Dansk Fjerkræ Forum
Hønsegården => Arvelighedslære => Emne startet af: Berit Linea efter 02 Februar , 2012, 17:21
-
Jeg tænkte at hvis jeg fik en håndfuld kyllinger, så kunne jeg bruge hønekyllingerne og købe hane af samme race fra anden opdrætter. *f Men nu har jeg hørt at man godt kan bruge en hanekylling fra samme opdrætter som hønsene. Men så kan de jo være søskende ??? Er det ikke indavl ? Jeg kan da ikke tro andet end det bedste er høns fra et sted og hane fra andet *e
-
Jo, og indavl er godt. Især hvis man har nogle høns med gode egenskaber som ønskes fastere indavlet i stammen.
Det vigtigste, aldrig sammen par 2 individer med samme fejl. Eller blot tendens til samme fejl. For så bliver det værre. Ligesom de gode egenskaber bliver bedre, som oftest.
Men OK på et eller andet tidspunkt, altså efter nogle generationer, så går den ikke længere. Det ses på at der kommer meget få kyllinger.
-
Der er stor forskeld, ifra race til race. Hvids du vil avle lidt systematisk, saa boer du vaere lidt planmedsig i hvad du vil opnaa, aeg/koed/udstildingsdyr, eller om du bare vil fornye din egen flok, om du eventuelt oensker at hjelpe racen at blive stoerre (hvids den plejede at vaere det), mulighederne er saa mange, men hvids du er lidt mere spesifik, og ogsaa fortelder hvilken race, saa er det sikkert nogen der kan hjaelpe dig.
-
Jeg ville jo rigtig gerne i gang med dværgmaran :D . Og så have et par stykker af Arucana ( hvor jeg har bestilt rugeæg hos Lone ), for hyggens skyld. Men det virker ret svært at få fat i dværgmaran, så måske holder jeg mig bare til Arucana. Det må tiden vise 8) . Det haster jo heller ikke voldsomt, da jeg ikke har forstand på hønseavl overhovedet. Jeg skal lære en masse :D . Derudover beholder jeg mine dværg italienere for de er så skønne. Men dem vil jeg ikke avle på. *b bare hygge med
-
Jeg har tænkt lige det samme som dig og jeg mener stadig at indavl er noget skidt!
Man har gjort det f.eks. inden for hundeavl når man forsøger at genetablere en race der næsten er væk (som Broholmeren) og det kan man jo også gøre med høns. Men ikke indavl i flere generationer. :o
Ved de fleste hønseracer kan det da lade sig gøre at skaffe en hane der ikke er direkte beslægtet; også selvom man vil have en far til fremtidige udstillingshøns.
Jeg har en New Hampshire hane der er beslægtet med hønerne han går med (de er i hvert fald fra samme avler) men jeg skal ikke avle på dem kun have dem for hyggen og æggenes skyld og så går det jo nok. Han er så rar den hane så jeg vil også nødig af med ham. ;D
-
Indavl er noget skidt hvis man avle på noget skidt.
Men indavl kan sagtens også, som Rudy skriver også forbedre gode egenskaber.
Og som en god hønsebekendt jeg har siger " jeg har ikke noget imod indavl, bare det bliver i familien".
-
Jeg mener stadig at indavl er noget skidt uanset hvor fine dyrene er. Det hjælper jo ikke de har den rigtige farve hvis det bliver nogen skravl og tossede i hovedet, som er nogle af de ting der kan ske ved for meget indavl. :(
Tvivler stærkt på at høns er så specielle at der ikke sker noget ved dem. Jeg vil i hvert fald foretrække at finde ubeslægtede individer at avle med og avle stærke sunde dyr. Men hvem ved, de dyr jeg køber fra starten er måske produkter af indavl i forvejen. ::)
-
Nu hører skravl og tossede i hovedet heller ikke sammen med at de er fine ???
-
Fjerkræ er en art, hvor der skal meget til før det opstår indavls problemer.
Og bare rolig, jeg har aldrig set høns der er blevet skravlede eller tossede af indavl. Med blot en smule indsig i indavl og linieavl, stopper man inden. Advarslen kommer som få kyllinger klækket, og det sker laaaang tid før ovennævnte problem ting /o
Jeg har drevet avl med såvel indavl, linieavl som udavl i over 40 år og aldrig nogensinde set antydning af problemer hos fjerkræ. Men havde det været andre dyrearter, ville det gå helt galt, ved jeg da jeg også driver seriøs avl med andre husdyr.
-
Alle hybrider, som bruges i industrien er lavet på ekstremt indavlede linier. Som gør at de enten sprøjter ud med æg eller vokser ekstremt hurtigt.
-
Nemlig. Indavl forstærker såvel gode som dårlige egenskaber og kan bruges som "test" af avlsdyrs genetiske indhold. Det kræver bare sin opdrætter - og dem er der heldigvis nogle af. Og så skal man selvfølgelig vide, hvad man prøver at opnå og ikke bare bruge det, der er mest bekvemt, herunder egen eller naboens hane....
-
Når jeg skriver fine dyr mener jeg selvfølgelig mht udseendet. ;) Som f.eks. den rigtige farve.
Og jeg vil heller ikke avle hybrider.
Fjerkræ er en art, hvor der skal meget til før det opstår indavls problemer.
Jeg har drevet avl med såvel indavl, linieavl som udavl i over 40 år og aldrig nogensinde set antydning af problemer hos fjerkræ. Men havde det været andre dyrearter, ville det gå helt galt, ved jeg da jeg også driver seriøs avl med andre husdyr.
Nu er det måske sværere at se indavlsproblemer ved høns end det f.eks. er ved hunde ::)
men du skriver jo også indavl, linieavl og udavl. Dvs du har ikke drevet indavl i 40 år :o Så kan det også godt være du havde fået problemer. ;)
Men der sker jo som regel heller ikke noget hvis man bare får nyt blod ind en gang imellem og ikke tager f.eks. søskende hver gang.
