogle ret kraftige host. Så næste dag ringede jeg til "vores" Bjarne
, som jeg heldigvis lige havde fået støvet op i forbindelse med nogle andre skranterier, der havde kostet min første hane livet - og dermed bragt den nye hane ind i min hønsegård
Bjarne fik udleveret den døde høne, som han obducerede og kunne konstatere, at hun var død, fordi hendes lunger var klappet sammen
Han sagde, at hønsene havde enten IB eller ILT, og jeg fik som dig lincospectin til at tage evt. sekundære infektioner - for både IB og ILT er virus, og dem kan man ikke medicinere i mod. Men man kan give antibiotika mod evt. tilstødende infektioner og den vej give dem en bedre chance for at overleve.
Da der døde to høns mere for mig, og kontaktede jeg Bjarne igen. Han ville nu gerne have afklaret om det var ILT, der jo er en anmeldepligtig sygdom og sendte derfor et luftrør (!) til et laboratorium i Tyskland. Så hudt jeg visker, er det noget med at der skal konstateres nogle blodudtrædninger i luftrøret, før man afgør om det er ILT. Han ville ikke bruge laboratoriet i Århus, da han havde erfaringer med at de ikke gjorde det godt nok. Og det viste sig altså rigtigt nok at være ILT. Hvilket ikke kom bag på mig, da jeg havde opdaget, at de sygeste hostede blodigt slim op
Nå, men her stod jeg med en hønseflok på 40 bestående af forældre, slagteklare kyllinger og lidt mindre kyllinger. Og de blev stort set alle syge på skift men i meget varierende grader. De der havde det værst, startede altid med ikke at ville spise - prøven var solsikkefrø: Hvis ikke de kunne interessere, tog jeg hønen/kyllingen væk fra flokken og satte den ned i et gammelt kaninbur til de andre patienter. Dem der ikke ville spise, var nemlig dem der blev ret så syge. De kunne ikke andet end at hoste og hive efter vejret. Andre fik bare lidt øjenbetændelse, og det var det. Og andre igen, nemlig mine to gamle superhøner der stadig er i live den dag i dag, ikke så meget som snøftede
Det varede 14 dage, før alle havde været igennem virus. Der døde/blev aflivet i alt 8 dyr, både voksne, store og halvstore kyllinger - men flest (kun?) høner/høniker af en eller anden mystisk grund... Det var 'billigt' sluppet. ILT kan have en dødelighed på op til 75%. Og den kan have en dødelighed på 0%. Mange har ILT i deres hønsegård uden at vide det - den kan give sig udslag som en almindelig forkølelse med lidt snot og lidt øjenbetændelse. Så der kan sagtens være ILT i den flok du har købt høns af, uden at hønseejeren ved det, for måske har den aldrig vist sig fra sin bidske side - først nu da nogle af hønsene er blevet udsat for stress i form af flytning og nyt miljø, er den brudt ud.
Før i tiden slog man alle flokke med ILT ned, men det gør man ikke mere, da sygdommen er alt for almindeligt udbredt. ILT er et herpesvirus, der lever i luftveje og slimhinder, og som kun smitter når den er i udbrud - ligesom forkølelsessår. Og et udbrud kan som sagt være lidt snøften og ikke mere. Men er der dyr i flokken, som ikke har været udsat for og immuniseret sig over for virus, vil de dyr blive syge - og igen: nogle mere end andre. Så måske er det i din flok at virus bor, og som nu har smittet dine nye høns??? Det er svært at sige.
Så Bitten, du skal vide, at er det ILT du har i flokken, vil den blive boende latent i din flok, også når den i denne omgang raser ud. Du vil ikke opleve et sådant udbrud som du har nu igen, men sætter du nye høns i flokken, kan de blive syge. Kyllinger klækkes med antistoffer, men de fortager sig, så på et eller andet tidspunkt vil kyllingerne blive konfronteret med virus - hvis der er en høne i flokken, der svækkes af stress eller anden sygdom og hvis virus går i udbrud.
Så mange vælger at slå flokken ned og starte forfra. Jeg valgte den hårde vej (måske jeg lige skal nævne at jeg dengang var hjemmearbejdende
og passede og plejede de små pus, indtil sygdommen aftog. Ikke nogen nem opgave skulle jeg hilse og sige
men min indstilling var, at når nu langt de fleste faktisk blev raske igen, så kunne jeg altså ikke få mig til at slå hele flokken ned. Så hellere lave mit eget lille darwinistiske forsøg og lade de stærkeste overleve og avle videre på deres gode gener
Men som en konsekvens sælger jeg kun rugeæg men ikke levende høns! Hvilket i øvrigt ville være fuldt lovligt, når man har udstået karantænen på 60 dage, men - synes jeg - overhovedet ikke forsvarligt, da hønsene kan være raske smittebærere!!! Klassisk eksempel på dansk lovgivning omkring husdyrsygdomme...
Og nu til det praktiske, Bitten:
Du gør det helt rigtige ved at tage de sløje fra og sætte dem i en kasse på gulvvarmen på badeværelset! Varme er godt.
Hvis de har svært ved at trække vejret, så giv dem kamilledampbad - 1 liter kogende vand over to breve kamillethe i en skål og så et stort håndklæde henover, så dampen bliver hos hønen i kassen. Hvis du sætter skålen med kamillethe ned i kassen, så pas på at hønen ikke skolder sig. Tilsæt gerne et par kviste timian (slimløsende) eller mere praktisk: timianolie - kan købes over nettet på urtegaarden.dk eller i en helsekostforretning.
Hvis hønen ikke vil spise eller drikke, må
du i gang. Selv om de ingen appetit har, har de brug for noget at stå i mod med.
Drikke: Hvis du har en engangsprøjte ved hånden, er det nemmest. Sug lidt af den lunkne kamillethe op i sprøjten, og hæld det langsomt ned i halsen på hønen. Det er nemt at tvinge deres næb op og så er der fri adgang
Bare rolig, de kløjs ikke særligt nemt i det.
Spise: Hønseguf med vitaminer eller levertran! Rul den til små kugler på størrelse med ærter (til store høns) og fodr hønen med en ad gangen. Put dem så langt tilbage i næbbet som muligt - så skal hønen nok synke den. Hvis de er meget snottede og har svært ved at få vejret, så vær forsigtig. Alternativt kan du lave dem lidt vandet havregrød med friskpresset hvidløg rørt i - det løsner også slimet i tilstoppede hals (hvilket giver host - og det er godt, for så kommer slimen op, og er altså bedre end desperat hiven efter vejret = slim der sidder fast og risikerer at lukke halsen).
Altså: varme, dampbad, drikke og spise i nævnte rækkefølge - det hjælper dem på højkant igen.
Det var vist det hele
Spørg endelig!