Juleeventyr 2016 - alle må skrive med :)

[Lone]

1.dec (som så meget i det offentlige er vi lidt forsinket  )

I hønsehuset sad overhanen Tinnitus og skumlede.
Der havde været noget underligt over hønsehuset længe. Den lem, der plejede at give adgang til en stor hønsegård med både grønt om sommeren, visne blade om efteråret og kryb og kravl det meste af året, forblev lukket. Tinnitus undrede sig, sådan havde det aldrig været før, i hans 1-årige haneliv. Han havde godt hørt grumme fortællinger om en ond tid for længe siden, men det var da bare eventyr?
Unghanen Stig havde ikke de bekymringer, han løb glad rundt og drillede hønsene, for det var hans ret, nu hvor han også selv havde opdaget, at han var hane.
At han var opkaldt efter en mand i Fødevarestyrelsen (Stig Mellergård, red.) viste han ikke. Konen I Termokedeldragten, der kom hver morgen med foder, vand og godter, havde givet Stig hans navn, samme dag som hønselemmen blev lukket, og Stigs brødre måtte forflyttes til den store kummefryser, af hensyn til den begrænsede plads i hønsehuset. Men Stig havde ikke været gammel nok til at vise, om han var en hane, så han havde overlevet - indtil videre.
For Konen I Termokedeldragten forudså problemer, når Stig blev mere voksen og ville udfordre Tinnitus på den begrænsede plads.
Hønsene sad og surmulede op af vandtårnet. Der var varmeplade under og dejlig lunt, men intet at sammenligne med at gå og rode biller op i hønsegården.
'Tinnitus, i dag må den lem da blive åbnet' skræppede førerhønen Hulda.
'Ja, i dag må den da blive åbnet' stemte de andre høns i.
Lige med undtagelse af Den Evige Skruk, der som altid bare lå og skelede i hjørnet. Hun tænkte kun på sine kommende kyllinger og gad alligevel ikke uden for. Men det var da irriterende, at de andre vadede rundt herinde hele dagen!
Tinnitus tænkte, så det knagede i hans hane-hjerne - og den var ikke stor.
Det mærkelige var, at siden lemmen var blevet lukket, havde godbidderne flydt i en lind strøm: Kogte kartofler, fodergulerødder - og ikke mindst grønkål ad libitum. Og så den dag, hvor Konen I Termokedeldragten smed en sæk tørre, visne blade ind i hønsehuset, med hvedekorn gemt i, som sukkerdrys på en portion havregryn. Den dag glemte både hønsene, Tinnitus og Stig alt om hønselem.
Sært.. De andre år sagde Konen I Termokedeldragten ellers, at grønkålen skulle række til foråret. Men i år var der givet los. Mon Konen I Termokedeldragten forberedte sig på ikke havde høns efter nytår?? Tinnitus gøs ved tanken, og skød den fra sig igen.
Men den hønselem.. Hvorfor blev den ikke åbnet?

Fortsættes.. 

[Hans-Kurt]

Lille Gerda, som var kommet til flokken da sommeren lige var begyndt, sad oppe på lysarmaturet, det var det eneste sted hun kunne finde fred, efter at lemmen ikke blev lukket op mere. Når hun fløj der op fik amaturet en vældig svingtur og gamle Oda - som for længst var holdt op med at lægge æg og ruge - blev helt svimmel, når hun fulgte den unge tøs og hendes luftakrobatik på lysarmaturet. Ungdommen nu om stunder, de var ikke som da hun var ung og blev præsenteret for den flotte unge hane Tinnitus, den sommer hvor hun var fyldt 1 år og dermed voksen og klar til at starte sit liv som den gode æglægger og moder, hun var bestemt til at blive, for det blev man nemlig "dengang".

Lille Gerda tænkte ikke over, at hun blev iagttaget, når hun søgte tilflugt helt oppe under loftet, hun var mere optaget af at tænke over livets fortrædeligheder. Hun var faktisk meget ked af, at lemmen ikke blev åbnet, for hun havde tillagt sig den vane at gå en tur hver dag langs hæggen ind mod den går der lå ved siden af deres hønsehus. Hun kunne nemlig - når hun stod på det øverste af kløerne - se gennem hæggen og ind i nabohønsegården hvor Hubert spankulerede rund og gjorde haneben til alle de hunkønsvæsner han mødte på sin vej. Han var umådelig smuk, syntes lille Gerda, det gibbede i hendes lille hønebryst, bare ved at kikke på ham.
Han var noget helt andet end Unghanen Stig, som hun syntes bare fjottede rundt og var et barn, set i forhold til Hubert.
At hun viste, at han heder Hubert, skyldes, at hun havde brugt rigtig meget tid med at stå og kikke efter ham og derved hørte hans navn blive sagt.
Nå men nu sad hun altså atter oppe under loftet og kikkede ned på alle de andre. Det var lidt svært at få tiden til at gå der oppe, så hun måtte prøve at finde på noget der kunne få tankerne til at flyve ud i rummet og dermed ville tiden gå.

Men hvad skal man finde på, når man har al den tid man har som indespærret unghøne, med mod på livet ....og måske lidt forelsket i naboens søn. ??

Fortsættelse følger

[Mette Nygaard]

3. december

"Nuuuuu er det NOK!!!"
Førerhønen Huldas myndige røst gjaldede uden varsel ud over den søvnige hønseflok, netop som solens første stråler sneg sig op over horisonten og ind ad vinduet til hønsehuset og afslørede, at endnu en smuk og frostklar dag med solforgyldt rimfrost på græsset var ved at oprinde... ude på den anden anden side af hønselemmen.
"Jeg finder mig ikke i det mere - vi må gøre noget!", fortsatte Hulda i sit mest bestemte tonefald, "hør her allesammen - jeg har en plan".
Tinnitus var med det samme lysvågen. Han vidste om nogen, at Hulda ikke var førerhøne for ingenting, så han begyndte straks at løbe rundt og puffe blidt til de stadig let sovende høns rundt om på pindene, for at de ikke skulle blive alt for forskrækkede, da han til sidst strakte sig på tå og galede det højeste og længste han havde gjort, siden den fordømte hønselem blev lukket.
"Tiiiiiiiiilllll samling!"
Straks blev der et værre spetakkel, og rundt om ørene på Tinnitus begyndte der at dumpe høns ned fra siddepinde i alle højder. Kun Den Evige Skruk bliv liggende i sin redekasse og stirrede stift frem for sig.
"Hvad er det? Hvad er det?", kaglede hønsene i kor, mens de stimlede sammen om Hulda og Tinnitus.
"JEG - VIL - UD!", brølede Hulda, "og I skal med mig, og nu skal jeg fortælle jer hvordan".

En time senere kom Konen i Termokedeldragten gående ned ad stien til hønsehuset med en topbelæsset spand i hver hånd - en med dagens foderration af korn og en med det hun kaldte 'beskæftigelsesfoder', idag æbler. Da hun nåede hen til døren ind til hønsehuset, satte hun spanden med æbler fra sig, velvidende at hun blev nødt til at have én hånd fri, når hun gik ind i hønsehuset. For hønsene stod hver dag på spring for at spurte ud i det fri, så det var om hurtigt at kunne lukke døren bag sig. Konen i Termokedeldragten løftede slåen, skubbede døren forsigtigt op, og kun på klem, så hun lige kunne kante sig selv og foderspanden ind. Og stivnede.

For rundt langs væggene stod alle hønsene med lukkede øjne, oppustet fjerdragt og halerne slæbende langs gulvet. Fra hjørnet længst væk lød et "HOOOST", og konen så til sin rædsel, at den pågældende høne var helt blå i hovedet. Hun slap foderspanden og var ovre ved hønen i ét langt spring.
"NUUUUUUUUUU!", råbte Hulda. Og alle høns og haner (pånær Den Evige Skruk) fór kaglende og flaksende op fra alle sider og spurtede hen mod solstrålen, der blev kastet ind ad døren på klem.

