22.december
I hønsehuset var det stadig mørkt, og hønsene havde ikke til sinds at komme tidligere ud af fjerene end højst nødvendigt. Det var jo også den mørkeste dag på året, sådan cirka, så det var vel en hønseret at sove lidt længe. Hvad dyrene ikke vidste, var at Farfars snedige tænd-sluk-ur til lyset havde forskellig indstilling på hverdagene og i weekenden - og i dag var det lørdag, så lyset ville først tænde kl 8, for ikke at lave unødig larm i kvarteret.
Den sorte høne, Aurora, lå alene i det fjerneste hjørne i hønsehuset. Hun havde fået for vane at gå der og rode de sidste par dage, i fred for de andre høns. Hun snakkede ikke så meget med dem, deres sprog var anderledes end det, hun havde lært som kylling under en skrukhøne. Og så var der det med halen. Aurora havde en smukt rundet bagdel, uden gump eller hale, og de andre høns benyttede enhver lejlighed til at løfte deres halefjer, som for at vise den sorte høne, hvad hun manglede. At Aurora så havde de smukkeste ørefjer, der krummede sig som en ballerinas fletninger op over hovedet, fik bare de andre høns til at fnyse af foragt.
‘Sikke noget pjat, fjer på hovedet skal være ganske små og ligge tæt ind til hovedet’ sagde Pylle Rock, hun var jo overhøne.
Maria, skrukhønen sagde ingenting, hun havde travlt med at passe alle sine kyllinger i sit skrukbur. Der skulle jo skrabes mad op i een uendelighed, så strøelsen stod om ørene på hele familien, og de små skulle holdes varme, når de ikke lige var ude at spise. Der var nemlig koldt i hønsehuset, undtagen lige der, hvor Farfars varmelampe holdt vandskålen isfri.
Men lige nu var der stille og mørkt i hønsehuset, inden dagen begyndte, kun Aurora puslede lidt rundt i sit hjørne.
En tre timers tid senere kom Far og børnene ind i hønsehuset på morgenturen med foder og godbidder fra aftensmaden dagen før. Hønsene var nu i fuldt vigør, Aurora havde forladt sit hjørne, og skrukken Maria kredsede rundt i sit skrukbur med vingerne bredt ud over kyllingerne, som en lille flyvemaskine.
Rosa og Lotus kiggede i rederne, men de havde allerede hentet æg aftenen før, så der var ikke gevinst.
Alfred gad ikke stå bag sine søstre, han kunne alligevel ikke se noget, som den mindste, han nu en gang var. I stedet tøffede han rundt langs væggen, måske kunne han finde en mus, når nu Julius havde barselsorlov fra jobbet som musejæger med sine killinger.
Med eet stoppede Alfreds termostøvle op. Hvad var det, der lå dér? ikke et æg, for de plejede da at være lysebrune, og det der var noget svagt blågrønt. Han rakte sin lille hånd ned og rørte ved noget glat og rundt, der stadig føltes lidt lunt. Æg, men ikke bare eet æg, men hele 3, og af en helt anden farve, end æg plejede at være.
‘Far, se her, er det nisseæg, det her?’ kaldte Alfred med ivrig stemme. Far og søstrene kom til, og Rosa greb et af de blågrønne æg - lidt ærgerlig over, at lillebroderen havde fundet noget spændende, før hende.
Far så på de 3 æg og kløede sig i nakken.
‘Det ved jeg sørme ikke, det må vi vist spørge Farfar om’
I Fars hjerne var der en svag erindring om, at Farfar en gang havde snakket om nogen høns med en anden farve æg end almindelige høns, men som det altid havde været, når Farfar snakkede høns, havde Far kun hørt efter med et halvt øre.
‘Der er lige et til hver af os - børn altså’ sagde Lotus og greb et af de andre æg.
‘I må da ikke spise dem, der er måske nisser inden i!’ skreg Alfred - han så for sig en ganske lille nisse krøllet sammen inden i ægget, parat til at bryde skallen med sin lillebitte økse.
Tvillingepigerne så forskrækket på ham, de seneste dages begivenheder gjorde alt muligt, som de ellers ikke ville have troet på.
‘Årh, jeg tror nu bare, det er skallen, der har en anden farve, inden i er det bare almindeligt hønseæg. Men lad os nu lige spørge Farfar, han må jo vide, om een af hønsene kan være sådan en, der lægger blå æg. Må jeg lige tage et billede af æggene?’
3 børnehænder, med hver sit æg blev prompte rakt op, og Far tog et billede af de tre børnenæver med hver sit blågrønne æg
Børnene gik ud af hønsehuset med hver sit nisseæg (for det var det i deres øjne, indtil andet var bevist), og Far fulgte efter, med mobilen i hånden.
‘Hej Far, kan huske du har snakket om høns, der lægger blågrønne æg, er der sådan en i vores hønsehus, den sorte høne uden hale, måske? Ellers tror børnene, at nissen også er begyndt at lægge æg her. Håber, du kan se billedet’
Mms’en røg afsted til Farfars gamle Nokia.
Der gik noget tid, længere end sædvanligt, Far og børn var for længst nået ind i det stråtækte hus igen og var egentlig parat til at komme ud af døren til dagens gøremål.
Så kom svaret fra Farfar:
‘Jo, den er god nok, der er en araucanerhøne i flokken, du kunne bare have hørt efter, da jeg fortalte om dem. Og jeg tror ikke, der er nisser inden i, eller at nissen har noget med dem at gøre overhovedet, så I kan roligt spise dem i aften. I øvrigt ville nisseæg vel også være røde’
Ja okay, det kunne Farfar sagtens skrive. Han vidste nok ikke, at hvis Alfred troede, der var en nisse i hans æg, så VAR der en nisse i.
Så kom de forløsende ord fra Rosa:
‘Altså nisseæg ville vel også være røde? ligesom deres tøj og alt det andet, de har’
‘Lige præcis, du har ret, det skriver Farfar også’ sagde Far lettet, over den geniale forklaring.
Hjemme hos Farfar og Farmor sad Farfar i køkkenet ved formiddagskaffen og uglede sig i håret. Gad vide, om alt det nissepjat var ved at tage pippet fra hele familien. Nu var han selv jo også begyndt at fortælle om nisser, der måske - måske ikke - lagde røde æg.
Farmor satte sin kaffekop og kiggede på Farfars mobil på bordet mellem dem.
*Er du nu også begyndt at skrive om nisser? spurgte hun med et venligt blik.
‘Hmm ja, sådan for sjov’ brummede Farfar og fortsatte så:
‘Tror du egentlig på nisser?’
‘Ja da! Jeg har jo boet sammen med en de sidste 40 år!’ lo Farmor og greb sit strikketøj igen, mens hun kiggede venligt på sin mand over brillerne.