Ankerine: jeg skriver også at jeg ikke ville tage det mest bekvemme, som i dette tilfælde Berit Linea spørger om, ville være den hane som man har fået sammen med hønerne, men jeg ville derimod gå ud og finde en anden.
-
Fine dyr med rigtige farver skal så sandelig også være livskraftige og sunde. For et sygt og skravlet dyr kan ikke bedømmes på en udstilling.
Faktisk hedder første punkt på et point kort : Livskraft....
-
Dette er bliven en hed debat. Hvad har du startet Berit? Hvids du skal avle Dverg Maraner, og begynde med at ruge ud aeg, vilde jeg gaa for foelgende plan: Behold kun hoennikene af dem du faar, saa finder du en fin hane der kommer ifra en stamme/familje der legger moerke aeg. Naar saa hoennikene vogser sig til, velg de 2-3-4 fineste, spoerg gerne nogen med forstand paa racen, saa avler du ifra disse, beholder hanen,og bruger en af avkommerne paa sin mor og hendes soestre, bruger "den gamle" hane igen nedste aar paa sine doetre, saa gaelder det at holde tungen ret i munden, og ha 2 stammer der ikke gaar sammen, saa kan du vegsle imellom haner og hoener som du vil? Den eneste indavl jeg ikke liger, er bror/soester, det fremhever de daarlige egenskabe, synes jeg. Med Dverg Maran er der jo ikke kun udseendet der telder, men ogsaa farven paa aeggerne? Saa du laver et lille avlsprogram, hvor dyr med rigtigt udseende OG rigtig aegfarve bliver brugt, ikke avl paa alle de der er for daarlige. Om et aar eller to, er du en rigtig avls-ekspert, men hjelp behoever vi alle. Det er jo flere her paa Forum med Dverg Maran, dere kan da udvegsle baade avlsdyr og erfaringer.
-
Dvs du har ikke drevet indavl i 40 år :o Så kan det også godt være du havde fået problemer. ;)
Jeg håber ikke det på nogen måde er et tema for nogen seriøs opdrætter, at tro at indavl kan forekomme i 40 år. Men som du helt korrekt har bemærket, så skrides til udavl (blodfornyelse) eller linieavl (blodforfriskning) fra tid til anden.
Jeg tror at over 90% (sikkert meget højere) af de opdrættere der udstiller løbende benytter sig af indavl. Og resultaterne ses på vore udstillinger: ekstrem flotte dyr med uovertruffen livskraft. Sidst nævnte er en af kardinal-punkterne på point kortet.
-
Jeg tilslutter mig: Start med det du har - og tilsæt så nyt i form af en høne engang imellem. En hane (som evt. viser sig at være dårlig) spreder for mange dårlige gener, da alle kyllingerne vil være bærere af fejlene. Med en ny høne (hvis den viser sig at give dårligt videre) begrænser skaderne. Det råd har jeg fået fra en erfaren opdrætter.
-
Jeg har prøvet med intens indavl på henholdsvis Europæiske Vagtler og alm. jagtfasaner. I begge tilfælde blev afkommet til stor forundring helt hvide i 4 - 5 generation. Æglægning, forplantning, trivsel og adfærd forblev stort set uændret.
-
Jeg er altså heller ikke den store fan af at avle alt for beslægtede dyr sammen. Ikke at jeg egentligt er særlig uenig med mange af de synspunkter som er kommet frem her. For er der noget du får ved at avle på nært beslægtede individer, så er det ensartede dyr. Og som du kan høre af diverse indlæg, så vil indavl på dårlige dyr give dårlige dyr og omvendt.
Problemet er vel egentligt langt hen ad vejen at finde beslægtede dyr, som kun indeholder "gode" gener hvadenten vi taler om udseende, produktion, sundhed, temperament osv.. Derfor vil man næsten med garanti komme til at opformere nogle dårlige gener samtidig med at man opformerer de gode gener ved denne type avl. Sjældent ved man vel helt, hvilke gener, man får opformeret, og derfor går det også nogle gange bedre end andre.
For mig at se, så er en anden grund til, at man inden for fjerkræavl er mindre påpasselige med indavl (her tales om hobbydyr) er, at hvis vi ser på populationen som helhed, så er der nok en ganske stor del af genpuljen bevaret. Sikkert er mange af de små flokke rundt omkring ret indavlede, men begynder man at rende ind i problemer med en egenskab, så er det muligt at finde "frisk" blod ude i landet, og dermed få stammen ind på ret kurs igen.
En anden bagside af medaljen ved de meget ensartede dyr er, at det er ret svært at lave avlsfremgang, hvis alle dyr mere eller mindre indeholder de samme gener. Lidt billedligt talt, så svarer det vel næsten til at bygge med én slags legoklodser. Har man nu flere forskellige slags klodser, så er det nemmere at bygge noget nyt, hvilket skal forstås som det giver mere potentiale for at skabe avlsfremgang.
Men står valget mellem at tage en mindre beslægtet hane/høne af betydeligt dårligere kvalitet ind i sin flok, så er det, at man skal overveje, om de gener, som dyret kan tilføre er nogle, man reelt er interesseret i ??? Der er jo ingen, som har sagt det skulle være nemt ;)
Jeg tror dog ikke, for at summe lidt sammen, at der sker den store katastrofe ved ind imellem at avle på beslægtede individer hos vores hobbyhøs. Men gør vi det for meget, risikerer vi at få for mange dårlige ting med i købet. Og som der også er nævt, så er det typisk egenskaber som sundhed og overlevelsesevne, som hurtigst påvirkes af indavl. Så hvis dine kyllinger begynder at få sværere og sværere ved at klække, så er det nok på høje tid at få fundet nyt blod.
-
;D Tak, tak allesammen. Jeg tror der skal føres avls bog, så jeg kan holde styr på hvem der er fra hvor. Men dejligt med så meget feed back <E . Jeg starter med Arucana og ser så om der kommer en chance for at tiltuske mig nogle æg fra dværgmaran :) . Min mand er også blevet vældig interesseret i hønsene, og nu hvor jeg har masser af tid ( jeg har fuldtidsplejebarn og han er kun glad for at være med ved hønsene :D ), så er det jo med at forfølge drømmen /o
-
Ellers må du bare spørge med hensyn til hjælp og så står nok en hel række i kø for at hjælpe dig. Den nye Maranklub vil måske hjælpe dig hvis du spørger pænt. Det kan også være en kan hjælpe dig med avlsarbejdet til at starte på.