Men.
Netop som Lille Gerda, der som den mindste og dermed hurtigste nåede frem, smak døren i.
Uden for hørte de hr og fru Gak, det gamle gåsepar, skræppe op om love og regler og at høns skulle holdes inde til det onde var drevet over, og i øvrigt var græsset alt for sparsomt på denne årstid, så hønsene kunne roligt blive inde og nyde deres grønkål.
Det næste hønsene hørte var lyden af næb mod metalspand og æbler der blev gnasket meget hurtigt. Og et langt 'giiiiiisp' fra hønen med det blå hoved, der efter lang tids holden-på-vejret nu gav op og hev en stor portion luft ned i det tomme lunger.

Fortsættelse følger...
 

[Lene Lestat]

4. december

Og det var ikke uden grund at Lille Gerda syntes at Hubert på den anden side af hækken var umådelig smuk, for Hubert var nemlig sammen med nogle andre haner og høner blevet udvalgt af sin ejer, den unge mand i de stramme jeans og hvide t-shirt til at være både kommende avlshane og ikke mindst til at blive udstillet på den kommende landsudstilling, hvor den unge mand havde store forventninger om at blive Danmarks mester med sine dejlige, flotte og nøje udvalgte høns, som lige siden de var kommet ud af rugemaskinen var blevet passet og plejet til UG.
Men ak, lige så vel, som den store og bestemmende styrelse havde påbudt at alle høns uanset herkomst, farver, aldre, antal og størrelser skulle være spærret inde på ubestemt tid. Lige så vel havde selv samme styrelse også meldt ud at alle udstillinger ikke måtte afholdes, for det kunne være enormt farligt og ødelægge hele det, som kaldtes for eksporten, men som alligevel ikke rigtigt havde noget at gøre med private høns i haverne. Så nu gik den meget smukke Hubert i stedet for lukket inde, meeeen intet var nu så galt, så det ikke var godt for noget andet, for Hubert var nu kommet sammen med alle sine kommende koner før tid. Og det var Hubert selv egentligt faktisk ganske godt tilfreds med.
Men Lille Gerda var trist og ked, for hun kunne, selvom hun fløj helt op på lysarmaturet ikke se Hubert mere.
Og hønsenes flugt forsøg var desværre også blevet forpurret, da Konen i Termokedeldragten, som trods sin lidt lille og korpulente skikkelse havde været helt utrolig hurtig til at smakke døren i…
Tinnitus syntes nu at det var meget godt at de unge tøsebørn i flokken ikke længere kunne se Hubert og de andre flotte unge fyrer, som var bag hækken hos naboen. Men HOV var hønen, som konen med kedeldragten nu kaldte for Stig mon ved at blive en mulig konkurrent?
Den evige skruk, som konen i kedeldragten havde døbt Maude havde også på en af sine meget hurtige ture udenfor også set Hubert og havde derefter drømt om at ruge hans kyllinger ud, for sikke nogle smukke børn det ville blive.
Og hov døren nu gik døren til hønsehuset op og konen med kedeldragten kom ind med en bakke æg med mærker på…… og æggene blev til Maudes store overraskelse lagt under hende, åh kunne det mon bare være æg fra Huberts unge og smukke koner? tænkte Maude alt imens hun fik puttet dem godt tilrette under sig.

Fortsættes….

[Lone]

5. december

Sneen var faldet i et smukt, let lag over skoven, hvor hanen Tinnitus og hans hønseflok boede i deres hønsehus - med lukket hønselem. Alle lyde gik klart i gennem i den frostklare morgen, og de vilde svaners stemmer nåede ned til overhanen Tinnitus, unghanen Stig, førerhønen Hulda, Den evige Skruk Maude og lille Gerda - samt de andre høns, der stadig sad på pinden og prøvede at vågne.
Svanerne plejede at sige noget, der lød som 'Ih Ih Ih'. Men i år lød det mere som 'Æv Æv Æv'.
Tinnitus syntes, svanerne lød mere hæse, end de plejede.. Eller var det indbildning? Og det kunne da heller ikke have noget at gøre med den lukkede hønselem.. Eller måske alligevel?
Tinnitus grublede..
Førerhønen Hulda rev ham ud af hans tanker:
'Tusse, hvad har du egentlig tænkt dig at gøre ved den lem??'
'Øh, hvad mener du?'
'Ja, få den op da, hvad ellers?'
'Vi kan da ikke blive ved med at sidde her og kukkelure!'
Af bare frustration smed Hulda et vindæg midt på gulvet - splat!
'Se, bare, det er hvad der sker, når vi ikke får motion og frisk luft! Jeg har sandelig aldrig lagt æg uden skal før, i mit 2-årige hønseliv. Det bliver min død, det her!'
De andre høns gav stiltiende Hulda ret: At lægge vindæg kunne blive begyndelsen til enden.
Unghanen Stig fattede intet, udover at vindægget smagte glimrende, og med rumpen i vejret så han ikke de andres forargede blik, mens han slubrede det nøgne æg i sig.
'Psst.. Stig.. det der må du altså ikke' hviskede Gerda forsigtigt og puffede Stig på skulderen.
De andre kiggede væk og tav. Det var nemlig dødssynd nummer 2, at spise æg, vidste de alle.
'Ja, der kan I bare se, vores flok er ved at gå i opløsning!' skræppede Hulda.
'Og jeg vil også gerne vide, hvem der plukker fjer på min ryg om natten, se her til morgen lå der igen 5 fjer under pinden! Jeg er snart helt bar!'
Nu gik der en gysen gennem flokken. Dødssynd nummer 3, at pille fjer af de andre.
Hvad skulle det ikke ende med for flokken i huset med den lukkede hønselem?
Gerda gemte sig over i hjørnet, bagved Maude, Den Evige Skruk, der nu ikke kun skelede, men så hvast på Stig: 'Du holder dig fra MINE æg - lømmel!'
Men Gerda kunne også høre noget uden for hønsehuset: Var det ikke Konen i Termokedeldragten? Men hun var vist ikke alene, måske var det Manden i Træsko, hun snakkede med? De sagde mange ord, som Gerda ikke forstod: Fødevarestyrelse, Fugleinfluenza og nogen ord, som Gerda også havde hørt, Konen i Termokedeldragten sige, når Stig væltede kornspanden.
Men der var også et andet ord, som Gerda ikke havde hørt før: Presenning.
Mon det var noget frygteligt? Gerda syntes ellers, der var noget ved ordet, der lød godt, uden at kunne sige hvad.
Efter nogen tid kom Konen i Termokedeldragten ind i hønsehuset på sin sædvanlige runde.
Gerda skyndte sig at sprede lidt strøelse over Huldas halvt spiste vindæg. Ganske vist var Stig ikke som smukke Hubert i nabohønsegården, men han og Gerda var dog de eneste ungdyr fra sommeren, efter alle brødrene var forsvundet, da hønselemmen blev lukket. Og så måtte de da holde sammen!
Konen i Termokedeldragten hældte foder op og fjernede møg, mens hun småsnakkede lidt med fjerkræet som sædvanligt. Så fik hun øje på fjerene under pinden og stoppede op.
'Pokkers også da, det er da også kun, hvad man kan forvente' mumlede hun indædt.
 
Mørket sænkede sig over skoven og dyrene gik til ro på pinden. Endnu en dag uden adgang til det fri. Og med både vindæg, ægspiseri og fjerpilleri lovede det ikke godt for Tinnitus og hans flok..

Fortsættes...

