Ja, jeg er også ret desillusioneret!
Jeg har to hønsehuse - et til silkehøns (hvor der kun har været et forsigtigt udbrud, som jeg faktisk tror er bekæmpet 100% ) og et til de store høns (maraner og et par grønlæggere)
Sidstnævnte hus har været angrebet af blodmider på tredie år i år - eller er det fjerde år- jeg er lidt i tvivl!
Jeg har prøvet ALLE på markedet tilgængelige og utilgængelige midler samt jeg-ved-ikke-hvormange-fridage på at rengøre, støvsuge, sprøjte med staldchock, poultryshield og biotrinol, kalke huset indvendig, sprøjte hønsene, smøre petroleum på siddepindende, hænge forbudte strips op, lægge et tykt lag hemexide under strøelsen, og ellers gentage efter fem dage og efter fem dage igen - (alle produkterne er nævnt i tilfældig orden)
Hver gang har jeg troet, at jeg var kommet bæsterne til livs!
For blot at konstatere, at det var jeg så ikke alligevel!
Huset er med dobbeltvæg - den inderste af rustikbrædder med masser af dejlige sprækker, hvorfra der er direkte adgang ind til 100 mm isolering! Og jeg tror, at hverken kalk, gift, flammekaster, røgbomber eller nogetsomhelst andet kan komme ind bagved og ramme de ca 99 % af blodmiderne som udgør reserveteopperne
For to uger siden tømte jeg huset - myrdede hønsene
og rengjorde grundigt!
Og nu........
SKAL DET STÅ TOMT I TO ÅR........før der kommer høns deri igen. Efter to år uden blod skulle der ikke være blodmider tilbage!
Sådan er det endt hos mig! Alternativet var at brænde det ned til grunden!
Erkendelsen kom her sidst på sommeren, da jeg for gud-ved-hvilken-gang brugte en dyrebar solskinssøndag på surt, udsigsløst knoklearbejde, der kun virker på kort sigt
Og efter at have læst om den engelske blodmideeksperts (Tim Daniels) kamp mod blodmider på sjette år i træk!!!!! (For interesserede: Søg på "red mite blog") var jeg helt i knæ!
Heldigvis har jeg mit andet hønsehus til silkehønsene
Jeg hørte iøvrigt en gammel hønsemand udtale, at når først man har fået blodmider har man altid blodmider!
Jeg tror ikke, han helt har ret - der har da været flere beretninger herinde fra nogen, der er kommet af med dem (også efter et år)
Men hos mig blev det den drastiske løsning - og så må vi leve af købte æg de næste to år.
PS: Jeg ved også, at det ikke er alle, der (af forskellige grunde) vil indrømme, at de har blodmider, så måske er problemet større end vi egentlig forestiller os.
Jeg går virkelig ind for at det ikke bliver et tabu, men noget vi kan drøfte åbent og derved hjælpe hinanden bedst muligt!
Og jeg håber, dine blodmider er væk, Erik, og at dine snart er det, Tanja