-
Jeg har prøvet med intens indavl på henholdsvis Europæiske Vagtler og alm. jagtfasaner. I begge tilfælde blev afkommet til stor forundring helt hvide i 4 - 5 generation. Æglægning, forplantning, trivsel og adfærd forblev stort set uændret.
Har i øvrigt ofte tænkt på om den alt dominerende hvide farve hos vores konsum slagtefjerkræ (gæs,ænder,høns,kalkuner) bevist skyldes indavl.?
I naturen ses det jo sjældent, har en enkelt gang set Solsort der var halvt hvid/halvt sort..! Og så er der naturligvis Hjerpe, Dal-og Fjeldrype, der helt eller delvis skifter til hvid vinterdragt, men det er vel noget helt andet.
-
Jeg er altså heller ikke den store fan af at avle alt for beslægtede dyr sammen. Ikke at jeg egentligt er særlig uenig med mange af de synspunkter som er kommet frem her. For er der noget du får ved at avle på nært beslægtede individer, så er det ensartede dyr. Og som du kan høre af diverse indlæg, så vil indavl på dårlige dyr give dårlige dyr og omvendt.
Problemet er vel egentligt langt hen ad vejen at finde beslægtede dyr, som kun indeholder "gode" gener hvadenten vi taler om udseende, produktion, sundhed, temperament osv.. Derfor vil man næsten med garanti komme til at opformere nogle dårlige gener samtidig med at man opformerer de gode gener ved denne type avl. Sjældent ved man vel helt, hvilke gener, man får opformeret, og derfor går det også nogle gange bedre end andre.
For mig at se, så er en anden grund til, at man inden for fjerkræavl er mindre påpasselige med indavl (her tales om hobbydyr) er, at hvis vi ser på populationen som helhed, så er der nok en ganske stor del af genpuljen bevaret. Sikkert er mange af de små flokke rundt omkring ret indavlede, men begynder man at rende ind i problemer med en egenskab, så er det muligt at finde "frisk" blod ude i landet, og dermed få stammen ind på ret kurs igen.
En anden bagside af medaljen ved de meget ensartede dyr er, at det er ret svært at lave avlsfremgang, hvis alle dyr mere eller mindre indeholder de samme gener. Lidt billedligt talt, så svarer det vel næsten til at bygge med én slags legoklodser. Har man nu flere forskellige slags klodser, så er det nemmere at bygge noget nyt, hvilket skal forstås som det giver mere potentiale for at skabe avlsfremgang.
Men står valget mellem at tage en mindre beslægtet hane/høne af betydeligt dårligere kvalitet ind i sin flok, så er det, at man skal overveje, om de gener, som dyret kan tilføre er nogle, man reelt er interesseret i ??? Der er jo ingen, som har sagt det skulle være nemt ;)
Jeg tror dog ikke, for at summe lidt sammen, at der sker den store katastrofe ved ind imellem at avle på beslægtede individer hos vores hobbyhøs. Men gør vi det for meget, risikerer vi at få for mange dårlige ting med i købet. Og som der også er nævt, så er det typisk egenskaber som sundhed og overlevelsesevne, som hurtigst påvirkes af indavl. Så hvis dine kyllinger begynder at få sværere og sværere ved at klække, så er det nok på høje tid at få fundet nyt blod.
/o Smukt udtrykt.
FC-Søvind: Man kan jo læse det som man vil, nogen vil ikke se, men i naturen udgåes indavl. ;)
-
Ved hjælp af naturen kan indavl også holde meget længe og det er især inden for Landhøns det er set hvor stammer har holdt mere end 25 år uden blodfornyelse. Det er fordi de svageste hele tiden forsvinder når ræven kommer forbi eller når de klare sig selv at de svageste forsvinder pga. lav rang, ikke nøjsom eller ikke kan finde føde nok.
Min tidligere nabo Flemming var stolt af at hans stamme kunne klare sig uden blodfornyelse i over 25 år. Ræven kunne ikke komme til hans besætning, men han lage meget vægt på¨livkraft og reproduktion på naturlig måde og derved sorterede han hårdt ud. Når alle disse var taget var der kun nok til avl de første år, men senere hen kunne han også gå efter kvaliteten så det lignede Landhøns mest muligt og havde en fin kam osv. Som han har sagt og skrevet. Det handler om at komme over det første punkt og så er indavl ikke et problem for høns. Derfor han ved de forskellige racer han afprøvede tit først gik efter at få sundheden i top og senere kunne man så gå efter æg, kød eller udseende uden at være bange for indavl i stammen.
-
Forklaringen på at slagtefjerkræ ii industrien er hvide er at de ikke er kønne og appetitlige hvis der er stabber tilbage efter plukningen, hvis disse var mørke.
-
.......vilde jeg gaa for foelgende plan: Behold kun hoennikene af dem du faar, saa finder du en fin hane der kommer ifra en stamme/familje der legger moerke aeg. Naar saa hoennikene vogser sig til, velg de 2-3-4 fineste, spoerg gerne nogen med forstand paa racen, saa avler du ifra disse, beholder hanen,og bruger en af avkommerne paa sin mor og hendes soestre, bruger "den gamle" hane igen nedste aar paa sine doetre, saa gaelder det at holde tungen ret i munden, og ha 2 stammer der ikke gaar sammen, saa kan du vegsle imellom haner og hoener som du vil? .......
Det er tydeligt, at du har masser af god viden og erfaring - jeg er begyndt at læse dine indlæg med stor interesse. o/
Jeg faldt over denne avlsplan og er pt ret interesseret i at lære mere. Jeg har læst den igen og igen og prøvet at tegne den ned på papir (med pile og andre kruseduller - :D) men jeg forstår den ikke helt.