[Hans-Kurt]

6. december

Alle sov i hønsehusene på den egn, hvor Tinnitus´ flok boede - alle ? - nej - der var to, som ikke kunne sove, Tinnitus, kunne ikke lukke et øje. Han havde i de sidste uger oplevet den værste tid i sit liv. Hvad var det da der skete for tiden?. Alle omkring ham var ved at forandre sig til noget dårligt. Se nu Hulda - hun havde altid stået øverst på hans liste over smukke og dejlige høner, hun havde altid kunnet se det bedste i alting, altid kunnet finde en god løsning på de problemer, som en hverdag i en hønsegård kunne skabe. Altid et klap på vingen og et godt ord med på vejen til flokkens medlemmer, hvis de havde brug for det.
Men nu - han havde aldrig set hende sådan før. Faktisk var han blevet helt bange for hende, som hun opførte sig nu.
Det var som om kulden - som han viste var udenfor - krøb ind alle vejene. Alle gik og skuttede sig, som om kulden også trængte ind under den enkeltes fjer. Men var det nu også kulde sådan i normal forstand ? Nej det er den kulde, som kan ende med at fryse selv et varmt hjerte. Og Tinnitus viste godt, hvad et frossent hjerte i et hønsebryst kunne føre til. Han gyste ved tanken. Hvad skulle han dog stille op - der var jo ikke noget han heller ville end sørge for sin floks trivsel - men hvad kunne han gøre mod det store kræfter der nu styrede hele fjerkræ branchen ?
Måske skulle han overgive sin fører plads til unge Gert - var det tid til et regeringsskifte ?, Men det gik jo heller ikke. Gert var slet ikke voksen nok til at indtage en så høj post. Han ville bare give los for sine ungdomsdrømme og ikke tænke på konsekvensen af sine handlinger. Men kunne han hjælpe han på vej, hvad med et regeringsgrundlag - var tiden inde til at diskutere dette. Tinnitus var i 1000-sind.
Han kunne svagt huske, de fortællinger han havde hørt om en lignende situation, som var blevet fortalt gennem generationer af høns, hvor 2006 vist var året, hvor noget lignede - med udgangsforbud var blevet indført.
Han forsøgte at huske tilbage til da han fik det fortalt. Men han kunne ikke rigtig huske detaljerne fra den fortælling. Bare han dog kunne komme i tanke om hvor længe indelukningen varede, for den var jo da heldigvis stoppet på et tidspunkt. Hulda måtte da kunne huske noget og Den evige Skruk Maude - hun havde da også været i hans flok da fortællingen blev fortalt. Men turde han spørge dem om de huskede noget. Nej ikke lige i denne tid, for de var alt for påvirket af det som sket lige nu.
Ja Maude kunne han måske forsøge at spørge, for nu hvor hun havde fået rugeæg under sig, var det som om hun var blevet mere sig selv igen. Åh nej det gik jo ikke for om 3 uger ville der komme små nye medlemmer af flokken, og dem tænkte hun nok mere på nu, end at lemmen ikke gik op hver morgen. Åh - hvad skulle han dog gøre - han ville ikke lukke et øje i nat.
Hans hørelse havde også lit den sidste tid. Hans tinnitus var vel ikke ved at bryde ud i lys luge igen ?.
Lille Gerda havde igen sat sig til rette på lysarmaturet, for at sove der for natten. Også hun havde besvær med at falde i søvn. Hun syntes at luften i hønsehuset var blevet være og være, alt den støv som luften indeholdt nu. Hendes øjne løb oftere og oftere i vand. Det var også som om hun hostede mere end normalt. Var der overhoved nogen der tænkte på hvordan det er at leve i et hønsehus dag ind og dag ud, uden at komme ud og få frisk luft ?

Sikkert ikke, de havde nok ikke selv prøvet at være spærret inde 24/7, var det idet hele taget lovligt at fratage en retten til frisk luft ? Hun mente da at kunne huske, at selv om man var sat i et fængsel - som hun viste Konen i Termokedeldragten´s fætter havde været, så havde der været "gårdture" - dagligt. Det ville hun foreligge Tinnitus i morgen, for det måtte der da kunne åbnes op for. Tænk bare en enkelt lille tur ud i det fri, åh hvor ville det være dejligt. Tanken fik Lille Gerda til at drømme om tiden der var gået og hvor hun kunne være helt fri og gå hvorhen hun ville - når hun huskede at tage højde for tråden omkring hønsegården. Hun fandt ro og faldt i søvn.

Fortsættes

[Lene71]

7. december

Solen er kun lige stået op denne morgen, da overhanen Tinnitus hører konen i termokedeldragten nynne fornøjet. Mon hun har fundet ud af, hvad der er galt med lemmen? Har hun fundet ud af at fixe den, så den igen kan glide op hver morgen?  Åhhh – han håber så inderligt – noget så inderligt. Bare tanken om friheden, den friske luft, middagsbadet i jordhullet langs væggen, regndråbernes prellen-af på fjerdragten, blæstens tag i halefjerene, mudder mellem tæerne. Tinnitus står helt stille og dagdrømmer, nærmest med et smil om næbet. Han er faktisk ved at have lidt ondt i benene af at gå på det hårde betongulv hver dag, hele dagen. Ganske vist er laget med strøelse blevet usædvanligt tykt her i de indelukkede tider, men en gruppe af hønerne sparker og skraber i det konstant, så der altid er huller ned til den rå beton. Det bliver ikke bedre af, at unghanen Stig hele tiden skal gøre sig til overfor damerne på sin egen flyvske og ubetænksomme måde, nærmest som et ADHD-barn.

Med ét bliver Tinnitus vækket af sine dagdrømmerier. Det er Hulda som igen skræpper højlydt op over den lukkede lem. Selvom han godt kan lide Hulda, synes Tinnitus, at hun er ved at blive for meget, når hun nærmest går i selvsving og virkelig skræpper op med sin utilfredshed. Ind imellem tager han sig selv i at tænke, at hun måske kan blive til en god suppe. Men hver gang skubber han, med et gys, tanken fra sig igen - for måske mener konen i termokedeldragten, at HAN også kan blive til en god suppe. Og den tanke kan hans lille hane-hjerne slet, slet ikke rumme.

Lille Gerda sidder på sit lysarmatur og betragter, hvordan den tidligere så store og stolte hane Tinnitus, hele tiden falder i staver i sit dagdrømmeri. Hun tager en modig beslutning, og flakser ned og stiller sig lige så stille ved siden af Tinnitus. Han er nu en god flokleder. Alle kan komme og betro sig til ham. Længe står de og klukker lavmælt sammen. Gerda fortæller ham, hvordan menneske-fangerne i et menneske-fængsel kommer på gårdtur hver dag, og sammen udtænker de en plan for, hvordan det også snart kan blive virkelighed for hidsige Hulda, unge Stig, overhanen Tinnitus, lille Gerda, den evigt skrukkende Maude og resten af flokken.

Den aften går Gerda til hvile på pinden, næsten gemt under den beskyttende vinge fra Tinnitus. Men lige inde hun falder i søvn, husker hun sig selv på, at det kun skal være den her ene nat. Hun må ikke glemme sin hemmelige kærlighed Hubert.

Fortsætte……

[Hans-Kurt]

8. december

Førerhønen Hulda sad sløvt og stirrede ud i luften. Hendes krop værkede i alle led. Hun havde svært ved at løfte vingerne og strække ben, nej det kunne hun ikke. Hvad var nu det for noget ?. Så gammel var hun da heller ikke, at hendes ellers velfungerende krop burde sådan svigte hende.
Hende som normalt var på stikkerne fra solen stod op og til den gik ned, hvad var nu dette.
Hun forsøgte at løfte vingerne for at ryste dem, men nej, det kunne hun ikke. Der begyndte at gå panik i hende - var det denne indespærring, som påvirkede hende så meget. Hun forsøgte at strække venstre ben bagud og vingen med, men i hast fik hun benet tilbage på pinden, hvor hun nu havde siddet fra i går da det blev mørkt og til nu, hvor solen - trods årstiden - dog var stået op for flere timer siden.
Hun mærkede efter på sin kam - nej den var ikke varm - altså ingen feber. Så lyttede hun til sit hjerte og om det slog unormalt - det gjorde det, så nej, heller ikke der var der noget galt - hvad kunne det så være.
Pludselig kom den tanke til hende - hvad nu hvis hun skulle til dyrlæge - hvis hun nu fejlede noget alvorligt - for måtte konen i termokedeldragten i det hele taget putte hende i en transportkasse og køre hende de 2 km der var til dyrlægen ? I disse tider, for det var vist ikke kun lemmen, der ikke kunne åbne. Hulda var ved at være overbevist om, at der var noget langt være under opsejling. Konen i termokedeldragten, kunne man sige meget om - og det blev der - men hun fik nu altid løst de problemer der opstod, på den ene eller anden måde. At lemmen ikke fungerede nu, og ikke havde gjort det længe, måtte skyldes noget andet en selve installationen, som bl a bestod af den mærkelige kasse der snurrede lystigt, når lågen gik enten op eller ned. Den lille røde lampe - som sad på en klodslignende tingest i elstik kontakten og som via et elkabel forbandt den mærkelige kasse med strømgiveren -  lyste den ikke hele døgnet rundt - normalt altså ?- det gjorde den ikke nu. Mærkeligt..... mærkeligt.

Strømafbrydelse kunne der ikke være tale om, for lyset ude i laden kunne jo tændes uden problemer. Hulda gled længer ind i sig selv, hun lukkede øjnene. Hvad var det dog for en verden hun nu levede i.

Gamle Oda var på vej ned fra sovepinden, da hun så ud af vinduet og fik øje på Konen i termokedeldragtens mand. Hvad havde han nu for ? og hvad havde han i den papkasse han bar på. Oda stoppede op og fortsatte med at kikke på ham, for at se, hvad der skulle ske. Åh - ih - ejjj - manden stoppede ved det nyplantede grantræ over ved drivhuset og ud af papkassen tog han lyskæden - lyskæden det var jo også rigtigt - i al den postyr, om ikke at kunne komme ud i hønsegården og alt det det indtil nu havde medført af problemer, havde alle i hønsehuset glem, at det jo faktisk var ved at stunde mod jul og den Guds velsignede dag, hvor solen vender og det bliver lyser dag for dag.
Oda kikkede sig rundt i hønsehuset og så på de andre indvåner, hvad var der ved at ske med dem alle sammen ?, hvordan kunne alle glemme, at det snart var jul. Hendes øjne fandt fører hønen Hulda - der gik et gys igennem hende, hvordan var det dog Hulda så ud ?. Hulda som altid var først med næsten alt - sad hun ikke der og så ud som om hun slet ikke var i denne verden mere. Hendes blik var så fjernt, så ......Det løb gamle Oda koldt ned ad nakken, mellem de få fjer hun efterhånden havde tilbage - der.

Lille Gerda skulle lige til at......

Fortsættes

[Hans-Kurt]

9. december

....forlade den lune plads under Tinnitus´s vinge, hvor hun havde tilbragt natten, da der lød et mægtigt brag udenfor hønsehuset  - hvis ikke alle var vågen på det tidspunkt, kan det nok være at alle pludselig blev lysvågne og lyttende intens efter hvad det var for et brag. Alle sad helt stille, uden at sige en lyd - men der kom ikke mere larm - Så - der var noget som rørte sig uden for vinduet.
Alle kikkede angst på det som bevægede sig forbi hønsehuset, var det ikke sønnen af - nej, det var han for stor til at være, men var det så naboen - måske, men hvad lavede han inde i deres hønsegård og hvad var det som havde givet dette mægtige brag ?

Så hørtes en stemme - den var god nok det var bestemt naboen, der stod der ude. Hvad var det han sagde ? "Sat...s, det lykkedes ikke". Der skulle have været mere sprængstof i den sprængning.

Tinnitus kikkede forvirret på de andre - sprængstof, jamen hvad var det der skete - så - nu kunne de høre damen i termokedeldragten komme farende. Hun rundede lige hjørnet af hønsehuset, da naboen sprang over hegnet og ind til sig selv. Men hun nåede at se, hvem det var der forlod hendes matrikel. "Holdt - råbte hun - men ordren blev ikke adlydt. Naboen var allerede forsvundet ind i sit skur og smækket døren efter sig.

Hønsene kunne se, at damen i termokedeldragten havde en lygte med og lyste på hønsehuset, lige der hvor det store brag var kommet fra. Nu hørtes der en skraldlatter og ordene: " Nej nu har jeg aldrig set magen, der er forsøgt sprængt hul ind til mine høns. Jamen det er da forfærdeligt, hvad skal det betyde ? Hun fik pludselig et Flach Back, det her havde hun oplevet en gang før, på det selv samme sted, men det var i en helt anden situation, det var dengang hun havde lejet, arealet, hvor der nu var hønsegård,  ud til selvsamme nabo.
Han havde brugt pladsen til sin bil under 2. verdenskrig. Og bilen var påmonteret en brænde fyret gasgenerator.
Der var længe blevet stjålet af damen med termokedeldragten´s brændestabel og for at finde tyven, havde hun boret et hul i et stykke brænde, fyldt krudt i hullet og sat en prop i. Få dage efter, hen under aften, havde der lydt et brag da gasgeneratoren på naboens bil sprang i luften - Naboen sagde aldrig noget om det skete og der blev derefter ikke mere stjålet træ.
Var dette en hævn aktion fra den gang - eller ........

Damen i termokedeldragten kom ind i hønsehuset, tændte lyset for at se, hvordan hønsene havde taget det. Der var faktisk ikke den uro, hun havde forventet.
Grunden til den manglende uro er, at Tinnitus, Hulda og de andre er meget trykke, når hun er hos dem. Hvis ikke hun viser frygt, så ved de, at det skal de heller ikke føle.

Nu, hvor solen var stået op, havde alle mere ro og tid til at kikke rundt i hønsehuset, og lyset atter var slukket, da så de: Over i det ene hjørne, der hvor redekasserne er.  Der inden under dem, var muren revnet og de første solstråler lyste ind. Havde naboen forsøgt at befri os, tænkte Tinnitus, var det hans måde at vise solidaritet med hønsebesætningen på, på den anden side af hegnet. Var han en mand der tog problemerne alvorligt og ville udfri os fra det fangenskab det havde udviklet sig til, med den forb....de lem, som ikke blev åbnet mere. Var det ikke lige en lidt for dramatisk måde at åbne op for hønsehuset på.

Nej, det var vist for usandsynligt, alt for urealistisk, at noget sådant kunne ske. Men man ved jo aldrig, hvad indespærring af dyr kan påvirke en ejer af høns med. Alle på egnen viste, at også naboen var særdeles glad for høns og gik op i deres trivsel med liv og sjæl. Men hvorfor så ikke åbne op for egne høns først, hvorfor naboens og så ved at sprænge sig vej genne muren ind i hønsehuset. Det var bare alt for mærkeligt, men der må være en god forklaring - men hvilken ?

Nu kikkede alle på damen med termokedeldragten, havde hun set sprækkerne, nej - heldigvis ikke, hun var mere interesseret i at samle æg og kikke til den evigt skrukkende Maude. Bare hun snart ville gå op til sig selv. ALLE tænkte den samme tanke, ALLE. For hvor der er en sprække er der måske en udvej. Ved fælles hjælp og mange skrabende klør, så........