Du skriver: "beholder hanen og bruger en af afkommene på sin mor og hendes søstre". her bliver jeg lidt usikker på, hvad der menes" Skal man ikke bruge hønerne fra denne søskendeflok? Og hvis man skal er det så ikke med den gamle hane igen?
Vil du lave en lille "avls-model for dummies" til mig?
-
Det er tydeligt, at du har masser af god viden og erfaring - jeg er begyndt at læse dine indlæg med stor interesse. o/
Jeg faldt over denne avlsplan og er pt ret interesseret i at lære mere. Jeg har læst den igen og igen og prøvet at tegne den ned på papir (med pile og andre kruseduller - :D) men jeg forstår den ikke helt.
Du skriver: "beholder hanen og bruger en af afkommene på sin mor og hendes søstre". her bliver jeg lidt usikker på, hvad der menes" Skal man ikke bruge hønerne fra denne søskendeflok? Og hvis man skal er det så ikke med den gamle hane igen?
Vil du lave en lille "avls-model for dummies" til mig?
Jeg tror der menes noget med at sætte hanefar til sine piger og hønemor til en af sine drenge, det kaldes vist for linieavl, men puha hvor det lugter grimt.
-
Linie-avl kan, hvis det gøres rigtigt, køre i mange år uden problemer.
Man starter med et avls-par (1,1 blot for forenklings skyld ;)) som ikke er i familie.
Afkom: bedste unghøne til oprindelig hane / bedste unghane til opr. høne.
Af dette nye afkom: bedste unghøne til opr. hane / bedste unghane til opr. 0,1
Denne metode/fremgangsmåde kan gentages en eller 2 gange mere. Kommer an på vedvarende frugtbarhed og at de oprindelige 1,1 selvfølgelig stadig er i live og avlsdygtige.
Som man nok har bemærket: så blev 1. generation med gener: 50% opr. hane og 50% opr. høne.
Men som avlen og generationerne skrider frem, stiger %-andel, således at der efter 3 til 4 generationer er tæt på 100% (kan selvfølgelig aldrig blive helt 100%) for hhv. opr. hane linie og opr. høne linie.
Nu kan der så laves en ny sammen parrring af de 2 linier, som på ny giver livskraft af vitalitet. Det er det vi kalder en "blodforfriskning", i modsætning til desideret blodfornyelse (udavl) hvor det er ubeslægtede (hvis afst. kendes) der sammen parres.
-
Jeg må begynde med at jeg er newbie i racehøns, min erfaringer om stammer fra bier, hunde og grise. Derfor kan tillade mig at udtale sikkert ::)
Jeg har læst mig til at høns tåler stram indavl fordi høns har få arvelig sygdomme. Til gengæld gris (og menneske) og hund i vis grad, har mange skjulte sygoms gener som bliver homosygote ved søskende parring og giver syge eller reformerede afkom. I avls kredse kalder man bevist indavl avl med lukket population, det lyder lidt pænere.
-
Linie-avl kan, hvis det gøres rigtigt, køre i mange år uden problemer.
Man starter med et avls-par (1,1 blot for forenklings skyld ;)) som ikke er i familie.
Afkom: bedste unghøne til oprindelig hane / bedste unghane til opr. høne.
Af dette nye afkom: bedste unghøne til opr. hane / bedste unghane til opr. 0,1
Denne metode/fremgangsmåde kan gentages en eller 2 gange mere. Kommer an på vedvarende frugtbarhed og at de oprindelige 1,1 selvfølgelig stadig er i live og avlsdygtige.
Som man nok har bemærket: så blev 1. generation med gener: 50% opr. hane og 50% opr. høne.
Men som avlen og generationerne skrider frem, stiger %-andel, således at der efter 3 til 4 generationer er tæt på 100% (kan selvfølgelig aldrig blive helt 100%) for hhv. opr. hane linie og opr. høne linie.
Nu kan der så laves en ny sammen parrring af de 2 linier, som på ny giver livskraft af vitalitet. Det er det vi kalder en "blodforfriskning", i modsætning til desideret blodfornyelse (udavl) hvor det er ubeslægtede (hvis afst. kendes) der sammen parres.
Det er så smukt formuleret, jeg gemmer din beskrivelse af linieavl i mit arkiv.
-
Linie-avl kan, hvis det gøres rigtigt, køre i mange år uden problemer.
Man starter med et avls-par (1,1 blot for forenklings skyld ;)) som ikke er i familie.
Afkom: bedste unghøne til oprindelig hane / bedste unghane til opr. høne.
Af dette nye afkom: bedste unghøne til opr. hane / bedste unghane til opr. 0,1
Denne metode/fremgangsmåde kan gentages en eller 2 gange mere. Kommer an på vedvarende frugtbarhed og at de oprindelige 1,1 selvfølgelig stadig er i live og avlsdygtige.
Som man nok har bemærket: så blev 1. generation med gener: 50% opr. hane og 50% opr. høne.
Men som avlen og generationerne skrider frem, stiger %-andel, således at der efter 3 til 4 generationer er tæt på 100% (kan selvfølgelig aldrig blive helt 100%) for hhv. opr. hane linie og opr. høne linie.
Nu kan der så laves en ny sammen parrring af de 2 linier, som på ny giver livskraft af vitalitet. Det er det vi kalder en "blodforfriskning", i modsætning til desideret blodfornyelse (udavl) hvor det er ubeslægtede (hvis afst. kendes) der sammen parres.
Glemte at tilføje, at når denne blodforfriskning er sket, er der jo intet til hinder for at gentage ovennævnte avlsplan.
For at gardere dig mod dødsfald, bruger jeg selvfølgelig mere end een høne i stammerne. Og jeg har også en reservehane, som har 100% samme afst. som den i avlsplanen benyttede hane. Så er man helgarderet, og kan køre i mange år.
-
Det er så smukt formuleret, jeg gemmer din beskrivelse af linieavl i mit arkiv.
TAK Frank /o Det vi brænder for og går op i, kan man uden ad, selv i søvne ;D
-
Forklaringen på at slagtefjerkræ ii industrien er hvide er at de ikke er kønne og appetitlige hvis der er stabber tilbage efter plukningen, hvis disse var mørke.