Fortsættes

[Mette Nygaard]

Lille Gerda vågnede tidligt i skumringen næste morgen, helt tummelumsk oven på gårdagens begivenheder.
Det store brag og revnerne i muren, som Tinnitus resten af dagen havde patruljeret foran og inspiceret i alle krinkelkroge for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kunne få flere solstråler ind i hønsehuset ad den vej.
Men Tinnitus var ikke en handlingens hane. Han var en modig og stolt flokfører, men beslutninger var ikke hans stærke side. Dem plejede Hulda jo at tage sig af. Men hvad var det dog med Hulda? Fra at have været fyr og flamme og næsten lidt irriterende sad hun nu bare der på sin pind med lukkede øjne og oppustet fjerdragt og lagde våde klatter, og Konen i Termokedeldragten havde slet ikke opdaget det endnu, sikkert på grund af chokket over det pludselige brag.
Men det havde Gamle Oda, havde Gerda set. Gamle Oda, der ellers mest passede sig selv og sin fjerdragt eller fortalte historier fra gamle dage, blandt andet om Den Onde Tid for længe siden som nu så ud til at være vendt tilbage; Gamle Oda der som regel gik sine egne veje og tilbragte meget tid i stille væren under bærbuskene i hønsegården, det eneste sted hun mente hun kunne være lidt i fred for ungdommen nu til dags og deres pjank med æg og kyllinger... Den Gamle Oda havde Gerda set flere gange stirre bekymret på Hulda og endda sætte sig hen siden af Hulda og forsigtigt trække hende i halsfjererne. Men hver gang havde Hulda bare vendt hovedet væk og pustet sig endnu mere op.
Gerda hoppede ned fra fra sit lysarmatur og op på den pind, hvor Oda sad og sov helt alene.
"Du, Oda..." hviskede hun. Oda kiggede morgengnavent ud af øjenkrogen.
"Hvis det er ham Hubert igen, så gider jeg ikke høre mere - jeg har jo fortalt, hvordan du skal lægge dig på knæ med rumpen til ham, hvis du vil have hans opmærksomhed", snerrede Oda.
"Nej, det er ikke det, Oda - det er Hulda. Hvad er det med Hulda? Er hun syg? Er det Det Onde der er ved at gøre det af med hende? Bliver vi så alle syge? Og hvorfor gør Konen med Termokedeldragten ikke noget", gøs Lille Gerda.
"...åh Hulda, ja... det er ikke så godt med hende. Jeg har set det før, faktisk flere gange, når der har været uro i flokken", svarede Oda nu mere venlig ved synet af den lille bekymrede Gerda, "og bare rolig, det er ikke alvorligt, men vi skal have Konen i Termokedeldragten til at tage sig af Hulda - vil du hjælpe mig?"
DET ville Lille Gerda gerne! Oh, at stå i lære hos den gamle høne og suge til sig af hendes erfaringer, det var lige noget for et kvikt hovede som Gerdas.
Da Konen i Termokedeldragten lidt senere kantede sig ind i hønsehuset, fik hun et chok. Under den ene siddepind lå Gamle Oda og unge Gerda helt stille i hver dagens underlige, kæntrede stilling. "Årh nej, Oda - så gammel var du da heller ikke! Og så Gerda... Pokker tage Fødevarestyrelsen og deres dumme regler, det tager livet af mine høns!!!" Hun for hen for at tage dem begge i sine arme, men netop som hun bukkede sig ned, rullede de begge om på den anden side og gnubbede de beskidte spåner godt ind fjerdragten. "Ej, der fik i mig", grinede Konen i Termekedeldragten, "jeg troede lige... Og så er I bare igang med weekend-badet. Men piger, det er da ikke stedet at gøre det - I plejer jo at gå ud under... Nå nej...", Konen i Termokedeldragten standsede midt i sætningen, da det gik op for hende, at hendes høns ikke længere kunne gå ud og støvbade under solbærbusken i hønsegården. Hun rettede sig op og kløede sig i panden - hvorpå hendes blik faldt på Hulda, de oppustede fjer og den våde plet under hende: "Åhr for pokker! Det burde jeg have forudset..."
Hun tog Hulda under armen og gik hen til det lille skab ved døren. Gerda strakte hals og gjorde store øjne: Hun havde hørt om HønseApoteket, men havde endnu til gode at se det i brug - Gamle Oda sagde altid, at hvis HønseApoteket blev åbnet før Kyndelmisse blev det en lang vinter. Og der var jo endnu laaaang tid til Kyndelmisse, efter hvad Gerda havde forstået.
De andre høns var nu også stoppet op midt i deres morgenritualer og stirrede nu alle på Konen i Termokedeldragten, der åbnede en lille dåse og tog noget der lignede to grønne larver og smed ned i næbbet på Hulda, der nu var vågnet lidt op til dåd og brokkede sig. "Brok er godt", hviskede Gamle Oda til Gerda. Hulda blev sat ned på gulvet igen og gik straks hen til vandtårnet for at skylle efter. Men Konen i Termokedeldragten kom først, tog vandtårnet op og bunden af og hældte en afmålt portion gylden væske i vandet. "Sådan", sagde Gamle Oda, "nu skal det nok gå alt sammen. Hvis bare hun så også vil..."
Konen i Termokedeldragten forlod hønsehuset med hastige skridt og kom tilbage lidt efter med en stor skål, som hun stadig rørte i, mens en hørm af - ja, Gerda vidste ikke af hvad - stod omkring den.
"Hønseguf!!!", ivrede Oda og puffede til Gerda, der forundret så, hvordan alle de andrea (pånær Den Evige Skruk Maude) kom på benene og flokkedes omkring benene på Konen, "skynd dig, Gerda - det går stærkt nu!" Gamle Oda sprang afsted, og Lille Gerda efter hende, undervejs puffede hun til Stig der stod og gloede uforstående, så også han kom med.
"HOV!!!", lød det pludselig fra Hulda, der ellers havde stået og sløvt dyppet sit næb i vandet, der nu havde fået den let syrlige smag, lidt hen ad æbler, som hun genkendte fra forrige vinter. Hulda hankede op i fjerdragten og flyttede sine trætte ben, så hurtigt hun kunne hen til skålen. Der var en skubben og masen uden lige, og i løbet af to minutter var skålen tom, og Hulda sukkede tilfreds.
Konen i Termokedeldragten smilede: "Se så skal det nok gå alt sammen. Men hvor kom jeg egentligt fra... Nå ja, plantesækken". Hun gik atter ud af døren, rumsterede lidt rundt derude og kom ind igen med en murerbalje i den ene hånd og en tyk plastiksæk i den anden. Murerspanden stillede hun i hjørnet under Hønseapoteket, længst væk fra redekasser og mad og vand, og fyldte den med indholdet fra sækken. En duft af forår spredte sig i hønsehuset og blandede sig med hørmen fra hønseguffen. Gerda strakte hals og stirrede. Det lignede grangiveligt... Kunne det være? Det lignede og så alligevel ikke. Jo den var god nok - det var dejlig, tør jord!!!! Hun sprang afsted og tog hovedspring lige ned i baljen og begyndte at vride sig og gnubbe sig så det var en fryd.
En gnist blev tændt i de andre hønsehjerner, der jo ikke var helt så kvikke som Gerda, og alle (pånær Den Evige Skruk Maude og Hulda, der slog kro på sin pind og lod hønseguf, grønne larver og de gyldne dråber i vandet gøre deres virkning) flokkedes omkring murerbaljen og skubbede og masede. Tinnitus tog et spring over hovedet af dem alle og fra kanten af murerbaljen strakte han sig på tå og galede: "Iiiind på rææææækkke!!!".
Konen med Termokedeldragten havde for længst forladt hønsehuset igen, mens hun fortravlet havde mumlet noget om lægter og pressening og den fordømte blæst (- der var det ord igen, pressening, tænkte Lille Gerda, inden hun atter dykkede ned i pottemulden i murerbaljen). Og godt det samme - høns der stiller op på række og kagler løs om, hvem der kom først, havde nok været for meget af det gode for den hårdt prøvede Kone.
Den dag glemte hønsene alt om revnerne i muren.

[Lene71]

11. december

Konen i termokedeldragten har allerede været her, og ordnet alle de daglige rutiner med opfyldning af foder, friskt vand i vandtårnet, skrabet skidebrættet rent og tyvestjålet alle æggene – pånær dem med mærker - som den evige skruk Maude passer uhyggeligt omhyggeligt på.

Men pludselig går døren op, og ind kommer manden i træskoene. Tinnitus opdager, at manden åbner døren helt op og ikke smækker den efter sig i samme hæsblæsende tempo som konen i termokedeldragten. Det er ikke så ofte, at manden i træskoene kommer ind i hønsehuset. Som regel sker det kun de dage, hvor konen i termokedeldragten af uransagelige årsager ikke dukker op. Men hun har jo været her i dag, så hvad er der los? Manden begynder at gå rundt og banke på alle væggene, både oppe og nede. Hele flokken står pludselig HELT stille, på ét ben, og stirrer stift på manden i træskoene. Nå ja, den evige skruk Maude står ikke på et ben, hun ligger i redekassen, men stirrer også stift på manden i træskoene. Det er godt nok en besynderlig opførsel, hvad skal det gøre godt for? Manden siger aldrig noget til dem, det er de vant til. Han stryger dem heller aldrig over ryggen, eller klør dem under vingerne. Han skubber blot tavst og blidt til dem, hvis de står i vejen for hans gøremål.

Det er unge Stig, der bryder tavsheden og begynder at gale op. ”Hullet! Hullet i væggen! Hvad sker der hvis han ser det?” I løbet af et splitsekund står Hulda foran hullet. Stor og oppustet, og med et blik så arrigt som man kun ser hos en gås, der står og hvæser. Lige lidt hjælper det. Manden i træskoene finder hullet og skubber blot Hulda til side. Herpå lægger han sig ned på alle fire og studerer revnerne i muren.

Da manden er gået igen, kalder Tinnitus til samling. Ikke for at lægge en plan for hullet. Nej, han deler sin observation om den langsomlukkende dør. Det må være muligt at nå og slippe ude. Forsamlingen når ikke at lægge en slagplan, før de hører, at manden i træskoene kommer igen. Han bærer på en helt ny spartel, næsten magen til den meget beskidte som konen i termokedeldragten bruger på skidebrættet, og en murerspand med en grå substans i. Ingen har set den slags før, men det ser tungt ud og ligner bestemt ikke noget spiseligt.

Der bliver tumult inde i hønsehuset, og de fleste af hønsene kæmper om pladsen lige foran døren. Da manden i træskoene åbner døren, lykkedes det for unge Stig, førerhønen Hulda, lille Gerda og Lisa at slippe ud. Lisa er en 8 måneder gammel hybrid, som kom til flokken i august. Nu handler manden i træskoene hurtigt og får lukket døren udefra. Lynhurtigt får han med højre hånd fat i benene og unge Stig, svinger hånden opad, så Stig hænger der i hoftehøjde med hovedet nedad og blafrer febrilsk med sine vinger. Manden flytter Stig over i venstre hånd, stadig med hovedet nedad, mens Hulda og Lisa får samme tur. Med 3 baskende høns hængende i venstre hånd, lykkedes det for manden i træskoene at kante sig ind i hønsehuset, uden at flere høns flygter.

Ingen er kommet til skade, men Stig og Hulda er godt nok noget svimle og fortumlet ovenpå den behandling og ønsker bare at solen snart går ned, så de kan få lov at sidde en lang nat og hvile på pinden. Lisa derimod rejser sig bare op, som om intet er hændt. Hun lover de andre, at hun en af dagene vil fortælle om sin opvækst på hønsefabrikken, som er et rent tivoliland med karusseller, hurtigkørende transportbånd, ruchebaneture og frie fald uden faldskærm.

Så snart lille Gerda slipper ud af døren, piler hun over til hegnet, for at få et kig til Hubert. Og hun vil prøve at gå på knæ med gumpen vendt mod Hubert, som Oda har fortalt at hun skal. Men Hubert er der ikke. Faktisk er der slet ingen høns inde på den anden side af hegnet ind til naboen. Hun går ellers helt om bag brændestablen, hvorfra der er det bedste udsyn. Gad vide om deres lem også er gået i stykker? Om det er dét, det onde handler om: Lemme der går i stykker og ikke længere kan gå op og ned. Det kan være at ordet ”virus”, som hun har hørt et par gange, er noget med et defekt tovværk der ellers skal trækker lemme op og ned. Hun har hørt at ”virus” er noget der smitter. Men det er da godt nok underligt, hvis alle lemme er blevet smittet, mens de har været lukket.

Nå, lille Gerda glemmer alt om virus, lemme og Hubert. I stedet begynder hun at skrabe i jorden og hive de par orme op, som hun kan finde. Hun tager et langt og dejligt sandbad under solbærbusken langs væggen. Og hun fylder lungerne op med denne dejlige friske luft. Da eftermiddagen begynder at gå på hæld, er det tid til at få fyldt kroen op til natten. Men HOV! hun kan jo ikke komme ind til foderet - og til sit lysarmatur - og til resten af flokken. Nu bliver lille Gerda bange, og begynder at føle sig ensom. Faktisk går hun lidt i panik. Hun løber rundt om hele hønsehuset, og pirker med sit næb på den lukkede lem, på døren, og på vinduet som hun kan nå fra en gren på æbletræet. Men intet hjælper. Nu må hun bevare fatningen og holde hovedet koldt. Måske kan hun huske tilbage på en historie, som gamle Oda har fortalt om at blive glemt? Nej, hun husker ikke noget. Hun må bruge sin sunde fornuft, og tænke sig godt om. Konen i termokedeldragten. Ja, det må være hende, der kan hjælpe. Lille, normalt så lavmælte, Gerda stiller sig lige ved lågen ind til hønsegården, og så begynder hun ellers at kagle højere og længere end hun nogensinde før har gjort.
 
Konen i termokedeldragten kommer løbende ud. Eller, konen i jeans og striktrøje kommer løbende ud, for hun har ikke nået at få sin termokedeldragt på. ”Jamen Gerda, hvad laver du her, og hvordan er du sluppet ud?”. Gerda bliver forsigtigt løftet op i to hænder og båret hen mod huset. Her bliver hun lukket ind i noget de kalder en ”brusekabine”, det er ikke noget rart sted at være, selvom hun både får vand og korn og massere af dejlige gule majskerner. Og da mørket falder på, får hun også en væltet papkasse med frisk halm. Gerda vil meget hellere ud i hønsehuset til hele sin flok, men konen i jeans og striktrøje bliver ved med at bruge ordet ”karantæne”, endnu er ord som Gerda ikke kender. Bare gamle kloge Oda var her, hun ved garanteret hvad ordet ”karantæne” betyder. Lille Gerda er ikke længere bange, men hun savner sin flok så meget, at denne nat er det ikke støv, der får hendes øjne til at løbe i vand.

[Mette Nygaard]

12. december

Tinnitus sad på sin pind med førerhønen Hulda og Gamle Oda på hver sin side og ventede på, at dagen ville gry - den lod vente på sig i disse dage. Men snart ville lyset vende, trods alt. Så meget vidste Tinnitus dog, selvom det efterhånden værkede godt i hans lille hønsehjerne.  Der var sket så meget de seneste dage, ja siden hønselemmen gik i stykker, at han havde svært ved at overskue det hele: Vindæg, fjerpilleri, ægspiseri. Mislykkede flugtforsøg. Store brag og revner i muren, der igen blev lukket af Manden i Træskoene. Rugeæg til Den Evige Skruk - midt om vinteren! Hvordan skulle de dog holde de små kyllinger varme, når de kom? Og handlekraftige Hulda der blev så frustreret, at hun først gik de andre på nerverne og siden fik tynd mave - Tinnitus skævede til Hulda. De seneste dages kur fra HønseApoteket med 'grønne larver' og gyldne syrlige dråber og masser af hønseguf (hans næb løb i vand) havde heldigvis gjort deres virkning; Hulda var knap så mat og oppustet mere, og klatterne ved at få form igen.
Men det værste - det værste var... Han fik helt ondt i kråsen, da han kiggede op på det tomme lysarmatur... Det værste var, at Lille Gerda ikke var kommet med ind igår, da Manden i Træskoene fangede de tre andre. Han havde hørt hende kalde og skrabe på hønselemmen og banke på ruden, da det var blevet mørkt. Og han havde ikke kunnet komme hende til undsætning. Til sidst var hun gået men hvorhen? Og hvad med ræven og de andre rovdyr der luskede omkring derude i nattemørket? Åh, Lille Gerda, bare der ikke var sket hende noget, alene ude i den kolde, mørke vinternat.