Lene det er jeg helt med på, har prøvet hvor træls det kan være at plukke bronzekalkuner /f
Det var nu mere om hvordan man har fremelsket den hvide farve hos vores fjerkræ.?
-
Det er forøvrigt flere gange nævnt, også af undertegnede, at fjerkræ er den dyre art der ikke ret let lader sig påvirke af indavl. Men også hos andre husdyr arter kan det praktiseres, omend i knap så hård en udgave.
Da jeg for mange år siden starte mit alvsbesætning af race-rene Shropshire-får op, blev der indkøbt ialt 5 meget gode (og derfor meget bekostelige ::)) avlsvæddere ind til besætningen. Det var selvfølgelig 5 avlsvæddere der iht. stamtavler ikke - eller kun meget lidt, langt ude - var i familie, såvel indbyrdes som med mine avls-får.
Disse 5 linier har kørt uden der er problemer med indavl. Besætningen har i omkring 20 år, fået tildelt det højeste avls-index for tilvækst i DK. Der har nok en enkelt gang blevet hentet nye egenskaber ind fra bl.a. ny NewZelandsk-linie.
Og en linie/besætning er har problemer med indavl, kommer altså slet ikke i nærheden af så højt et index, for tilvækst er noget af det 1.ste der går ned når der er problemer med indavl. Sygdomme mv. har vi heller ingen problemer med.
Men en lukket avls-plan kan forekomme, og være vellykket blandt mange husdyr arter.
-
Inden for f.eks. kanarieavl,bruges udtrykket linieavl,i stedet for indavl.Her pares mor-søn,far-datter og halvsøskende,men aldrig søskende.
-
Lene det er jeg helt med på, har prøvet hvor træls det kan være at plukke bronzekalkuner /f
Det var nu mere om hvordan man har fremelsket den hvide farve hos vores fjerkræ.?
Slet ingen bud..?
-
Det er utroligt nemt at avle mere hvidt - hvis der er hvidt på begge forældredyr, så har du som tommelfingerregel altid endnu mere hvidt i næste generation - så bare kom i gang !
med venlig hilsen - Bent Skaarup Pedersen
-
Uden at kende hønsenes genologi en gæt vil være en mutation, albinisme er slet ikke sjælden i naturen men bliver hurtigt luget ud (læs spist) af population. Til gengæld hos tamme dyr er menneskenes trang til mærkelig ting at bevare forskellige farvegener.
-
TAK Frank /o Det vi brænder for og går op i, kan man uden ad, selv i søvne ;D
Også tusind tak herfra /o
Den er udskrevet og gemt - både på papir og i "bogmærker"
Og...vigtigst af alt....jeg har faktisk forstået det :D
-
Det er tydeligt, at du har masser af god viden og erfaring - jeg er begyndt at læse dine indlæg med stor interesse. o/
Jeg faldt over denne avlsplan og er pt ret interesseret i at lære mere. Jeg har læst den igen og igen og prøvet at tegne den ned på papir (med pile og andre kruseduller - :D) men jeg forstår den ikke helt.
Du skriver: "beholder hanen og bruger en af afkommene på sin mor og hendes søstre". her bliver jeg lidt usikker på, hvad der menes" Skal man ikke bruge hønerne fra denne søskendeflok? Og hvis man skal er det så ikke med den gamle hane igen?
Vil du lave en lille "avls-model for dummies" til mig?
Det er altid hyggeligt at se at nogen gerne vil BRUGE andres erfaringer, saa slipper vi jo alle at goere de samme fejl. Rudi siger egentligt det samme som mig. Udgangspunktet er vel at de fledse har 1, maaske 2 flokker, det bedste er nog at ha 2, men ikke alle har de pragtiske forudsetninger for mere end 1 flok, og det gaar fint. Man skal kun forsoege at undgaa at have kyllinger ifra soeskende, ellers kan man lade naturen gaa sin gang. Lidt planlegning, det er alt, og gerne et ekstra lille hus til en extra hane, hvids man har mulighed, slig bliver det lettere at systematisere det hele en smule. Man kan gerne ha en flok, men naar man vil avle lidt, tager man de hoener od den hane man vil avle ifra, og isolerer dem ifra den oevrige flok etpar uger. En god ide er da at lade hanen bo alene en uges tid i inden, slig at han befrugter lidt sterkere. Jeg skal laegge ind (som eget svar) en plan der er god, men den er paa Engelsk.
-
In our most recent Breeder’s Directory, Christine Willard wrote an article entitled "Small Flock Breeding." This article summarized two previous articles on the subject, one by Craig Russell, the other by Dick Demasky; plus, it added information on breeding out-and-out. For those of us involved in preservation the rolling-mating system as advocated by Russell and the clan-mating system as advocated by Demansky are basic. However, there are still other systems that can be utilized by the preservationist in strategic ways.
My personal research in breeding has led me to begin gathering and collecting articles and books by cockfighters (cockers) of long ago; these men of the past preserved several different breeds of chickens for hundreds possibly even thousands of years. During that time they maintained type and vigor to an unparallel degree. It is my belief that their methods of breeding should be examined in detail to be utilized by the modern preservationist. Let me add, however, that this article is not an endorsement or defense of cockfighting; neither will I belie them in any manner. Instead, it is a heartfelt acknowledgement to men who perfected the art of breeding chickens. Further, I believe the modern preservationist can learn much more from the breeding techniques of cockers than he/she can from textbooks on commercial poultry breeding. (Note* It should go without saying that at all times you must select for vigor and type regardless of the breeding system utilized. Cocker Tan Bark states, "Good breeding is only a matter of intelligent selection of brood fowl…."
What the ole time cockers strove for was prepotency. They desired to be able to predict with reasonable accuracy the outcome of any particular mating. For this reason, no cocker worth his salt would have consistently used the out-and-out system. Granted, at times they did cross, but very carefully. Their records consistently indicate that when they did cross they did so using the same strain of fowl they were hoping to improve. Of course, they were looking for gameness, but using their methods a breeder can breed for type, fertility, egg production, etc.