Lille Gerda i brusekabinen blev vækket brat, da lyset i loftet blev tændt. Hun blev løftet op, trods sine protester, og puttet ned i en mørk kasse med låg og båret ud på den anden side af døren. Så hørte hun lyden af vand, der plaskede i lang tid. Og snart blev hun igen løftet op ad kassen og sat ud i brusekabinen, hvor der nu føltes dejligt varmt men også ret fugtigt. Pyha, Gerda var ikke så meget for fugt, hun længtes efter den kolde, klare luft udenfor. Og Hulda, Oda, Tinnitus - ja, selv Maude, selvom hun aldrig gad snakke. Gerdas øjne blev igen våde... Pludselig løb det hende kold ned af ryggen midt i den fugtige, varme: Det der mærkelige ord, karantæne, betød det mod det samme som kummefryser - at man aldrig mere kom tilbage til de andre??? Små uhu-lyde trængte sig vej op gennem Gerdas lille hals.

Inde i hønsehuset stod Tinnitus og galede for fuld kraft henne ved døren. Konen i Termokedeldragten havde lige været der med dagens ration af korn, grønkål og hønseguf, og da hun gik, havde han set et glimt af hr og fru Gak udenfor. Han galede igen - bare de dog ville komme hen til døren, han havde brug for at tale med de gamle gæs. Godt nok havde de ikke hans hønseforstand, men de sov jo ude om natten og kunne se i mørke.
Endelig hørte han lyden af platfødder på den snevåde jord.
"Tinnitus, er du ikke snart færdig med den larm", hvæsede hr Gak ude fra, "solen er stået op for længst! ... Ja, godt nok er det så vådt og gråt idag, at den er svært at se - men altså, har du fået pip?"
Tinnitus holdt straks inde og straks væltede spørgsmålene ud af ham: "Lille Gerda, er Lille Gerda derude? Er hun ok? Fryser hun? Har hun fået mad?"
"Næh, her er naturligvis ingen høns, I må jo ikke være herude, det siger loven"
"Åh...", Tinnitus' mod sank og med lille stemme spurgte han: "ligger hendes fjer derude?"
Lang pause... Tinnitus' ben rystede under ham.
"Næh, heller ingen fjer", lød det fra ydersiden af døren, "men I plejer da heller ikke at smide fjererne, når Konen i Termokedeldragten tager jer op, gør I vel?"
Tinnitus åndende lettet op: "Konen i Termokedeldragten! Har hun taget Gerda? Åh, det var godt! ... Men... hvorfor kommer hun så ikke med hende igen? Er Gerda mon blevet syg?"
"Ja, det ved vi virkelig ikke", gakkede hr Gak, "og nu har jeg ikke tid mere, min kone skal have sit morgengræs, og nogen må jo gøre sit for at holde det nede, når nu I ikke kan hjælpe til. Farvel!"
Tinnitus stod rådvild tilbage. Var det godt eller skidt, at Konen havde Gerda?
Pludselig kom han også i tanke om ordet 'kummefryser', det sted hvor alle hans sønner pånær Stig var flyttet hen.
Nakkefjererne rejste sig på ham.

Fortsættes...

[Hans-Kurt]

13. december

Men Tinnitus kunne være helt rolig - Frysekummen var helt fyld. Der var nemlig blevet slagtet kvæg for nyligt og da salget heraf var gået lidt trægt, måtte damen i Thermo kedeldragten fryse ikke så lidt kød ned.
Tinnitus havde fået endnu mere at tænke over, for manden i Træskoene havde forleden dag været inde i selve hønsehuset - hvor han som bekendt er en sjælden gæst - for at lægge et stykke groft pap ovenpå redernes tag. Han havde brokket sig gevaldigt sidst han var på besøg, over at der var nogle af hønsene som var begyndt at sove der, i stedet for på de fine sovepinde han satte op, da han byggede hønsehuset.

Det var ikke fordi Tinnitus var imod afdækning af taget på rederne, han kunne ikke forstå, hvorfor rede taget ikke fra starten, var udformet så man ikke kunne sidde der, en plade på skrå ville jo kunne løse det problem. Men så langt havde manden i Træskoene åbenbart ikke tænkt - heller ikke fået ordnet i de godt 2 år huset havde stået færdig.

Men Tinnitus havde fået endnu et problem, som han tænkte meget på, hvordan han skulle finde en løsning på.

Vindæg, fjerpilleri og ægspisning, som om det ikke var nok. Nu havde han set, at ung hønsene, især den mandlige del, var begyndt at rive pappet i stykker. Det kunne endda være hvad det være ville, det der var bekymrende, var, at de nu også ÅD det.
Han var faktisk blevet glad, da han så pappet blive ødelagt, for så havde de da noget at foretage sig. Deres ungdom var blevet meget anderledes, end den burde, nu hvor de ikke kunne komme ud og få løbet hornene af sig.

Papspisning - var det et udslag af indespærringen ? Tinnitus var virkelig bekymret. Han som satte en ære i at give den nye generation en god opdragelse og forsøgte at lære dem alt, hvad der var godt at vide og kunne, for at få et godt liv i hans hønsegård. Alt dette var lige på en gang stoppet.
Han havde forsøgt at komme på noget, som kunne holde de unge - ja for den sags skyld alle i hønsehuset - i gang, med noget der kunne få dagen til dels at få et indhold men også noget der kunne holde alle i fysisk form. Men hidindtil var det ikke lykkedes ham at komme på noget.

Efter morgenfodringen og især når der blev spredt majs rundt i hele huset, ja så var det som om alle for en kort stund glemte de var indespærret og gik på med krum hals, for at få flest majs. Det kunne bare ikke beskæftige alle ret længe. Som de kvikke medlemmer han havde af sin klan, så var de håndfulde majs hurtigt væk, og så kom tomhede tilbage igen. Det var alt for kort tid, alle kunne glemme indespærringen.

"Tinnitus" kaldte Gamle Oda og fik ham ud af de sorte tanker, "Tinnitus kom her" "se hvad er dette - Gamle Oda pegede på noget. Tinnitus kikkede i retningen af det som Gamle Oda pegede på. "Jeg kan ikke se noget, hvad er det, du har set". "kik nu godt efter sagde Gamle Oda. Tinnitus gik tætter på, for bedre at kunne se, hvad det var hun pegede på. "NEJ - ikke også dette, nej nej. Nu må dette snart høre op".
Der - under reden hvor Den Evige Skruk lå på sine æg, lå halvt skjult af halm og æggeskal fra et ituslået æg, et lille kylling foster, det var dødt, kunne Tinnitus se, men .....

Nu kunne han snart ikke klare mere,  hvis nu Den Evige Skruk var begyndt at smide sine æg ud af reden, så stod verden ikke til at rede. Den Evige Skruk ELSKEDE sine små kyllinger, hun kunne ikke få nok af dem. Var hun nu også ved at mindste det sidste fornuft hun havde tilbage  -  et dødsfald i Tinnitusses flok, var ikke til at kapere nu, nu hvor alle var på randen af et sammenbrud.

Skete alt dette fordi det var den 13.ende ? Tinnitus lukkede øjnene og gik ind i sig selv.

-fortsættes

[Hans-Kurt]

14. december

Bedst som Tinnitus stod der - helt stille - sammensunken, med halen helt nede ved gulvet, skete der noget udenfor hønsehuset. Hvad - nu kom ham der igen - Manden i Træskoene - hvad gik der af ham ? Damen i Termokeldeldragten kom også. Man kunne høre, at de skubbede trailer foran sig - dækkene gav nemlig sådan en helt speciel lyd, når de kørte i sandet på gårdspladsen.

Tinnitus og de andre blev alle trukket ud af det dårlige humør de var i, nu lyttede de alle intens på samtalen mellem de to der udenfor:

Damen i Termokeldedragten sagde: "Det er godt du tog dig sammen og købte den presenning, jeg tror, når den er blevet sat op, så vil vi med god samvittighed kunne" - nu kom hun til at hoste og fik ikke sagt de sidste ord, som kunne have afsluttet, det hun var ved at sige.
Manden i Træskoene sagde ikke noget, men på hans skramlen med sin værktøjskasse, kunne man fornemme, at han var irriteret over at få revet i næsen, at det var hans sendrægtighed, der havde forsinket projektet med overdækning af løbegården.