The system I would introduce was utilized by William Morgan, of Morgan Whitehackle fame, and some of the English cockers. It is a form of breeding known as "3 times in and once out." This system was used to produce, in cockers’ terms, a "pure strain." The following chart will explain how the system works.
First Generation Hen Cock
½ hen ½ cock
Second Generation
Hen to son
Cock to daughter ¾ hen ¾ cock
Third Generation
Hen to grandson
Cock to granddaughter 7/8 hen 7/8 cock
Fourth Generation
Hen to ggrandson
Cock to ggranddaughter 15/16 hen 15/16 cock
Now in the 5th generation you breed the 15/16 hen to the 15/16 cock. Then, choosing the best hen(s) and cock(s) you begin again. C. A. Finsterbusch recommends the same breeding strategy in his famous book Cockfighting All Over the Word page 152—153. If they chose to continue line breeding these fowl were what they termed "seed stock." Seed stock was never pitted. Instead, they were crossed to a different strain to produce their "battle cocks." Battle cocks were never used in breeding pens if this system were employed. Or, at this point you choose the three to five best hens and begin the clan mating system.
Alva Campbell who created the "Campbell Blue Boones" during the early years of the twentieth century line bred his outstanding pullets to one cock, "Daniel Boone," for eleven straight years. D. H. Pierce claimed his "Wisconsin Red Shufflers" were line bred for 35 years with no loss of vigor or gameness.
How did these men accomplish this when so many modern textbooks on poultry genetics maintain this is impossible to do? I have discovered several key answers. First, "an inbreeder must breed only from his most vigorous… specimens." Second, they culled ruthlessly. Third, in any form of line breeding the youthfulness of the stock used cannot be overstated. Fourth, they often carried on the same mating (One cock to one hen) for four or five years. Thus, in twenty years it was possible to have only produced four or five distinct generations. When cockers happened upon a cock and hen that produced winners in the pit, then they mated these two year after year. Fifth, they kept accurate records of every mating and often practiced single matings. Sixth, they only attempted close inbreeding on free range giving the birds every advantage of producing constitutional soundness and vitality. These six keys allowed the cockers to be greatly successful at the art of breeding game fowl centuries before the advent of modern genetics.
Many cockers practiced variations of the rolling-matings and clan-matings systems. When practicing the rolling-matings they would often include side matings of line breeding. When using the clan system the large breeders often kept five to seven clans. (They called them "yards.") With the clan matings they most often used the matriarchal system as advocated by Dick Demansky. At times they would create "new" clans or yards of full sisters when a particular hen within the clan produced exceptional sons. Thus, this one hen became prepotent in the new yard through her daughters.
Like those of traditional farmers, for whom poultry was an important part of the subsistence, the methods of cockers have often been disparaged by modern experts. But for serious preservationists and small flock owners in general their tried and true methods are among the surest ways to turn simple reproduction into serious breeding and systematic flock improvement.
One of the truly wonderful things about raising chickens is that you the breeder can choose your own system of breeding to create your "own strain." Yes, you can even experiment! Regardless of how you personally feel about the sport of cockfighting, these men of a by gone era have much to teach us. So, why not learn from the original preservationist: cockers?
-
Til Bent og Tapani. Jeg er vist et fjols til at forklarer tingene korrekt (jeg får misforstået svar) så jeg prøver lige forfra igen.
For år tilbage havde jeg og 2 andre opdrætter af vildtfugle et forsøg kørende der gik ud på at fremavle dels Europæisk Vagtel og dels alm. Jagtfasan med henblik på tidliger og øget ægproduktion osse ved bla. indavl.
Ingen af os fik noget ud af bestræbelserne, til gengæld fik vi alle et biprodukt af helt snehvide vagtler og fasaner, der pludselig opstod i 5 og 4 generation, uden mellemformer.
Og det var ikke albinoer og der var ikke skyggen af hvidt i de oprindelige avlsfugle. En af trio´en fortsatte i årene frem med at avle hvide jagtfasaner,
Jeg ligeså med både hvide vagtler og jagtfasaner, idet der pludselig opstod et markede og efterspørgelse på disse fugle.
Og nu kommer jeg til spørgsmålet: Det hvide tamfjerkræ er disse oprindeligt fremavlet på samme vis i starten helt uden anlæg for påvisligt hvidt i fjerdragten.
Eller formuleret sådan: Fx. Hvide Italienerhøns - Hvide Emdnergæs - Hvide Pekingænder mf. hvorledes menes de opstået.?
PS. jeg har senere set hvide Japanske Vagtler, så andre må også have leget lidt med farven.
(Rudy hjælp mig...!)
-
Jeg har været igang med at lede efter en gammel bog jeg mener at have læst om en forklaring på dit spørgsmål, Frank. Jeg har dog endnu ikke fundet hvor det er jeg har læst om det. ??? ???
Antager det må være en eller anden for for mutation pga. avl med nært beslægtede (indavl), men er ikke helt sikker i min sag ???
Mht. at lidt hvidt bliver meget hvidt, vil jeg fremkomme med nedenstående teoretiske avls-plan.
Hvis vi forestiller os, et hønsehus og hønsegård (big schala) med repræsentanter af ALLE racer og farver.
Vi lader det hele passe sig selv, og efter (i teorien) ca. 10-15 generationer vil det hele slet ikke se på forskellig og broget ud længere, men der vil KUN gå Junglehøns/Bankiva (Gallus Bankiva), da dette er stamformen til alle hønseracer.
Skønt der gik hvide dyr i mange af racerne, så vil alt dette hvide ikke accelere og afstedkomme at der KUN bliver hvide høns i anlæget ???
Så ud fra ovennævnte, så må jeg antage, at dit tilfælde Frank, med hvidt afkom sker pga. indavl. Ellers kan jeg næsten ikke få det til at stemme ???, når henses til ovenstående, hvor vi lander ud med dyr som stamformen Bankiva. Men måske andre betingelser når det er vildt (fasaner mv.) ifh. til tamhøns.
-
Hej Frank
Det er mig som jeg formulerede mit svar upræcis.
Samtlige ændringer i en dyr ( eller plantens) genomet kommer fra en mutation. At der helt pudselig dukker op helt uvarslet en synlig ændring som efks hvid farve skyldes en en genmutation som er sket ved befugtning, det er meget sjælden. Det mest almindelig er at forældrene har haft genet som har vigende egenskab dvs forældrene viser ikke egenskabet men bærer den skjult. Det meget typisk at efter nogle generation ind- linje- eller søskende parring dukker egenskabet frem for di begge søskende har arvet genet fra en af deres forældre.
Der har været meget godt artikelserie om arvlighedslære af Flemming Schiøtte i den grønneblad det kan Downloades i:
http://hadstenfjer.dk/index.php?option=com_jotloader&view=categories&cid=0_9c2f8d5f0b792967dc0cf192d81413e0&Itemid=160
Du kan også google"Mendels lov"
-
Tak til jer begge Rudy og Tapani.
Om du/i skulle finde noget interesandt i lekturen, så havde gerne den venlighed og lad mig det vide.
Jeg begynder så småt at lege lidt med tanken om helt uvidenskablig forsøg med fx. Gl. Dansk Landrace høns. Måske er der andre der også har lyst til udforske emnet. For at få af- eller bekræftet indavls teorien hos tam fjerkræ.
PS. kender godt de 2 Mendelske love.
-
Hej Frank
Det er mig som jeg formulerede mit svar upræcis.
Samtlige ændringer i en dyr ( eller plantens) genomet kommer fra en mutation. At der helt pudselig dukker op helt uvarslet en synlig ændring som efks hvid farve skyldes en en genmutation som er sket ved befugtning, det er meget sjælden. Det mest almindelig er at forældrene har haft genet som har vigende egenskab dvs forældrene viser ikke egenskabet men bærer den skjult. Det meget typisk at efter nogle generation ind- linje- eller søskende parring dukker egenskabet frem for di begge søskende har arvet genet fra en af deres forældre.
Der har været meget godt artikelserie om arvlighedslære af Flemming Schiøtte i den grønneblad det kan Downloades i:
http://hadstenfjer.dk/index.php?option=com_jotloader&view=categories&cid=0_9c2f8d5f0b792967dc0cf192d81413e0&Itemid=160
Du kan også google"Mendels lov"
Bingo..! Flemming Schiøtte artikkel besvare faktisk mit spørgsmål, Hvide Italiener Høns
var oprindelig sorte. Konklusion: Det sorte farvestof er blot avlet væk. Formoder det også må forholde sig ligeledes hos tamgæs- og ænder. Mht. vildtfugle herunder kalkuner må det være indavl.
Tusinde tak til Tapani
-
Der har været meget godt artikelserie om arvlighedslære af Flemming Schiøtte i den grønneblad det kan Downloades i:
http://hadstenfjer.dk/index.php?option=com_jotloader&view=categories&cid=0_9c2f8d5f0b792967dc0cf192d81413e0&Itemid=160
Du kan også google"Mendels lov"
Tak for link! Sikke fint, at man lige kan downloade alle artiklerne med et enkelt klik /o
-
Ja, det er nogle rigtig gode artikler omkring avl, som var i Det Grønne Blad for efterhånden mange år siden. /o Dem har jeg haft meget glæde af i årenes løb ;)
-
In our most recent Breeder’s Directory, Christine Willard wrote an article entitled "Small Flock Breeding." This article summarized two previous articles on the subject, one by Craig Russell, the other by Dick Demasky; plus, it added information on breeding out-and-out. For those of us involved in preservation the rolling-mating system as advocated by Russell and the clan-mating system as advocated by Demansky are basic. However, there are still other systems that can be utilized by the preservationist in strategic ways.
My personal research in breeding has led me to begin gathering and collecting articles and books by cockfighters (cockers) of long ago; these men of the past preserved several different breeds of chickens for hundreds possibly even thousands of years. During that time they maintained type and vigor to an unparallel degree. It is my belief that their methods of breeding should be examined in detail to be utilized by the modern preservationist. Let me add, however, that this article is not an endorsement or defense of cockfighting; neither will I belie them in any manner. Instead, it is a heartfelt acknowledgement to men who perfected the art of breeding chickens. Further, I believe the modern preservationist can learn much more from the breeding techniques of cockers than he/she can from textbooks on commercial poultry breeding. (Note* It should go without saying that at all times you must select for vigor and type regardless of the breeding system utilized. Cocker Tan Bark states, "Good breeding is only a matter of intelligent selection of brood fowl…."
What the ole time cockers strove for was prepotency. They desired to be able to predict with reasonable accuracy the outcome of any particular mating. For this reason, no cocker worth his salt would have consistently used the out-and-out system. Granted, at times they did cross, but very carefully. Their records consistently indicate that when they did cross they did so using the same strain of fowl they were hoping to improve. Of course, they were looking for gameness, but using their methods a breeder can breed for type, fertility, egg production, etc.
The system I would introduce was utilized by William Morgan, of Morgan Whitehackle fame, and some of the English cockers. It is a form of breeding known as "3 times in and once out." This system was used to produce, in cockers’ terms, a "pure strain." The following chart will explain how the system works.
First Generation Hen Cock
½ hen ½ cock
Second Generation
Hen to son
Cock to daughter ¾ hen ¾ cock
Third Generation
Hen to grandson
Cock to granddaughter 7/8 hen 7/8 cock
Fourth Generation
Hen to ggrandson
Cock to ggranddaughter 15/16 hen 15/16 cock
Now in the 5th generation you breed the 15/16 hen to the 15/16 cock. Then, choosing the best hen(s) and cock(s) you begin again. C. A. Finsterbusch recommends the same breeding strategy in his famous book Cockfighting All Over the Word page 152—153. If they chose to continue line breeding these fowl were what they termed "seed stock." Seed stock was never pitted. Instead, they were crossed to a different strain to produce their "battle cocks." Battle cocks were never used in breeding pens if this system were employed. Or, at this point you choose the three to five best hens and begin the clan mating system.