Nu kunne man hører, at presenningen blev læsset af og det lød, som om der også var nogle pæle, som blev lagt på jorden.
Nu kunne unge Stig ikke holde sin nysgerrighed tilbage længere, han fløj op i vinduet og forsøgte at få fat i noget, han kunne holde sig oppe med, for der var kun en skrå kant fra vinduet og ned mod den bærende væg. Det havde aldrig fungeret, det med at flyve op og kikke ud af vinduet. Rigtig nok - han kunne ikke holde sig fast, så han endte på gulvet igen. Men unge Stig var ikke sen til at forsøge igen, men desværre med samme kedelige resultat.

Nu var Tinnitus atter klar i hjernen og kunne også se, hvorfor det var vigtigt, at følge med i hvad det var der skete udenfor. Men der var lige en ting han skulle have gjort, før han kunne deltage i vindueskikkeriet. Den lille døde kylling, den skulle han have af vejen, før andre end han og gamle Oda fik nys om tragedien. Hurtigt fik han det lille foster op under vingen og gik hen i hjørnet, hvor der stod et katte-transport- bur, som blev benyttet af visse af hønsene, som ikke kunne finde ud af at benytte de andre redder. Her lagde han forsigtigt fostret ind langs kanten ved muren - diskret vendte han sig om og skrabede halm hen over.

Så vendte han tilbage til stedet, hvor vinduet var og nu kan det nok være, at, alle høns var mødt frem - undtagen naturligvis Den Evige Skrukke - Det var som om alle følte, at det med den presenning var af vital betydning for deres tilværelse og det var som om den kunne betyde en udfrielse af den indespærring, der nu havde stået på så længe. Ingen kunne sige hvordan Presenningen kunne løse deres problem, men ...

Tinnitus kunne godt se, at Stig havde fat i noget rigtigt, det ville være en god ting at kunne følge med i hvad der skete der ude. "Nu må I alle være med" sagde han. "Hulda, flyv op på sovepindene og forsøg at finde et sted, hvor du kan se ud af vinduet". "Lille Gerda du---Tinnitus standsede, Lille Gerda var der jo ikke, hvor var hu.....nej det måtte han komme tilbage til.
"Hulda hvad kan du se ?" Alles øjne vendte sig spændt mod hende. Hulda svarrede " Ja, det er som det plejer, jeg kan kun se vejen oppe ved plantagen og skrænten ned mod vores hønsegård, jeg kan ikke se traileren, den er for tæt på huset. Jeg kan heller ikke se de to mennesker der ude."

"Så er der lysarmaturet - vi må have en der op" Tinnitus kikkede rundt på de omkringstående. Gamle Oda - nej det var ikke rigtigt at bede hende prøve. Hun havde det sidste års tid haft problemer med at flyve op på sovepindene . Så Hulda da, nej hun var blevet temmelig tung på det sidste, og amaturet var jo af gammel dato og måske ville hendes vægt gøre, at kablerne der holdt det fast i loftet, ikke kunne holde til øh vægtforøgelsen.

Måske skulle det med amaturet helt opgives, men hvad så ? Tinnitus vred sin hjerne, så fik han en ide. "Hør her" sagde han "vi må forsøge at danne et tårn, sådan som vi gør når der er Moreller oppe i plantagen om sommeren" - " I ved, den ene oven på ryggen af den anden, til den øverste kan se ud af vinduet."

Alle tænkte med glæde på den dejlige tid med Morellerne - pludselig fik alle en energi som de ikke havde haft i ugevis og stimlede sammen om Tinnitus.
Han kikkede nøje på hver i sær for at udvælge, hvem der skulle danne tårn.

Men hvad var nu det - Gasen var holdt op med at skræppe op, som han altid gjorde, lige så snart noget nyt skete og Damen i Termokedeldragten og Manden i Træskoene - var de gået væk ? Der var helt stille udenfor - var de bare gået - uden at det var blevet bemærket af nogen i hønsehuset ?, Nu var alle ellers lige så opsat på at der skulle ske noget, men ....

-fortsættes

[Mette Nygaard]

15. december

Endnu en smuk og frostklar morgen oprandt, og solens første stråler fandt vej ind i hønsehuset.

Det kunne Lille Gerda bare ikke se, for hun sad i sin væltede papkasse inden for i brusekabinen - i karantæne. Gerda vågnede i stedet ved sine egne små uh-uh-uh-lyde, som nattens drømme om Tinnitus, Oda, Hulda og alle de andre havde fremkaldt. Gerda åbnede sine små øjne, men lyset var endnu ikke blevet tændt i brusekabinen, så alt var stadig sort omkring hende, selvom hendes indre ur fortalte hende, at solen måtte være ved at stå op. Gerda følte sig trist og modløs. For hvad er en lille høne uden sin flok? Hun prøvede at samle sig og forestille sig de dejlige majskerner, som hun hver dag fik serveret og havde helt for sig selv. Men allerede dagen i forvejen var det som om de havde mistet deres smag, og hun havde kun pillet ganske få ud og spist.

Pludselig blev loftslyset tændt, og ind trådte Konen i Termokedeldragten (dog nu iført morgenkåbe). "Nå, lille høne, hvordan har du det det i dag?" Hun satte skålen med majskerner foran Gerda og fyldte den anden op med saftige korn. Men Lille Gerda blev bare liggende i sin kasse med hovedet på brystet og lukkede øjnene. Konen i Morgenkåben gispede og for ud igen. Lidt efter kom hun tilbage med Manden i Træskoene (nu tøfler): "Hvad tror du? Tror du hun er blevet smittet, da hun var ude? Hun ser godt nok sløj ud... Du må hellere se at få slibet øksen i dag".

Netop da det ord faldt - øksen - sprang Gerda ud af sin kasse med et højt SKRÅÅÅK og flaskende vinger, der væltede både foder- og vandskål, hvorpå hun tog hovedspring ind mellem Mandens tøfler og ud på gangen på den anden side. Hun spurtede afsted, alt hvad fjer og dun kunne holde, men gulvet var glat, så benene skred ud til siderne, og hvor skulle hun egentligt løbe hen? Hun drejede skarpt til højre ind ad en åbentstående dør ind i rum, hvor der midt på gulvet stod en firkantet kasse på ben og med store bløde bakker ovenpå. Her sprang Gerda op - og standsede et øjeblik. Det føltes rart som de bløde bakker formede sig om hendes bug - for første gang nogensinde indfandt lysten til at lægge et æg sig, hendes første æg... Men nej! Gerda var jo på flugt, så videre op fra det bløde og op til åbningen ovenover, hvor lyset - SOLlyset - fandt vej ind. Her måtte Gerda kunne komme UUUUUD.

BONK - Gerda knaldede sig lille hoved mod ruden og stod så helt stille, mens sol-måne-og-stjerner dansede om ørerne på hende. Lidt efter blev hun løftet op af bløde hænder, og hun hørte Konen i Morgenkåben sige blidt: "Nåeh, lille høne, du savner da vist dine venner, hva'?" Gerda blev helt slap i kroppen og borede sit hoved langt ind under armen på Konen og mindedes dengang i sommer, da hun bare var en lille kylling, der kunne bore sig ind under sin mors varme, trygge vinge, når den store vide verden blev for overvældende.

Således hensunken i søde minder, mærkede Gerda, at Konen begyndte at gå. En dør blev åbnet, og pludselig stod luften  kold, skarp og frisk om Gerda. Indbildning, tænkte hun, jeg er jo bare på vej tilbage til papkasssen... Det knasede under Konens morgentøfler, og så hørte Lille Gerda pludselig en velkendt lyd: Lyden af slåen der bliver løftet af døren ind til hønsehuset, og den forventningsfulde kaglen fra Oda, Hulda, Lisa og alle de andre - Lille Gerda flåede sit hovede ud af Konens trygge armhule og stirrede vantro omkring sig, mens Konen satte hende ned på gulvet i hønsehuset og sagde: "Vi tager chancen, lille høne".

Fortsættes...