Alva Campbell who created the "Campbell Blue Boones" during the early years of the twentieth century line bred his outstanding pullets to one cock, "Daniel Boone," for eleven straight years. D. H. Pierce claimed his "Wisconsin Red Shufflers" were line bred for 35 years with no loss of vigor or gameness.
How did these men accomplish this when so many modern textbooks on poultry genetics maintain this is impossible to do? I have discovered several key answers. First, "an inbreeder must breed only from his most vigorous… specimens." Second, they culled ruthlessly. Third, in any form of line breeding the youthfulness of the stock used cannot be overstated. Fourth, they often carried on the same mating (One cock to one hen) for four or five years. Thus, in twenty years it was possible to have only produced four or five distinct generations. When cockers happened upon a cock and hen that produced winners in the pit, then they mated these two year after year. Fifth, they kept accurate records of every mating and often practiced single matings. Sixth, they only attempted close inbreeding on free range giving the birds every advantage of producing constitutional soundness and vitality. These six keys allowed the cockers to be greatly successful at the art of breeding game fowl centuries before the advent of modern genetics.
Many cockers practiced variations of the rolling-matings and clan-matings systems. When practicing the rolling-matings they would often include side matings of line breeding. When using the clan system the large breeders often kept five to seven clans. (They called them "yards.") With the clan matings they most often used the matriarchal system as advocated by Dick Demansky. At times they would create "new" clans or yards of full sisters when a particular hen within the clan produced exceptional sons. Thus, this one hen became prepotent in the new yard through her daughters.
Like those of traditional farmers, for whom poultry was an important part of the subsistence, the methods of cockers have often been disparaged by modern experts. But for serious preservationists and small flock owners in general their tried and true methods are among the surest ways to turn simple reproduction into serious breeding and systematic flock improvement.
One of the truly wonderful things about raising chickens is that you the breeder can choose your own system of breeding to create your "own strain." Yes, you can even experiment! Regardless of how you personally feel about the sport of cockfighting, these men of a by gone era have much to teach us. So, why not learn from the original preservationist: cockers?
Mange tusind tak, Thorleif. Nu ved jeg, hvad jeg skal nærlæse i aften /o
-
Mange tusind tak, Thorleif. Nu ved jeg, hvad jeg skal nærlæse i aften /o
Og hvis du mangler laesestof derefter, saa kan du jo laese den her:
http://openlibrary.org/books/OL24666142M/Wright's_book_of_poultry
Klik paa "PDF", den tager lidt tid, da den er saa stor.
-
Tusind tusind tak :D . Jeg skal vist også lige have en rolig aften, og så skal der læses og grifles *y . Jeg er da glad for at så mange kom med info. Hvor er det her bare et skønt forum *b
-
For at ta emnet om arvelighedslære vs. hvidt tamfjerkræ op igen, som jeg finder utroligt interessant og har en umådelig lyst til at studere nærm. er jeg stødt på 1 mill. kr spørgsmålet.
Flemming Schiøtte artikkel om Phæo-og Eumelanin, her specielt aktuelt vedr. brun-sort kontra hvidt som blot er luftfyldte fjer.
Helt grundlæggende, hvordan får man startet på at få mindsket/fjernet Eumelanin farvestoffet fra fjer.?
Synes ikke jeg pt. kan finde noget stof i lærebøgerne.
Håber eksperterne vil bidrage med gode input.
PS. til Thorleif. Llyfr da, diolch. Yr oeddawn yn darllen yn hwyr yn nos.
-
Diolch an fawr, croeso (i bawb) y Cymru!
-
Diolch an fawr, croeso (i bawb) y Cymru!
Ha ha... cyfieithdd iaith google.
-
De fleste bøger er da gode at læse om aftenen.
-
Helt grundlæggende, hvordan får man startet på at få mindsket/fjernet Eumelanin farvestoffet fra fjer.?
Pas og jeg kan ikke ens sige en god bog om det.
@ Torleif har Wrigt noget om emnet?
Er der nogen som har brugt "høns Kalkulator" http://kippenjungle.nl/kruising.html
-
Pas og jeg kan ikke ens sige en god bog om det.
@ Torleif har Wrigt noget om emnet?
Er der nogen som har brugt "høns Kalkulator" http://kippenjungle.nl/kruising.html
Jeg ved ikke, trolig ikke. Pigments forskning er vel af lidt nyere dato?
-
De fleste bøger er da gode at læse om aftenen.
Nemlig, men kun de gode af slagsen.
-
PS. til Thorleif. Llyfr da, diolch. Yr oeddawn yn darllen yn hwyr yn nos.
Hva dælen er det lige ? Kun mig som er uvidende/ nysgerrig ? *g *g <J
[/quote]
-
Walisisk (Celtic).
-
PS. til Thorleif. Llyfr da, diolch. Yr oeddawn yn darllen yn hwyr yn nos.
Hva dælen er det lige ? Kun mig som er uvidende/ nysgerrig ? *g *g <J
Walisisk..? Nej det er en sønderjydsk dialekt he he... Det var spøg.
-
For at ta emnet om arvelighedslære vs. hvidt tamfjerkræ op igen, som jeg finder utroligt interessant og har en umådelig lyst til at studere nærm. er jeg stødt på 1 mill. kr spørgsmålet.
Flemming Schiøtte artikkel om Phæo-og Eumelanin, her specielt aktuelt vedr. brun-sort kontra hvidt som blot er luftfyldte fjer.
Helt grundlæggende, hvordan får man startet på at få mindsket/fjernet Eumelanin farvestoffet fra fjer.?
Synes ikke jeg pt. kan finde noget stof i lærebøgerne.
Håber eksperterne vil bidrage med gode input.
PS. til Thorleif. Llyfr da, diolch. Yr oeddawn yn darllen yn hwyr yn nos.
Afventer stadig gode svar fra sværvægterne i dette forum...!
-
Walisisk (Celtic).
Årh, takker. /o Den kunne jeg ikke gætte ;D